bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Nürnberg > Nürnberg jagter overlevelse og det gode humør

Nürnberg jagter overlevelse og det gode humør

Asger Sørensen

Tre forskellige trænere, et kostbart 6-0 nederlag på hjemmebane og seks sæsonmål. Nürnberg og Asger Sørensen har haft en turbulent sæson, der nu skal reddes med overlevelse i to Relegationskampe.

For første gang siden 1996/97 er Nürnberg i overhængende fare for at må en tur ned i den tredje bedste række. Langt fra de forventninger, de havde i Tysklands næstmest vindende klub inden sæsonen. Her var håbet en hurtig tilbagevenden til Bundesligaen, som de var rykket ud af året forinden.

”Det går egentlig rimeligt hurtigt op for os, at det ikke kommer til at handle om oprykning. Før vinterpausen har vi ni kampe i træk, vi ikke vinder, og hvor vi bare rykkere længere og længere ned. Det er også der, vi får ny træner i Jens Keller, og der står det klart, at nu handler det ikke om en placering i toppen af ligaen eller alt mulig andet. Nu handler det om at opnå de 40 point, som vil sikre overlevelse,” fortæller Asger Sørensen til Bulibold.

Skiftet til den tidligere Schalke og Union Berlin-træner får ikke den store effekt på holdets resultater, men for Asger Sørensen betyder det en del tid på bænken, efter han ellers havde været fast mand i efteråret, hvor kun en mindre skade og et rødt kort havde hindret ham i at spille fuld tid.

”Foråret har været meget op og ned for mig. Det begynder med, at jeg ikke vinder en af de to pladser i midterforsvaret efter opstarten i vinters. Jeg sidder ude mod Hamburger SV i den første kamp, men kommer så direkte ind og spiller igen mod Sandhausen, hvor vi vinder 2-0. Derefter får jeg en lille skade og er ude de næste to kampe, Så kommer jeg ind igen og spiller, indtil Coronapausen kommer, og så ryger jeg lidt ud og ind igen, så det har været meget op og ned i 2020, hvor der ikke har været så meget kontinuitet.”

Mens spilletiden har været lidt mere begrænset end i de to foregående sæsoner, hvor Asger Sørensen spillede for Jahn Regensburg, er der til gengæld sket en stigning i antal mål. Seks sæsonscoringer er det blevet til på bare 24 kampe, efter han i karrieren indtil da blot havde scoret to gange, siden han fik sin professionelle debut tilbage i 2013/14 sæsonen.

”Ja, det er jo ikke fordi, jeg har scoret sindssygt mange mål tidligere, så det har været et mål for mig at blive mere målfarlig. Vi har haft nogle gode hjørnespark, hvor jeg har fået god timing på, men jeg er også blevet mere modig inde i feltet i forhold til at angribe bolden på dødbolde,” lyder vurderingen fra Asger Sørensen, der sluttede toer på klubbens topscorer liste.

I sæsonens sidste kamp mod Holstein Kiel er Asger Sørensen med fra start. Inden runden er Nürnberg placeret over stregen, to point foran Karlsruher – der samtidig møder Greuther Fürth ude – men der Club har en dårligere målscore. Det har de blandt andet, efter Nürnberg i næstsidste spillerunde taber hjemme med hele 6-0 mod Stuttgart.

Med 25 minutter igen i er stillingen 1-1 i begge kampe, da Karslruher får bragt sig foran, og dermed går forbi Nürnberg i tabellen.

”Det er jo lidt specielt, når vi lige pludselig bliver afhængige af en anden kamp, men vi fik ikke noget at vide løbende om, hvordan det gik i kampen mellem Fürth og Karslruher. Det er først tre minutter, før vi går ind i overtiden, hvor vi får at vide, at vi skal op og jage et mål for at klare den.”

I en hektisk slutfase kastes alt frem, og Asger Sørensen er tæt på at blive helten, da han kommer højest på et indlæg, som bliver sparket væk på stregen. Mere bliver det ikke til, og Nürnberg må i første omgang se overlevelsen glide dem af hænde.

”Lige efter kampen var stemningen selvfølgelig trykket, og vi var alle skuffede. Generelt har det været en sæson, der har været meget og op og ned, og turbulent er nok et godt ord at bruge. Hele 2020 har været et specielt år også på grund af Corona. Nogle kampe har vi spillet godt, men ikke fået de resultater, vi ville, mens vi i andre kampe har spillet skidt og alligevel fået et resultat. Det har været meget op og ned hele vejen igennem, men selvfølgelig mest ned her til sidst.”

Læs også: 1. FC Nürnberg – en historisk klub med en dater fremtid

Efter kampen mod Kiel fik holdet to dages fri til at samle tankerne frem mod de to relegationskampe, som ikke bliver med Jens Keller ved roret. Nürnberg valgte nemlig at skille sig af med Keller frem mod de to kampe mod Ingolstadt, og i stedet ledes holdet nu af Michael Wiesinger og klublegenden Marek Mintal.

”Vi havde første træning med dem onsdag, og der handlede det om at få lidt lockerheit (løshed) ind i træningen, som de siger hernede. Det skulle være en sjov træning, hvor der var meget spil på to mål. Hovedfokus fra Wiesinger har været, at selvom det er to så vigtige kampe, som vi står overfor, så skal det være med et smil til træning. Selvfølgelig skal der arbejdes hårdt med fuld fokus på de to næste kampe, men der skal være med et smil på læben,” lyder det fra Asger Sørensen, der ikke vil ind på, hvordan hans fremtid i klubben ser ud, hvis det ender med nedrykning.

”Det kigger jeg på efter de to kampe.”

Første kamp mellem Nürnberg og Ingolstadt spilles tirsdag den 7. juli, mens der er returopgør i Ingolstadt fire dage senere den 11. juli.

You may also like
2. Bundesliga, højdepunkter
Højdepunkter og mål: Nürnberg – Ingolstadt 2-0 (Relegation)
Werder Bremen, optakt
Højdepunkter og mål: Heidenheim – Werder Bremen 2-2 (Relegation)
Simon Makienok, Asger Sørensen, Martin Hansen, Andreas Albers, 2. Bundesliga
Karakterbogen – danskernes præstationer i 2. Bundesliga 2019/20
Andreas Albers, Jahn Regensburg
Andreas Albers – fra divisionsbomber til profil i 2. Bundesliga