Der er mange fede rivaliseringer i tysk fodbold. Men at ophøje Bayern München og Borussia Dortmund til en klassiker er en overdrivelse og medieskabt hysteri.
Der er Old Firm og El Clasico.
Der er også Superclasico, og i Tyskland har man Der Klassiker.
Men er opgøret mellem Bayern München og Borussia Dortmund egentlig så klassisk, som kampene mellem religionerne i Glasgow, de tidligere politiske undertoner i Spanien og opgøret mellem borgerskabet og arbejderklassen i Buenos Aires?
For hvad er det egentlig, der er så klassisk over det, der gennem de seneste 15 år er blevet kørt op til at være det største opgør i tysk fodbold.
Politisk er der selvfølgelig modsætninger mellem det hårdtarbejdende Dortmund midt i Ruhr-distriktet, hvor socialdemokraterne traditionelt har stået stærkt, og det fine München, hvor borgerskabet hersker, det konservative CSU regerer med samme sikkerhed, som der er en pave i Rom, og der skal kæmpes for at finde plads til alle eurosedler i pengepungen.
Men ser man på, hvad der rører sig på græsset, er det svært at se det klassiske i opgøret.
Der har selvfølgelig været legendariske kampe, der både har været velspillede og dramatiske. I 1999 fik en komplet overgearet Oliver Kahn skruet voldsomt op for dramatikken. og med vanlig tysk sans for sproget fik han også tilnavnet Kung Fu Kahn. Det skete i en dramatisk kamp, der i sidste ende endte 2-2, men hvor Heiko Herrlich blev den første til at score på Kahn i mere end 700 minutter.
Kung Fu Kahn
Ud over de dengang sædvanlige og usmagelige hilsener til Kahn, hvor der blev smidt bananer efter ham, var Herrlichs mål også med til at tænde op under Kahn, der efter nutidens standarder havde gjort sig fortjent til et par røde kort. Først forsøgte han sig med en mellemting mellem en tungeslasker og et vampyrbid på Herrlichs hals, og senere i kampen måtte Stephane Chapuisat trække sig for at undgå, at Kahn sendte ham i jorden og på sygehuset med et spark, der ville gøre Karate Kid misundelig. Spillet var fløjtet af, men Kahn benyttede muligheden for at gribe bolden uden for feltet og komme flyvende med højre ben strakt ud i vandret med retning mod Dortmund-angriberens hoved.
Men Kahn nåede også at redde et straffespark i kampen, der endte 2-2 i en sæson, hvor Bayern i suveræn stil kunne hente endnu et mesterskab til Säbener Strasse.
I det hele taget var der mere drama end fodbold over kampene omkring årtusindskiftet mellem de to klubber. To år før Kung Fu Kahn blev introduceret, var det de to 1990-verdensmestre, Andreas Möller og Lothar Matthäus, der indledte skænderierne. Möller skabte sig endnu en gang lidt for meget i en nærkamp til stor irritation for Matthäus, der gestikulerede, at Möller var en tudeprinsesse, og så var der ellers tændt op for de to spillere i det opgør.
Fire år senere, var der langt mere drama på Westfalenstadion. Tre gange måtte dommer Hartmut Strampe trække det røde kort i et opgør, hvor tacklinger bagfra, nærkampe, provokationer og hævnakter var i klart overtal i en sæson, hvor mesterskabsduellen var tæt.
Det kunne være grundlaget for rivaliteten, der også sportsligt var ved at definere sig i de år, hvor Dortmund med to mesterskaber i 1995 og 1996 tirrede Bayern-manager Uli Hoeness. Og Schwarz-Gelb fortsatte også med den sportslige udfordring, selv om man undervejs både var i sportslig og specielt økonomisk uføre omkring årtusindeskiftet
I de kommende år fik Dortmund samlet stumperne, og med to mesterskaber i 2011 og 2012 var de igen den klare førsteudfordrer til Bayern, hvilket slet ikke behagede Uli Hoeness, der for alvor så Bayerns rolle som Spitzenmannschaft udfordret. Og den helt store provokation kom i 2012, hvor Bayern tabte pokalfinalen med ydmygende 5-2 til Dortmund i en af de utallige finaler, hvor de to mandskaber stod over for hinanden i de år.
Finalen på Wembley
Siden vandt Bayern 11 mesterskaber i træk og dryssede kun et par krummer ud til BVB, der til egen ærgrelse og frustration måtte nøjes med et par pokaltitler og en Champions League-finale i 2013, som man – selvfølgelig – tabte til Bayern.
Til gengæld fik man op gennem 10’erne nogle fantastiske fodboldkampe, hvor to gange heavy metal-fodbold stødte sammen i mange ultraoffensive lækkerbidskener med masser af mål, fed stemning og forrygende god underholdning. Og det har også været med til at bære til myten om en rivalisering, der egentlig ikke er specielt stor set med historiske briller.
For er knapt 30 års rivalisering, hvor der undervejs har været kæmpe huller i den sportslige forskel mellem de to mandskaber, nok til at blive en klassiker?
Næh, hvis det står til undertegnede. Og klassikere er der i det hele taget ikke mange af i tysk fodbold.
Findes der en ægte Klassiker i tysk fodbold?
Men ser vi på netop rivaliseringen mellem Bayern og Dortmund, er det ikke noget, der stikker fodboldhistorisk dybt eller har et politisk, religiøst eller socialt tilsnit over sig. Som bekendt var det kun Dortmund, der var med i den første Bundesliga-sæson i 1963, mens Bayern måtte vente to år mere på at komme ind i det fine selskab.
I 1970’erne og -80’erne var Dortmund i store sportslige problemer og nåede også et par nedrykninger i 1970’erne. Og i de år var kampene mellem Bayern og Dortmund omgivet med omtrent samme opmærksomhed som Hannover-Kaiserslautern eller lignende kampe.
Der er i det hele taget ikke mange rivaliseringer med historisk dybde i tysk fodbold, og her skal vi se på strukturen. Som skrevet er det “kun” 62 år siden, Bundesligaen blev grundlagt i Vesttyskland. Inden da blev der spillet i regionale turneringer, hvor de op til otte bedste mandskaber mødtes i playoff-kampe, der kulminerede med en finale.
Derfor er der i dag mange lokale rivaliseringer, hvor Dortmunds største hadeobjekt er næsten-naboerne fra Schalke, mens Bayern München gennem mange år havde en rivalisering med 1. FC Nürnberg på deres vej op til tysk fodbolds absolutte magtfaktor. Og skal man længere ud, er der store rivaliseringer i kampene mellem HSV og Werder Bremen, Hannover-Braunschweig eller Köln-Mönchengladbach som nogle af de største opgør.
Flere førsteudfordrere
Desuden har der gennem mange år aldrig været en fast gruppe af førsteudfordrere til Bayern som tysk fodbolds største mandskab – den titel er gennem de forskellige årtier gået på skift fra Borussia Mönchengladbach i 1970’erne, HSV i 80’erne, Werder Bremen og Dortmund på skift i 80’erne og 90’erne, mens Schalke tog teten i 00’erne, inden Dortmund i de seneste 15 år igen har været førsteudfordrer.
Men den dybe rivalisering gennem et århundrede eller mere, der bunder i mere end de to gange 45 minutter på banen, er der kun få af i Tyskland og Bayern-Dortmund er ikke en af dem – langt fra endda, vil jeg mene.
Samtidig har Bayern gennem årene været suveræne i kampene mod Dortmund. Lørdagens kamp er nummer 136 mellem de to mandskaber i tyske turneringer, og af de første 135 opgør har Bayern vundet halvdelen, nemlig 67. 33 gange er kampene endt uafgjort, mens Dortmund har vundet 35 gange.
Ser man udelukkende på Bundesligaen, har Bayern vundet 54 af de indbyrdes 111 kampe. Dortmund har “kun” vundet 26 gange, mens de resterende 31 kampe er endt uafgjort.
I min optik er der mange fede kampe og rivaliseringer i tysk fodbold, men lørdagens kamp kan ikke være en klassiker. Dertil har de spillet for få gange mod hinanden, der har været for få virkeligt hadefulde opgør, der er ingen undertoner i rivaliseringen med hinanden, og i sidste ende er de 471 kilometer mellem de to klubber bare alt for meget til, at der kan være den store interne rivalisering.
I stedet er Der Klassiker prædikatet mere blevet et stempel på kampen, som tyske medier har opfundet for at have en tysk pendant til et megaopgør, som man kender fra hovedparten af de andre store fodboldlande. Og på den måde bliver det et udvandet begreb at sætte et mærkat på et – indrømmet – interessant opgør mellem de to klubber, som duellerne ikke kan bære.
Drop det
Skal man endelig se på en klassiker i tysk fodbold, kan man snarere se på Bayerns kampe mod Werder Bremen, som er det opgør, der er spillet flest gange i historien i Bundesligaen. 116 gange har de mødt hinanden, mens 70’er-klassikeren mellem Bayern og Borussia Mönchengladbach indtil videre er spillet 113 gange. Men også i de opgør er Bayern-dominansen i de interne dueller markant, og det gør det svært for alvor at pege på et længe imødeset megaopgør i de klassiske kampe mellem dinosaurerne i vesttysk fodbold.
Så for min skyld må man hellere end gerne gøre det samme med begrebet Der Klassiker som man gjorde med The New Firm som begreb for kampene mellem FC København og Brøndby.
Drop det!
- Optakt til Bundes Manager runde 15: Ren elendighed
Optakt til Bundes Manager runde 15: Det er ren elendighed, så nu er det op til Werder at klare paragrafferne - Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga – Forår i Hamborg
Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga – Forår i Hamborg. Er det nu, at HSV løber ind i velkendte problemer? I weekende møder de Schalke ude - Når en klassiker bliver til en Nicht-klassiker
Der er mange fede dueller og rivaliseringer i tysk fodbold. Men at ophøje weekendens opgør mellem Bayern München og Borussia Dortmund til en klassiker er en overdrivelse og medieskabt hysteri. - Optakt til Bundes Manager runde 14: Woltemessi
Optakt til Bundes Manager runde 14: Woltemessi. Denne gnag satses der på Stuttgarts Woltemade, der er i storform for tiden - Borussia Dortmunds bedste 11 nogensinde: Reus, Zorc og Sammer
Borussia Dortmunds bedste 11 nogensinde: Reus, Zorc og Sammer. Til gengæld er der ikke fundet plads til Lewandowski
