Jeg står klemt ind mellem en gruppe af teenagere, alle i røde Bayern-trøjer. Luften er kold og stanken fra røgbomberne trænger gennem mit halstørklæde, som jeg ellers har bundet om ansigtet for at undgå de værste efterdønninger. Der bliver drukket tæt og spændingen er til at tage at føle på. Der er lovet regn, men det er der ingen, der bider mærke i lige nu. Lige nu handler det kun om én ting: aftenens opgør mellem Bayerns amatører og lokalrivalerne fra TSV 1860 Münchens ditto. Løverne mod bjørnene, de røde mod de blå, arbejderne mod snobberne, det mondæne München mod det beskidte Giesing. Det er mit første Münchener Stadtderby, og lige nu – mellem flag, hævede næver, romerlys og massiv politiopdækning – lover det rigtig, rigtig godt.
Regionalligaklassiker
1860 og FC Bayern kan i øjeblikket kun mødes i Regionalligaen når amatørerne tørner sammen. Der er ingen Lauth, Stoppelkamp, Lahm eller Müller. I det hele taget er mandskaberne ikke synderligt spændende. Og Regionalligaen er heller ikke just nogen fodboldmæssig åbenbaring. Alligevel har amatørderbyet ry for at være et af de mest intense opgør man kan opleve i sydtyskland, og så gør det absolut intet at kampen finder sted i den fjerdebedste række. Tværtimod. Mange af klubbernes hardcore ultras foretrækker faktisk denne kamp, dels fordi man kommer helt tæt på klubbernes DNA, og dels fordi flere simpelthen ikke længere kan følge førsteholdene på grund af karantæner.
“Pyrotechnik ist kein Verbrechen!” råbes der igen og igen som vi nærmer os Grünwalder Stadion, 1860s hjemmebane i hjertet af Giesing i den sydlige del af München. Romerlysene omkring mig er røde, men vi er umiskendeligt i blåt løveland. Det er velkendt at man her kan komme godt og grundigt galt afsted hvis man som Bayern-fan runder de forkerte hjørne eller prøver at slukke tørsten på den forkerte bar. Det er ikke mere end et par uger siden at den lokale Telekom-biks blev velsignet med brosten gennem ruderne efter man havde klistret butiksfacaden til med Lahm, Robben og Schweinsteiger. Et dumt træk på de her kanter. Og så er der vitsen om en Bayern-fan, der forvilder sig ind på en bar i Unter-Giesing. Han får straks stukket et raflebæger i hånden af den lokale vært, som selvfølgelig er 1860-fan. “Du får en på hovedet hvis du slår 1, to på skallen hvis du slår 2, og så videre, op til fem” siger værten. “Og hvad hvis jeg slår 6?” spørger Bayern-supporteren nervøst. “Så får du lov at slå igen”.
Blå tåge
For at undgå større konfrontationer bevæger Bayernkortegen sig i samlet flok, mandsopdækket af godt 500 kampklædte politibetjente. Det er et spektakulært syn, og det er svært ikke at få gåsehud som paraden bliver ledt af en gigantisk omvej igennem Giesings små gader til stadion. Da vi endelig når til billetlugen har vi set det meste af det gamle arbejderkvarter, men ikke et glimt af blåt. Endnu.
Inde på stadion er scenen en anden. Den blå blok overfor os er stor, larmende og godt i gang med at svine de røde gæster til. Jeg vurderer at der vel er en 7-8.000 på plads, på trods af temperaturer lige omkring frysepunktet. Jeg finder senere ud af, at vi var mere end 12.000, rekord for opgøret og dermed også for Regionalliga Bayern. Der går ikke mere end et minut før kampen bliver afbrudt af et inferno af blåt fyrværkeri. Der bliver slået hårdt ned på pyroteknik overalt i tysk fodbold, men det er ikke noget problem for ultras’ene at smugle nok krudt med ind til kampene her. Man skal bare kende den rigtige kontrollør, så går det uden problemer. Det er den slags som er med til at gøre opgøret til noget særligt; gode kontakter, hemmelige pagter, lyssky planlægning og en åbenlys foragt for fodboldtoppens elitære regelrytteri. Der er tilsyneladende mange i aften, der har den slags forbindelser på plads, og det tager stive 10 minutter før den blå tåge letter nok til at spillet kan fortsætte.
Forgæves dansk dominans
Spillet på banen er i bedste fald middelmådigt. Ingen af holdene vil tabe denne kamp for nogen pris, og det kan mærkes. Der er fejl i flæng, og det er i det hele taget en forunderligt klodset affære. Undtagelsen er Højbjerg. Selv uden rød-hvide briller er han med afstand banens bedste. Han har en fod med i alt, og dominerer fra start til slut. Desværre for Bayerns poder er han alene om at præstere, og 1860 vinder kampen 2-1, efter at have været nede 1-0 ved halvegen.
På lægterne i den røde blok er nederlaget en katastrofe. At tabe til 1860 er det absolut værste der kan ske. Håneretten er tabt, og da det allerede er andet opgør i sæsonen går der længe før man kan vinde den tilbage. Der kompenseres med hadefulde tilråb og capo’erne skriger sig hæse mens de sidste røgbomber regner ned over banen og trommen banker i tågen. Måske har man tabt, men man giver alligevel det sidste man har. Det er hårdkogt, sprængfarligt og langt fra de hyggelige familieeftermiddage på Allianz Arena. Når det om lidt går mod den nærmeste U-bahn eller bus er der mange, der vil lede efter et aflad for deres frustrationer. Hvis de da ikke bliver fundet af 1860’erne først.
På min egen vej hjem støder jeg ind i en bekendt, som har set kampen fra 1860s langside. Han griner smørret og flår mig ophidset i jakken. Han er klædt i lyseblåt fra top til tå. Jeg ved at han kan leve højt på sejren, rigtigt, rigtigt længe. Det er måske “kun” amatørerne, men følelserne og hadet her i det mørkeste München på en råkold onsdag aften er langt mere ægte end det man finder i moderne topfodbold rundt omkring. I aften så jeg mit første Münchener Stadtderby, men det var med sikkerhed ikke mit sidste.
(München, 6. november 2013)
