Megasejre, finale, uventede mesterskaber – Bundesligaen har flere gange budt på spænding om mesterskabet til stort set sidste sekund på allersidste spilledag. Her følger nogle af de mest ikoniske sæsonafslutninger i Bundesligaen.
Herzschlagfinale
Som bekendt er tysk fyldt med fantastiske ord til at beskrive fodbolden, men Herzschlagfinale har der desværre ikke været mulighed for at sige eller nyde, når man har talt om afgørelserne om mesterskabet i alt for mange år.
Bayern München har hentet Meisterschale med samme selvfølgelighed som lønudbetalingen finder sted på den sidste hverdag i måneden. Det har været lidt småkedeligt, at den største spænding har været, i hvilken runde mesterskabet var i hus, og hvornår der skulle arrangeres endnu en mesterskabsfejring på rådhusets balkon på Marienplatz i den sydtyske storby til endnu en halvtam mesterskabsfejring, der ofte har virket at være lidt for selvfølgeligt.
Men i denne sæson er der til gengæld trængsel om en plads i solen på toppen af Bundesligaen. Nok sidder Bayern München – som sædvanlig – på førstepladsen, som de for tiden deler med rivalerne fra Dortmund. Holdet fra Säbener Strasse er dog langt fra så suveræne, som de har været i de seneste ti år, hvor de har haft abonnement på mesterskabet.
Derfor kan der – måske og forhåbentlig – være tid til endnu en Herzschlagfinale, der direkte oversat betyder hjerteslagsfinale, som en hentydning til den højt bankende puls, en intens og spændende afslutning på sæsonen kan byde på.
Meister der Herzen
Dem har der været flere af gennem tiden, og der bliver stadig talt om den formentlig vildeste finale i 2000-01 sæsonen.
Her var Schalke 04 som bekendt Meister der Herzen i fire minutter og 17 sekunder, ind til Patrik Andersson scorede efter et indirekte frispark og flyttede mesterskabet fra Gelsenkirchen til Hamburg, hvor Bayern München i sidste runde mødte HSV.
Men allerede runden før havde Schalke muligheden for at have alle kort på hånden for at få overrakt Meisterschale på en historisk sidste spilledag. Her skulle die Knappen ud over sæsonafslutningen mod Unterhaching sige farvel til det agtværdige, men også voldsomt umoderne Parkstadion inden flytningen til den nybyggede ArenaAufSchalke, der skulle tages i brug ved indgangen til den nye sæson.
Efter en jævnbyrdig sæson, hvor Bayern München løb ind i usædvanlige ni nederlag stod begge hold på 59 point før næstsidste spillerunde. Bayern skulle på Olympiastadion møde Kaiserslautern, og her skulle man hen til overtiden, før Alexander Zickler scorede til 2-1.
Man kan fornemme dramaet på den næstsidste spilledag her. https://www.youtube.com/watch?v=bUDVps3d5TE
Samtidig spillede Schalke i Stuttgart og stort set samtidig med Zicklers mål i München scorede hjemmeholdets Krassimir Balakov kampens eneste mål. Det betød, at stillingen på få sekunder gik fra to førerhold på sølle 60 point før sidste spillerunde til at Bayern havde tre points forspring, men tre mål dårlige målforskel inden 34.- og sidste runde.
Læs også: Fire minutter til historiebøgerne – Da Schalke troede de var mestre
Historien om den spilledag er fortalt utallige gange, men kort fortalt blev kampen i Gelsenkirchen fløjtet af knapt fem minutter før kampen i Hamburg, hvor Bayern München var på besøg. En tv-reporter kom ved et uheld til at fortælle Schalke-manager Rudi Assauer, at kampen i Hamburg var slut, og selv om han i første omgang ikke troede på det, var det nok til at få jublen til at bryde løs blandt de 65.000 tilskuere.
Kampen var bare ikke slut, selv om HSV var kommet foran ved Sergei Barbarez kort før tid. Men langt inde i overtiden hamrede Patrik Andersson et indirekte frispark ind, og så kunne jubel ende i tårer på Parkstadion, mens Schalke fik den kedelige titel Meister der Herzen og Assauer lovede, at mesterskabet nok skulle komme til Schalke.
Slutstillingen i sæsonen 2000-01
22 år senere er det løfte stadig ikke opfyldt, og Rudi Assauer nåede som bekendt heller ikke at opleve et mesterskab. Han døde efter længere tids alvorlig sygdom i 2019.
Bonusinfo:
Fire dage senere vandt Bayern München Champions League med en sejr Valencia i finalen efter straffesparkskonkurrence, mens Schalke en uge efter det tabte mesterskab kunne trøste sig med en pokaltitel efter at have besejret Union Berlin 2-0 i DFB Pokalfinalen.
Vizekuzen
Sæsonen efter det vanvittige drama i Gelsenkirchen og Hamburg kunne Bundesligaen byde på et næsten lige så vanvittigt drama.
Længe så det ud til, at Bayer Leverkusen i sæsonen 2001-02 for første gang skulle sætte sig på mesterskabet. Det havde de også forsøgt to år tidligere, men den historie vender vi tilbage til.
Efter 31. spillerunde, der på grund af den forestående VM-slutrunde i Sydkorea og Japan allerede blev spillet i begyndelsen af april, var Leverkusen fem point foran Borussia Dortmund efter en sæson, hvor Werkself havde spillet forrygende med et hold, hvor profilerne var så fine navne som Lucio, Bernd Schneider, Ze Roberto, en aldrende Ulf Kirsten og en ung kommende stjerne i bulgarske Dimitar Berbatov. Det hele ledet af den dynamiske træner Klaus Toppmöller.
Men her var nedturen så småt begyndt for Bayer Leverkusen. Uafgjort i Hamburg mod midterholdet HSV var måske ikke helt som forventet, men da de nærmeste rivaler fra Dortmund samtidig tabte 0-1 på Betzenberg mod Kaiserslautern, kunne holdet fra Rhinens højre bred begynde at mærke duften af den champagne og det Meisterschale, man på skammeligste vis havde misset to år tidligere.
I tredjesidste runde kom Werder Bremen på besøg på BayArena, og selv om Bremen på daværende tidspunkt spillede med om de europæiske pladser, var det bestemt ikke med i planen, at Leverkusen skulle tabe 1-2, mens Dortmund samtidig vandt 2-1 hjemme over Köln. Så var forspringet skrumpet til to point, og i hælene på de to kunne Bayern München også lugte blod og det fjerde mesterskab i træk. Det skete efter en hjemmesejr på 3-0 over Hertha Berlin, og så var sydtyskerne på tredjepladsen kun fire point efter Leverkusen.
Læs også: Bayer Leverkusen – et studie i gummiben
Med et forspring på to point kunne Leverkusen i næstsidste runde tage på sæsonens sidste udebanetur til Nürnberg, der ganske som sædvanligt rodede rundt i bunden og kæmpede for at undgå nedrykning. Dortmund skulle en tur til Volksparkstadion for at møde HSV, mens Bayern München skulle på besøg i Wolfsburg.
Men Leverkusen kunne ikke modstå presset mod et godt kæmpende Nürnberg-hold, der med 1-0-sejren reddede sig en ekstra sæson i Bundesligaen. Og da Borussia Dortmund samtidig vandt 4-3 over HSV og Bayern München 1-0 i Wolfsburg, var dramaet pludselig på sit højeste med hele tre hold, der på sidste spilledag kunne hente mesterskabet.
Dortmund var med de to sejre kombineret med Leverkusens to nederlag pludselig et point foran inden sidste runde, hvor Bremen skulle på besøg på Westfalenstadion. 60 kilometer mod sydvest kom et dengang stærkt Hertha-hold, mens Bayern München hjemme på Olympiastadion tog imod allerede nedrykkede Hansa Rostock.
På forhånd var Dortmunds målscore ti mål dårligere end Leverkusens,og derfor var Borussia tvunget til at vinde kampen for at være sikre på mesterskabet. Men Schwarz-Gelb holdt deres fans længe på pinebænken, og det var først et kvarter før tid, at Ewerthon efter et brasiliansk samarbejde med Dede kunne score det afgørende mål, der sikrede en mesterskabsfest på Borsigplatz. Og så glemte stort set alle, at Bayern München samtidig vandt 3-2 over Rostock og dermed hentede tredjepladsen, et point efter Leverkusen og to point efter Dortmunds mestre.
Slutstillingen efter 2001-02 sæsonen kan ses her
Et tilbageblik over de sidste, dramatiske spillerunder i 2001-02 sæsonen kan ses her
Bonusinfo:
Efter sæsonen tog Bayer Leverkusen kortvarigt patent på øgenavnet Vizekusen, som medierne havde døbt Leverkusen. Holdet fik tre andenpladser efter nederlag i både Champions League-finalen mod Real Madrid samt DFB Pokalfinalen mod Schalke. Ud over de to nederlag var flere Leverkusen-spillere med på det tyske landshold, der tabte VM-finalen i Japan/Sydkorea til Brasilien.
Sure Sammer og helten Buchwald
Tre hold, der på sidste spilledag kan blive mestre er ikke noget, der sker hver dag, men det er trods alt set flere gange. Blandt andet i 1991-92 sæsonen, hvor der på grund af de to nye hold fra den nedlagte DDR Oberliga, Hansa Rostock og Dynamo Dresden, ekstraordinært var 20 hold i ligaen.
Det forhindrede dog ikke en fantastisk afslutning på sæsonen, hvor Frankfurt, Dortmund og Stuttgart på 38. spilledag skulle afgøre, hvor Meisterschale skulle placeres.
De tre hold havde gennem det meste af foråret ligget i top, mens Leverkusen og Kaiserslautern lå og lurede i kulissen, selv om et par nederlag mod slutningen satte dem afgørende tilbage, så de ikke kunne være med til allersidst i den intense kamp om mesterskabet.
I sidste runde var alle hold i aktion på udebane og alle havde ikke helt lette opgaver. Dortmund skulle en tur til Wedau-Stadion i Duisburg, der med en sejr kunne redde sig i bunden, hvis flere af de andre duellanter i bundstriden smed point.
Samme situation stod topholdet inden sidste runde, Eintracht Frankfurt også over for. De skulle en tur til Rostock, der før sidste runde havde ét point op til Wattenscheid lige over stregen.
Den på papiret sværeste opgave stod Stuttgart overfor. De skulle en tur til Leverkusen, der længe havde spillet med om mesterskabet, men i løbet af foråret havde tabt en smule af pusten og manglede de sidste små skridt før de for alvor kunne være med om de sjoveste pladser i tabellen. Leverkusen lå dog stadig nummer seks med bare syv point op til de tre førerhold i en tid, hvor en sejr stadig “kun” gav to point.
I Duisburg gjorde BVB hurtigt sit arbejde færdig. Allerede efter ni minutter scorede Stephan Chapuisat det mål, der viste sig at være kampens eneste, og længe var Schwarz-Gelb mestre, da resultaterne på de andre stadions flaskede sig for die Borussen.
Både i Rostock og Leverkusen stod der uafgjort ved halvtid. I Leverkusen havde Martin Kree bragt hjemmeholdet foran 1-0, inden Fritz Walter kort før pause udlignede på et straffespark.
20 minutter efter pausen skete der noget i Rostock, som fik øjenbrynene til at løfte sig på de to andre stadioner. Rostock bragte sig foran ,og selv om Axel Kruse kort efter udlignede for Frankfurt, var det stadig Dortmund, der havde hænderne på Meisterschale indtil kort før tid.
Her steg Guido Buchwald op i Leverkusens straffesparksfelt og headede bolden i nettet til det, der viste sig at være det afgørende mesterskabsmål for Stuttgart, der dermed havde samme pointtal som Dortmund, men havde en måldifference, der var 11 mål bedre. Mathias Sammer spillede sin sidste kamp for Stuttgart og det evige brokkehoved fik bragt sig selv i fokus. Et hårdt frispark kostede en advarsel, som han klappede hånligt af. Dermed blev gult vekslet til rødt, og Stuttgart måtte spille de sidste minutter med en mand i undertal.
I Rostock kastede Frankfurt alt frem for at fremtvinge det afgørende mål. En scoring i de sidste minutter ville sikre die Adler deres første mesterskab siden 1959 på den bedste målforskel af de tre titelbejlere. Men satsningen gav bagslag, da Stefan Böger i overtiden scorede et i sidste ende vigtigt, men ligegyldigt mål for Hansa til 2-1 efter Frankfurt få minutter før havde haft et skud på stolpen. Rostock rykkede nemlig ud, og Frankfurt måtte se sin førsteplads før sidste runde blive forvandlet til en sur tredjeplads.
Slutstillingen med de tre hold i den tætte duel kan ses her
I dette klip kan man nyde den legendariske studievært Heribert Fassbender præsentere højdepunkterne fra sidste spilledag
Bonusinfo:
Bayern München spillede en rædselsfuld sæson og hentede deres dårligste slutplacering i årtier. Kun en 10.-plads blev det til i en sæson, hvor Søren Lerby i få måneder var træner på Säbener Strasse, og hvor man blandt andet tabte med 6-2 i Uefa Cuppen til danske B1903.
Stakkels Ballack
De første tre sæsoner i årtusindet kunne for alvor noget, når det kom til spænding. 1999-2000 sæsonen bød også på en afslutning, hvor to hold kunne hente mesterskabet på sidste spilledag.
Alt tydede dog inden sidste runde på, at Bayer Leverkusen skulle hente klubbens første mesterskab. Werkself havde en udekamp mod de upåagtede oprykkere fra München-forstaden Unterhaching, der havde spillet en overraskende god sæson og længe før havde sikret sig overlevelse.
Leverkusen havde spillet en fremragende sæson og havde hentet 73 point og scoret 74 mål, som i mange andre sæsoner havde været mere end rigeligt til at sikre sig et mesterskab.
Den pointhøst var nok til, at Bayern München næsten – men også kun næsten – havde afskrevet muligheden for mesterskabet. Nok var måldifferencen tre mål bedre end Leverkusens, men Bayern var stadig tre point efter inden de ni kampe i sidste runde blev fløjtet i gang klokken 15.30 lørdag 20. maj 2000.
17 kilometer fra Sportpark Unterhaching, på Olympiastadion inde i München, tog Bayern imod Werder Bremen, og allerede efter et kvarter havde Bayern gjort deres for at lægge ekstra pres på Bayer Leverkusen. Her førte Bayern nemlig 3-0 efter to mål af tankcenterforwarden Carsten Jancker og et enkelt af Paulo Sergio, og jubelbrølene fra Olympiastadion har muligvis kunnet høres helt ud i de sydlige forstæder af den sydtyske storby.
Under alle omstændigheder agerede Leverkusen voldsomt nervøst i sportparken. Og nervøsiteten blev ikke mindre, da Michael Ballack få minutter efter Bayerns tredje mål scorede selvmål.
Det kom Leverkusen sig aldrig over, og det hele brød sammen, da Unterhaching med 20 minutter igen kunne score til 2-0. En lussing, Leverkusen aldrig rystede af sig.
Derfor måtte DFB i al hast transportere Meisterschale fra Unterhaching gennem München til Olympiastadion, så det rigtige trofæ kunne overrækkes til mestrene, der i al hast måtte arrangere en mesterskabsfest. Den blev Unterhaching-spillerne også inviteret med til, mens Leverkusen slukøret måtte rejse hjem uden titel.
Schlusstabelle for 1999-2000 sæsonen kan ses her
Bonusinfo:
Efter Christoph Daum i 1992 var blevet mester på sidste spilledag med Stuttgart, måtte han i denne sæson sige farvel til mesterskabet som Leverkusen-træner.
Læs også: Christoph Dam og kokain-affæren
Bayer Leverkusen har produceret denne lille film om nedturen i Unterhaching, som du kan se her
Da fem hold kunne blive mestre
16 år tidligere, i sæsonen 1983-84, kom det til noget så sjældent som en decideret finale om det tyske mesterskab. Sæsonen havde været yderst jævnbyrdig, og hele fem hold kunne med to runder tilbage have berettigede forhåbninger om at blive mestre.
Men da den sidste spilledag oprandt, var det kun Stuttgart og HSV, der havde realistiske muligheder for at blive mestre. Og sæsonplanen havde maget det sådan, at netop de to hold skulle mødes på en solbeskinnet dag på Neckarstadion i Stuttgart.
To runde før, efter 32. runde, kunne de to hold sammen med Borussia Mönchengladbach, Bayern München og Werder Bremen alle drømme søde og våde drømme om at hente mesterskabet.
Men i næstsidste runde eliminerede Stuttgart i en direkte duel Bremen fra mesterskabsræset med en 2-1-sejr på udebane. Bayern München smed sig selv ud af mesterskabskampen med 1-1 ude mod Borussia Dortmund, der på det tidspunkt kæmpede hårdt med elendig økonomi og dårlige, sportslige resultater.
Og HSV gjorde det næsten umuligt for sig selv at hente mesterskabet, da de hjemme på Volksparkstadion tabte 0-2 til Frankfurt, mens de sidste titelbejlere, Mönchengladbach, gjorde sin pligt med en sejr i Leverkusen.
Dermed var der i teorien også tre hold, der på sidste spilledag kunne blive mestre i 1984, men Mönchengladbach skulle hænge sin hat på, at HSV vandt i Stuttgart, og samtidig selv vinde hjemme på Bökelberg med noget der mindede om to-cifrede tal for at nå op på samme pointtal som de to andre mesterskabsrivaler.
Gladbach gjorde sin pligt og vandt, men kun med 3-0 over Bielefeld, og dermed kunne kampen i Stuttgart blive til en vaskeægte finale.
Mesterskabsfinaler var ikke et ukendt fænomen i vesttysk fodbold. Indtil Bundesligaen blev oprettet i 1963, var der hvert år en finale mellem de bedste hold fra de forskellige regioner, som Vesttyskland fodboldmæssigt var opdelt i efter Anden Verdenskrig. Men efter Bundesligaens indførelse havde to mesterskabsbejlere aldrig mødt hinanden i en direkte duel på sidste spilledag, og det er heller ikke sket siden.
Udgangspunktet var ganske simpelt. Hvis HSV skulle vinde sit andet mesterskab i træk og syvende i alt i klubbens historie, krævede det en sejr på fem mål. Svært, men ikke umuligt for et hold, der i løbet af sæsonen besejrede de senere nedrykkere fra Kickers Offenbach to gange 4-0, Borussia Dortmund 7-2 og i tredjesidste runde umulige Nürnberg på udebane med 6-1.
Jo længere kampen varede, jo mere så det ud til, at Stuttgart skulle køre mesterskabet i hus. Ingen af holdene formåede at få scoret, inden Jürgen Milewski med fem minutter igen lavede kampens eneste mål og sikrede HSV en i sidste ende god, men ligegyldig sejr.
Stuttgart kunne snuppe Meisterschale for første gang i 32 år og det tredje i alt i klubbens historie, mens HSV måtte erkende, at tæt på ikke var nok, og at klubben i de forgangne 39 år ikke har været bare i nærheden af at være så tæt på at hente mesterskabet.
Lidt usædvanligt havde Sportschau valgt at have fokus på den ene kamp og afslørede de øvrige resultater inden de lange højdepunkter fra kampen på Neckarstadion.
Selv om den afsluttende stilling lyver lidt med fem hold inden for tre point og de fire første hold inden for bare ét point, var det alligevel en rendyrket finale, der afgjorde mesterskabet i den sæson.
Bonusinfo:
I runde 21 vandt Bayern München med 9-0 over Kickers Offenbach, der er det seneste hold, der har lukket over 100 mål ind i en sæson. Helt præcis 106 mål lukkede holdet fra Bieberer Berg ind i løbet af de 34 kampe.
Bundesligaens største sejr var ikke nok
Mange mål blev også et kendetegn for sidste runde i 1977-78 sæsonen. Faktisk leverede runden den største sejr, et hold nogensinde har præsteret at hente i Bundesligaens snart 60-årige historie.
12-0 stod der gul skrift på den sorte baggrund på Rheinstadion i Düsseldorfs måltavle. Det var Borussia Mönchengladbach, der havde leveret storsejren på den alternative hjemmebane i nabobyen, da den normale hjemmebane, Bökelberg, var under ombygning.
Og mange mål var der brug for, hvis Borussia Mönchengladbach ville vinde det fjerde mesterskab i træk og det sjette i alt i 1970’erne. Inden sidste spillerunde lå de á point med 1. FC Köln, men havde en måldifference, der var ti mål dårligere end die Geissböcken.
Kölnerne skulle på besøg i Hamburg hos nedrykkerne fra St. Pauli, og en sejr var næsten forprogrammeret til gæsterne.
Men Mönchengladbach troede på deres chance for at hente de mange mål, og troen blev ikke mindre, da Jupp Heynckes i sin sidste kamp som aktiv scorede til 1-0 efter bare 27 sekunder. Inden der var gået et kvarter, stod der 3-0, og ved pausen var stillingen 6-0 til die Fohlen.
Samtidig førte Köln kun med 1-0 på Volksparkstadion, der var St. Paulis hjemmebane i deres første Bundesliga-sæson. Det fik for alvor troen til at spire hos Mönchengladbach, der løb stormløb mod et Dortmund-hold, der to uger tidligere havde reddet sig i bunden og ikke havde det store at spille for.
De mere eller mindre gav op mod overmagten, og målene raslede ind også i de sidste 45 minutter. Efter kampen undersøgte DFB om der havde været tale om matchfixing, men undersøgelserne blev hurtigt lagt ned, da der ikke var noget at komme efter. Til gengæld fik alle Dortmund-spillere en bøde på 2000 Mark for deres klubskadelige optræden og på en efterfølgende sommerturne til mindre klubber, måtte Dortmund-spillerne lægge ører til beskyldninger om bestikkelse.
Det eneste offer var dog Dortmund-træner Otto Rehhagel, der umiddelbart efter kampen blev fyret. Men selv ikke det største nederlag i Bundesligaens historie kunne stå i vejen for Rehhagels senere langvarige og meget succesfulde trænerkarriere.
Tilbage til sidste spillerunde. Efter 1-0 ved pausen på Volksparkstadion og 6-0 på Rheinstadion indså kölnerne, at de måtte stramme sig an, hvis de ville beholde forspringet. Det blev til yderligere fire mål i anden halvleg og en i sidste ende klar sejr på 5-0, og så var de 12-0 til Mönchengladbach præcis tre mål for lidt til at hente mesterskabet.
Den yderst spændende sluttabel kan ses her
Das Aktuelle Sportstudio var naturligvis klar med højdepunkter og interviews efter kampen, blandt andet med Kölns store stjerne, Wolfgang Overath.
Bonusinfo: Selv om Allan Simonsen var den store, danske stjerne hos Borussia Mönchengladbach, kom han ikke på måltavlen i 12-0 sejren. Det gjorde Carsten Nielsen i stedet, der blev noteret for to mål.
