bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Guide: Fodboldrejse til TSG Hoffenheim

Guide: Fodboldrejse til TSG Hoffenheim

TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse

Stadion: PreZero-Arena

Kapacitet: 30.150 tilskuere (25.641 til internationale kampe)

Åbnet: 2009 (som Rhein-Neckar-Arena)

Hjemmehold: Turn- und Sportgemeinschaft 1899 Hoffenheim e. V. (TSG Hoffenheim)

 

Rejsen til Sinsheim

Dietmar-Hopp-Straße 1, 74889 Sinsheim — det er adressen på TSG Hoffenheims hjemmebane, PreZero-Arena.

Postnummeret og gadenavnet siger noget om klubbens historie: TSG Hoffenheim er nemlig for længst vokset sig for stor for Hoffenheim, denne lille landsbyagtige del af Sinsheim, hvor klubben blev grundlagt i 1899 og spillede sine hjemmekampe til og med sæsonen 2007/08.

Som Bundesliga-hold og Champions League-aspirant skulle mere til — så klubben flyttede til denne moderne og smukke arena i byen Sinsheim lige ved A6-motorvejen.

Og hvorfor Dietmar-Hopp-Straße? Ja, SAP-milliardæren og manden, som står bag det hele — altså TSG Hoffenheims metamorfose fra lillebitte „Dorfklub“ (landsbyklub) til Champions League-hold — skulle selvfølgelig have æren og fik derfor lov til at lægge navn til gaden.

Det er ikke så svært at komme til Sinsheim im Kraichgau, som man måske skulle tro. Der afgår dagligt fly fra Danmark til Frankfurt eller Stuttgart, og så kan man rejse videre med Deutsche Bahn: Fra Frankfurt til Sinsheim/Elsenz (på kampdage venter der pendelbusser til PreZero-Arena) eller fra Stuttgart til Sinsheim (Museum/Arena), hvorfra der er en frisk 20-minutters gåtur til stadion.

Husk at du på kampdagen kan bruge din foboldbillet til den lokale offentlige transport (Verkehrsverbund Rhein-Neckar, VRN, og Heilbronner-Hohenloher-Haller Nahverkehr (HNV)) helt gratis.

Kommer du i bil, kan det næsten ikke være nemmere: Du tager A6- afkørsel Sinsheim-Süd, og så er du der. Der er parkeringspladser lige ved siden af arenaen: P9-P11. Men du skal være der omkring en time før kampstart for at være sikker på en plads. Alternativt kan du køre videre til Neulandstraße og bruge P12-P15. Parkeringsplads koster 5 EUR.

Billetter til Hoffenheim og PreZero-Arena

Hvis du ikke allerede har købt din billet online (nemt og hurtigt via dette link), så kan du gøre det i billetlugerne ved PreZero-Arena, der åbner 2 timer før kampstart. Billetterne koster mellem 14 EUR (ståplads) og 44 EUR.

Normalt er det ikke et problem at få billetter, selv med meget kort varsel. Tilskuergennemsnit har faktisk været faldende de sidste år (fra næsten 30.000 i Hoffenheims første Bundesliga-år til omkring 23.000 i igangværende sæson). Men når ligaens mastodonter Bayern München eller Borussia Dortmund gæster PreZero-Arena, så er der rift om billetterne. Det samme gør sig gældende, når lokalrivalerne fra VfB Stuttgart eller SC Freiburg („Baden-Derby“) kommer til byen.

TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse

PreZero-Arena: fanshoppen findes til venstre for indgangen „Business Club“ (indgang vest). Foto: Frank Gabel

Hjemmeholdet TSG Hoffenheim

TSG Hoffenheim står måske ikke øverst på fodboldelskeres liste over yndlingshold.

Det er bare en ‚Retortenklub‘, en kunstig konstruktion, sammenkøbt og med Dietmar Hopps grænseløse budget i ryggen — det ville være mere passende, hvis klubben hed ‚Hoppenheim‘, efter klubbens mæcen.” Det er noget i den dur, man tit hører, når snakken falder på TSG.

Men uanset om man nu synes om klubbens business-model eller ej, så er TSGs rejse fra en lille Dorfklub”, som i begyndelsen af 90’erne spillede i en af Tysklands nederste amatørrækker, til Herbstmeister” i Bundesliga og Champions League-hold opsigtsvækkende.

I 1989 besluttede SAP-medstifteren Dietmar Hopp at støtte sin hjemmeklub, hvor han som dreng selv havde spillet. Med denne beslutning begynder TSG Hoffenheims enestående fremmarch op gennem alle amatørrækkerne — Kreisliga, Bezirksliga, Landesliga, Verbandsliga og Oberliga.

Flick, Rangnick og Nagelsmann

For oprykningen til Regionalliga og dermed professionel fodbold (dengang fandtes der ingen „3. Liga“) stod ingen ringere end nuværende landsholdstræner Hansi Flick, der stammer fra regionen (Heidelberg), og som blev ansat som TSG-træner i 2000. Han etablerede TSG som et tophold i Regionalliga, men det lykkedes ham ikke at få rykket klubben op i 2. Bundesliga. Dette kunststykke fuldførte Ralf Rangnick, som overtog rollen som træner for holdet i sæsonen 2006/07, og som allerede i sin første sæson som træner var medvirkende til, at holdet kunne rykke op i 2. Bundesliga.

Med den store succes ændredes holdets image i offentligheden. Unge talenter, som TSG Hoffenheim hentede i regionen, stod for fremmarchen op gennem amatørrækkerne. Men med klubbens deltagelse i professionel fodbold blev investeringerne i nye profiler større og større. I TSG Hoffenheims første sæson i 2. Bundesliga (2007/08) investerede klubben mere i nye spillere end alle andre 2. Bundesliga-hold tilsammen. Med denne finansielle støtte i ryggen klarede TSG med det samme oprykningen til den fornemste tyske række.

Siden 2008 har TSG Hoffenheim været en fast del af 1. Bundesliga. Store talenter/profiler har båret klubbens blå-hvide trøje i årenes løb: David Alaba, Demba Ba, Serge Gnabry, Vincenzo Grifo, Vedad Ibišević, Andrej Kramarić, Kevin Kurányi, Luiz Gustavo, Anthony Modeste, David Raum, Jannik Vestergaard, Roberto Firmino, Sebastian Rudy, Gylfi Sigurðsson, Niklas Süle, Kevin Volland, Sandro Wagner — for kun at nævne nogle få-

Indtil videre har holdet kvalificeret sig tre gange til europæisk fodbold: Til Europa League i 2016/17 og til Champions League i 2017/18 — med en vis Julian Nagelsmann på sidelinjen — og igen til Europa League i 2019/20. I liga-regi har det bedste resultat været en tredjeplads i 2016/17.

På sigt ønsker klub-mæcen Dietmar Hopp, som for nyligt lidt overraskende gav afkald på klubbens undtagelse fra 50+1 reglen, at etablere TSG som top-5 hold.

Mød danskere i Hoffenheim på træningsanlægget i Zuzenhausen

For nylig er TSG blevet populær blandt danske spillere — Rekordmange danskere stiller lige nu op for Hoffenheim: Robert Skov (siden 2019), Jacob Bruun Larsen (siden 2020), Kasper Dolberg (siden januar 2023) og Thomas Delaney (siden januar 2023).

Ved en kamp i PreZero-Arena vil det nok være svært at få en snak med en af de danske profiler, men hvis du tager turen til Zuzenhausen for at overvære en offentlig træning, er der god mulighed for en lille snak.

Træningscentrets adresse: Horrenberger Str. 58, 74939 Zuzenhausen. Gå forbi tennispladserne, så kommer du direkte til træningsanlægget.

Husk at tjekke, om der er offentlig træning, inden du tager turen til Zuzenhausen (som ligger ca. 5 km væk fra Hoffenheim og ca. 12 km fra PreZero-Area i Sinsheim). Aktuel information finder du her.

Et andet godt tip, hvis du har en drøm om at møde TSG-spillerne, er Hoffenheims „Fanfest“ eller „Saisoneröffnung“, hvor der er underholdningsprogram, autografsession og selvfølgelig en kamp. Hold øje med nyheder her. 

TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse

Robert Skov gør sig klar til at tage et frispark i sæson-åbningskamp mod Hellas Verona (juli 2022). Foto: Frank Gabel

Muligheder for groundhopping

Deutsche Bank Park eller Mercedes-Benz Arena er oplagte valg, hvis du lander i henholdsvis Frankfurt eller Stuttgart. Men hvorfor ikke gribe chancen for at opleve noget nyt? 2. Bundesliga-hold SV Sandhausen eller 3. Liga-hold Waldhof Mannheim er begge i nærheden af Sinsheim og byder på autentiske fodboldoplevelser. I Mannheim kan du desuden få dig en førsteklasses ishockey- eller håndbold-oplevelse: DEL-tophold Adler Mannheim og HBL-tophold Rhein-Neckar-Löwen har hjemme i byen. 

Men hvorfor drage til det fjerne, når det gode er så tæt på? I Hoffenheim, nærmere bestemt på herreholdets gamle stadion, Dietmar-Hopp-Stadion, spilles stadig Bundesliga-fodbold. Det er et besøg værd! TSG’s kvindehold har nu i flere år været blandt ligaens tophold. Billetter til hjemmekampene kan bestilles her.

TSG Hoffenheim, optakt, stadion, fodboldrejse

Dietmar-Hopp-Stadion i Hoffenheim: åbnede i 1999, kapacitet: 6350 tilskuere. Hjemmebane for kvindernes Bundesliga-hold, herrernes Regionalliga-hold og flere ungdomshold. Foto: Frank Gabel

Seværdigheder i Sinsheim og omegn

Kun et stenkast fra PreZero-Arena ligger Technik Museum Sinsheim (Museumsplatz, 74889 Sinsheim). Her kan du prøve at sidde i et Concorde-fly, se Europas største permanente Formel 1-udstilling, rejse tilbage i tiden i oldtimer-udstillingen m.m.

Kort sagt – et sandt eldorado for alle teknik- og bilentusiaster.

Et andet tip: Heidelberg, Tysklands ældste universitetsby, ligger kun en halv time fra Sinsheim og frister med sin romantiske gamle by, slottet på bakken og masser af butikker og restauranter i gågaden.

Få mere inspiration til udflugter i området her  og husk at du kan læse mange flere guides til din kommende fodboldrejse i Tyskland i vores store rejsesektion

 

You may also like
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga
Arminia Bielefeld, rejse, fodboldsrejse, fodboldweekend
Spilletidspunkter fastlagt frem til runde 18 i 1. og 2. Bundesliga 
Magdeburg, fodboldrejse, stadion
Guide: Fodboldrejse til 1. FC Magdeburg
Leverkusen, stadion
Rejsereportage: Fem tyske kampe – en uge i Vesttyskland