“Some people believe football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.” De fleste kender nok Bill Shanklys citat, men for de tyske landsholdsspillere var det blodig alvor. Vind ”VM” eller bliv sendt til Østfronten!
Her får du historien om slutrunden, der aldrig blev spillet, og om hvordan FIFA allerede dengang udviste tvivlsom karakter.
Starten i Sydamerika
Man har spillet om VM siden 1930, hvor Uruguay var så ubeskedne at vinde den allerførste titel på hjemmebane. Siden har 89 nationer deltaget i slutrunderne, men kun yderligere syv efterfølgende kunne kalde sig verdensmestre.
De første år var af gode grunde præget af, at det var tidskrævende at transportere et fodboldhold over Atlanterhavet. Mange havde derfor den opfattelse, at VM på skift skulle afholdes i Sydamerika og Europa. Da det blev besluttet, at den tredje slutrunde skulle afholdes i Frankrig – fire år efter at Italien havde afholdt den 2. slutrunde – udeblev alle sydamerikanske hold på nær Brasilien i protest. Østrig deltog for øvrigt heller ikke, men det skyldtes, at slutrunden skulle spilles efter ”Anschluss”, hvorfor landet ikke længere eksisterede.
Hitler ville have VM i 1942 til Tyskland
På trods af, at Tysklands afholdelse af de olympiske lege i 1936 i dag kan virke som et overordentligt forsøg på sportswashing, så fik de øje på propaganda-værdien ved at afholde store sportsgevinheder. Derfor meldte tyskerne klart ud, at de meget gerne ville være værter ved VM 1942. Slutrunden blev aldrig til noget og fremgår heller ikke i FIFA’s officielle statistik, men sandheden er, at der er mere bag ”de aldrig afholdte mesterskaber.”
Selv om 2. Verdenskrig som bekendt udbrød, da Tyskland invaderede Polen i 1939, så forsøgte FIFA helt frem til 1941 at finde ud af, hvor mesterskaberne skulle afholdes, og hvem der skulle deltage.
Brasilien, Tyskland eller måske Argentina?
Hvor de tre første slutrunder blev afholdt i en atmosfære af folkelig, mediemæssig og kommerciel succes, så var valget frem mod slutrunden i 1942, præcist som vi kender det i dag, præget af grådighed, bedrageri og udpræget lobbyisme. Verden var præget af uro og geopolitiske blokke, der stod stejlt overfor hinanden og alle havde, især efter OL i Berlin, fået øje på, hvor effektivt propaganda store slutrunder kunne være og ønskede sig derfor at blive værter for det kommende VM.
England, der ellers endnu ikke havde deltaget ved et VM, havde meldt interesse, men det var Tyskland, der var favoritter til at løbe med slutrunden.
Ved den 23. FIFA-kongres, der blev afholdt i Berlin i 1938, blev tyskerne af FIFA lovet at skulle efterfølge franskmændene som arrangører. FIFA var langt fra sikre på, at Frankrig ville være i stand til at afholde mesterskaberne, og de havde derfor Tyskland i baghånden.
Tyskerne lod dog franskmændene og FIFA vide, at de ville acceptere et VM i Frankrig i 1938, hvis blot de fik den næste slutrunde.
Brasilianerne, der var godt trætte af, at Europa skulle have tredje VM i træk, meldte sig som vært med det glimrende argument, at en verdensomspændende begivenhed ikke kun burde afholdes i Europa.
FIFA ønskede dog ikke et VM til Sydamerika, da de godt vidste, at de fleste europæiske lande, heriblandt de dobbelte italienske verdensmestre, ville melde fra. Samtidig var de klar over, at mange andre europæiske nationer ikke ville deltage pga. de store rejseomkostninger.
FIFA eller Goebbels – Hvem er mest troværdige?
Da det ville være en politisk varm kartoffel at tildele Nazityskland værtskabet, samt af hensyn til de stigende spændinger i Europa, udsatte FIFA afgørelsen til i første omgang 1939, hvor de skulle holde kongres i Luxemburg, da man håbede, at der så ville dukke et knap så kontroversielt europæisk bud op.
Præsidenten for FIFA, Jules Rimet, rejste nærmest i pendulfart mellem Europa og Sydamerika, og hos sydamerikanerne mødte han stor entusiasme og vilje til at arrangere mesterskaberne. Argentina meldte sig således på banen som tredje kandidat og tilbød ligeledes at dele værtskabet med Brasilien.
Mens Rimet var i Brasilien, startede 2. Verdenskrig. Ved et krisemøde i Schweiz besluttede FIFA at udsætte kongressen til 1940 og for at afholde det i Tyskland.
I december 1939 citerede den hedengangne franske avis ”Le Petit Parisienne” FIFA’s generalsekretær Dr. Schricker, som udtalte: ”Der vil faktisk blive afholdt en slutrunde i 1942.” Den melding tog den tyske propaganda-maskine hurtigt til sig og erklærede sig som værter for den kommende slutrunde. FIFA udsendte straks et dementi, men mange kilder hævder, at aftalen var på plads til fordel for Tyskland. Uanset, så har man et problem, når det diskuteres, om hvorvidt man (FIFA) er mere troværdig end Josef Goebbels.
”The phoney World Cup”
Det tidsrum på otte måneder mellem krigens udbrud og Tysklands angreb på Frankrig blev af englænderne kaldt ”The Phoney War”, mens tyskerne kaldte det ”Sitzkrieg.” Tidsrummet fik navnene, da der ud over enkelte skud hen over grænsen ikke fandt krigshandlinger sted mellem de to lande. FIFA har senere holdt på, at slutrunden blev aflyst, da tyskerne den 10. maj 1940 angreb Frankrig via Belgien, men i februar 1941 var der fortsat møder i organisationskomiteen, hvor forslag til afviklingen blev diskuteret, inden Jules Rimet endegyldigt afblæste slutrunden i april samme år.
Selv om slutrunden ikke skulle spilles, blev der stadig spillet uofficielle landskampe, og i 1942 spilledes en række kampe, der af mange blev regnet som en del af den aflyste slutrunde.
På Hitlers fødselsdag, den 20. april 1941, mødtes Tyskland og Schweiz på Wankdorf-Stadion i Bern. Nederlaget udløste trusler fra regimets side om at bryde holdet op og sende spillerne til fronten. Truslen fik det tyske landshold til at stramme op, og i de følgende tre landskampe blev Ungarn, Bulgarien og Rumænien tildelt store nederlag.
I næste landskamp, der blev spillet i september 1942, skulle tyskerne møde Sverige foran 100.000 tilskuere på Berlins Olympiske Stadion. Dommeren var danske Valdemar Laursen, der kunne notere sig, at mens tyskerne hilste med strakt højre arm, så beholdt svenskerne klædeligt armene nede langs siden.
Der var meget på spil for tyskerne. Dels havde NS-regimet proklameret, at dette opgør faktisk var den VM-finale, som FIFA burde have tildelt Tyskland, og dels var spillerne blevet lovet, at de i tilfælde af sejr ville slippe for fronten.
Svenskerne bragte sig foran 1-0 tidligt i kampen, men tyskerne kom igen og bragte sig foran 2-1, inden Henry Carlsson bragte balance i stillingen inden pausen. Anden halvleg tilhørte helt og holdent svenskerne, der scorede en enkelt gang og dermed vandt 3-2. Mange i samtiden, og især hvis de var svenske, betragtede kampen som den VM-finale, som FIFA ikke kunne stå for at arrangere.
Efterspillet fra VM-finalen i 1942
Kampen kom til at markere begyndelsen til enden for både fodboldlandsholdet og det nationalsocialistiske Tyskland. I november spillede tyskerne, hvad der skulle vise sig, som den sidste landskamp i otte år, da de slog Slovakiet 5-2 i Pressburg eller Bratislava, som byen hedder i dag.
Efter Goebbels i Berliner Sportspalast havde erklæret ”Den totalen Krieg”, blev landsholdet opløst. Martin Franz Luther, der var statssekretær og rådgiver for udenrigsminister Ribbentrop, begrundede opløsningen således: ”I Berlin forlod 100.000 tilskuere stadion deprimerede, og eftersom flere går op i fodbold, end når vi erobrer den ene eller den anden by østpå, bør fodbolden forbydes af hensyn til stemningen på hjemmefronten, og således blev det. Spillerne blev sendt til fronten, hvor hovedparten blev dræbt.
August Klingler, et kæmpe angrebstalent, der havde scoret seks mål i blot fem landskampe, mistede således livet på Østfronten i 1944.
11 år senere kunne to af aktørerne fra kampen i Berlin – landstræner Sepp Herberger samt anfører Fritz Walter – lade sig hylde efter ”Das Wunder von Bern”, hvor Tyskland sensationelt vandt VM-finalen over datidens fantastiske ungarske landshold med 3-2. Og så var det endda i en officiel finale.
