Den længeventede rapport om muligt urent trav i forbindelse med tildelingen af VM i 2006, så fredag dagens lys. Den slog fast, at der ikke kan findes endegyldige beviser for, at Tyskland skulle have købt sig til stemmer, men rapporten åbner op for cirka lige så mange spørgsmål, som den besvarer.
Det var ikke overraskende, da Tyskland i 2000 fik tildelt værtskabet for VM-slutrunden seks år senere. Det var en sensation. Alle, herunder Blatter selv, var overbeviste om, at det var Sydafrika, der ville løbe med sejren, men med 12 stemmer mod 11 fik Tyskland tildelt slutrunden, og den tyske komité med Beckenbauer i spidsen jublede. De første bulletiner om urent trav begyndte dog hurtigt at vælte ind. Den delegerede fra Oceanien var nemlig blevet instrueret i at skulle stemme på Sydafrika, men besluttede sig kort før tid for, at han ikke ville stemme alligevel.
Havde han stemt på Sydafrika, var resultatet blevet 12-12, og så skulle Blatter, der var stor fortaler for Sydafrika som VM-arrangør, selv have placeret den afgørende stemme.
Spekulationer om korruption blev dog lukket ned igen, og det første VM på tysk grund siden 1974 var en succes, da det endelig løb af stablen. Turneringen var underholdende, og Tyskland kvalificerede sig på imponerende vis til semifinalen. Den tyske befolkning blev igen stolte af deres landshold og deres land for den sags skyld. Det var ”Ein Sommermärchen (et sommereventyr, red), det der foregik syd for grænsen i juni og juli måned.
Men nu er eventyret forbi. Siden det tyske magasin Der Spiegel i oktober sidste år hævdede, at daværende Adidas direktør Robert-Louis Dreyfus skulle have lånt penge til komiteen, som de brugte til at købe stemmer fra Asien, har DFB haft travlt med at få ryddet op. Advokatfirmaet Freshfields blev hyret ind til at finde ud af, hvad der havde foregået, og fredag fik vi så endelig svar. Eller det vil sige, at vi i virkeligheden fik flere nye spørgsmål, end vi fik svar.
Beckenbauer vidste besked
For godt nok indleder rapporten med at slå fast, at der ikke findes endegyldigt bevis for, at Tyskland skulle have købt sig til stemmer, men den konkluderer ikke, at det ikke er sket.
Generelt er rapporten, der er kommet til på baggrund af en undersøgelse af 128.000 elektroniske dokumenter og interviews med 31 personer, herunder Franz Beckenbauer og tidligere DFB-præsident Wolfgang Niersbach, ikke særligt konkluderende.
Flere aktører, som eksempelvis Blatter, har afvist at deltage i undersøgelsen, og dokumenter er på mystisk vis forsvundet. I følge advokaterne fra Freshfields eksisterede der indtil juni sidste år et dokument med titlen ”FIFA 2000”, men det forsvandt, da en af Niersbach kollegaer fjernede det fra arkivet, og ”glemte” hvor han havde lagt det.
Stridspunktet har hele tiden været de €6,7 millioner som DFB tilsyneladende skulle have lånt fra Dreyfus til at købe stemmer, og som senere fandt vej tilbage til Dreyfus via en FIFA-konto. Et beløb som Beckenbauer i første omgang afviste alle spekulationer om at kende til. Senere indrømmede han dog, at han nok havde skrevet under på en række dokumenter, uden egentlig at vide, hvad han skrev under på.
Beckenbauer har siden ikke været særligt meddelsom om sin rolle i hele affæren, men rapporten slog fast, at han må have haft kendskab til pengene. De €6,7 millioner gik nemlig fra Beckenbauers tyske konto via Schweiz til en konto i Qatar, der er linket til det tidligere og nu suspenderede FIFA-medlem bin Hamman. Transaktionen har altså fundet sted, men det beviser ikke, at pengene skulle være brugt til ulovligt at sikre sig værtsskabet.
I sin iver på at komme til bunds i hele sagen har DFB formentlig forhastet sig. Godt nok mere end bare insinuerer rapporten, at Spiegels historie var korrekt, men der er ikke afgørende beviser for, at Tyskland skulle have snydt sig til værtskabet i 2006.
Bagmændene har med vanlig tysk grundighed ryddet godt op efter sig, men fortællingen om sommereventyret fra 2006 har de ikke kunne redde.
Download hele rapporten her
