bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Nürnberg > Karakterbogen – danskernes præstationer i 2. Bundesliga 2019/20

Karakterbogen – danskernes præstationer i 2. Bundesliga 2019/20

I denne sæson har flere danskere vist sig godt frem i 2. Bundesliga, hvor adskillige endda har haft en vigtig rolle på deres respektive mandskab. Nogle danskere havde held i sprøjten, mens andre måtte se tiden løbe ud, og rykke ned i 3. Liga. Vi vil nu se nærmere på de danske spillere i 2. Bundesliga, og se hvordan deres præstationer har været i denne sæson. 

I denne omgang har vi valgt at inddele de danske spillere i fire forskellige kategorier, Profil på holdet, Breddespiller,Dansk skuffelse og Uden for bedømmelse. Vi vil også give en samlet karakter for deres præstationer i denne sæson, som følger den tyske karakterskala fra 1-6, hvor 1 er bedst og 6 er dårligst.

Karaktererne er givet ud fra den enkeltes præstation set i forhold til de øvrige spillere i 2. Bundesligaen. For at score topkarakter kræver det derfor, at man også er en profil i ligaen.

 

– Profil på holdet:

Jacob Rasmussen (Erzgebirge Aue) – 3

Unge Jacob Rasmussen jagtede spilletid, og han valgte at skifte fra italienske Fiorentina til Erzgebirge Aue i 2. Bundesliga. Et skifte som er faldet i god jord blandt begge parter, og danskeren er allerede blevet en profil på holdet.

Foruden to kampe, har han spillet samtlige minutter siden sin ankomst, og han har været en vigtig mand i midterforsvaret. Han er eksempelvis den spiller, der har lavet flest clearinger og bolderobringer i gennemsnit per kamp, og det ville være en god idé at forlænge aftalen endnu en sæson.

En hel sæson med det niveau, som han har vist, kan bane vejen til et større skifte i Tyskland, og danskeren får karakteren 3 for sit flotte forår i Tyskland.

Læs også: Interview med Jacob Rasmussen

 

Andreas Albers (SSV Jahn Regensburg) – 3

Et udlandseventyr med en, indtil videre, lykkelig slutning. Sådan man kan betegne Andreas Albers’ ophold hos SSV Jahn Regensburg, efter han skiftede fra Viborg FF sidste år.

Det var et lidt overraskende skifte for en spiller, der primært havde gjort sig i den danske 1. divison indtil da, men Andreas Albers har i den grad bevist sit værd i Tysklands næstbedste række.

Angriberen er delt topscorer i klubben med otte mål i 33 kampe og har været førstevalget til pladsen helt i front. Det er dog ikke kun mål, som danskeren har leveret, da Albers også har sat sine holdkammerater i scene og står noteret for fem assist i denne sæson.

Andreas Albers er en profil hos midterholdet, og han bliver da også belønnet med karakteren 3 for sin første sæson hos SSV Jahn Regensburg. En dansker med mål i støvlerne er altid noget, som giver gode point hos Bulibold.

Læs også: Andreas Albers – fra dsvisonsbomber til profil i 2. Bundesliga

 

Breddespiller:

Simon Makienok (Dynamo Dresden) – 4

Simon Makienok kunne ikke føre Dynamo Dresden til overlevelse i 2. Bundesliga, men alligevel har den to meter høje dansker vist sig godt frem. På blot otte kampe viste han, hvor god i luften han er, da nærmest har vundet alle sine dueller. Et imponerende gennemsnit, som gør ham til en af de bedste i 2. Bundesliga.

Selvom Makienok fik en uheldig start med et rødt kort i debuten, spillede han sig hurtigt i startopstillingen. Det blev til tre mål i Dresden trøjen, og det bliver nok ikke til flere i fremtiden. Han kom til Dynamo Dresden på en seks måneders lang kontrakt, og det er utænkeligt, at Makienok forlænger og følger med ned i 3. Liga.

Simon Makienok har vist, at han har niveauet til at begå sig i 2. Bundesliga, og med sine kvaliteter i luftspillet, kan han være et muligt emne for flere tyske klubber i den næstbedste række. Lidt flere mål fra danskeren, der bestemt ikke har haft en nem tid, hvor han undervejs også blev smittet med Corona, havde både gavnet Dynamo Dresden og hans karakter for sæsonen, som er endt ud i en nedrykning og karakteren 4.

 

– Dansk skuffelse:

Asger Sørensen (FC Nürnberg) – 4

Asger Sørensen er ellers en af de danske spillere, som har gjort sig bemærket i denne sæson. Forsvarsspilleren har imponeret alle med sin målfarlighed, hvor han hele seks gange står noteret for en scoring. Han er dog forsvarsspiller, og i den del af spillet har det derimod set mindre heldigt ud.

FC Nürnberg har haft en katastrofal sæson, hvor de endte på 16. pladsen, og de skal nu igennem to opgør mod nummer tre fra 3. Liga. Selvom Asger Sørensen har været inde og ude af holdet, har han alligevel været førstevalget i det centrale forsvar, og derfor skal han også holdes medansvarlig for klubbens dårlige defensiv.

Hele 58 mål er lukket ind i denne sæson, og det gør danskeren til en del af 2. Bundesligaens tredje dårligste defensiv. Asger Sørensen kan stadig redde lidt af æren ved at sikre FC Nürnberg endnu en sæson i 2. Bundesliga, men det har været en skuffende sæson for både Nürnberg og Sørensen, der kun får karakteren 4 trods sine mange sæsonscoringer.

 

Brian Hamalainen (Dynamo Dresden) – 5

Det har også været en skuffende sæson for den danske venstreback, Brian Hamalainen. Modsat sidste sæson, har han siddet meget på bænken, og da Dynamo Dresden kæmpede for livet i 2. Bundesliga, var Hamalainen ikke blandt de foretrukne spillere.

Brian Hamalainen skulle ellers bruge denne sæson til at gøre sig attraktiv for andre klubber, men dette har ikke været tilfældet for den 31 årige dansker, som højst sandsynlig ikke er at finde inden for de tyske grænser næste sæson.

En tilbagevendelse til belgiske fodbold er mere realistisk, hvor han tidligere har været en profil hos Zulte Waregem. En profil har han ikke været hos Dynamo Dresden i denne sæson, og Brian Hamalainen har været dårligste dansker i 2. Bundesliga, som hans karakter også viser.

 

– Uden for bedømmelse:

 Martin Hansen (Hannover 96)
Den danske målmand Martin Hansen kom til Hannover 96 i vinters, men har ikke formået at blive førstevalget mellem stængerne. Fem gange har han været på bænken, men i sæsonafslutningen mod VfL Bochum fandt man ham pludseligt i startopstillingen. Det blev til en 2-0 sejr og et clean sheet, og vi håber det er et tegn på, hvad fremtiden bringer for Martin Hansen

Læs også: Karakterbogen – danskernes præstationer i Bundesligaen 2019/20

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!