EM i Frankrig er lige om hjørnet og vi har allerede ladet op med spiltips, oddsforslag og bonusser til slutrunden. Nu vender vi blikket mod Tyskland og verdensmestrenes chancer, styrker og svagheder.
Vi har spurgt en række personligheder, der alle har en særlig kærlighed eller tilknytning til tysk fodbold, om hvad de mener om Löws mandskab. Næste mand i rækken er Eurosports kommentator Henrik Hvillum, der udover at kommentere Bundesligaen har tildelt sig selv prædikatet som Danmarks dårligste tipper. Måske derfor ikke videre opmuntrende, at han tror på tysk EM-guld…
Hvad skal der til for at Tyskland vinder EM?
Henrik Hvillum: Først og fremmest skal tyskerne spille op til deres bedste for at vinde EM. Selv om de er gode, så er der stadig mange gode modstandere. Det bør være en formalitet at komme videre fra gruppespillet, og så har de (næsten) altid det lille mentale overskud der gør, at man kan vinde fire knockout-kampe i træk. Det får de brug for, men kan de bevare fokus, vinder de.
Hvad er den største trussel mod Tysklands titelchancer?
Henrik Hvillum: De er deres egen værste fjende. Hvis de eksempelvis kommer bagud og forcerer spillet i stedet for at være tålmodigt, kan de sagtens ryge ud. Hovmod, selvtilfredshed og undervurdering af modstanderne er også gamle tyske skavanker, og den går ikke, for så dårlige er modstanderne heller ikke. Hold fokus!
Hvem bliver Tysklands nøglespiller?
Henrik Hvillum: Tyskland har EM’s bredeste trup, men alligevel vil jeg påstå, at en spiller som Mezut Özil er deres nøgle til succes. Han er i højere grad end Toni Kroos omdrejningspunktet, på midtbanen, også fordi han har bedre offensive kvaliteter end Kroos. Med andre ord kan han også score mål eller for den sags skyld “fodre” eksempelvis Mario Götze eller Mario Gômez med dybdeafleveringer.
Hvilken tysk spiller glæder du dig mest til at se?
Henrik Hvillum: Min egen favoritspiller på det tyske hold er Julian Weigl. Han har taget et tigerspring i sin første sæson i Bundesligaen, og han har ganske enkelt været fremragende for Dortmund. Det er yderst sjældent, at en førsteårsspiller deltager i 30 af 34 kampe på en sæson. Han kan få sit store gennembrud, selv om han kun fik en halvleg mod Slovakiet i opvarmningskampene.
Hvor langt kommer Tyskland til slutrunden?
Henrik Hvillum: Jeg tror, at Tyskland vinder EM. De har den bredeste trup, de har en særlig evne til at opsøge og udnytte heldet i de afgørende situationer, og de har erfaringen til at kunne holde hovedet koldt og vinde de tætte kampe.