Længe har det været et realistisk scenarie, at HSV endnu en gang ville misse oprykningen. Massevis af point i overtiden er blevet smidt – nu er det officielt. Den tidligere Bundesliga-dino tager en svingom mere med 2. Bundesliga.
Men det er tydeligt, at han gør klar til den store finale. Lighteren er fremme. Han skal blot lade den falde i benzinsporet. Gør han det af med ham? Eller er der tilfredsstillelse nok i at se ham lide endnu mere, eller måske endda lade ham gå i sidste ende? Ond spiral eller mønsterbryder?
Sådan her skrev jeg for en måned siden, da der allerede begyndte at tegne sig et mønster hos HSV. Nu er det blot blevet bekræftet: De gummiben, der lignede en alvorlig mulighed dengang, er nu en realitet. 2. Bundesligaen venter endnu en sæson for den tidligere så stolte klub i nord. Begyndelsen på en ond spiral synes at være påbegyndt
Klokken er kvart i identitetskrise
For halvandet år siden lå HSV i samme situation med et favorabelt udgangspunkt, og muligheden for at køre oprykningen hjem, hvis de holdt sporet i vandet hen ad foråret. Det lykkedes som bekendt ikke efter fyringen af Christian Titz først og efterfølgende Hannes Wolf.
Men hvor fyringerne i sig selv i de seneste års hamburgske historie blot vil stå tilbage som få af mange, så er det relevant at kigge på, hvor stor forskel, der har været på de to hold.
Ser man tilbage på den første sæson, så var det Christian Titz’ unge hold, der startede sprudlende ud med et stærkt defensivt fundament. Det endte med en fyring. Begrundelse: Ikke noget spragl i spillet, og ikke nok overbevisning som tophold i konstant at spille uafgjort eller vinde knebent. Wolf blev ansat, uden de store forandringer. Sluttede også med en fyring.
I denne sæson skulle rutinerede Dieter Hecking være manden, der fik det sønderskudte skib på rette kurs. Og langt hen ad vejen, så lignede det det rette valg. Rutine, masser af Bundesliga-erfaring og en mere direkte tankegang.
Tilfældigvis endte Heckings HSV-sæson med de akkuratte modsatte problemer af, hvad Christian Titz havde. Målene kom igennem hele sæsonen, men man kunne ikke holde buret rent. Især efter coronapausen var det helt galt: Ni kampe er spillet, kun to af disse er med rent bur til følge. Fra defensivt solidt fundament til åbent hus.
”Hvis du vil dræbe mig, så få det overstået”
Den klassiske actionsfilms-kliche, hvor skurken bare vil dø i stedet for at blive pinet. Udmattet efter tæsk. Træt af nederlag. Som HSV-fan må man efter denne sæson kende til samme følelse, for ikke nok med, at HSV har smidt mange point efter coronapausen, de har valgt at gøre det på den mest hjerteskærende måde for en fan: At tabe og smide point i overtiden.
Det startede mod Greuther Fürth. Håvard Nielsen bringer de grønklædte tilbage på 2-2 dybt inde i overtiden efter en dødbold. Det var de første to point smidt af HSV, og tendensen fortsatte:
Stuttgart ugen efter: Gonzalo Castro gør det onde ved HSV dybt inde i overtiden. I græsset sidder Timo Letschert med et alt for genkendeligt tomt blik.
Hjemme mod Holstein Kiel 8/6: HSV har ganske godt styr på kampen indtil slut – en tilfældig bold lander hos koreanske Jae-Sung Lee. Endnu to point smidt.
Den sidste kniv i det nordtyske hjerte – Heidenheim-kampen: HSV dominerer den første time, Joel Pohjanpalo scorer efter en fantastisk soloaktion. 1-1 efter 80, 2-1 i de døende sekunder. Mod den nærmeste konkurrent.
Og normalt ville vi være i det stykke i filmen, hvor vores skurk burde være død efter otte skud fra en revolver, men ak nej, han får stadig en sidste chance for at få skovlen under vores helt. I HSV’s tilfælde kom den sidste chance i dag, hvor Bielefeld uden at have noget at spille for, nemt pillede pynten af Heidenheim, og dermed gav HSV chancen selv for at spille sig til playoffs mod Werder Bremen. Nord-derby i Relegationsspiel, det ville være helt genialt!
Ja, eller det lignede det ikke, at HSV tænkte. 1-5 hjemme mod Sandhausen, i en kamp, hvor Sandhausen ingenting havde at spille for. HSV lignede ellers et hold med 20 minutter igen, og en solid Aaron Hunt-scoring på straffe godt kunne hive et sidste mirakel op ad hatten. Men som så ofte med HSV, så ved de, hvordan man knuser et hjerte. Eller måske nærmere pulvariserer det. Det tragikomiske gik over og blev en vaskeægte tragedie.
For som man kunne se på sociale medier efterfølgende, så var HSV-fans endnu en gang rasende. Det sidste citat jeg studser over, inden jeg satte mig til at skrive dette var det mest sigende, jeg har læst meget længe:
”Our expectations for you were low, but HOLY FUCK!”
