I denne artikelrække vil vi forsøge at lave nogle nedslag til begivenheder, klubber eller spillere, der i sin tid trak en del overskrifter, men som ikke længere er en del af den tyske topfodbold.
Ja, jeg holder med St. Pauli, men jeg skriver hverken den her artikel for at hovere eller for at gnide salt i såret på de mange danske HSV-fans, der trods de seneste års ørkenvandring fortsat siger: ”Nur der HSV.”
Jeg holdte faktisk rigtig meget af det hold, der stillede op ude mod Bayern München i runde 29 lørdag den 24. april 1982 i en kamp, der skulle vise sig at blive en af de bedste kampe i Bundesligaens historie.
De to hold havde delt de forrige tre mesterskaber imellem sig. HSV vandt ”salatfadet” 1978-79, mens Bayern to sig af titlen de to følgende år.
Efter runde 26 lå de side om sige på 1. pladsen, men da Bayern først spillede 1-1 hjemme mod 1. FC Köln og dernæst tabte 4-3 i Frankfurt, samtidig med at HSV gjorde rent bord mod Gladbach og Bielefeld, så var det en ”must-win” kamp for Bayern træner Pal Csernai.
Bayern München stillede op med følgende 11:
Junghans-Augenthaler-Beyerlorzer-Horsmann-Weiner-Breitner-Dremmler-Dürnberger-Krauss-Dieter Höeness-Rummenigge.
De helt store profiler på Bayerns hold var Paul Breitner og Karl-Heinz Rummenigge, der begge var spillere i den absolutte verdensklasse. Deres indbyrdes forståelse var så unik, at medierne gav duoen kælenavnet ”Breitnigge”. Andre profiler på Bayerns hold var liberoen og den senere verdensmester Klaus Augenthaler, midtbanemotoren Dremmler samt Uli Höeneß´ lillebror Dieter, et kæmpeskur af en angriber, der bestemt ikke var fiks at se på, men til gengæld var en stor trussel i feltet.
Bayern München – HSV
Dieter Höeneß bragte Bayern foran midt i første halvleg, da han med hovedet kanonerede bolden ind bag en sagesløs Uli Stein i Hamburg målet. HSV´all-rounder Jimmy Hartvig udlignede med et flot hovedstød efter en god halv times spil, men blot fire minutter senere gled Horsemann igennem HSV´s forsvar og bragte Bayern foran igen.
Et kvarter inde i anden halvleg øgede Höeneß til 3-1. Denne gang med et forkølet hovedstød, der netop sneg sig inden for stolpen. Stein var bestemt ikke sagesløs denne gang. Det lignede afgørelsen på kampen, men von Heesen ville det anderledes. I det 70. minut opsnappede han lige foran eget felt en fejlaflevering fra Rummenigge, gik hele vejen og reducerede til 3-2 med et fladt skud. Nu vejrede hamburgerne blod, og seks minutter senere udlignede Horst Hrubesch med et hårdt skud efter et flot sammenspil med Lars Bastrup. I kampens sidste minut sikrede samme Hrubesch en HSV sejr, da han pandede et perfekt slået Felix Magath frispark i nettet.
HSV slog Bayern 4-3 i München og var dermed fem point foran Münchenerne. Nordtyskerne så sig ikke tilbage i resten af den sæson og blev fortjent tyske mestre.
HSV´s hold
”Manni Bananenflanke, ich kopf – Tor!” er titlen på en glimrende bog om nogle af de største øjeblikke i tysk fodbold. Forfatteren lader naturligvis Horst Hrubesch tale i titlen, og det var bare opskriften på en hulens masse HSV-mål dengang.
Jeg kan ikke huske et bedre HSV hold end det, der vandt mesterskabet det år. Holdet blev dygtigt ledet af den kæderygende østriger Ernst Happel, der et par år forinden overraskende førte Holland til VM-finalen i Argentina. Happel blev komplimenteret af en ekstrem dygtig sportschef i form af Günther Netzer og den dygtige co-træner Alexandar Ristic.
I målet havde man den karismatiske men også koleriske målmand Uli Stein.
Forsvaret blev styret af Ditmar Jakobs og Holger Hieronymus, hvor Jakobs var ”udsmideren”, og Hieronymus tog sig af de mere delikate sager. Parret blev flankeret af Bernd Wehmeyer på venstre back og Manfred Kaltz på højre.
Midtbanen bestod af Jürgen Groh som 6´er, og foran ham lå det unge talent Tommy von Heesen, Felix Magath og Jimmy Hartwig.
Helt fremme havde man den altid målfarlige Horst Hrubesch og danske Lars Bastrup.
Holdet vandt som nævnt mesterskabet i sæsonen 1981-82, hvor man også nåede UEFA-Cup finalen. Den tabte HSV dog højst overraskende til IFK Göteborg.
Året efter genvandt klubben mesterskabet, hvilket dog blev overskygget af en triumf i Mesterholdenes Europa Cup, hvor et enkelt Magath mål var nok til at slå Juventus med seks nyslåede verdensmestre samt profilerne Platini og Boniek på holdet.
Læs også: Hamburger SV og den gyldne æra
HSV mod glemslen
Elbens perle er ikke siden kommet i nærheden af de succesrige år i starten af 80´erne. En 2. plads i 1986/1987 sæsonen og et par 3. pladser i ”nullerne” er, hvad det blev til. I årene efter 2010 faktisk blev mest kendt for ikke at kunne rykke ned. I sæsonerne 2013-2014 og 2014-15 reddede klubben sig begge gange via de to ”Relegationsspiele.” Imens tikkede uret, der markerede hvor længe HSV som den eneste altid havde spillet i Bundesligaen, videre.
I 2017-18 sæsonen gik det endelig galt. HSV skulle vinde sidste spillerunde mod Gladbach og vandt også 2-1. Problemet var bare, at Wolfsburg samtidig skulle tabe, hvilket de med en klar 4-1 sejr over Köln aldrig var i nærheden af.
Pludselig skulle ”Dino der Bundesliga” ned at spille i den næstbedste række, og tavlen med uret måtte pilles ned.
Et liv på 2. klasse
Målet var naturligvis at rykke op igen med det samme. Så let gik det bare ikke. I første sæson i 2. Bundeliga formøblede man en ellers sikker oprykning i næstsidste spillerunde. Et mønster man faktisk trofast har fulgt lige siden. HSV har udviklet en speciel evne til, at ”fucke” selv den mest fordelagtige situation op.
”Die Unabsteichbaren” er blevet til holdet, der bare ikke kan rykke op. Efter Happels farvel i 1987 har klubben haft 32 forskellige trænere og en kronisk dårlig økonomi, hvilket gør genopbygningen svær. Fra at være hele regionens hold er HSV blevet til en kolos på lerfødder, omend potentialet stadig er kæmpestort. For at gøre ondt værre, så er der, set med HSV øjne, en pæn stor risiko for at byen bliver præsenteret i Bundesligaen i næste sæson, hvis altså ”the noisy neighbours” fra St Pauli rykker op. Det vil være endnu et hak i selvforståelsen i den noble ende af Hamburg.
Trods det faktum, at HSV for mig kun er den næstbedste klub i Hamburg, så håber jeg, at klubben finder sig selv igen og leverer en sæson, der resulterer i en oprykning. Det er ligesom, at der mangler noget i Bundesligaen ikke?
Måske vil de små purke i hansestaden igen råbe: ”NUR DER HSV!” og ikke råbe det, fordi farmand er en gammel nostalgiker, der indoktrinerer sine børn, men fordi HSV igen spiller god fodbold.
Læs også: Da Hertha’s amatører spillede sig i pokalfinalen
