I mere end et årti varede Bundesligaens vinterpause i næsten tre måneder. Det gav tid til at komme helt tæt på stjernerne, når de brillerede på filttæpper i de største tyske haller. Vi tager et tilbageblik til dengang, der blev spillet Hallenpokal.
Vi begynder med et spørgsmål, der burde kunne give hovedbrud til enhver god pubquiz, hvor fodbold er emnet.
I hvilken turnering af Spielvereinigung Unterhaching regerende mestre?
De fleste vil formentlig mene, at den lille undseelige forstadsklub fra det sydlige München slet ikke har vundet noget. Og det ville også give god mening. Men klubben har faktisk hentet en officiel titel – og den dag i dag sidder de stadig på titlen.
I 2001 vandt de DFB Hallenpokal efter en sejr i straffesparkskonkurrence fra ni meter mod Borussia Dortmund. 2001-udgaven af Hallenpokal var også sidste gang, turneringen blev spillet, og derfor er der ingen, der siden har kunnet fravriste Haching deres titel.
Unterhaching overtog titlen som indendørsmestre fra en anden underdog, der heller ikke har for vane at hente hæder og trofæer. Året før var det nemlig Greuther Fürth, der kunne lade sig kåre som mestre efter en finale mod Mönchengladbach i en tid, hvor begge klubber spillede i 2. Bundesliga.
Hvordan begyndte Hallenpokal?
Men indendørs fodbold – hvad er nu det for en størrelse? Faktisk har det været en meget stor størrelse i tysk fodbold. Op gennem 1980’erne og begyndelsen af -90’erne var først Hallenmasters og siden DFB Hallenpokal det helt store hit i Forbundsrepublikken.
Fodbolden blev flyttet fra kolde stadioner og frosthårde baner til lune haller og filttæpper, og tilskuerne var begejstrede. De strømmede ind i hallerne for at se deres store stjerner endnu tættere på, end de normalt kunne på de dengang åbne stadioner, hvor atletikbaner omkring grønsværen var normalen, og de tusindvis af ståpladser under åben himmel langt fra banen ikke bød på ret megen komfort.
Så var det federe at se en form for fodbold fra sin egen siddeplads i en stor hal i under tag og i normale stuetemperaturer. Og det var også fed underholdning for tv at kunne præsentere timevis med hurtigt afviklede kampe, masser af mål og spænding til noget nær sidste fløjt.
Så fedt, at Bundesligaen op gennem 1990’erne blev lagt død allerede i begyndelsen af december og derefter skulle de fodboldhungrende fans vente i næsten tre måneder, før der igen blev trillet med læderbold på græs udendørs.
Ventetiden og mellemtiden blev brugt på indendørsfodbold i hallerne, og det var der masser af penge og opmærksomhed i.
Titler var der også på spil, for i 13 af de 14 sæsoner var det en officiel turnering under det tyske forbund, og der blev skam uddelt medaljer, pokal og hæder til vinderne.
Happel måtte ikke ryge
Men hvorfor rykke indendøre, når fodbold som bekendt skal spilles udendørs og det nærmest i al slags vejr?
Allerede i 1970’erne havde indendørs fodbold så småt fået fodfæste, og indendørs turneringer blev mere og mere populært. I 1985 havde den daværende Dortmund-træner Erich Ribbeck talt varmt om at få et indendørs mesterskab, da indefodbolden gennem halvandet årti var vokset og vokset i popularitet.
Men der var også modstandere. En af dem var Bayern-træner Udo Lattek. I et tilbageblik, som Die Zeit lavede i 2022, sagde han blandt andet, at turneringerne var komplet uvigtige, og det var umuligt at lære noget af den indendørs fodbold. Også den gamle gnavpotte, HSV-træner Ernst Happel, var modstander. Men det var af en helt anden årsag. “Man må jo ikke engang ryge, når man er på bænken”, sagde han kort og tørt med sin tykke, østrigske accent.
Trods modstanden fra to af datidens største trænere, kunne populariteten ikke holdes nede. Til sidst var turneringerne så populære, at først Kicker og siden Bild organiserede deres egne turneringer for at finde en indendørs mester.
Det fik det vesttyske forbund, DFB, på banen. For man kunne jo ikke overlade hele januar til andre sportsgrene, og sponsorerne skulle også have noget for deres penge i de knap tre måneder, hvor vinteren afbrød turneringen.
32 af de 38 stemmeberettigede klubber i de øverste to rækker stemte for at indføre en officiel turnering, der første gang blev afviklet i 1988, hvor Eintracht Frankfurt bød op til bal i Festhalle i Frankfurt. Men det, der skulle have været den store fest med store klubber og store stjerner i store haller, blev i første omgang til et flop på stort set alle parametre.
Risiko for skader
De store klubber gad ikke deltage, tilskuerne gad ikke komme, og dem der var der, gad ikke rigtigt spille turneringen. Werder Bremen, der senere på året kunne lade sig hylde som mestre i den udendørs fodbold, hyggede sig dog, og træner Otto Rehhagel ville ikke spolere glæden ved at lave alt for meget taktik. Så det gav øretæver på 2-7 mod Uerdingen og 3-6 mod Osnabrück og et hurtigt tak for denne gang.
Omkring 4000 tilskuere var dukket op til turneringen, og det var kun halvdelen af hallens kapacitet. Men som Sport1 konstaterede i et tilbageblik 20 år efter den sidste officielle turnering, så kunne billetpriser på op til 80 Mark (300 kroner i datidens penge) meget vel have haft indflydelse på den manglende interesse fra tilskuerne.
Bayer Uerdingen endte med at vinde den første turnering, men på trods af den sparsomme interesse for premieren, skruede DFB op for pengepræmier og antallet af deltagere. Bayern München blev fødte deltagere i det næste finalestævne på grund af den store interesse, der allerede dengang var for klubben fra Säbener Strasse. De blev suppleret af værterne fra Eintracht Frankfurt, Uerdingens forsvarende mestre og Werder Bremen som mestre udendørs.
Men kritikken mod den indendørs fodbold tog til i takt med, at der også kom langt flere skader. Et brækket ben, et ødelagt korsbånd og i alt mere end 20 spillere, der ikke kunne være med i forårspremieren udendørs i slutningen af 1980’erne på grund af skader fra de mange indendørs turneringer, der talte som kvalifikation til finalestævnet, var nogle af kritikpunkterne.
Tilskuerne var ligeglade. De ville se fodbold, selv om der ikke blev spillet på stadioner udendørs. De strømmede i den første halvdel af 1990’erne i hallerne, og turneringerne blev større og større. Det meste af januar var sat af til kvalifikationsturneringer i alle kroge af republikken, og det hele kulminerede i et finalestævne i nogle af de allerstørste haller, Tyskland kunne byde på i 1990’erne.
Basler på mål og tryllerier fra Jay-Jay
Men fodbold indendørs er ikke det samme som fodbold udendørs. Derfor kunne man til tider se overraskende konstellationer på banen indendørs. Selv om han bestemt ikke altid var den flittigste på banen, så er det de færreste, der kan forestille sig Mario Basler stå som bageste mand og drysse tiden væk som målmand. Men man så ham i flere omgange som målmand ved indendørs turneringer, der som ekstra markspiller kunne udgøre en trussel for modstanderne på det grønne filtunderlag.
Ved Werder Bremens eget stævne i januar 1995 kunne man opleve Mario Basler sikre værterne det udlignende mål i allersidste sekund, inden Oliver Reck overtog målet og med to redninger sikrede turneringssejren til hanseaterne og stor begejstring for tilskuerne. I finalen kunne de også nyde en aldrende Rudi Völler trylle og lave lækre mål.
I andre turneringer kunne man se Jay Jay Okocha drible rundt med nogle for datiden uvante hvide sko, og glemte eller ukendte spillere som Wladimir But fra Borussia Dortmund eller Mathias Hamann fra Tennis Borussia Berlin kunne få deres plads i rampelyset med spektakulære aktioner.
Men fra midten af 1990’erne blev stjernerne færre og færre til de indendørs turneringer, interessen blandt de største klubber for at deltage blev mindre, og tilskuerne kunne heller ikke lokkes med muligheder for at få autografer af spillerne. Selv om der var gode penge at tjene i specielt finaleturneringen, var det ikke en indtjening, der kunne hamle op med, hvad klubberne kunne tjene andetsteds.
“Det er ikke længere attraktivt økonomisk at spille indendørs. Vi kan uden problemer tjene de samme penge i vinterpausen ved at spille venskabskampe”, sagde HSV-direktør Holge Hieronymus blandt andet i 2000, mens Bayern-træner Ottmar Hitzfeld endnu en gang pegede på, at risikoen for skader var alt for høj ved indendørsturneringerne.
Det var også Bayern München, der viste, hvor lidt den indendørs fodbold interesserede dem. Til en turnering i 2001 stillede de med C-holdet og tredjerangsspillere. Det fik en autografjæger til at spørge Thorsten Fink, der var én af de meget få fra A-truppen, om hvem der ellers var af kendte spillere. Fink trak på skuldrene, pegede på sidemanden og sagde, “måske Wiesinger”. Michael Wiesenger var dengang en 28-årig reservespiller med en habil karriere i Nürnberg, men som kun nåede 19 kampe for Bayern i de to sæsoner, han var i klubben.
Hash ændrer mester
Det første skridt mod dødsstødet til indefodbolden og Hallenpokal kom i 1998, hvor vinterpausen blev skåret ned til seks uger. Det betød færre kvalifikationsturneringer, men også mindre tid til træningslejre for de etablerede profis, der fik endnu mindre mulighed for og lyst til at spille indendørs.
Det blev også i de år, hvor ligegyldigheden satte ind over for turneringen. 1860 München havde overtaget arrangementet af den store indendørs turnering i München fra storebror og næsten-nabo i Säbener Strasse, Bayern. Men selv det kunne ikke få die Löwen til at tage turneringen seriøst. 1860-træneren, den karismatiske Werner “Beinhart” Lorant var knapt så benhård, når det kom til indendørs fodbold omkring årtusindskiftet og tog blandt andet sin søn med til et holdmøde.
“Skal jeg i fuld alvor fortælle mine spillere, at de her kæmper om en Masters-titel,” skummede han af raseri til Die Zeit, mens Mönchengladbach-spiller Quido Lanzaat tog ligegyldigheden til nye højder.
En dopingtest, taget efter finalen mod Greuther Fürth i 2000 viste, at Lanzaat havde rester af THC i blodet, som indikerede at have indtaget cannabis. Det stod på dopinglisten, og for første og eneste gang i tysk fodbolds historie blev et finaleresultat efterfølgende ændret ved det grønne bord, og Greuther Fürth kunne med flere ugers forsinkelse “glæde” sig over trofæet som symbol på at have vundet Hallenpokal efter at have tabt finalen med 3-2 til die Fohlen.
Lanzaat slap med otte ugers karantæne, da han i en høring overbeviste DFB om, at han ikke bevidst havde dopet sig.
Farvel til Hallenpokal
I 2001 var det som skrevet Unterhaching, der vandt turneringen, og det var egentlig planen, at der også skulle være en turnering i 2002. Men VM i Sydkorea og Japan stod for døren, og den turnering skulle allerede begynde i slutningen af maj. Derfor blev Hallenpokal 2002 taget ud af programmet, officielt fordi der ikke kunne findes plads til turneringen i kalenderen. Og det har der ikke kunnet siden, hvor det ikke har været unormalt, at Bundesligaen kun har holdt to-tre ugers vinterpause for at blive genoptaget allerede i midten af januar.
Vi indledte med et spørgsmål fra en pubquiz, og så kan vi passende også runde af med et pubquiz-spørgsmål:
Hvilken hjemlig turnering har Bayern München aldrig prøvet at vinde?
DFB Hallenpokal eller Hallenmasters, som var de to navne, turneringen blev spillet under. Det blev faktisk kun til en enkelt finaleplads gennem de 14 år, og det var i 1997, hvor man hjemme i Olympiahalle tabte til Kaiserslautern.
Og for at fortsætte og afslutte i pubquiz-sporet, kan der være lidt point i at vide, hvem der vandt turneringen flest gange og nævne alle vindere.
Borussia Dortmund var den eneste klub, der vandt turneringen mere end én gang, da BVB kunne glæde sig over fire titler. De øvrige blev vundet af HSV (uofficielt), Bayer Uerdingen, Werder Bremen, 1. FC Köln, Leverkusen, Karlsruhe, Kaiserslautern, Rostock, Greuther Fürth og til sidst Unterhaching.
