Dortmund og Nuri Sahin: Et sted mellem Stallgeruch og mittelmaß

Borussia Dortmund har overstået en forfærdelig halvsæson. De er ude af pokalen, og Champions League-kvalifikationen er i fare. Flere fans og medier skriger på en afsked med Nuri Sahin, men Dortmund holder fast lidt endnu. Hvordan er Dortmund havnet her, blot et halvt år efter, de spilelde finale i Champions League?

Nuri Sahin startede med massiv rygvind, da han blev præsenteret. Forventningerne om en ny spillestil og et forandret hierarki i truppen var et stort ønske hos mange i og omkring Borussia Dortmund. Hans ideer var tydelige, og i Bundesligaens spæde begyndelse kunne man se skitsen til de forandringer, han søgte at implementere, om end resultaterne ikke helt fulgte med. Men som sæsonen har udfoldet sig, er det gået fra slemt inden jul og til værre her i det nye år. Det blev i særdeleshed udstillet med en modløs indsats i 4-2 nederlaget mod Holstein Kiel som afrunding på første halvdel af sæsonen. Men hvorfor er det gået så galt for Nuri Sahins mandskab?

For stort, for tidligt?

Årsagen rummer mange svar, men måske bekymrende nok endnu flere spørgsmål. En del af årsagen ligger selvfølgelig hos Nuri Sahin selv. Sociale medier flyder over med tirader om Nuri Sahins mangler, og ’Sahin Raus’ kampagnen har kørt siden efteråret. Han er cheftræner og har det endelig ansvar for holdets præstationer, så selvfølgelig er kritikken berettiget. Også selvom den nogle gange bliver en smule skinger. Vi skal da ti år tilbage, Jürgen Klopps sidste sæson i klubben, for at finde en dårligere halvsæson, og Nuri Sahin har ind imellem lignet en træner, der er landet i et job, der måske er lidt for stort på dette tidspunkt i karrieren. Udstillet meget specifikt i Champions League kampen mod Real Madrid, hvor kampens karakter og resultat ændrede sig fra en 2-0-føring til et 5-2-nederlag. Alt sammen inden for en halv time, efter Nuri Sahin havde lavet en defensiv udskiftning af Jamie Gittens til fordel for Waldemar Anton og ændret system til en 3-back kæde.

Schönwetterfußballer

Spillerne bærer ligeledes deres del af skylden. De er alle velbetalte topatleter, men udtrykket er ofte middelmådigt, og de individuelle præstationer for svingende. Forskellen på udtrykket ude og hjemme er i højere grad et spørgsmål om spillernes indstilling, end det er af taktisk karakter. Det må forventes, at etablerede Bundesliga- og landsholdsspillere kan motivere sig selv og forstå, at det kræver maksimal indsats, om det er Holstein Kiel ude eller Bayern München hjemme, hvis man vil vinde kampe. Og det er måske lidt det, som er problemet. For mange Schönwetterfußballern i truppen. Dem der kun spiller godt, når solen skinner og alt kører. man kan som fan om ikke andet godt få det indtryk, at nogle af dem ikke rigtigt bekymrer sig om, hvorvidt de vinder eller taber. I hvert fald mangler der både dynamik og modstandskraft blandt spillerne, når der er modgang.

Et vindpust kan vælte hele Dortmunds hold omkuld, som Dieter Hamman formulerede det efter første halvleg mod Holstein Kiel, hvor Dortmund efter total kontrol i de første 25 minutter gik til pause nede 0-3. Denne ligegyldige udstråling er ikke noget, der hyldes blandt klubbens fans i en del af Tyskland, hvor arbejder-kultur og indsats stadig har en stor plads i deres opfattelse af fodbolden. Det lod de også spillerne vide efter det forsmædelige nederlag i Kiel. Her kunne man nemlig se, Scholtterbeck, Anton og Can stå skoleret over for et par af klubbens Ultras, der havde brug for at levere lidt voksen skældud

Er en fyring af Nuri Sahin løsningen?

Men spillerne og cheftræneren er ikke de eneste problemer, Borussia Dortmund står overfor, og en afskedigelse af Nuri Sahin kommer formentligt ikke til at bringe klubben tilbage til den absolutte top i Bundesligaen på kort sigt. Dertil er gabet for nærværende alt for stort til de forreste. Både det point- og spillemæssige gab. Og vigtigst af alt vil det ikke adressere de ledelsesmæssige udfordringer, klubben også har. Blot camouflere dem.

Der har i alt for lang tid været en nærmest besættelse af at rekruttere blandt klubbens egne eller tidligere spillere, når stillinger skulle besættes. Stallgeruch, som de siger i det tyske. Alt er nyt, men det er samme gamle lugt, der er i stalden. Seneste eksempel er Sebastian Kehl, Lars Ricken, Sven Mislintat og selvfølgelig Nuri Sahin. Tidligere tiders meritter som spiller overgår egentligt ledelsesmæssige kompetencer, og det er nedbrydende for en organisation, når nøglepositioner besættes med folk, der ikke nødvendigvis har de bedste forudsætninger eller kompetencer.

Schalke som skrækeksemplet

I BVB’s tilfælde har det forplantet sig I trupsammensætningen. For i den er der mange beslutninger, der kan sættes spørgsmålstegn ved. Kontraktforlængelsen af Emre Can og tålmodigheden med Julian Brandt er nogle blandt mange beslutninger, der springer i øjnene, og det virker til at have sat sig i truppen, når de spillere man forventer skal gå forrest både spille- og ledelsesmæssigt ikke slår til. Samtidig har stemningen i klubben helt generelt været tynget. Forholdet mellem Lars Ricken, Sebastian Kehl og Sven Mislintat er alt andet end gnidningsfrit. Kehls kontrakt skulle være forlænget i sommeren 2024, men blev først annonceret her i januar 2025. Angiveligt fordi der ikke har været almindelig enighed om ansvarsområder.

Hvis man i Dortmund er i tvivl om, hvorledes dårlige beslutninger forplanter sig over tid i en fodboldklub og breder sig fra ledelsesgangen og ned på banen, så kan man kigge lidt ned af gaden – mod vest – hvor Schalke 04 bedriver en tilværelse i den nedre del af 2. Bundesliga. I 2018 blev de nummer 2, og fremtiden så lys ud med Champions League deltagelse lige om hjørnet. Tre somre senere sluttede de sidst med 16 point og rykkede direkte ud af Tysklands fineste række. Om det går så galt for Borussia Dortmund, virker som en hård spådom, men fodbold har det med at være nådesløs overfor manglende kvalitet og brændte chancer.