Sådan får du billetter til Hannover 96
Hannover 96 spiller sine kampe på HDI Arena, hvor der er plads til 49.000 tilskuere – heraf er 8.000 ståpladser. Stadionet blev udbygget i 2004 og har kostet godt €65 millioner. Hannovers Ultras holder til på Nordkurven, og selvom klubben ikke er en notorisk topklub i Tyskland, holder stemningen international klasse. Alt afhængig af modstander, tribune og stå- eller siddepladser kan du skaffe billetter til Hannovers kampe for mellem €14 og €54.
Officielt billetsalg: www.hannover96.de eller telefon +491806189600. Derudover kan du købe billet i mere end 80 butikker rundt om i Hannover by.
Du kan få billetter til alle Hannovers kampe, hvis du køber gennem Football Travel. På den måde er du også med til at støtte Bulibold.
Transport til Hannover og HDI Arena
Med en geografisk placering i Niedersachsen, er der ikke længere end du kan starte bilen og være fremme i Hannover cirka seks timer senere. Tog er også en mulighed, selvom det kræver lidt forskellige skift, ligesom der både er direkte afgange fra Kastrup.
På kampdagen
Generelt ligger de fleste stadioner i Tyskland et stykke ude, men i Hannover er det muligt at gå fra hovedbanegården til HDI Arena på cirka tyve minutter. Hvis du tager turen på gåben kommer du også forbi ”Markthalle” og ”Waterloo Biergarten”. Hos førstnævnte byder de på kulinariske oplevelser, mens sidstnævnte er et glimrende mødested for både hjemmeholdets samt udeholdets fans.
Tæt ved stadion – helt præcist på Robert Enke Strasse – finder du også baren Nordkurve, der har en imponerende Biergarten, hvor du snildt kan få et par timer til at gå.
Ellers er der selvfølgelig også muligheder for offentlig transport. Vi anbefaler en Niedersachsen-ticket for op til fem personer til €23. Med den kan du udover hele Niedersachsen området også køre til Bremen og Hamburg.
Tips til seværdigheder, restauranter og barer
Inden for kun en times kørsel kan du forholdsvis let komme til både Hamborg, Wolfsburg eller Bremen, hvis du længes efter mere Bundesliga-fodbold. Desuden ligger Braunschweig ikke meget mere end en halv time væk med tog. Her skal du dog nok ikke troppe op i en Leon Andreasen trøje, for kendere af tysk fodbold vil vide, at det muligvis er de to klubber, der hader hinanden mest.
Så er det trods alt mere fredeligt at besøge Zoologisk have eller tage et blik på byens spektakulære rådhus, der med sin placering og udkigspost ud over hele Hannover også er et besøg værd.
Kommer du forbi til Bundesliga-fodbold i julemånederne er byens julemarked også en mulighed.