bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bayern München > Guide: Fodboldrejse til Bayern München

Guide: Fodboldrejse til Bayern München

Optakt, Bayern München

Sådan får du billetter til Bayern München

De tyske rekordmestre fra Bayern München har siden 2005 spillet sine hjemmekampe i Bundesligaen på Allianz Arena, hvor der er plads til 75.000 tilskuere. Klubbens mest dedikerede fans holder til på Südtribünen, men Allianz Arena adskiller sig fra andre tyske stadions ved, at begge endetribuner faktisk er reserveret til hjemmeholdet, mens udebaneholdets tilskuere sidder i en hjørnesektion.

Alt afhængig af hvem Bayern München møder i Bundesligaen, og hvorvidt det skal være stå- eller siddepladser, så kan du købe billetter til kampene for mellem €15 og €70.

Officielt billetsalg: www.fcbayern.de/de/tickets/ eller telefon +49 89 699 31 333.
Alternativt kan der sendes en forespørgsel om billetter til [email protected]

Du kan få billetter til alle Bayern Münchens kampe, hvis du køber gennem Football Travel. På den måde er du også med til at støtte Bulibold.

Transport til München og Allianz Arena

Med mindre du vil ud på en længere køretur eller togtur for den sags skyld, så anbefaler vi stærkt, at du tager flyet til München. Der er afgange fra både Billund og Kastrup.

Hvis I er flere af sted i en forlænget weekend, så kan det anbefales at købe en 3-dages gruppebillet til cirka 27 euro. Med den kan I rejse fem personer i næsten hele München med både U-Bahn, S-Bahn, Bus og sporvogn.

På kampdagen

München er en fodboldby, så på kampdagen er der som regel godt gang i indre by allerede fra morgenstunden af. München har en masse barer og ikke mindst deres berømte Bierhalle, hvor både hjemmeholdets og udeholdets fans mødes flere timer før kampstart. Vi anbefaler Augustiner Bierhalle i Neuserstrasse, hvor de har et stort udvalg af tyske øl, og hvor stemningen er i top.
Er man mere til en decideret sportsbar, så er baren med det mundrette navn Stadion an der Schleissheimer Strasse et godt bud. En bar hvor fans af både Bayern München, naboerne fra 1860 og Bundesligafans generelt alle er velkomne.

For at komme ud til Allianz Arena skal du med U-Bahn U6 til Fröttmaning. Som alle andre tyskes stadions er det en god idé at finde sin plads minimum 45 minutter før kampstart, da stemningen før selve kampen er kanon.

Tips til seværdigheder

Udover Bayern så har München også en anden fodboldoplevelse at byde på i form af naboerne fra 1860 München. De plejede at benytte Allianz-Arena til deres kampe, men er nu flyttet til Grünwalder Stadion. Kampene mellem 1860 og Bayern lægger efterhånden en del år tilbage Men til gengæld kan man være heldig at fange et reserveholdsderby). I stedet kan du rejse lidt udenfor München, hvor både Augsburg og Ingolstadt ligger inden for cirka en times kørsel.

Ellers er München også rig på kulturelle seværdigheder. Marienplatz er der, hvor tyskerne fejrer deres titler, men stedet er også et hyggeligt område med mange barer, restauranter og butikker.

Hvis du ikke er færdig med sport efter en kamp på Allianz Arena, så kan du få flere timer til at gå i Olympiapark. Det var her Bayern München spillede deres hjemmekampe indtil 2005, og det var her, OL fandt sted i 1972. Der er rig mulighed for at se nogle af de gamle arenaer, selv dyrke sport eller bare nyde omgivelserne i den smukke park. Udsigtsposten fra tårnet i parken, hvor du også kan nyde et glimrende måltid, er et must. U-Bahn linien U3 går næsten lige til døren.

Skulle du være så heldig at planlægge en tur til München i slutningen af september eller første weekend i oktober, så kommer du ikke uden om Oktoberfest. Den stolte tradition, hvor mændene ifører sig Lederhosen og kvinderne en dirndl, lytter til tyske schlagere og skyller den ene en liters øl ned efter den anden, er en oplevelse alle bør prøve minimum en gang i deres liv. Husk, at du skal være tidligt ude med hotelreservationen, hvis du rejser til München under Oktoberfest.

You may also like
Meisterschale, Bundesliga, Optakt
Sådan ser kampprogrammet for Bundesligaen 2025/26 ud:
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 1/8-finalerne i DFB Pokal 2024/25
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans