bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Nürnberg > Gennemgang af 2. Bundesliga – Nostalgi er ikke, hvad det har været
2. Bundesliga

Bulibold vil fremover komme med en månedsstatus på 2. Bundesliga, hvor vi både kigger tilbage på den forgangne måned og fremad mod den nye.

Da jeg inden sæsonen kom med mine forudsigelser i optakten til 2. Bundesliga, var der vel kun tre forudsigelser, der for alvor ramte inden for skiven. Nemlig at Simon Terodde, der fører topscorerlisten med seks mål i fem kampe, stadig er Tysklands bedste angriber på anden klasse samt at Aue og Ingolstadt ville være en del af nedrykningskampen. Ligaen har den forgangne måned været præget af stor uforudsigelighed og overraskelser, hvilket nok har kostet en del sammenkrøllede odds kuponer.

De store hænger i bremsen

Det er bemærkelsesværdigt, at klubber som Schalke 04, HSV og Werder Bremen alle ligger midt i tabellen i 2. Bundesliga. De tre gamle traditionsklubber har ikke været i nærheden af den stabilitet, der kræves, hvis de for alvor vil være en del kampen om top-3 pladserne.

Sæsonstartens negative overskrifter har Hannover 96 trukket. ”Die 96´er” går til landskampspause på en plads som nummer 17. Det er dog stadig kun en forskel på seks points mellem næst sidstepladsen og ligaens 3. plads.
De ”små” overrasker

De tre øverste pladser i tabellen indtages i stedet af Regensburg, Paderborn og Dresden med St. Pauli lige efter på fjerdepladsen.

Ligaens største overraskelse må ubetinget være Jahn Regensburg. Klubben fra det østlige Bayern lagde flot fra land med lutter sejre i de fire første kampe, hvor de blandt andet slog Schalke med 4-1.
Jahn Regensburg, der har danske Andreas Albers i truppen, kom dog ned på jorden igen i weekendens runde og måtte tage hjem fra Millerntor med et 2-0-nederlag.

En anden artig overraskelse står Dynamo Dresden for. Nyoprykkerne var ligeledes ubesejrede i de første fire runder, men løb i runde fem ind i et klart nederlag på 0-3 til Paderborn og det endda på eget græs.

I bunden ligger Erzgebirge Aue. De har som det eneste hold endnu ikke smagt sejrens sødme, men holder dog kontakten til de øvrige hold over stregen via tre uafgjorte kampe.

 

Simon Makienok…………..og den hvide hund

Lad ligge at Simon Terodde bomber videre med samme regelmæssighed som i tidligere sæsoner.

Lad også ligge, at Guido Burgstaller har lavet dobbelt så mange mål for St Pauli, som ham vi nu skal til.
Når jeg tager mine rød/hvide briller på, så er det den høje dansker, der har scoret de to mål, som har kastet de fleste overskrifter af sig. Makienok lavede i 3. runde to mål inden for blot tre minutter og det endda mod bysbørnene fra HSV. De to mål medvirkede til at, St Pauli sikrede sig en   3-2 sejr, der placerer St Pauli over HSV i tabellen, hvilket næsten er vigtigere for ”Die Kietzkicker”, end en evt. oprykning.

St. Paulis fanshop var således allerede dagen efter klar med t-shirts, som tydelig fortalte, hvem der er ”Stadtmeister”.  T-shirten viser for øvrigt en tribune uden mennesker, men med Makienoks hvide hund afbilledet……

Simon Makienok er dog kun noteret for de to mål, men han udlignede det totale antal fra den seneste sæson, hvor han for øvrigt også nettede, da St Pauli spillede 2-2 ude mod HSV.
På topscorerlisten fører Terodde med sine seks mål mens Phillip Tietz fra Darmstadt ligger nummer to med fem mål og Paderborns Sven Mitchel deler 3. plads med Guido Burgstaller – begge med fire mål.

Det kan vi glæde os til

I den første runde efter landskampspausen i 2. Bundesliga får Schalke chancen for at lukke hullet op til topholdene, når de ude møder Paderborn.

Ugen efter er det Werder Bremen, der lægger græs til ”Das Nordderby”, når HSV kommer forbi.

Werder kom for alvor i gang i den seneste runde, hvor de rundbarberede Hansa Rostock og fortjent vandt 3-0 på to scoringer af nyindkøbet Marvin Duksch, og de skal ugen efter på en svær udebane, når de skal en tur til Dresden.
Derudover bliver det spændende at følge de hold, der lige nu indtager de tre øverste pladser. Har de formatet til at blive ved eller har de måske spillet over evne?
Endelig er jeg da spændt på at se, om Simon Makienok kun kan score mod HSV. Jeg er sikker på, at St Pauli træner Timo Schultz vil blive ganske fornøjet, hvis den langlemmede dansker også får gang i scoringerne mod ligaens øvrige hold.

 

Foto: www.bundesliga.com

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Sæsonoptakt 2. Bundesliga 2024/25 – Alle gode gange syv for HSV?
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
HSV får UEFA til at ændre Målhymne til EM
Hansa Rostock, fodboldrejse, guide, Ostseestadion
Optakt til 34. og sidste runde i 2. Bundesliga – Hansa eller Wehen og dåseølsderbyet
Holstein Kiel, fodboldrejse, rejseguide, optakt
Optakt til 33. runde i 2. Bundesliga: Holstein Kiel i Bundesligaen?