Senest under VM i Qatar så vi i hvor høj grad, det nærmest er umuligt at adskille sport og politik. De fleste vesteuropæiske nationer med Tyskland i spidsen prøvede at ballancere mellem at deltage sportsligt og samtidig at protestere mod de umenneskelige forhold, som kvinder, homoseksuelle, bygningsarbejdere m.fl. lider under i Qatar hver dag.
Men hvordan har de tyske klubber og det tyske fodboldforbund DFB egentlig tacklet deres rolle i tiden fra 1933-1945, hvor ikke ret mange med rette kan påstå, at de var uskyldige?
Klubber med åbenlyse nazisympatier – VFB Stuttgart, Werder Bremen og 1860 München
Allerede før 1933, hvor nazisterne fik magten, var VFB Stuttgart, Werder Bremen og især 1860 München kendte for åbent at støtte NSDAB (nazipartiet).
1860 smed deres jødiske medlemmer ud og besatte alle tillidsposter med medlemmer af nazistpartiet og indførte samtidig det såkaldte ”Führerprinzip”, der i al enkelthed gik ud på, at klubben blev topstyret på samme diktatoriske facon som hele Tyskland blev det. Alle tre klubber gik stille med dørene efter 1945, men har siden beklaget og lagt afstand til nazismen.
Det tyske fodboldforbund
Da Vesttyskland vandt sit første VM efter ”Das Wunder von Bern”, var Peter Josef (Peco) Bauwens (1886-1963) formand for det tyske fodboldforbund.
Under sejrsfestlighederne, der blev holdt i Löwenbraukeller, holdt Peco en tale, hvor hans retorik mindede lidt for meget om den, som Hitler benyttede samme sted 20 år tidligere.
Senere kom det frem, at Pecos byggefirma, der leverede løsninger til NS-staten, i høj grad benyttede tvangsarbejdere udskrevet fra KZ-lejren Buchenwald. Firmaet byggede bl.a. de tunneller, der blev brugt til at bygge V-1 og V-2 raketter, så de var uden for de engelske bombeflys rækkevidde. Mange af fangerne døde under det umenneskelige arbejde.
Da DFB blev spurgt ind til Pecos status som legende i forbundet, driblede de elegant udenom med en erklæring om, at forbundet fremadrettet vil benytte eksterne eksperter til at kulegrave de personer, som skal æres for deres arbejde for tysk fodbold.
HSV – Otto ”Tull” Harder
Otto Harder var HSV´s første rigtige stjerne. Han var soldat under 1. Verdenskrig, hvor han bl.a. blev tildelt Jernkorset for mod under kamphandlingerne. ”Tull” sluttede sin karriere for HSV i 1931, inden han spillede tre år for Victoria Hamburg. Under krigen blev han medlem af SS og var en del af vagtmandskabet i kz-lejren Neuengamme .
”Tull” blev efter krigen arresteret af englænderne i 1945 og idømt 15 års fængsel for sin rolle under krigen. Det afholdte dog ikke førnævnte DFB-præsident Peco Bauwens fra at erklære ”Tull” for at være ren og kaldte ham for et levende legende og et forbillede for ungdommen.
”Tull” blev løsladt i 1951 og gled stille og roligt igen ind i HSV, hvor han genoptog sit medlemskab, blev hyldet af fans og var en fast del af billedet omkring HSV. Klubben fratog ham først hans legendestatus efter årtusindeskiftet.
Bayern München – ”Der Judenclub”
På Säbener Strasse i München har man altid haft den selvforståelse, at Bayern var jødernes klub. Indtil han blev tvunget væk i 1933, havde klubben faktisk også en formand ved navn Kurt Landauer, der var jøde og som pga. lovgivningen ikke kunne fortsætte.
De resterende medlemmer i klubben ville hurtigst muligt af med omtalen som ”Der Judenclub” og sørgede efterfølgende for, at alle ”ikke-ariere” blev smidt ud. Her var der immervæk tale om over 100 personer af ikke-arisk herkomst.
Nogle år senere blev Josef Kellner ny præsident. Kellner var en selverklæret nazist og deltog bl.a. i afbrændingen af mindst en synagoge under ”Kristallnacht” den 9. november 1938 samt deltog i forfølgelsen af de tjekkiske mindretal i Sudeterlandet. Kellners rolle under NS-regimet kom først frem i 2019, hvor klubben for alvor tog afstand til ham. Kellner blev arresteret af englænderne efter krigen og døde i deres varetægt i 1946.
Da Bayern i 60érne og 70érne etablerede sig som en af Europas bedst førte klubber, var det med den tidligere byggematador Wilhelm Neudecker som præsident. Neudecker var en kæmpe personlighed sammen med forretningsfører Walter Fembeck, der blandt andet var manden, der lykkedes med at få Gerd Müller til klubben. Det viste sig siden, at begge var en del af Waffen-SS, som var den militære del af Hitlers garde og som stod bag nogle af krigens største uhyrligheder.
Den dag i dag kan man se Bayern hylde Neudecker både på klubbens hjemmeside samt på FC Bayern Museum, der ligger ved siden af Allianz Arena og det uden ét ord om mandens SS fortid.
Den dag i dag har Bayern tre ærespræsidenter: Kurt Landauer, Frans Beckenbauer og Wilhelm Neudecker. Når journalister efterfølgende har spurgt ind til Neudeckers nazi baggrund, har klubbet lukket præcist så godt af, som Manuel Neuer gør det på en god dag i Bundesligaen.
Schalke 04
I 1930´erne var Schalke Tysklands bedste hold, og klubben vandt det tyske mesterskab i alt seks gange i perioden 1933-1945. Da nazisterne overtog magten i 1933 skyndte Schalke sig at skille sig af med alle jødiske medlemmer. Denne ”arisierung” skete i mange klubber, og hos Schalke fik man indyndet sig så meget hos magthaverne, at klubben i de år oplevede sine sportsligt mest succesfulde år. ”Die Knappen” havde i Ernst Kuzora og Fritz Szepan en frygtet angrebsduo. Især sidstnævnte, som var en erklæret nazist, blev tilgodeset med både et stormagasin og en villa, som egentlig tilhørte deporterede jøder. Især stormagasinet var en guldrandet forretning for Szepan, da han erhvervede sig det for 7.000 Reichsmark. Et beløb, som det siden har vist sig, at Schalke faktisk betalte. Szepan blev efter krigen både træner og præsident for Schalke, men i dag er klubben åben omkring forløbet og informerer modsat Bayern om ugerningerne på deres museum. Szepan menter efterfølgende, at han var i sin gode ret til stormagasinet, da han jo havde købt det. Han gav dog efterfølgende de oprindelige ejeres efterkommere 1.000 DM i erstatning……….
Eintracht Frankfurt og nazismen
I mellemtidskrigen var Rudolf Gramlich en af Tysklands allerbedste spillere og deltog bl.a. ved VM i 1934.
Efter krigen blev han en magt- og succesfuld præsident for Eintracht i en periode, der kulminerede med ”Das Jahrhundertspiel” i Glasgow, hvor Frankfurt tabte 7-3 til Real Madrid i Europa Cup-finalen.
Siden er det kommet frem, at han på samme vis som det var tilfældet med Szepan, erhvervede sig jødisk ejendom. Han overtog bl.a. en lædervarefabrik og en bolig. Dette var almindelig kendt i tiden efter krigen, men klubben reagerede først i 2018, hvor Eintracht fratog ham alle ærestitler.
Tilbage til DFB
Da Vesttyskland skulle spille med ved VM i Argentina i 1978, var der mange lighedspunkter i sammenligning med VM i Qatar. Man skulle spille i et land, der ikke respekterede gængse menneskerettigheder og som brugte begivenheden til netop at fjerne fokus fra det faktum.
Tyskerne agerede dog en del anderledes, end det var tilfældet i Qatar, da de lod sig indkvartere i et feriecenter i Asconchinga. Anlægget var ejet af det argentinske militær, og i dag ville den indkvartering alene blive set som en blåstempling af det argentinske regime, men besøget af en gammel tysker blev hovedet på sømmet.
Hans-Ulrich Rudel var under 2. Verdenskrig et tysk flyver-es, der efter krigen flygtede til Argentina. Han var som overbevist nazist dybt involveret i den meget højreorienterede tyske organisation ”Deutsche Volksunion”, som var datidens pendant til ”Alternative für Deutschland”.
Rudel henvendte sig til vagterne foran Asconchinga, og de hentede nogle pinger fra DFB som gav ham adgang og dermed muligheden for at sole sig i mødet med de tyske VM-spillere.
Rudel var ydermere tæt ven med faderen til VM triumfen i 1954 Sepp Herberger, der deltog ved Rudels datters bryllup.
Argentina slog som bekendt Holland i VM-finalen i 1978, og ved den efterfølgende sejrsbanket kunne man se formanden for det tyske fodboldforbund Hermann Neuberger sidde til højbords med de tre mænd fra Argentina, der havde flest menneskeliv på samvittigheden. Neuberger påstod ellershårdnakket, at han ikke ville blande sport og politik sammen.
Landskampen der aldrig blev spillet
I 1994 fik DFB den ”geniale idé”, at Tyskland skulle spille en landkamp mod England på Volksparkstadion i Hamburg. Det geniale var, at kampen skulle spilles den 20. april, der som bekendt er Hitlers fødselsdag. Det førte til voldsomme protester fra især St. Paulis fans, og resultatet blev, at Hamburgs Innensenator meddelte, at den ikke skulle spilles i Hamburg.
Nu ville DFB i stedet flytte kampen til det Olympiske Stadion i Berlin. Det selvsamme stadion som Hitler brugte til sin tids ”Sportswashing” i 1936. Den engelske tabloidpresse havde for længst døbt kampen ”The Nazi game”, og det engelske fodboldforbund valgte til sidst at melde afbud til kampen, men historien fortalte med al tydelighed, hvor historieblind DFB var i de år.
Ungdommen har fået nok i St. Pauli
Netop i 1990´erne skete der i Tyskland et brud mellem de gamle og de nye værdier. Man kan vel nærmest sammenligne det med et forsinket 68-opgør med datidens synder.
Efterdønningerne fra landkampen mod England fik St. Paulis fans til at kigge indad. Klubbens stadion hed på det tidspunkt Wilhelm Koch-Stadion, opkaldt efter en af klubbens helte, der egentlig stod for mange gode værdier i sin tid i klubben. Problemet var bare, at han også viste sig at have en SS fortid. For klubbens unge fans var han dermed bare endnu en nazi, hvor den ældre generation mere kiggede på hans gerninger efter 1945 og så tålte og tiede omkring tiden inden.
En anden tidligere St. Pauli spiller Otto Wolf blev posthumt frataget den æresnål, som klubben gav ham for lang og tro tjeneste. Dette skete dog først i 2010 på trods af, at alle langt tidligere vidste, at Wolf havde været en af de rigtig slemme under NS-regimet.
