Klaus Korn – venstre back for Union Berlin – oplevede i slutningen af 1970 et statsligt overgreb, der ikke blot afsluttede fodboldkarrieren, men også trak tunge spor hen over privatlivet.
Den 14. oktober 1970 blev 10. spillerunde i den østtyske Oberliga afviklet. Union Berlin skulle ude møde lokalrivalerne fra Dynamo Berlin. Kampen endte 1-1, hvilket i sig selv er opsigtsvækkende, da Dynamo normalt var Union pænt overlegne. Union var endda foran indtil 85. minut, hvor Dynamo blev tildelt et tyndt straffespark. Dynamo udnyttede gaven, og kampen endte 1-1.
Det tynde straffespark er dog ikke, hvad denne kamp vil blive husket for. At Dynamo fik lidt dommerhjælp var ikke usædvanligt
Ondt blod mellem klubberne
Spillerne fra de fleste andre østtyske klubber havde mildest talt ikke ret meget til overs for Dynamo Berlin. Holdet blev betragtet som en flok Stasi-agenter med fodboldstøvler på, hvilket jo nok heller ikke var langt fra sandheden.
Erik Mielke, der både var minister for statssikkerhed og Dynamos klubpræsident, sørgede hele tiden for, at Dynamo fik de bedste spillere fra de andre klubber, hvilket ikke gjorde klubben populær ret mange andre steder end i Hohenschönhausen.
Union Berlin og klubbens fans hadede Dynamo Berlin. Holdet fra Köpenick var et notorisk elevatorhold, men trods det var klubben utrolig populær hos alle, der ikke var overbevist om arbejder- og bonderepublikkens fortræffeligheder. Derfor var kampene mellem Union og Dynamo Berlin spillet i en ond stemning.
En skæbnesvanger dag i 1970
Kampen den 14. oktober var bestemt ingen undtagelse. Unions venstre back Klaus Korn havde i løbet kampen haft nogle drabelige dueller mod Dynamos wing Ralf Schulenberg.
I kampens hede kaldte Korn angiveligt Stuhlenberg for et Stasischwein” et par gange. Hvilket dog ikke blev bemærket af dommeren. I kampens døende minutter, hvor Union var godt oppe og køre over straffesparket, blev Peter Pera blev præsenteret for det røde kort da ham protesterede kraftigt til dommeren. Efter slutfløjtet opstod der heftige diskussioner mellem Korn, Pera og Ignaczak på den ene side og dommeren samt Dynamo spillerne på den anden og flere af Unions spillere nægtede at sige tak for kampen til Dynamo spillerne.
Straks efter kampen gik Stuhlenberg til sin klubsekretær Manfred Kiste og fortalte denne om Korns udsagn i løbet af kampen. Sekretæren opsøgte straks Klaus Korn og lod ham vide, at han nok skulle sørge for, at Korn aldrig kom til at spille fodbold igen.
Den ”forsvundne” fodboldspiller
Det kom næsten til at passe. Klaus Korn var med på banen, da Union ugen efter mødte Stahl Riesa men allerede fra næste runde, hvor Union skulle møde Hansa Rostock, var han som forsvundet fra fodboldens verden. Han var ikke på holdkortet, ikke med på banen og kun i kampprogrammets statistikker over tidligere kampe, kunne man stadig finde Klaus Korns navn.
Ingen medier skrev direkte om sagen mod Klaus Korn.
Fodboldmagasinet ”Neue Fussballwoche” kommenterede bare i deres kampreferat, at Unions spillere og træner Ulrik Prüfke havde ageret usportsligt under og efter kampen, men skrev intet direkte om Klaus Korn.
Næste gang han blev nævnt i østtyske medier var, da samme blad i nummeret, der opsummerede sæsonen skrev, at spillerne Pera og Ignaczak havde fået flere spilledages karantæner pga. manglende disciplin, og at spilleren Klaus Korn var blevet smidt ud af Union Berlin af samme grund.
Forhandlingerne
Klubsekretær Kiste havde straks efter kampen sendt en rapport om Korns ytringer til ”Rechtskommision des DFV der DDR” (det østtyske fodboldforbunds disciplinærudvalg), der straks indkaldte Klaus Korn samt repræsentanter for Union Berlin til et møde i udvalget. Først her blev Korn præsenteret for den rapport, som Kiste havde skrevet og sendt højere op i systemet. Fire spillere fra Dynamo, der var indkaldt som vidner, fortalte, at Korn flere gange havde kaldt dem ”Stasischwein” eller ”Stasivieh. Korn benægtede at have udtalt sig således og en repræsentant fra Union forsikrede retten om, at Klaus Korn var en god borger med en bevidst socialistisk grundholdning, som faktisk snart overvejede at blive medlem af SED.
Selve retshandlingerne tog kun godt fire timer, hvorefter formanden for disciplinærudvalget Karlheinz Benedix tildelte Klaus Korn et års udelukkelse fra alt sport i DDR.
Person non grata i østtysk fodbold
Teoretisk kunne Korn altså spille videre efter et år, men der blev efterfølgende fra Stasis side lagt så hårdt et pres på først Union Berlins præsident Günther Mielis og siden på de andre klubber, Korn henvendte sig til, at ingen turde røre ham med en ildtang.
Klaus Korn tog kontakt til en advokat, da han ville have sin sag prøvet igen, men denne rådede ham til at lade sagen ligge og bare være glad for, at han ikke var røget i fængsel.
Korn, hvis egen kone i 1960 modtog en dom på ti års fængsel for et flugtforsøg, frygtede et fængselsophold mere end alt andet, så han rettede straks ind og måtte erkende, at dommen stod fast.
At advokaten havde ret, viser et brev, som Stasis chef Mielke sendte til formanden for det østtyske idrætsforbund, hvori han pointerede, at Korn ikke måtte dyrke nogen form for idræt i nogle østtyske klubber eller foreninger, og at samtidig han blev nøje overvåget.
Det nye liv
En deprimeret Klaus Korn fortsatte sit civile arbejde som værktøjsmager i ”Kabelwerk Oberspree”, hvor han dog efter dommen straks og uden grund blev degraderet.
Korn skulle nu vænne sig til en tilværelse uden fodbold, men med Stasi, der indtil 1975, hvor sagen blev henlagt, konstant overvågede den tidligere Union spiller.
Klaus Korn nåede at spille 57 kampe for Union Berlin. Han var med i fire kampe i 1967-68 sæson, hvor klubben vandt sin eneste titel, da Carl Zeiss Jena blev besejret 2-1. Korn var dog ikke med i finalen pga. skader.
20 år senere fik Klaus Korn lov til at deltage i en opvarmningskamp før FDGB pokalfinalen, hvor spillerne fra finalen i 1968 mødtes igen.
I 1988 søgte Klaus Korn om lov til at blive genforenet med sin kone, der i mellemtiden var lykkedes med at komme til Vesttyskland. Han fik tilladelsen og rejste til Vestberlin den 8. november 1989 – dagen inden muren faldt.
De fire Dynamo spillere, der vidnede mod Korn, har siden beklaget deres udtalelser.
Alle fakta om selve sagen i disciplinærudvalget er baseret på interviews med sagens personer, da formanden for disciplinær udvalget Karlheinz Benedix tog samtlige sagsakter med hjem. Ingen af akterne er siden blevet set.
Læs meget mere i vores store serie om fodbolden i DDR
BFC Dynamo Berlin – Østtysklands Bayern München
Aktion “Leder”: Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig
Fodbold i skyggen af hammer, passer og stasi – Hansa Rostock
Dynamo Dresden: Stasi, DDR og Tysklands mest berygtede fanskare
