I sæsonen 1997-1998 skete der en sensation i tysk fodbold. 1. FC Kaiserslautern, der netop var vendt tilbage til den bedste tyske række, vandt Bundesligaen. I 1990’erne var Bayern München og Borussia Dortmund ellers klubberne, der satte dagsordenen, men ingen af dem kunne stoppe oprykkerne fra Kaiserslautern. Danske Michael Schjønberg havde en stor rolle på det hold, som Otto Rehhagel formåede at gøre til tyske mestre, og sammen med ham ser vi her tilbage på den historiske sæson, hvor en oprykker endte som vinder af Bundesligaen.
Vejen tilbage til Bundesligaen
Fortællingen begynder dog i sæsonen 1995-1996, hvor klubben rykkede ned i 2. Bundesliga. Fordi for at forstå den fantastiske rejse som 1. FC Kaiserslautern har været på, skal vi tilbage til klubbens nedrykning fra Bundesligaen i 1996. Det var første gang i klubbens historie, at man nu ikke skulle spille i den bedste tyske række. Klubben var med til at grundlægge Bundesligaen i 1963, men skulle nu ned i den anden bedste række. Inden sidste spillerunde stod de i en knald eller fald situation, hvor de skulle bruge tre point for at overleve. I en kamp mod Bayern Leverkusen gik Kaiserslautern endnu en gang fra banen uden en sejr, og havde endegyldigt beseglet deres skæbne. De skulle nu spille i 2. Bundesliga – en kæmpe skuffelse for den stolte klub.
Sæsonen efter skulle Kaiserslautern forsøge at vende tilbage til Bundesligaen. Denne opgave skulle klares hurtigt, og klubben valgte derfor at ansætte tyskeren Otto Rehhagel som ny træner. Rehhagel ville sætte sit eget aftryk på holdet, og han forstærkede Kaiserslautern med nogle erfarne spillere. Ind kom spillere som blandt andet Thomas Franck fra Dortmund, Ratinho fra FC Aarau og danske Michael Schjønberg fra OB. Andreas Brehme, som seks år tidligere havde afgjort VM-finalen, var også at finde på holdet, og han skulle forsøge bidrage til Kaiserslauterns retur til Bundesligaen.
Otto Rehhagel vidste godt, at han skulle indføre en vindermentalitet på holdet, hvis han skulle stoppe deres stime af nederlag. Der var dog meget forskel på 1.- og 2. Bundesliga.
”Det lyder mærkeligt, men der bliver spillet mere fodbold i 1. Bundesliga end i 2. Bundesliga. Det passede bedre til os at spille i 1. Bundesliga. 2. Bundesliga var en hård kamp. I hver eneste kamp vi spillede, så præsterede vores modstandere 120%. For dem var det årets kamp” fortæller Michael Schjønberg til Bulibold.
Dette skyldes at Kaiserslautern nu var det hold, som de andre ville slå. Der var dog ingen, som kunne stoppe Kaiserslautern. Rehhagels store opgave lykkedes i en sæson, hvor Kaiserslautern fløj gennem 2. Bundesliga og direkte op i den bedste tyske række. Med 10 point ned til nr. 2, og hele 74 mål, var Kaiserslautern nu blevet til et vinderhold.
Den fantastiske start
Kaiserslautern indledte deres Bundesliga sæson mod den værst tænkelige modstander, de forsvarende mestre fra Bayern München. Foran 63.000 tilskuere på det Olympiske Stadion i München, skabte oprykkerne deres første sensation i sæsonen. På et mål i det 80. minut af netop Michael Schjønberg vandt Kaiserslautern 1-0, og fik en fantastisk start på tilbagevendelsen i landets bedste række.
“Det var startskuddet til noget helt fantastisk. Vi fik et kæmpe boost af at tage til München og vinde” fortæller Schjønberg til Bulibold.
Der er også en mere personlig grund til, at Schjønberg husker denne kamp så tydeligt.
“Min daværende kone var højgravid og skulle til at føde. Det var lige op over. Hun fortæller mig dog, at jeg bare skal tage afsted og spille kampen”. Derefter trådte Michael Schjønberg til resten af truppen, og endte med at blive matchvinder med sit mål. Efterfølgende blev Michael Schjønberg også far, da konen fødte deres datter. En begivenhedsrig uge for danskeren.
Ugen efter mødte Kaiserslautern Hertha Berlin på hjemmebane, hvor de endnu en gang vandt 1-0. Oprykkerne skulle helt frem til 8. spillerunde før de tabte en kamp. Hjemme på Fritz-Walter-Stadion tabte Kaiserslautern 1-3 til Werder Bremen, men de lå på dette tidspunkt på 1. pladsen i Bundesligaen med to point ned til Bayern München og hele 12 point ned til nedrykningsstregen. De skulle nu ikke længere bekymre sig om at overleve i Bundesligaen. Nu handlede det om medaljer.
Den gode sæsonstart skyldtes, at Kaiserslautern både på hjemme- og udebane kunne vinde fodboldkampe. Den bagerste kæde bestående af Michael Schjønberg, Miroslav Kadlec og Harry Koch gjorde det svært for modstanderne at score. Samtidigt scorede holdets angriber Olaf Marschall på alt hvad han rørte ved. Efter de 12 første kampe, havde han allerede lavet 11 mål. Michael Schjønberg mener, at holdet var blevet et vinderhold i 2. Bundesliga, og at de havde taget deres vindermentalitet med op i 1. Bundesliga.
”Det lyder åndsvagt, men i 2. Bundesliga lærte vi at vinde. Vi vidste godt at vi havde et godt hold. Både i 2. Bundesliga men også i 1. Bundesliga”.
Halvvejs gennem sæsonen lå Kaiserslautern stadigvæk på 1. pladsen. Deres eneste modstander til titlen, Bayern München, var fire point efter. Et helt bizart billede af en Bundesliga stilling, hvor en oprykker lå til at blive tysk mester. Selvom det så godt ud for Kaiserslautern, så jagtede Bayern dem, og de to mesterskabskandidater skulle atter møde hinanden.
Rehhagels hævn
Bayern München havde hele sæsonen været lige efter Kaiserslautern. Bayern havde dog den opfattelse, at de var den store klub som skulle overtage 1. pladsen i Bundesligaen. Udover at være Kaiserslauterns værste konkurrent, så havde Otto Rehhagel også et anstrengt forhold til de forsvarende mestre fra Bayern München. Otto Rehhagel havde haft ansvaret for Bayern München i sæsonen 1995-1996. Han skulle føre klubben til nye titler, men endte med en fyring. Han kæmpede nu mod sin tidligere arbejdsgiver i en direkte duel om Bundesliga titlen.
I løbet af sæsonen havde de forsvarende mestre forsøgt at drille oprykkerne i medierne og udtalte at Kaiserslauterns sejrsstime ville ende. Bayerns stikpiller havde dog ikke den store effekt på Kaiserslautern. Michael Schjønberg var positiv inden kampen mod Bayern München.
”Vi vidste godt inden, at vi kunne gå hele vejen. Vi havde jo slået dem en gang på udebane, og vi havde ikke tabt ret mange kampe. Rent fodboldmæssigt kunne vi spille lige op imod alle hold. Rent konditionelt var der ikke ret mange, som var bedre end os. Vi var ligeglad med at de var Bayern München. Vi var ligeglad med alle de provokationer som kom”.
På et udsolgt Fritz-Walter-Stadion skulle de to mesterskabskandidater nu møde hinanden. I en lige kamp kom oprykkerne foran på et selvmål af Dietmar Hamann. I 2. halvleg var kampen stadig meget lige indtil fem minutter før tid. Her kom Kaiserslautern foran 2-0 på et mål af Marian Hristov, som afgjorde topkampen. Michael Schjønberg husker kampen som en “nøglekamp”, og at sejren gav Kaiserslautern en endnu større tro på, at de kunne vinde Bundesligaen. Otto Rehhagel havde tidligere sagt, at hvis man skulle blive tysk mester, så skulle man netop slå Bayern to gange på en sæson. Det havde oprykkerne nu gjort, og havde nu hele syv point ned til Bayern München på andenpladsen.
Afgørelsens time
Kaiserslautern fortsatte med at holde Bayern München bag sig i stillingen. Selvom Otto Rehhagels tropper tabte 0-2 til Hertha Berlin og 0-3 til Leverkusen, og spillede syv kampe uafgjort, så udnyttede Bayern det ikke. Bayern München tabte også point i topstriden ved blandt andet at tabe to kampe i træk. Bayern Münchens dårlige evne til at indsamle de vigtige point, medførte at spillerne hos Kaiserslautern stadig havde en stor tro på, at de ville blive tyske mestre.
”Da vi spillede 2-2 ude mod Arminia Bielefeld (27. spillerunde), hvor Bayern også spillede uafgjort. Det er der, at vi bliver meget sikre på, at mesterskabet ikke glipper. Der var alligevel nogle kampe endnu, men nu går det ikke galt”, husker Michael Schjønberg.
Kaiserslauterns mange uafgjorte kampe gjorde dog, at forspringet på syv point faldt til to point inden anden sidste spillerunde. Kaiserslautern tog imod Wolfsburg hjemme på Fritz-Walter-Stadion, og Bayern München spillede ude mod MSV Duisburg. Kaiserslautern fik en drømmestart på kampen, hvor Olaf Marschall endnu gang scorede et mål, hans 19. i sæsonen. Med en føring på 1-0 gik de til pause, velvidende om at der i Bayern Münchens kamp stadig stod 0-0. Med dette resultat var Kaiserslautern tyske mestre, da Bayern München ikke længere ville kunne indhente dem. I 2. halvleg begyndte Kaiserslautern som lyn og torden, og efter 10. minutter var de foran hele 3-0. De kontrollerede fuldstændig kampen, og scorede endda til 4-0 lige før slutfløjtet.
Da det blev annonceret på Fritz-Walter-Stadion, at Bayern München kun havde fået uafgjort, kunne spillerne og fansene bryde ud i kæmpe jubel. På den måde blev det endelig officielt. Med en 4-0 sejr kunne oprykkerne fra Kaiserslautern kalde sig vindere af Bundesligaen. For første gang i Bundesliga historien havde en oprykker formået at blive tysk mester.
I sidste spillerunde rejste Kaiserslautern til Hamborg som tyske mestre. For Andreas Brehme var det hans sidste rejse som fodboldspiller. Dette var hans sidste kamp som professionel, og han fik lov til at spille sin blot femte kamp i sæsonen. 1-1 sluttede kampen, og nu kunne Brehme og resten af holdet endelig fejre deres vanvittige triumf. Andreas Brehme, som havde været en del af nedrykningen i sæsonen 1995-1996, stod nu som tysk mester.
”Kong Otto”
Hvis man i dag ser tilbage på Otto Rehhagels karriere, så kan man godt kalde ham sensationens mester. Han blev Europamester med Grækenland i 2004 og vandt mesterskabet i 1998 med Kaiserslautern. To kæmpe sensationer, som ingen havde kunnet drømme om ville ske. Fra 1981 til 1995 var han træner for Werder Bremen, og fik i denne periode kælenavnet ”Kong Otto”. Det skyldes hans succes i klubben. Han vandt blandt andet to mesterskaber og to pokaltitler med Werder Bremen.
Mange af Kaiserslauterns spillere har siden mesterskabet netop hyldet ”Kong Otto”. Kaiserslauterns anfører Ciriaco Sforza har blandt andet givet Otto Rehhagel æren for den store bedrift. Sforza har fortalt, at Rehhagel vidste, hvordan man kunne få mest ud af de spillere, som han havde til rådighed. Michael Schjønberg roser også sin tidligere træner og fortæller, at Rehhagel ikke havde en banebrydende træningsfilosofi. Det var i stedet en meget enkel tilgang, han benyttede.
“Vi spillede altid 8 mod 8 til træning, og bagefter var der lige lidt skudtræning, og det var sådan set det, vi lavede til træning. Der var ikke så meget taktik over det. Han havde nogle ældre spillere, som han stolede på. Han var en som behandlede sine spillere godt, hvis de gav sig 100%”.
Otto Rehhagel havde en filosofi om, at hvis hans spillere havde et større ansvar på holdet, så ville det gavne spillet på banen. En af de ældre spillere som han stolede mest på, var Michael Schjønberg. Otto Rehhagel gav ham meget ansvar, blandt andet ved udvælgelse af hvem der skulle spille kampene.
”Han var jo snu. Han havde jo fem/seks stykker, som han snakkede med. Det var sådan ”Skal han spille eller skal han spille?” så sagde jeg hvem jeg mente skulle spille. Ansvaret gjorde, at jeg følte jeg blev hørt, og var en større del af det hele”.
Andre spillere husker også Otto Rehhagel, som en træner der stolede på sit mandskab. På banen kom det til udtryk ved, at spillerne fik holdopstillingen, og så klarede de resten. Der var ikke så meget snak om taktik. Han gav spillerne masser af frihed på banen, har Olaf Marschall siden fortalt. Andreas Brehme hyldede også ”Kong Otto”. Brehme var grædefærdig, da klubben rykkede ned. Nu stod han med trofæet og kunne fejre den største sensation i sin karriere. Rehhagel havde overtaget et hold i 2. Bundesliga, som ikke kunne vinde fodboldkampe. I løbet af to sæsoner var holdet nu blevet tyske mestre.
”Det kommer aldrig til at ske igen”
Kaiserslautern formåede at gøre det umulige muligt ved at vinde Bundesligaen som oprykker. En bedrift som ikke er set hverken før eller siden sæsonen 1997-1998. En, for klubben, fantastisk rejse, som begyndte med en nedrykning to sæsoner før og endte med titlen som vindere af Bundesligaen. At det er Kaiserslautern, som vinder Bundesligaen, har også en stor betydning for, hvor stort det egentligt er. De var ikke blot en oprykker, men kom også fra en beskeden by i det sydvestlige Tyskland. Michael Schjønberg forklarer, at Kaiserslautern, i tysk målestok, ikke var en særlig stor by. Der var ikke de store fabrikker i byen, så borgerne identificerede sig med fodboldklubben. Den store bedrift havde en kæmpe betydning for byen Kaiserslautern.
”De kunne genkende sig selv igen, nu hvor de var blevet mestre. Den dag i dag, når jeg kommer derned, så stopper folk deres biler på gaden, og kommer ud og vil give hånd og have et billede. Det (mesterskabet, red) var meget stort, og betød meget for dem.”
Efter mesterskabet var blevet en realitet, så festede byen i tre dage. Aldrig havde der været så mange mennesker i Kaiserslautern, som fejrede den store bedrift. Spillerne levede efterfølgende som guder i den tyske by, hvor de nærmeste kunne få, hvad de pegede på. Byen hyldede deres helte. Borgerne kommer aldrig til at glemme deres sensations-mesterskab, og det gør Michael Schjønberg heller ikke. Han havde en fantastisk fodbold sæson. Han spillede masser af kampe og kom på årets hold i Tyskland.
”Det er det, at det sker over så lang en periode. Det er hele turen fra oprykker til at blive tysk mester. Det giver mig stadigvæk kuldegysninger når jeg hører om det. Det er vildt, og man har selv fået lov til at være en del af det. En oprykker vinder ligaen. Det kommer aldrig til at ske igen.”
