En alt for lang landsholdspause er forbi, og Bundesliga-kuglen ruller endelig igen. Vi har flere topkampe på programmet, hvor Leipzig, der har gjort rent bord i de første tre runder, møder rekordmestrene fra Bayern, mens Leverkusen og Dortmund tørner sammen på sidstnævntes hjemmebane. Sidst, men ikke mindst, møder Köln også Gladbach i et overset derby. Du finder optakt til alle kampene her.
Optakt: RB Leipzig – FC Bayern München
Kampfakta
Spillested: Red-Bull Arena, Leipzig
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18.30
Dommer: Sascha Stegemann
TV: TV3 Sport
Vi starter med rundens største opgør, når Bundesligaens nr. 1 og 2 tørner sammen på Red-Bull Arena. RB Leipzig har fået en drømmestart på denne sæson, og spillet under den nye træner Julian Nagelsmann har set rigtig godt ud. Inden landsholdspausen – helt tilbage i august måned – blev Gladbach også besejret med 3-1 endda på udebane, hvilket var en god sejr at gå på pause på. Tre ud af tre mulige var en kendsgerning, og så har de bare fortsat den solide defensiv, som Leipzig-mandskabet også havde i sidste sæson. Sølle to mål er blevet lukket ind i de tre første runder, og der er lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp, da ligaens bedste defensiv, Leipzig, møder ligaens bedste angreb i form af Bayern.
I kampen mod Gladbach viste Timo Werner i den grad tænder for Leipzig, og den tyske landsholdsangriber lavede karrierens første Bundesliga hattrick i netop den kamp. Formen tog Werner dog ikke med ind på det tyske landshold, hvor han stadig ikke for alvor har fundet målstøvlerne frem. Julian Nagelsmann har dermed også fået en super start, og selvom Bayern er et skræmmende mandskab, har Leipzig næppe haft større muligheder for at slå fast, at de er en seriøs mesterskabskandidat end lørdag aften.
Det får de muligheden for mod selveste Bayern München, der bestemt også gik ind til landsholdspausen med selvtillid. Mainz blev smadret fuldstændig med 6-1 – på trods af gæsterne kom foran 1-0 – og blandt andre kom nyindkøbte Ivan Perisic på tavlen. Og så glæder vi os naturligvis også til at se brasilianske Philippe Coutinho i aktion i en topkamp, men faktisk er Coutinho lidt tvivlsom til opgøret. Først i går, torsdag, kom brasilianeren tilbage fra landsholdet, og det kan være en åbning for Thomas Müller, der ser ud til at få startpladsen i stedet for lejesvenden fra Barcelona.
Det bliver også en spændende duel mellem to af Bundesligaens skarpeste angribere i form af Timo Werner, der har lavet fem kasser, og ikke mindst Robert Lewandowski, der er oppe på seks mål i de første tre kampe. Offensiven så generelt skarp ud fra Bayerns side, og faktisk skal vi tilbage til 1998 for at finde en kamp, hvor Bayern havde så mange forskellige målscorere, da der mod Mainz kom hele seks forskellige målscorere på tavlen.
Det kan næsten kun blive et brag af en kamp, og sidst de to mandskaber mødtes endte Bayern med at sætte tingene godt og grundigt på plads i pokalfinalen, da Bayern vandt 3-0. I Bundesligaen var det to meget tætte kampe i sidste sæson, da det på Red Bull Arena endte 0-0, mens det på Allianz Arena endte med en 1-0sejr til Bayern, hvor der i øvrigt var rødt kort til begge mandskaber.
Bayern München er uden Leon Goretzka, mens Bayern er uden Hannes Wolf og Tyler Adams.
En ting er sikkert, det bliver spændende at se, om Leipzig kan byde Bayern op til dans, og selvom det allerede er tidligt på sæsonen kan vi få svar på, hvor de to hold står i forhold til hinanden i mesterskabskampen. Det kan kun blive godt, når to af Tysklands mest hadede klubber tørner sammen. Den ene, fordi klubbens sjæl er blevet solgt til et energifirma, og den anden fordi de bare en den storebror, som alle gerne vil slå – men når det kommer til stykket ikke kan besejres.
Bud på startopstillinger
Leipzig: Gulasci – Mukiele, Konaté, Orban – Klostermann, Demme, Halstenberg – Sabitzer, Forsberg – Poulsen, Werner
Bayern: Neuer – Pavard, Süle, Hernandez, Alaba – Kimmich, Thiago – Gnabry, T. Müller, Coman – Lewandowski
Vidste du, at..:
Det kun er femte gang i historien, at der efter de første tre runder er en duo (Werner og Lewandowski) med fem eller flere mål? Sidst det skete var i 05/06 sæsonen, da Maakay og Altintop bragede løs fra start af.
Dom:
Der er ingen tvivl om, at det bliver et tæt opgør, og med en brandvarm angriber på hvert hold er mål næsten også garanteret. Bayern har set stærke ud, men det samme har Leipzig, og det er svært at udpege en vinder, så vi byder på 2-2 i en underholdene kamp, som man bare ikke må gå glip af.
Optakt: Borussia Dortmund – Bayer Leverkusen
Kampfakta
Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Daniel Siebert
TV: Xee
Hvis man ikke kan vente helt til 18.30 med at se fremragende fodbold fra Bundesligaen, skal man bare tænde for fjernsynet kl. 15.30, når Dortmund og Leverkusen tørner sammen. To mandskaber, der ligger side om side på hhv. 4.- og 5. pladsen, og to af de klubber, der spiller mest underholdende fodbold, mere behøves vel ikke at siges. Og dog.
Dortmund gik på landsholdspause på den værst tænkelige måde, da de – noget overraskende – tabte 3-1 ude mod oprykkerne fra Union Berlin. Indsatsen var forfærdelig, og offensivt var det et noget tandløst mandskab, som Lucien Favre kunne ryste på hovedet ad fra sidelinjen. Julian Brandt spillede bestemt ikke sit livs kamp, men det var han nu ikke den eneste, der ikke gjorde, for der var overhovedet ikke flow i spillet, som der ellers havde været i de to første kampe.
I landsholdspausen har bl.a. Jadon Sancho scoret to gange for England, og hvis ikke han havde selvtillid nok i forvejen, er den unge englænder i hvert fald ikke til at skyde igennem nu.
Det kræver også en noget anderledes præstation end i hovedstaden, hvis Dortmund skal besejre Leverkusen. Godt nok har Dortmund hjemmebanefordelen, hvilket også må gøre dem til favoritter, men det lave bundniveau i Berlin var bekymrende. Topniveauet kan til gengæld også være på et ekstremt højt niveau, for det er et hold fuld af unge talenter med masser af spændende spillere.
Lucien Favre har både Axel Witsel og Thorgan Hazard tilbage fra skader efter landsholdspausen, og han er generelt fortrøstningsfuld omkring skadessituationen i klubben, selvom Nico Schulz og Akanji slås med lidt småproblemer efter tjeneste i landsholdsdragten.
Gæsterne i lørdagens kamp fra Leverkusen kommer til Dortmund med selvtillid, da de også har fået en mere end godkendt start på sæsonen. Træner Peter Bosz´, der er tilbage på Signal-Iduna-Park, og hans mandskab står nemlig noteret for syv point, og de har kun lukket tre kasser ind i lige så mange kampe. Målscoringen har ikke som sådan været et problem, og Die Werkselfs fem mål er oven i købet kommet fra fem forskellige spillere. Det vidner i hvert fald om, at der er mange offensivspillere, der byder ind, og i den forgangene sæson var der bestemt også underholdning i topklasse, da de to mandskaber tørnede sammen.
Dortmund vandt i sidste sæson begge opgør mod Leverkusen, på hjemmebane med cifrene 3-2, mens de på udebane besejrede Leverkusen med 4-2. Faktisk har Dortmund scoret 11 mål i de seneste tre indbyrdes kampe mod lørdagens modstandere.
Netop mål og assist rimer i øjeblikket også på to af de spillere med det allerstørste potentiale i hele Bundesligaen: Jadon Sancho og Kai Havertz, som lørdag skal spille overfor hinanden. Det er to offensivspillere, der virkelig er krummer i, og kampen er generelt en fantastisk forret inden Leipzig – Bayern.
Kampen har også enorm betydning, for Dortmund har mildest talt ikke råd til flere fejltrin, hvis de vil hænge på Leipzig og Bayern. En sejr vil bringe dem i en rigtig god situation, da de to mandskaber mødes, mens et nederlag vil betyde, at Leverkusen bl.a. stikker en smule af i top-3 fra netop Dortmund.
Bud på startopstillinger
Dortmund: Bürki – Piszczek, Weigl, Hummels, Hakimi – Witsel, Delaney – Sancho, Reus, Brandt – Paco Alcacer
Leverkusen: Hradecky, L. Bender, Tah, S. Bender, Wendell – Aranguiz – Havertz, Demirbay – Bellarabi, Volland, Bailey
Vidste du, at:
siden starten af sidste sæson har ingen spiller i Europas top-5 ligaer lavet flere assist end Jadon Sancho, der har haft næstsidste fod på hele 17 scoringer?
Dom:
Dortmund-spillerne er uden tvivl sultne og opsatte på at få vasket pletten væk fra nederlaget til oprykkerne fra Union Berlin, og det kan ikke gøres på nogen bedre måde end en hjemmesejr mod Leverkusen. Det bliver dog ikke nogen nem opgave, og der er nærmest også garanti for underholdning. Vi tror dog på en Dortmund-sejr på 3-1, for to så jammerlige præstationer i træk sker ikke i en klub som Dortmund i øjeblikket.
Optakt: FC Köln – Borussia Mönchengladbach
Kampfakta
Spillested: Rhein-Energie-Stadion, Köln
Kamptidspunkt:Lørdag, kl. 15.30
Dommer: Deniz Aytekin
TV: TV3 Max
Det har været en lidt rodet sæsonstart for Borussia Mönchengladbach, der ikke for alvor er kommet i gang med sæsonen. I Bundesligaens første runde blev det 0-0 hjemme mod Schalke, hvorefter Mainz blev besejret med 3-1, mens Leipzig vandt på Borussia-Park med de samme cifre inden landsholdspausen. Potentialet er der, men spillet mangler stadig for alvor at hænge sammen for Gladbach, der dog er tvunget til at vinde i lørdagens kamp ude mod oprykkerne fra Köln.
Gladbach-træner Marco Rose har også grund til bekymring, da hans normale sikre stopper i midterforsvaret Matthias Ginter er mere end tvivlsom til opgøret, da han blev skadet i Tysklands sejr i Nordirland. Nu skal vi dog heller ikke gøre Gladbachs sæsonstart værre end den er, men det kan ikke understreges, hvor vigtigt det er, at de får tre point lørdag. Torsdag i næste uge åbner de nemlig også deres Europa League-kampagne, og det bliver startskuddet til en travl tid med massevis af kampe.
Köln, som er oprykkere, har fået skrabet tre point i sammen i sæsonens første tre kampe, men det er værd at bemærke, at de har scoret i alle tre kampe. Inden pausen blev Freiburg besejret med 2-1 – vel og mærke på udebane – og her fik Anthony Modeste også åbnet sin målkonto. Det er også en spiller, der skal finde tilbage til de dyder, han viste i 16/17-sæsonen, hvis Köln skal kæmpe sig fri fra nedrykningen. Sejren i Gladbach var dog en vigtig en af slagsen, og selvom de er på hjemmebane i 4. runde, bliver det meget svært for Köln at få point.
Gladbach er et stærkt mandskab, og historisk set har gæsterne også overtaget, når de to klubber tørner sammen. Köln har også et svært program de kommende par runder, hvor de bl.a. skal en tur til München, Berlin og Schalke. Et point mod Gladbach vil derfor også være en overraskelse, hvis det kunne lade sig gøre, mens der også er muligheder ude mod Hertha Berlin, der er startet katastrofalt.
Bud på startopstillinger
Köln: T. Horn – Ehizibue, Jorge Meré, Czichos, Hector – Skhiri, Verstraete – Ki. Schindler, Drexler, Cordoba, Modeste
Gladbach: Sommer – Lainer, Ginter, Elvedi, Wendt – Kramer, Zakaria – Embolo – Traoré, Plea, Thuram
Vidste du, at..:
Gladbach har vundet dobbelt så mange af de indbyrdes kampe, som Köln har? Gladbach har vundet 48 gange mod Köln, der ”kun” har vundet 24 af de indbyrdes opgør, mens 16 kampe er endt uden vinder.
Dom:
Gæsterne fra Gladbach er favoritter, og de burde også kunne leve op til denne favoritværdigheden i kampen mod oprykkerne. Man skal dog aldrig undervurdere Cordoba og Modeste, men hvis Matthias Ginter bliver klar, ser Gladbach endnu stærkere ud – især defensivt. Vi tror på en 2-0 sejr til gæsterne fra Gladbach, der med en sejr kan tageet spring op i den sjove ende af tabellen.