I 1977 vandt en dansk spiller for første gang en Ballon d´Or. Allan Simonsen var et gudsbenådet talent, der med sine fantastiske driblinger og mange afgørende mål i Bundesligaen og europæiske finaler blev en legende i den tyske klub. Begyndelsen i Mönchengladbach var dog så hård for Allan Simonsen, at han nær var skiftet væk, inden eventyret begyndte.
Efter at have imponeret under de Olympiske Lege i München 1972, skiftede Allan Simonsen i januar 1973 til Borussia Mönchengladbach. Klubbens træner, Hans ”Hennes” Weisweiler, havde blandt andet set, hvordan Allan Simonsen scorede to mål mod verdensmestrene fra Brasilien. Den lille dansker havde offensive kvaliteter, som Weisweiler beundrede, og han valgte derfor, at den kun 1,65 meter høje jyde nu skulle med til Mönchengladbach. OL i 1972 var dog ikke første gang, at Weisweiler havde fået øjnene op for den talentfulde dansker. Til en ungdomsturnering i Düsseldorf i 1970 blev Allan Simonsen både topscorer og kåret til turneringens bedste spiller. Weisweiler fulgte med fra sidelinjen og blev forelsket i danskerens evner. Han ville have Allan Simonsen til Gladbach med det samme, men én mand var dog imod Weisweilers tilskyndelser, og det var Ejgil Jensen.
Ejgil Jensen var ansat af Vejle Boldklub. I samråd med Allan Simonsens far, Gert Simonsen, rådgav han Allan Simonsen til at vente med det store skifte. Han mente, han var for ung, og at han ville have svært ved at klare sig i den hårde tyske liga. Allan Simonsen havde brug for at få hår på brystet inden et udlandseventyr. Gert fortalte sin søn, at de Olympiske Lege i 1972 ville være et stort udstillingsvindue. Han mente også, at sønnike til den tid ville være mand nok til at kunne begå sig i Bundesligaen. En liga hvor han skulle stå overfor store tyske spillere som Franz Beckenbauer og Sepp Maier. Selvom Allan Simonsen ikke var begejstret for ideen, så gik han med til den. To år senere skiftede han amatørtilværelsen i dansk fodbold ud med en stor professionel kontrakt i en af Europas største ligaer.
Den hårde begyndelse
Træningsmiljøet i Mönchengladbach var en helt anden verden, end den han kendte fra Vejle. Som amatørspiller i Vejle havde han trænet et par gange om ugen. Nu skulle han til at træne op til to gange om dagen. Allan Simonsen havde, som han selv siger det, ”ingen sul på kroppen”, og var stadig meget ung. For at blive klar til at spille i Bundesligaen bad Weisweiler ham om at træne med Berti Vogts. Vogts var en hård hund, som viste den unge dansker, hvor hård tysk fodbold kunne være og til hver eneste træning blev Allan Simonsen offer for Berti Vogts hårde spillestil.
Det var ikke kun til træning, at det var hård kost i begyndelsen. Allan Simonsen havde svært ved at spille sig på holdet, og til tider var han slet ikke til at finde på bænken. I hans første sæson i Bundesligaen fik han kun 314 minutters spilletid fordelt på otte kampe. Det var ikke lige den start, som der var drømt om, da han flyttede fra de trygge rammer i Vejle. I den tyske presse blev Allan Simonsen beskrevet som et fejlkøb, og der var ikke meget støtte at finde hos Weisweiler. Han så sjældent danskerens vej, når startopstillingen skulle udtages og efter en kamp mod Bayern München valgte Weisweiler at fortælle ham, at han straks skulle skifte tilbage til Danmark, da han havde spillet en forfærdelig kamp.
Efter seks måneder var det kommet så vidt, at de to parter besluttede sig for, at deres bekendtskab ikke havde været en succes. Allan Simonsen ønskede at skifte klub, og da Mönchengladbach ikke mente han var god nok, satte de ham til salg.
De tyske klubber i Bundesligaen havde dog ikke glemt, hvor talentfuld den lille dansker var. Klubber som Hamburger SV, Rot Weiss Essen og Werder Bremen var interesserede i den danske dribler. Sepp Piontek, som var træner for Bremen, har udtalt, at prisen på Allan Simonsen var 100.000 D-mark, og at Bremen derfor ikke havde råd til ham. Hamburger SV og Rot Weiss Essen var ikke skræmt af prisen, og de forsøgte begge at skrive under med ham. Transfer-sagaen endte dog med, at Allan Simonsen blev i Mönchengladbach og kæmpede for at få succes. Selvom den første tid i Tyskland var, som Allan Simonsen selv husker det, ”knald hårdt”, så gav han ikke op.
Det store gennembrud
Efter at have gået 15 måneder uden den ønskede succes, så fik Allan Simonsen sit gennembrud i sæsonen 1974-1975. Han havde formået at imponere Weisweiler til træning, og han blev derfor en af Weisweilers 11 udvalgte. I denne sæson viste han sine offensive kvaliteter og tryllebandt publikum i Bundesligaen med sine driblinger og mål. Han spillede samtlige 34 kampe i sæsonen og scorede 18 mål. Sammen med Henning Jensen og Jupp Heynckes dannede de tre en farlig offensiv, som stod for i alt 58 ud af 86 mål for Mönchengladbach. Weisweiler havde fokus på, at de unge spillere skulle supplere de mere erfarne på holdet. Heynckes og Berti Vogts var henholdsvis 29 og 28 år gammel, og de blev suppleret af spillere som Allan Simonsen, Uli Stielike og Frank Schäffer, som alle var under 22 år. Klubbens kælenavn, die Fohlen (føllene), var allerede blevet introduceret et par år forinden, men det slog for alvor igennem i disse år.
Under Weisweiler spillede Mönchengladbach offensiv fodbold og scorede masser af mål. Da de indtog førstepladsen i 17. spillerunde, sad de på den, indtil de kunne kalde sig vindere af Bundesligaen.
Allan Simonsens succes fortsatte i Europa-Cuppen. Her formåede Mönchengladbach at gå hele vejen til finalen, hvor hollandske FC Twente ventede. I den første af to kampe i finalen kunne den farlige offensive trio, Henning Jensen, Jupp Heynckes og Allan Simonsen, ikke score mod Volkmar Groß, der vogtede hollændernes mål. Kampen endte 0-0, og det hele skulle nu afgøres i returkampen i Holland. På Stadion Het Diekman kunne Volkmar Groß dog ikke stoppe Jupp Heynckes og Allan Simonsen. Heynckes scorede hattrick, og Allan SImonsen scorede to mål i en kamp, Gladbach vandt hele 5-1.
Efter at have fået den værst tænkelig start på sin karriere i tysk fodbold, sluttede Allan Simonsen sæsonen i 1974-1975 af med at have scoret 18 mål i Bundesligaen, 10 mål i Europa-Cuppen og at have vundet begge turneringer. Allan Simonsens gennembrud gjorde også indtryk på Mönchengladbachs fans. ”Jeg kan huske den tid, hvor han spillede hos os. Han var en stor spiller på holdet og var meget populær på Boekelberg”, lyder det fra Dieter Mörsdorf, som Bulibold har snakket med.
Mörsdorf er bosiddende i Tyskland, og hanhar været fan af Mönchengladbach siden 1964. Han mindes dengang, at klubbens store profil hed Allan Simonsen. Det er dog ikke kun danskerens evner på banen, som Mörsdorf husker.
”Man kunne, som fan, nemt tale med Allan. Han var altid helt nede på jorden. Han var ikke arrogant, men et godt menneske” lyder det fra Dieter Mörsdorf til Bulibold.
Sæsonen efter i 1975-1976 lykkedes det endnu en gang for Mönchengladbach at vinde Bundesligaen. På trænerposten havde Weisweiler sagt op og blev erstattet af Udo Lattek. Lattek havde ført Bayern München til tre mesterskaber og europæiske titler tidligere i karrieren. Allan Simonsen fik en stor betydning for holdet i denne sæson, da han endnu en gang spillede alle 34 kampe og blev topscorer for sin klub.
Europas bedste fodboldspiller
For Allan Simonsen vil sæsonen 1976-1977 altid være noget specielt. I Bundesligaen fortsatte Mönchengladbach deres magtdemonstration ved at vinde ligaen for tredje gang i træk, og i Mesterholdenes turnering formåede de at spille sig i finalen mod engelske Liverpool FC. På Det Olympiske Stadion i Rom var Allan Simonsen nu klar til sin anden store europæiske finale. Foran 52.000 tilskuere var det dog Liverpool, der løftede pokalen efter at have slået Mönchengladbach 3-1. Allan Simonsen kunne ikke vende kampen for tyskerne, selvom han udlignede på et fremragende langskud. Han havde bevæget sig over i venstre side af banen, da han pludselig fik bolden fra en engelsk modspiller. Uden tøven gik han mod målet og, som Svend Gehrs sagde under kommenteringen, ”svingede han venstrebenet, som et projektil, op i det modsatte målhjørne”. I denne kamp havde Allan Simonsen været, som i hele sæsonen, Mönchengladbachs bedste spiller. En bedrift han senere i 1977 ville blive hædret for.
Allan Simonsen var i december taget på juleferie i sin hjemby Vejle. Efter at have deltaget i en indendørs fodboldturnering var han taget ned til en lokale pølsevogn sammen med sin ven, tidligere udlands-professionel fodboldspiller Tommy Hansen. Ejgil Jensen, der rådgav Allan om skiftet til Mönchengladbach, kom nu forbi med en glædelig nyhed. Han fortalte Allan Simonsen, at han havde snakket med Allans kone, og fået at vide at Allan var blevet kåret til Europas bedste fodboldspiller.
En jugoslavisk journalist havde kontaktet Allans kone, der stadig befandt sig i Tyskland, og fortalt den store nyhed. Allan Simonsen troede dog ikke Jensens ord, da han ikke havde overvejet, at han kunne vinde Ballon d´Or. I stedet tilbød han Jensen en pølse. Ejgil Jensen fik dog overbevist Allan Simonsen om, at nyheden var sand, og at han nu var den bedste fodboldspiller i Europa. Pølsen blev derefter skiftet ud med en flaske champagne, og Ejgil Jensen, Tommy Hansen og Allan Simonsen kunne fejre den store nyhed.
Allan Simonsens største bedrift er ifølge ham selv Ballon d’Or: ”Jeg vandt en masse titler, men da jeg blev kåret til årets europæiske fodboldspiller i 1977, var det fantastisk for mig”. Den tyske presse skrev i 1972, at Allan Simonsen ville blive trampet ihjel, da han var for lille til Bundesligaen. Fem år senere stod han nu med Ballon d’Or og titlen som den bedste fodboldspiller i Europa.
Afslutningen på det tyske eventyr
Sæsonen efter skulle Allan Simonsen, sammen med Mönchengladbach, forsøge at vinde Bundesligaen for fjerde gang i træk. Selvom han scorede 17 mål, så kunne Allan Simonsen dog ikke forhindre, at FC Köln sikrede sig titlen. Det var en skidt sæson for Europas bedste fodboldspiller. En andenplads i ligaen, kvartfinale i pokalen og så blev semifinalen endestationen for deres europæiske sæson. Allan Simonsen havde også misset flere kampe i løbet af sæsonen. For første gang, siden sit gennembrud i 1974, spillede han ikke samtlige kampe i Bundesligaen. I 30. spillerunde blev han skadet i en kamp mod Eintracht Braunschweig, og han vendte først tilbage tre runder senere i udekampen mod Hamburger SV.
I sommeren efter den dårlige sæson besluttede Allan Simonsen sig for, at han gerne ville ned til varmere himmelstrøg og spansk fodbold. Mönchengladbach var i 1970´erne ramt af økonomiske vanskeligheder, og de solgte derfor deres profiler for at få økonomien til at fungere. Allan Simonsen kunne mærke, hvordan holdet mistede kvalitet, og han besluttede sig for, at han også skulle prøve noget nyt. FC Barcelona var interesseret i danskeren, men Mönchengladbach ville ikke slippe deres vigtigste spiller. Allan Simonsen lavede derfor en aftale med FC Barcelona om, at når hans kontrakt med Mönchengladbach udløb, så ville han se på deres tilbud.
Sæsonen 1978-1979 skulle blive hans sidste i tysk fodbold. Endnu en gang vandt Mönchengladbach ikke mesterskabet, de endte endda helt nede på en 10. plads, og Allan Simonsen sluttede sæsonen af med blot 11 mål i 28 kampe. Anderledes godt gik det for dem i Europa-Cuppen. Her formåede de endnu en gang at spille sig i en Europa-Cup finale, hvor modstanderen var Røde Stjerne Beograd. På vejen mod finalen havde Allan Simonsen scoret otte mål i otte kampe. Finalen blev spillet af to kampe, hvor den første endte 1-1 i Beograd. I den afgørende kamp sikrede Allan Simonsen, med kampens enlige scoring, Mönchengladbachs anden Europa-Cup triumf. Allan Simonsen havde med sine ni mål været en væsentligt grund til, at hans tyske eventyr sluttede med endnu en europæisk titel. Dagen efter rejste han til Barcelona for at diskutere sin kommende kontrakt.
Allan Simonsen og Mönchengladbach i dag
Borussia Mönchengladbach vil altid have en stor betydning for Allan Simonsen og omvendt. Han var en del af deres bedste hold til dato, og det er noget fansene i dag er klar over.
Basti Locster har aldrig set Allan Simonsen spille, men han ved, hvad han gjorde for klubben: ”Allan er kendt i Mönchengladbach for sin tid i den gyldne ære. Han var en del af århundreds hold”. Basti Locster, som har sæsonkort til Borussia-Park, er vokset op med historierne om de glade 70´ere, og især Allan Simonsen: ”Alle fans, som er over 18 år og op til 70 år, kender Allan Simonsen og elsker ham” fortæller Basti Locster til Bulibold.
Allans betydning for klubben kom til udtryk i 2018. Her blev han inviteret ned til Borussia-Park for at blive hyldet foran næsten 50.000 tilskuere for at være blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller i 1977. Til stående ovationer blev Allan Simonsen mindet om, hvor meget han har betydet for den tyske klub og deres succes i 1970´erne. 116 mål i 245 kampe i alle turneringer, tre gange tysk mester, en gang tysk pokalvinder, to gange Europa-Cup vinder og selvfølgelig Ballon d´Or. Allan Simonsen viste under sin tid i Tyskland, hvorfor han skal regnes som en af de største danske fodboldspillere, hvis ikke den største, nogensinde.
