Det er ingen hemmelighed, at mange østtyske klubber fik masser bøvl med fangrupperinger fra det yderste højre, men hvor myndighederne og klubberne de fleste steder har haft held med at få smidt disse grupperinger ud af stadion, så halter det gevaldigt i Cottbus, hvor Energie spiller deres hjemmekampe på et stadion med et ellers inkluderende navn: Stadion der Freundschaft.
Hvor f….. ligger Cottbus?
Byen Cottbus ligger ved floden Spree sydvestligt for Berlin og blot 20 km fra den polske grænse i delstaten Brandenburg. Cottbus er den største by i det område, der hedder Lausitz og som har et stort mindretal Sorberne – et slavisk folk, der er anerkendt som officielt mindretal på linje med danskerne i Sydslesvig.
Byen var før og under 2. verdenskrig kendt for at levere over 20.000 Focke-Wulf fly til Görings Luftwaffe og være en driftig mineby, og de leverede tonsvis af brunkul, indtil driften blev urentabel. Efter minedriftens ophør er rigtig mange flyttet fra byen. Cottbus har således mistet 47.000 indbyggere siden ”Die Wende”, og der er i dag blot 100.000 indbyggere tilbage.
Energie Cottbus
Klubben blev stiftet i 1963 og nåede blot at spille seks sæsoner i den østtyske Oberliga. Partibosserne fra SED havde besluttet, at klubbens største talenter automatisk skulle sendes videre til BFC Dynamo, og den havde derfor oftest ikke kvaliteterne til at overleve i den øverste række.
Efter Genforeningen nåede klubben i perioden 2000-2009 at spille i alt seks sæsoner i Bundesligaen. Holdets blev styret af det gamle DDR-ikon Eduard ”Ede” Geyer og bestod bl.a. af den kroatiske målmand Piplica, den ungarske midtbane regissør Miriuta, mens det var op til kroatiske Labak at få scoret de nødvendige mål i angrebet.
På sigt kunne Energie dog ikke holde niveauet, og efter nedrykningen i 2009 fulgte nogle år i 2. Bundesliga, inden klubben fra 2016 fast pendlede mellem 3. Liga og Regionalliga Nordöst, hvor holdet spiller i dag.
Block H
I tiden efter Genforeningen var der problemer med højreradikale fans stort set overalt i det gamle DDR. ”Fansene” brugte deres nyvundne frihed til at råbe abelyde eller smide bananer efter sorte spillere. Det uvæsen har klubberne fået bugt med de fleste steder, men ikke på Stadion der Freundschaft. Her råbes der stadig ”Arbeit macht frei”, ligesom mange fans stritter voldsomt med en strakt højre arm. De mest fanatiske Cottbus-fans samles i den berygtede Block H, hvor især den meget højreradikale fangruppe ”Inferno Cottbus” huserer. Gruppen blev egentlig opløst i 2017 – angiveligt for at undgå at blive lukket ved lov. I dag styrer de samme personer fortsat fanscenen hos Energie. Gruppen har nu uden ”Inferno” navnet lettere ved at gøre deres indflydelse gældende, hvorfor den har bredt sig til selve klubben og endda gør sig gældende i byen Cottbus, hvor der ifølge ”Brandenburgischen Verfassungsschütz i dag findes en nærmest mafiøs dominanskultur styret af højreradikale elementer.
Hver mandag går de såkaldte ”Besorgte Bürger” ture rundt i Cottbus. De består af en uskøn samling af stærkt højreorienterede hooligans, der er trænede i forskellige former for kampsport. Meningen med disse ”Cottbuser Spaziergänge” er at vise, hvem der bestemmer i byen, og at der bliver holdt øje.
Det sker i en by, hvor der er kvarterer, hvor over 60% stemmer på det stærkt højreorienterede og indvandrerfjendske AfD (Alternatives für Deutschland). I oktober skulle der omvalg til, før Thomas Schick blev valgt som borgmester foran Lars Schieske fra AfD.
En forklaring på den massive højreorienterede skævhed i dele af byen er, at efter de hårde år efter Genforeningen forsvandt der titusinder af mennesker. Minedriften lukkede, hvilket medførte, at mange følgejobs ligeledes forsvandt.
Det mærker man ikke i centrum af byen, hvor barokke bygninger og moderne funktionalisme blandes, så det minder om et postkort, men de trøstesløse betonbyggerier fra DDR-tiden, der ligger i udkanten af byen, er håbløsheden udtalt.
Energie-fans gegen Nazis
I 2017 opstod der en modbevægelse i byen. ”Energie fans gegen Nazis” begyndte at hænge bannere op på stadion og klistre deres mærker op på lygtepæle og skilte, som alle fan-grupperinger har det for vane.
Det er dog betegnende, at ingen fra gruppen har villet tale uden garanti for total anonymitet.
Et eksempel på, hvad den nye gruppe er oppe imod, så man, da Energie Cottbus i efteråret spillede hjemme mod Babelsberg. Gæsterne kan vel bedst sammenlignes med Berlins svar på St. Pauli, så der var gang i den på Stadion der Freundschaft. Da en fotograf ville tage et billede af ”Energie-fans Gegen Nazis” banneret, blev han smidt ud af stadion af en af klubbens officielle kontrollører ved navn André Waiss. Han er tidligere dømt for bestikkelse og for at have lokket fortrolige oplysninger ud af en ansat hos politiet. Direkte adspurgt om, hvordan Waiss kunne blive ansat hos Energie, svarede klubbens talsmand Stefan Scharfenberg-Hecht, at Waiss havde afsonet sin straf, og at han var en pålidelig medarbejder.
Barbara Domke, der sidder i byrådet for De Grønne i Cottbus, er en af de få, der tør tale nazisterne imod offentligt. Hun arrangerer moddemonstrationer og informerer generelt på hendes X-profil om nynazistiske aktiviteter. Det er dog ikke sket uden konsekvenser. En gang fandt hun således sin bil uden ruder, og hvor alle dæk var skåret i stykker.
Nynazisme på direktionsgangene?
Værst var det dog, da Barbara Domke opdagede, at der fra hendes konto var overført et beløb til Chemnitzer FC. Transaktionen var døbt: ”Donation CFC T Haller.” Thomas Haller var indtil sin død i 2019 en af de vigtigste figurer i det nynazistiske miljø i Chemnitz, hvor han havde oprettet gruppen ”HooNaRa”. Det er en forkortelse for hooligans, nazister og racister.
Domke var naturligvis lamslået. Hun var udmærket klar over, at det hverken var Amazon eller Netflix, der havde delt hendes kontooplysninger, men at hun var et mangeårigt medlem hos Energie Cottbus, hvor mange fra hooliganmiljøet havde deres daglige gang.
Barbara Domke kender sine lus på travet. Hun har lavet et diagram, der med al tydelighed viser, hvordan de forskellige brune grupperinger har indflydelse uden for stadion.
I magtens centrum er ”Kampgemeinschaft Cottbus”. En gruppe på ca. 100 tidligere medlemmer af ”Inferno.” Gruppen er så stærk, at den endda har forhindret Hells Angels i at få fodfæste i byen.
Hvis man bevæger sig rundt i Cottbus, kan man tydeligt se tilstedeværelsen fra det yderste højre. Første eksempel er tøjbutikken ”Blickfang”. Her sælges, det hos højreorienterede meget populære mærke ”Label 23”, og få meter derfra ligger pladebutikken ”Rebel Records”, der gør sig i stærkt højreorienteret heavy-metal.
Læs også: Fodbold mod Nazischweine
I 2020 købte Daniel Grätz restauranten ”Deutsches Haus” i den nærliggende by Burg. Grätz er medlem af ”Kampfgemeinschaft”, og selv om han har modtaget domme for både vold samt omfattende svindel med kreditkort, så kunne han uden problemer finansiere købet via et lån på godt 700.000 Euro i Sparkasse Cottbus. Chefen for Sparkasse Cottbus hedder Ulrik Lepsch og er tidligere præsident i Energie Cottbus.
Martin Vesely fra ”Opferperspektive” – en forening der rådgiver ofre for højreorienteret vold – mener, at byens problemer naturligvis er et spejlbillede af de politiske forhold på stadion. Antallet af højreorienterede voldsepisoder i Cottbus steg kraftigt fra 2015 til 2016. Tallet er ikke steget siden, men det bør man ikke glæde sig over, mener Vesely. Det er mere et udtryk for, at den højreorienterede dominans i byen er på plads, så man behøver ikke længere hævde den.
Vesely mener videre, at myndighederne i Cottbus er en del af problemet. Han påpeger, at der er de facto straffrihed for højreorienterede voldssager, da de først bliver åbnet tre eller fire år efter gerningen, hvis de da i det hele taget bliver taget op. Et andet eksempel herpå var, da Energie Cotbus sikrede sig oprykning til 3. Liga i 2018. Det fejrede Cottbus-ultraerne ved iført Ku Klux Klan dragter at marchere mod centrum med et banner, der sagde: ”Aufstieg des Bösens.” Her stod politiet bare passivt og så på. Året efter slog politiet dog til mod medlemmer af ”Kampfgemenischaft”. Her blev der konfiskeret massevis af nazistisk propaganda, våben og harddiske.
Gør Energie Cottbus noget ved nynazismen?
DFB har lagt pres på Energie Cottbus, for at klubben tager ansvar og får ryddet op. I 2020 ansatte klubben derfor Laura Klement i en stilling med ansvar for at fremme mangfoldighed og tolerance.
Klement er repræsentant for den forhåbentligt nye fankultur i byen. Hun har arbejdet på et socialkontor i byen, hvor hun mødte børn, der var blevet rekrutteret af nynazisterne, allerede inden de var fyldt seks år.
Klement startede sit virke i klubben ved at kræve kønssensitivt sprog i alle klubbens officielle breve. Et tema, der også blev diskuteret meget under den seneste tyske valgkamp. Dette skaffede ikke ubetinget Klement flere venner i klubben. Hun har siden indledt en kampagne under navnet ”Rot-Weiss statt Braun.” Ved en hjemmekamp blev der lavet en tifo med sloganet, som dækkede hele sydkurven, altså i den modsatte ende af, hvor Block-H holder til. Det er hendes håb, at man via disse kampagner kan starte en selvransagelse hos den gængse Energie-fan og dermed sætte en positiv udvikling i gang. Senest har der været eksempler på, at enkelte tilskuere der har råbt racistiske ytringer, er blevet skammet ud af stadion af de andre tilskuere.
En nyere gruppe ”Ultima Raka” har forsøgt at blive en del af Energies Nordkurve. De var angiveligt apolitiske og lignede i hvert fald ikke den gængse neonazistiske kickboxer-type. Gruppen holdt dog ikke længe, men opløste sig selv med ordene: ”Efter diskussioner med andre grupper, ser vi ikke længere en mulighed for at fortsætte som fangruppe. Derfor vil vores aktiviteter blive indstillet indtil videre.”
Tilbage står ikke blot en fodboldklub, men et helt område, hvor højreradikalismen er blevet en magtfaktor på alle niveauer. Det kræver mere end det, som gode mennesker som Domke, Klement og ”Energie fans gegen Nazis” kan levere, før ”Stadion der Freundschaft” kan leve op til sit navn.
