bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Eintracht Frankfurt – de højtflyvende ørne

Eintracht Frankfurt – de højtflyvende ørne

Foto: Wikimedia

Efter flere års slingrende kurs, ser Eintracht Frankfurt ud til at være på rette vej. Klubben ligger godt til i kampen om de europæiske pladser, og truppen er mere talentfuld end længe set. Bobic og Kovac har fået styr på holdet, men historien viser, at der ofte ikke er langt fra succes til fiasko. 

Af Clas Lindholm

Eintracht Frankfurt har gang i en flot sæson, der i øjeblikket giver klubbens fans håb om en europæisk kampagne. Træner Niko Kovac har fundet opskriften på succes; i hvert fald på udebane. Frankfurt har en utrolig flot udebanestatistik i denne sæson, som kun overgås af generelt suveræne Bayern München. På hjemmebane ser det hele ganske anderledes ud, hvilket er genstand for stor frustration hos de mange fans. Senest har man fået pyntet lidt på statistikken ved at slå en anden europæisk bejler, Borussia Mönchengladbach, men de er fortsat det fjerdedårligste hjemmebanehold indtil videre i sæsonen. Bag sig holder de FC Köln, Werder Bremen og Hamburger SV, som er de tre klubber, der i tabellen for tiden ligger på de tre nederste pladser.

Eintracht er en klub, der lader til at stabilisere sig på flere niveauer. I sæsonen 2015/16 måtte de fyre den tidligere succestræner Armin Veh, da nedrykningsspøgelset ikke ville forsvinde. Ind hentede man Niko Kovac, der formåede at redde klubben fra nedrykning ved over to relegationskampe at slå FC Nürnberg. Sæsonen efter, altså i 2016/17 endte de på en 11. plads, som de i denne sæson, i hvert fald på nuværende tidspunkt, ser ud til at forbedre.

Ganske kort tid senere, i juni 2016, afløste den tidligere tyske landsholdsspiller og europamester Fredi Bobic en af de større personligheder i klubben de senere år, Heribert Bruchhagen, som bestyrelsens sportslige hjerne. Blandt fans var der overordnet set en sund skepsis over for valget af Bobic – en skepsis, som halvandet år senere har fået lov at hvile lidt i underbevidstheden hos de fleste. Sammen er Kovac og Bobic, med klubbens øvrige ledelse samt stab, trup og fans, ved at opbygge en identitet, der altså foreløbigt viser sig mest frem på udebanerne i Bundesligaen.

Truppen er en blandet landhandel af nationaliteter fra hele kloden, kombineret med enkelte etablerede spillere og talenter fra eget akademi. Modsat de senere år har de nu flere faste aftaler og længere kontrakter med de spillere, de gerne ser tegne Eintracht Frankfurt udadtil de kommende år. For tiden ser truppens kerne således ud:

Målmand:

Den tidligere Esbjerg- og Brøndbyspiller Lukas Hradecky er fast mand på målet og en aldeles populær mand blandt fans. Lige præcis Hradecky er dog undtagelsen, når vi snakker stabilitet, da spilleren og klubben ikke har kunne blive enige om en ny aftale. Finnen ser ud til at forlade klubben efter indeværende sæson.

Forsvar:

I forsvaret har man sin dirigent i argentineren David Abraham. Han suppleres i midterforsvaret af franskmanden Simon Falette og mexicaneren Carlos Salcedo. For tiden vikarierer den japanske veteran Makoto Hasebe for Abraham, mens klubmanden Marco Russ dækker øvrige skader og karantæner. På venstre wingback har amerikaneren Timothy Chandler, der i øvrigt er født i Frankfurt, om ikke andet midlertidigt sat sig på pladsen foran hollænderen Jetro Willems og israeleren Taleb Tawatha. På Chandlers normalt ellers sikre højre wingback har tyske Marius Wolf bidt sig fast med flotte præstationer i form af oplæg og mål. Wolf blev ikke prioriteret i Hannover 96, hvor man lejede ham. Senest har Eintracht benyttet sig af købsoptionen, hvilket binder Wolf til klubben frem til 2022.

Midtbane:

Til midtbanen hentede man i sommers den i Berlin fødte fodboldghaneser Kevin-Prince Boateng i Las Palmas. Sammen med den spanske oprydder Omar Mascarell forbinder han forsvaret med offensiven. Den hårdtarbejdende tekniker Mijat Gacinovic fra Serbien pryder i disse uger også den hessiske midtbane. Klubbens egne to tyskere Marc Stendera og Aymen Barkok får deres indhop og håbes at være fremtidige kulturbærere. Stendera har på trods af sin unge alder flere alvorlige skader bag sig og forsøger atter for alvor at etablere sig på holdet. Schweizeren Gelson Fernandes får sine minutter på den defensive midtbane, men flere potentielle profiler kan nævnes i form af de to skadede midtbanemænd – den tidligere Swansea- og Napoli-spiller, Jonathan de Guzman fra Holland samt Marco Fabian fra Mexico, der siden Confederations Cup har manglet i truppen.

Angreb:

I angrebet skal henholdsvis franske Sebastian Haller og kroaten Ante Rebic nævnes, som de to hyppigst foretrukne. Serberen Luka Jovic siges at være en lille juvel, og han har da også allerede ved flere lejligheder vist sin kunnen i Bundesligaen. Han er lejet i Benfica frem til sommeren 2019, men også her har man sikret sig en købsoption. Svenske Branimir Hrgota har ikke levet op til forventningerne, efter han kom fra Gladbach i sommeren 2016, men får fortsat sine minutter. Sidst, men ikke mindst, skal klublegenden Alex Maier (Fussballgott) nævnes. De senere år har den aldrende anfører nærmest været kronisk skadet, men har en plads i de fleste Eintracht fans’ hjerter og er netop begyndt at træne igen efter mange måneders fravær.

Hjemme skidt og ude bedst?

Mange af de ovennævnte spillere har taget klubbens fans med storm, men der sidder fortsat en dyb skepsis i disse fans efter årevis af forvirrende oplevelser. Det kom særligt til udtryk i 2016 med reel nedrykningsfare, efter man ellers igen troede, at man havde etableret sig i Bundesligaen og manifesteret dette ved at kvalificere sig til Europa League.

Holdet viser sig i denne sæson på smukkeste vis frem på udebane, men sørger altså for at fastholde sine fans i disses skepsis ved at underpræstere på hjemmebane. Men hvad skyldes det?

Når holdet på hjemmebane ofte kan virke lidt fastlåst, men til gengæld lader til at spille frit og til tider sprudlende på udebane, spekuleres der i, hvorvidt der ganske enkelt er tale om præstationsangst foran klubbens egne fans på Commerzbank Arena. Spekulationerne om et voksende kompleks bliver naturligvis kun yderligere underbygget, når man kort før jul hjemme mod Schalke ikke formår at fastholde en 2-0 føring, der ville have sikret, at man kunne overvintre på en af de eftertragtede pladser, der giver adgang til Europa.

En sportslig forklaring på udviklingen kunne også være, at holdets styrke bedre kommer til udtryk på udebane, når modstanderen som regel er tvunget til at skulle skabe kampen, og Eintracht i stedet kan lukrere på at stresse hjemmeholdet og udnytte de deraf skabte fejl til at vise styrken i omstillingsspillet. Holdet er som skabt til den slags situationer, hvor spillere som, Wolf, Chandler, Mascarell, Prince, Gacinovic og Rebic hidsigt og fysisk kan presse modstanderen, vinde bolden og i løbet af kort tid, med få berøringer, via Haller eller direkte, kan komme frem til indlæg eller afslutning på et hjemmehold, der på så kort tid ofte ikke kan nå at genfinde balancen.

Spillet bliver på den måde friere, mindre teknisk og er ikke afhængig af for megen kreativitet. På eget græs er billedet et andet, når man møder hold som Augsburg og Freiburg, der helt legitimt selv kan have et defensivt, afventende udgangspunkt, som tvinger Eintracht til at skabe kampen, samtidig med, at udeholdet selv kan håbe på at omstillinger eller dødbolde kan skabe enkelte chancer, man kan omsætte til mål.

Det kan hurtigt blive sort/hvidt – især hvis man er fan. Sandheden er nok, at Frankfurt spillemæssigt både har spillet mindre gode udekampe og ganske flotte hjemmekampe. I hvert fald delvist. Der har således været aldeles godkendte halvlege mod hold som Bayern, Dortmund og Schalke, som blandt fans på trods af respektable resultater huskes som noget værre møg. Her ses dilemmaet, der bliver tydeligt, når klubbens hårdtprøvede fans pludselig har al mulig grund til at håbe på bedre tider, men alt andet lige stadig er præget af fortidens underpræsteringer, nedrykninger og kaos.

En klub i fremgang

Men de mange sæsoners kaotiske kurs er for en stund lagt væk. Der blæser positive vinde over MultiKulti byen med de mange skyskrabere. Det bliver spændende at følge med i, om klubben kan blive ved med at holde den opadgående kurve. Eintracht Frankfurt er ved – på ny – at skabe eller manifestere sine værdier – sit fundament. Senest har klubben modtaget sit medlem nr. 50.000. På generalforsamlingen i slutningen af januar 2018 blev præsidenten Peter Fischer genvalgt, og på talerstolen understregede han sin og klubbens position.

Hos Eintracht Frankfurt er der ikke plads til personer der stemmer på AfD eller på anden vis går ind for eksklusion, diskrimination, racisme eller antisemitisme. Ledelse, stab, trup og fans er i vidt omfang på bølgelængde og tegner på forfriskende vis en klub, der sammen kan håbe på og arbejde for en lysere tid end den, man med op og nedture, har haft i årtier.

 

Læs også:
Fanfortælling: Alternativlos – Det kunne kun blive Eintracht Frankfurt

 

Drømmer du om en tur til Commerzbank Arena, så se her hvordan du får billetter til din næste Bundesligatur

Relateret
You may also like
Optakter og spiltips runde 24: Intens mesterskabskamp og et bundhold i krise
Optakt og spiltips runde 22: Mulig trænerfyring, vigtigt topopgør og oprykningskamp i 2. Bundesliga
Optakt og spiltips runde 20: Vanvittig weekend i Bundesligaen
Tysk arrogance og et dansk eventyr i Europa