bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Alfreð FinTORgason – når tilbageskridt fører til fremskridt

Alfreð FinTORgason – når tilbageskridt fører til fremskridt

En af sæsonens hidtidige overraskelser har været Augsburgs islandske angriber Alfreð Finnbogason. Med 11 scoringer ligger han på topscorerlistens 3.-plads kun overgået af Aubameyang og Lewandowski. Islændingen er populær i Augsburg og VM venter til sommer, men karrieren har ikke altid været lige nem.

Ligesom hovedparten af den islandske befolkning voksede Alfreð Finnbogason op i den sydvestlige del af øen. Han blev født i byen Grindavik helt ude ved den sydvestlige spids af Island omkring 50 km fra hovedstaden Reykjavik. Grindavik er en by med blot 2000 indbyggere, og i højsommeren er man heldig, hvis temperaturen når de 12 grader. Finnbogason begyndte med fodbolden i en alder af seks. Det tog dog for alvor til, da han i 2005 spillede ungdomsfodbold i klubben Breidablik, selvom det tog ham lidt tid at etablere sig som fast mand på holdet. Hans gennembrud i islandsk fodbold kom i 2009 sæsonen, hvor han scorede mål på samlebånd og vandt pokalturneringen med sit hold. Han blev kåret til den bedste unge spiller, men året efter skulle det går ham endnu bedre.

Her scorede han 14 mål i 21 optrædener, og han var en stærkt medvirkende faktor til, at Breidablik blev islandske mestre den sæson. Han spillede så godt i 2010, at han blev kåret til ligaens bedste spiller. Det var også året, hvor han fik debut på landsholdet. Så var det svært for Breidablik at holde på ham.

Finnbogason skiftede til den belgiske traditionsklub Lokeren og tog lidt af et spring op ad rangstigen. Det viste sig at være et lidt for stort spring, for islændingen fik i sine to sæsoner i det belgiske ikke den store succes, så efter et par år i Lokeren, blev han udlejet til Helsinborgs IF. Havde man forventet, at Finnbogason dermed var på vej i glemmebogen, tog man fejl. Grueligt endda.

For angriberen tog Allsvenskan med storm. På lidt over en halv sæson fik han scoret 12 mål i ligaen, og det havde hollandske Heerenveen bemærket.

Målamok i Holland, fiasko i Spanien

Nordhollænderne købte ham fri af kontrakten med Lokeren for knap fem millioner kroner, hvilket skulle vise sig at blive en særdeles god handel for klubben med de lidt mærkværdige spilletrøjer. Allerede fra første sæson viste islændingen sig nemlig at være en målmaskine. Han havde en glimrende førstesæson med 24 scoringer, ogden efterfølgende skulle kun blive endnu bedre. Med 29 mål blev han topscorer i ligaen. Karrierens hidtidige største milepæl. Med 53 mål på to sæsoner i hollandsk fodbold havde han opbygget sig et pænt ry i resten af Fodboldeuropa, og det fik Real Sociedad til at hoste op med den nette sum af 70 milioner kroner. Finnbogason havde aldrig spillet på så højt niveau i sin karriere tidligere, da han kom til Sociedad, og det kom desværre for islændingen lidt for meget til udtryk i hans præstationer.

Finnbogason nåede ikke mere end to scoringer i La Liga inden sæsonens afslutning. Klubbens daværende træner David Moyes sendte ham derfor på et lejeophold til græske Olympiakos. Der blev det igen til yderst begrænset individuel succes for ham, og efter et halvt år i det græske afsluttede han sit lejemål.

Efter at have været kongen af hollandsk fodbold, havde angriberen nu haft et par magre sæsoner i bagagen. På mange måder mindede det om perioden i Lokeren og Finnbogasons karriere generelt. Succes efterfulgt af tilbageskridt…og så som ofte succes igen.

Augsburg blev redningen

Derfor var det også med store forhåbninger, at Augsburg valgte at smide 35 millioner kroner efter ham. Den tyske presse var skeptiske men Islændingen fik modbevist kritikerne, og i løbet af foråret 2016 fik han tilkæmpet sig en stamplads for Augsburg-mandskabet. Samtidig bidrog han også med flere mål og assists, som i sidste ende skulle vise sig vigtige for sydtyskerne, der sikrede overlevelse.

Efter en succesfuld start i Augsburg blev sæsonen 2016/17 en lidt svær omgang. Han fik en skade, der holdte ham ude over halvdelen af sæsonen, og det blev kun til tre mål i 15 optrædener.

Det leder os frem til den igangværende sæson. Det endelige gennembrud i Bundesligaen. For Alfreð Finnbogason har været fremragende indtil videre. 11 mål i 17 kampe blev det til i efteråret, og selvom han endnu ikke er kommet på måltavlen i foråret, så er han igen blevet et varmt navn.

For med den øjeblikkelige succes har islændingen vist, at han er mere end en døgnflue. Han har vist, at han kan overkomme modgang, og at han kan levere på et stabilt niveau. Op til flere gange endda.

Finnbogasons tidligere træner i Breidablik Eysteinn Petur Larusson har beskrevet ham som en ivrig spiller, der hele tiden kæmper for bolden. Determineret og ærgerrig, som islændinge er flest. Men det er ikke fyldestgørende, når vi skal beskrive Finnbogason. For islændingen er mere end aggressive løb og presspil. Han er en glimrende afslutter og god til at bringe sig selv i situationer og positioner, hvor han kan blive farlig.

Han er ikke typen, der selv gør en masse på egen hånd, men når han får bolden, er han farlig, og så må vi heller ikke undervurdere hans blik for spillet. To assists er det blevet til i denne sæson, og selvom det ikke er tal, der springer i øjnene, så skal man ikke se mange Augsburgkampe for at bemærke, hvor vigtig han er i det opbyggende spil. Både som opspilsstation og igangsætter.

De gode præstationer og de mange mål har tiltrukket interesse fra udenlandske klubber, men Augsburg vil gå langt for at holde den 28-årige islænding, der er på kontrakt frem til 2020, i folden. Finnbogason virker glad i det sydtyske, men han har før vist, at han ikke er bange for at tage et skidt op ad rangstigen. Og selvom det skulle blive svært, så ved vi, at han altid kæmper sig tilbage. Determineret, ærgerrig og med mål i støvlerne. Alfreð FinTORgason.

Planægger du en tur ned for at se Finnbogason eller nogle af Bundesligaens andre profiler, så se her, hvordan du får billetter til kampene

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 9 – Alles auf ”Die Fuggerstädter”
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
David Wagner – godt humør, men også god træner?
Mathias Olesen
Interview med Mathias Olesen — 1. FC Kölns dansk-luxembourgske midtbanetalent