bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Eintracht Frankfurt > Fanfortælling: Alternativlos – Det kunne kun blive Eintracht Frankfurt

Fanfortælling: Alternativlos – Det kunne kun blive Eintracht Frankfurt

af Clas Stoffer Lindholm

Og det skete i de dage

Den 16. maj 1992 står – modsat store dele af min barndom – stadig klart i erindringen. Jeg var ni år. Vi var året forinden flyttet til Tyskland igen. Mine forældre havde fået installeret ”Premiere”, som var datidens svar på betalingskanalen ”Sky”. Hver lørdag klokken 15:30 var der Topspiel der Woche. Denne lørdag i 1992 fulgte man flere kampe på en gang. Da mesterskabet endnu ikke var afgjort, var fokus på Eintracht Frankfurt, VfB Stuttgart og Borussia Dortmund. De tre klubber lå à point, men Frankfurt havde en noget bedre målscore end Stuttgart og især Dortmund, hvilket i praksis mere eller mindre betød, at Frankfurt egentlig bare skulle til Rostock og vinde over Hansa, som allerede var rykket ned. Så ville resultaterne i Leverkusen, hvor Stuttgart mødte Bayer 04 samt i Duisburg, hvor Dortmund skulle forsøge at slå MSV, intet betyde.

Eintracht havde ikke vundet det tyske mesterskab siden 1959. Og lad mig med det samme sige til dem, der ikke ved det; sådan ser statistikken stadigvæk ud den dag i dag. Kampen i Rostock står 1-1 langt inde i anden halvleg, da dommer Alfons Berg vælger ikke at give et klokkeklart straffespark til Eintrachts Ralf Weber. Hvordan situationen præcist så ud, kan jeg ikke huske, men forargelsen over det manglende fløjt varede kampen ud og meget længere end dét. Hansa nåede at score til 2-1, og mesterskabet gik til Stuttgart med den unge, dygtige træner Christoph Daum i spidsen. Jeg var arrig. Ingen nederlag havde påvirket mig på den måde før. På den måde blev det for alvor startskuddet til mit liv som fan.

Vi fulgte Eintracht, fordi vi havde bosat os få kilometer uden for Frankfurt. Den lokale– og regionale tilknytning til de store hold er meget stærk i Tyskland, så der var sådan set ikke noget aktivt valg at foretage. Sådan var det bare. Vi havde boet i Tyskland i en årrække i 80’erne og var altså vendt tilbage i 1991. Det var vanskeligt ikke at elske ”die SGE” (Sportgemeinde Eintracht), som i lange perioder spillede flot, offensiv fodbold og i løbet af vores ophold i Tyskland rådede over store, dygtige, kontroversielle og underholdende fodboldspillere og trænere.

Passionen vokser

Mit personlige forhold til Eintracht blev ovenpå oplevelsen i maj ’92 sjovt nok mere aktiv og åbenlyst bekendende. Jeg har bl.a. været med genboen hos en autoforhandler, hvor tre Eintracht-spillere, Dietmar Roth, Norbert Nachtweih og, helten over dem alle, Anthony Yeboah – sad klar til at sætte deres kragetæer i min autografbog, købt til lejligheden og ikke brugt siden. Jeg havde to T-shirts, som klubben solgte, hvorpå der stod ”Die Zeugen Yeboahs” (Yeboahs vidner). To, fordi min mor måtte kompensere for, at en tiårig med krudt i rumpetten ret hurtigt kan slide på sådan et beklædningsstykke. Min familie begyndte at komme oftere på stadion. Jeg gemte billetterne, og det er først i mit voksne liv, at jeg har mistet overblikket over, hvor de er henne, men jeg er overbevist om, at de ligger et sted på mine forældres loft.

I fanshoppen på Bethmannstraße foretog jeg (rettere sagt min mor) de første vigtige indkøb af vimpel, t-shirts, halstørklæder, flag etc. tilbage i begyndelsen af 90’erne

Jeg har haft store oplevelser på Waldstadion, som stadion stadig hedder i folkemunde, men også officielt hed inden det blev revet ned og bygget op igen forud for VM i Tyskland i 2006. Sådan lige på stående fod, kan jeg tydeligt huske en kamp mod Bayern München med Brian Laudrup i startopstillingen. Brian Laudrup var min yndlingsspiller, da jeg var mindre. Som dansker i udlandet vokser nationalfølelsen i én, og jeg var meget bevidst om at holde fast i det danske. Mit forhold til Brøndby IF, det danske landshold og i særdeleshed Brian Laudrup. Det blev Brian, fordi jeg valgte taktisk. ”Han er den yngste Laudrup og derfor en, jeg kan have som yndlingsspiller i flere år, da hans karriere kommer til at vare længere end Michaels”, besluttede jeg ganske tidligt og ganske kynisk.

Det skulle som bekendt gå sådan, at de to stoppede på landsholdet samme år. Da Laudrup senere skiftede til FC København, døde den forelskelse. Så meget for dét. Heldigvis valgte jeg som lille purk dog den Laudrup, der har spillet i Bundesligaen, hvor vi med stor interesse fulgte ham i både Bayer Uerdingen og Bayern München. Eintracht kunne han dog ikke gøre meget ved på Waldstadion d. 21. marts 1992, da Bayern måtte tage fra Frankfurt med et 3-2 nederlag i bagagen. På tribunen stod en niårig Clas med flag i hånden og halstørklæder om håndleddene. Den særlige tyske cowboyvest med diverse mærker og symboler påsyet, måtte jeg af uransalige årsager ikke få på daværende tidspunkt.

Ligeledes husker jeg en kamp mod MSV Duisburg. Umiddelbart kan det lyde temmelig kedeligt, men det, der gjorde oplevelsen stor, var det faktum, at de to klubbers fangrupperinger på daværende tidspunkt havde et ”Fanfreundschaft”. Det var dengang ikke sjældent, at to klubbers fangrupperinger havde indbyrdes relationer. Lige umiddelbart kan jeg huske fanvenskaber imellem FC Nürnberg og Schalke 04, 1860 München og 1.FC Kaiserslautern samt Borussia Dortmund og HSV. Fans af hhv. Eintracht Frankfurt og MSV Duisburg havde åbenbart også opbygget et venskab.

På Waldstadion i start 90’erne gav det en ung dansker kuldegysninger når hele stadion, inklusive udebaneafsnit, sammen kunne synge hinandens sange og tilsvarende smædesange om andre klubber. Det var en tradition, der gav lidt ekstra, og, som gør, at jeg den dag i dag af og til lige må orientere mig om, hvordan det går Ruhr-klubben Meidericher Spielverein 02 e.V. Duisburg. I dag er den tradition umiddelbart ikke længere så udbred,t og mellem SGE og MSV, så vidt jeg ved, så godt som død.

Foto: Clas Stoffer Lindholm

Det blev til adskillige kampe på Waldstadion mod hold som Borussia Mönchengladbach, Schalke 04, Werder Bremen m.fl. inden jeg som 13-14-årig begyndte at få lov til at tage på stadion med venner og venners venner, og det derfra ikke længere var så vigtigt, hvem vi mødte, men at vi som fans skulle præstere noget. Kammeraterne og jeg tog så S-Bahn fra Kronberg via Frankfurter Hauptbahnhof og så videre ud til skoven og Waldstadion. Som de unge banditter, vi var, skulle vi stå i G-Block, som var afsnittet forbeholdt de mest vokale fans og andre, mere hårdføre, banditter. Men vi sang og levede med og blev derfor taget godt imod.

At følge sit hold og Bundesligaen fra Danmark

På den måde blev Eintracht Frankfurt og Waldstadion en vigtig del af min barndom og ungdom i Tyskland. Jeg begyndte at komme der med min familie i 1992 og endte med at tage dertil med kammerater, inden vi altså flyttede tilbage til Danmark i 1998.

At følge klubben fra Danmark har i til tider været lidt vanskeligt. Særligt perioderne i 2. Bundesliga har gjort, at jeg har måtte nøjes med at finde resultat og stilling på tekst-tv under og efter kampene. I mine år i Tyskland hjalp Sport Bild, Kicker og den sjældne Uefa Cup kamp mod et tysk hold med at holde mig opdateret på Brøndbys færden. Senere blev internettet mit foretrukne værktøj, når jeg skulle se, hvordan det var gået Eintracht. Igennem årene har det været muligt at fange en kamp på TV i ny og næ, men det har i lange perioder været yderst sjældent. Sportschau på ARD og Das Aktuelle Sportstudio på ZDF har indimellem været muligt, når vi i tv-pakken har haft de tyske kanaler.

I år, hvor rettighederne ikke er blevet købt af danske TV kanaler, er jeg sjovt nok mere opdateret end jeg har været i mange år. Via en streamingtjeneste har jeg mulighed for at se de fleste kampe med Eintracht. Derudover lytter jeg selvfølgelig til Bulibolds podcasts samt podcasts fra Tyskland og især den, der slet og ret hedder Eintracht Frankfurt Podcast, som med sin lidt pjattede, dog nørdede tilgang og dejligt hessiske dialekt bringer mig tæt nok på til at kunne føle den stærke forbindelse til Tyskland og navnlig Hessen og Eintracht Frankfurt.

Derudover har jeg anskaffet mig parabol, der gør, at jeg kan fange Sportschau og Das Aktuelle Sportstudio igen. Oven i hatten har jeg nu igen muligheden for at nørde Bundesliga, når kanalerne Sport1 og Sky Sport News om søndagen sender deres debatpanel programmer ”Doppelpass” og ”Wontorra – Der Fussball Talk”. Det hører sjældenhederne til, at Eintracht Frankfurt er i centrum i ovennævnte podcasts og TV udsendelser, men vores endelige tilbagevenden til Danmark i ’98 har udvidet min horisont. Det er stadigvæk Eintracht først og fremmest, men resten af Bundesligaen dyrker jeg også i det omfang tiden tillader det. Generelt er den nationalfølelse, der tidligere prægede mig som dansker i Tyskland nu vendt 180 grader.

Smagen af Ebbelwoi og savnet af Frankfurt

De seneste år har jeg desværre ikke kunne komme på stadion i det omfang, jeg har ønsket. Min kone og jeg har for år tilbage været en tur i Hamburg for at se ”die SGE”. I 2012, i forbindelse med min 30 års fødselsdag, var vi så i Frankfurt på hjemmebane for at se det bedste Eintracht hold i mange år sikre en flot og sikker sejr over Hannover 96.

De seneste stadíonoplevelser med Eintracht var da min kone og jeg var flyttet til Berlin, hvor jeg var så heldig at skulle gennemføre min sidste praktikperiode på pædagogstudiet. I august måned 2013 blev det til en 1-6 afklapsning mod Hertha på Olympiastadion. I december måned samme år tog jeg bussen fra Berlin til Frankfurt for at besøge en gammel ven. Det mest naturlige i verden var, at vi tog en tur på stadion på en råkold torsdag for at se Eintracht Frankfurt slå cypriotiske APOEL i Europa League. Jeg har selvfølgelig stadig mit half and half scarf og mindet om smagen og duften af varm Ebbelwoi (Hessisk for Apfelwein – æblevin – som både kan nydes koldt med og uden dansk vand, men også som varm drik, særligt i Julen).

Min familie og jeg vil med jævne mellemrum tage ture til diverse byer i Tyskland for at se Eintracht spille. Klubben, Bundesligaen og Tyskland generelt har været så stor en del af mig det meste af mit liv, at det uundgåeligt vil være sådan. Jeg vil varmt anbefale alle fodboldelskere at tage en tur til kamp i Bundesligaen. Stemningen før, under og efter kampene er meget speciel. Jeg glæder mig selvfølgelig allerede til næste gang, jeg skal spadsere fra parkeringspladsen, busstoppestedet eller togstationen igennem skoven, nyde en pølse og en øl fra en af de mange små boder og fornemme forventningens glæde hos fans i alle aldre.

Har du lyst til en tur til Frankfurt for at se fodbold, så læs vores stadionguide og se også, hvordan du finder Billetter

Relateret
You may also like
Quiz: De 20 yngste spillere i Bundesligaen
Guide: Fodboldrejse til Arminia Bielefeld
Quiz: Tyske vindere i europæiske turneringer
Optakt – Eintracht Frankfurt: Deutscher Pokalsieger – SGE!!!