SG Dynamo fra Dresden: De forsømtes klub, voldens klub, men vigtigst af alt Dresdens klub. Historien er allestedsnærværende i både byen og fodboldklubben Dresden, hvor netop den lokale lidelseshistorie og offermyte udgør den lim, som binder tilhængerne sammen på Tysklands mest berygtede fanscene – på godt og ondt.
Udebaneopbakning som ingen andre
Sort og gul. Farverne på Dynamo Dresdens spillerdragter. Farverne i Dresdens byvåben. Og ikke mindst farverne på de nye (gule) og gamle (sorte) mursten, som blev brugt efter 2. verdenskrig til at genopbygge den sønderbombede bykerne i Dresden kun få hundrede meter fra byens stadion.
Men det er også de farver, der prydede op imod 35.000 udebanefans til pokalkamp i Berlin sidste efterår. Her tog hjemmebanefavoritterne fra Hertha BSCs bundesligamandskab imod Dynamo Dresden, en bundklub fra den næstbedste række, i den tyske pokalturnerings 2. runde.
”Dynamo-fans besætter Berlin” lød overskriften hos magasinet Bild, da Dresden-tilhængerne begav sig ud på den fire og en halvtime lange tur, som det tager at rejse fra Østsachsen til landets hovedstad – og så endda på en kold onsdag aften i slutningen af oktober.
Missionen lykkedes. Foran mere end 70.000 tilskuere på Olympiastadion formåede Dynamo Dresden at presse storfavoritterne fra nyrige Hertha, ud i en yderst intens duel. Dynamo-fansenes store fremmøde havde elimineret både Herthas hjemmefordel såvel som favoritværdighed. Og så alligevel ikke. Et hårdt fightende Dresden hold tabte samlet 8-7 på straffespark efter 3-3 i ordinærspilletid. Stolpe ud for forsvarsspiller Kevin Ehlers på Dynamos sidste forsøg fra ellevemeterpletten. Stolpe ud, som resultaterne så ofte går for Dynamo Dresden. Men kampen skulle alligevel vise sig at blive en stor succes for østtyskerne, da billederne af 35.000 ellevilde Dynamofans i de efterfølgende dage gik viralt. Et helt uhørt tal sammenlignet med klubbens gennemsnitlige tilskuerantal hjemme i Dresden på 28.000 i denne sæson.
Murens fald blev Dynamos fald
For at forstå hvorfor lige netop Dynamo Dresden – 2. Bundesligaens nuværende bundprop – kunne slå flere tilskuerrekorder den dag, skal man kende til både byen og klubbens aldeles turbulente historie. SG Dynamo Dresden blev dannet i årene efter 2. verdenskrig i en by sønderbombet af de allieredes fly. Som så mange andre fodboldklubber øst for muren skulle også Dresdens sportsliv varsle en ny begyndelse under det lidet flatterende Dynamo-navn.
Som i Moskva, Minsk, Tbilisi, Kiev og Berlin; arbejderklassens sportsdrømme i østblokken hed Dynamo. Men Dynamo var ikke bare en hvilken som helst betegnelse for en tilfældig sportsforening i det kommunistiske DDR. Her var der tale om selve staten, politiet og ikke mindst Stasis fodboldklub.
Med opbakning fra det politiske styre i Østtyskland var der derfor lagt op til store ambitioner i Dresden, og resultaterne blev også derefter. Med otte mesterskaber og syv pokaler var Dynamo Dresden DDRs mest vindende klub. I mesterskaber kun overgået af søsterklubben Dynamo i Østberlin. SG Dynamo Dresden blev således et symbol på både genopstandelsen og det ukuelige håb for en østsaksisk lokalbefolkning tynget af skyld, sorg og ikke mindst en enorm opgave i at skulle genopbygge Dresden efter krigen.
Klubbens oplevede sit seneste mesterskab i den tumultariske omvæltningsperiode 1889-1990 – i spændet mellem DDR og fremtidens fællestyske republik. For selvom Tyskland så småt var ved at blive gendannet i de år, så eksisterede der endnu to adskilte tyske fodboldforbund i 1990 og dermed også to tyske ligaer, hvorfor Dynamo kunne lade sig krone som østtysk mester for ottende gang. Med på holdet var store klubikoner som angriberen Ulf Kirsten, midtbaneslideren Jens Jeremies og ikke mindst den senere Ballon d’Or-vinder Matthias Sammer.
Succesen varede dog ikke for evigt. For om nogen blev Dynamo Dresden hårdt ramt af murens fald og den tyske omvæltning i 90’erne. Selvom klubben kvalificerede sig til den første fællestyske Bundesliga, som et af bare to østtyske hold, så umuliggjorde de økonomiske forskelle mellem øst og vest de østtyske hold i at forblive konkurrencedygtige i et genforenet Tyskland.
Ud røg alle klubbens profiler af egen avl til fordel for det rige Vesten, uden at Dynamo Dresden bare tilnærmelsesvis havde økonomiskråderum til at erstatte dem. Ulf Kirsten skiftede til Bayer Leverkusen, Jens Jeremies til Bayern München og Mattias Sammer til Stuttgart. Alle tre med så stor succes, at de efter Dynamo oplevede både at vinde tyske mesterskaber og at spille Champions League-finaler for deres respektive Vest-klubber.
Alt imens de tre profiler oplevede stor succes i Vesten, oplevede deres tidligere arbejdsgiver en hurtig deroute i det tyske fodboldsystem. Kun fire sæsoner skulle der gå i start 90’erne, før Dynamo måtte se sig henvist til de lavere rækker efter først nedrykning og dernæst degradering til regionalliga på grund af økonomiske problemer – begge dele indenfor få måneder henover sommeren 1995. Herfra kunne de så begynde forfra på niveau med flere andre af det tidligere DDRs mest hæderkronede klubber såsom Carl Zeiss Jena, FC Magdeburg og Lokomotiv Leipzig. Klubber med store internationaler resultater op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne men som i midt 90’erne alle befandt sig på amatørniveau.
Østens grimme ælling
Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Og således ej heller for det fanatiske fodboldpublikum i Dresden, der pludselig oplevede et belejligt sammenfald mellem byens lidelseshistorie og klubbens dramatiske fald fra tysk topfodbold.
”Hvorfor altid os?” lyder klichéen på en dresdener. Her har historien skabt en offermentalitet uden sidestykke, hvorfor der er stor tradition for at gå på gaden og demonstrere sine frustrationer ud mod resten af verden – berettiget eller ej. Hvorfor blev vi bombet under krigen? Hvem har ansvaret for den store arbejdsløshed siden murens fald? Og hvor var hjælpen fra det resterende Tyskland, da Elben gik over sine bredder og oversvømmede Dresden i 2002?
Store og små problemer bliver vendt til diverse demonstrationer på pladsen foran det ikoniske Semper Operahus i den Sachsiske hovedstad. Senest er billeder af den højrenationale PEGIDA-bevægelse i Dresden gået verden rundt, på grund af deres hadske mandagsprotester rettet mod flygtninge og migranter i Tyskland. En højtråbende bevægelse både i Sachsen og på landsplan, hvori det er almenkendt at flere af Dynamo Dresdens mest kontroversielle ultra-grupperinger spiller en aktiv rolle.
Spørgsmålene er mange og svarende få i et højlydt Dresden, hvor brokkekulturen, frustrationerne og offermentaliteten trækker lange tråde ind på byens fodboldscene. Fra et blodigt tyrehoved kastet på banen mod RB Leipzig til et banner med Hamburger SV’s dinosaur-maskot der spiser lort (bogstavelig talt).
Der findes et utal af eksempler på ekstreme ytringsformer i og omkring Rudolf-Harbig-Stadion i Dresden. Dynamo-fansenes provokationer kender ingen grænser, og en bøde fra det tyske fodboldforbund (DFB) modtages altid med kyshånd, piften og ikke mindst langstrakte langemænd på klubbens nordlige endetribune. Nok er Øst-rivalerne fra Hansa Rostock klubbens sportslige ærkefjende nummer ét, men hadet til det tyske fodboldforbund er dog størst på stadion i Dresden, hvor alle kneb gælder i kampen mod ”Fussball-Mafia DFB”, som der skrevet står på et af fansenes faste bannere.
Nye tider varsler nye metoder
Dermed ikke sagt at Dynamo fansenes mange kontroversielle aktioner går ubesvaret hen. Tværtimod! De senere år har Klubbens ledelse gang på gang iscenesat nye initiativer, der skal gøre op med fansenes højrenationale ry og voldelige tendenser. Anti-racisme-kampagnerne er allestedsnærværende i en sådan grad, at selv hvis man spiller den seneste version af konsolspillet FIFA pryder kampagnen ”Love Dynamo – Hate Racism” banens bander til Dresdens hjemmekampe.
Men har det så haft en gavnlig effekt de senere år? Ikke synderligt. ”Dynamo fansene er uden for pædagogisk rækkevidde” som fodboldmagasinet 11Freunde skrev tilbage i 2015 i et klubportræt under overskriften ”frygtens by”.
Spørger man klubben selv, er der dog kun tale om en mindre del af tilhængerne, der udgør den hardcore voldelige fraktion, der ofte råber højest. Sådan lød det i hvert fald fra Klubbens sportsdirektør Ralf Minge samme år, samtidig med at landsretten i Sachsen erklærede flere af Dynamos ultra-grupperinger for at være organiseret kriminalitet. Men noget kunne tyde på, at Minge har ret. Siden klubben introducerede deres antiracisme-kampagner for knap ti år siden, har der været antydningen af flere små ændringer i stemningen i og omkring Rudolf-Harbig-Stadion.
Dette er bedst eksemplificeret ved den afsluttende kamp i sæsonen 2013-14, hvor Dynamo hjemme skulle vinde over Arminia Bielefeld for at undgå nedrykning foran 32.000 tilhængere på et udsolgt hjemmestadion. 2-0 til gæsterne fra Bielefeld ved starten af anden halvleg, og så brød helvede ellers løs på vanlig vis. Som så mange gange før: voldelige ultras, brændende tilskuersæder og flyvende romerlys, hvorfor dommeren måtte afbryde kampen og sende spillerne tilbage i omklædningsrummet.
En gruppe af Dresdens mest inkarnerede ultras havde endda medbragt et banner til lejligheden, hvorpå de opfordrede deres egne spillere til at ”forlade byen inden for en time”, skulle de gå hen og tabe. Men dette var alligevel ingen helt normal dag i Dresden. For netop denne gang var det hele blevet for meget for de mange fredelige fans, der på eksemplarisk vis formåede at udskamme de få voldelige og maskeklædte hooligans med en øredøvende piften ned mod den brændende endetribune på stadionets nordside. Ingen baneinvasion og ingen vold. Netop den dag lykkedes det de fredelige 95 procent at holde de sidste 5 procent tilbage, til stor overraskelse for det lokale politi der fik en sjælden rolig dag på kontoret.
Fortiden spøger – Sagen om Sammer
Alt imens fansene raser – såvel indbyrdes som udadtil – bliver historien ved med at spøge i det sydøstlige Sachsen, som et ulykkeligt traume aldrig bearbejdet. Du kan tage Dynamo ud af DRR, men ikke DDR ud af Dynamo. Klubben er som bundet til det forgangne regime, bedst karakteriseret ved netop klubnavnet. Seneste eksempel omhandler førnævnte klubikon og tidligere forsvarsspiller, Matthias Sammer, der efter en glorværdig karriere som både spiller, træner og sportsdirektør i dag er ekstern konsulent hos Borussia Dortmund.
EM-vinder som aktiv spiller i 1966, Ballon d’Or vinder samme år og ikke mindst den yngste træner nogensinde til at vinde bundesligaen i 2002 med Borussia Dortmund. Murens fald har bestemt tjent Sammer vel.
Men historien forsvinder aldrig og således heller ikke for hverken Dynamo Dresden eller Sammer, der i 2017 blev beskyldt for at være tidligere medlem af Stasi. Det var magasinet Sports Bild, der havde fået adgang til Stasi-arkivernes filer på netop Sammer og derfra kunne de berette om, hvordan han i slutfirserne, i en alder af 19 år, havde tilsluttet sig et af Stasis berygtede vagtregimenter som underofficer. Sammer svarede i den forbindelse, at han aldrig havde set hans personlige Stasi-sagsakter selv, og at han desuden kun havde været medlem af Stasi som et resultat af tvang:
”Det var naturligvis sørgeligt og resultat af et forkert politisk system. Og: Der var ikke noget alternativ” lød det fra Sammer. Han havde aldrig haft til hensigt at angive andre DDR-borgere, og det var i øvrigt helt normal praksis, at Dynamo spillere gjorde tjeneste i et vagtregiment som alibi for at undgå normal værnepligt, lød det endvidere. Dresden er Dynamo og Dynamo er Stasi. Sådan er det bare, i et Tyskland hvor historien ikke er noget, man bare sådan lige løber fra. Heller ikke 30 år efter murens fald.
En ny start og kærlighed til trods
Hvordan fremtiden ser ud for Dynamo Dresden, er i den grad usikkert og rigtig meget afhænger af den indeværende sæson, hvor klubben skal forsøge at undgå nedrykning til 3. Bundesliga med hjælp fra blandt andre danske Brian Hämäläinen og Simon Makienok. I en klub med så passionerede tilhængere betyder resultaterne alt. Og netop resultaterne kan være svaret på løsningen i forhold til fansenes dårlige ry i en by, hvor den lokale fodboldklub er både en social, politisk og kulturel magtfaktor.
For selvom historien på mange måder er et åg for de hårdt plagede dynamotilhængere, så kan det paradoksalt nok også vise sig at være svaret på klubbens hårde image. To ting adskiller nemlig Dynamo Dresden før og efter murens fald. Resultaterne og fanbasen. Så måske kan det med flot spil og store sejre igen lykkes for Dynamo at vende tilbage til tidligere tiders storhed og samtidig hermed fjerne fansenes fokus på vold og racisme. I så fald, kan vi alle se frem til et beundringsværdigt Dresden såvel på som uden for banen. Et Dynamo, hvor de håbefulde 95 procent overdøver de voldelige fem. Et Dynamo for de 35.000 beundringsværdige fans på Olympiastadion, den uforglemmelige onsdag aften i oktober.
Foto: www.dynamo-dresden.de
