Der kan findes mange svar på, hvorfor Vesttyskland blev verdensmestre i 1974. Var det Maiersmirakler i målet, Müllers målinstinkt eller måske Beckenbauers kølige overblik? Alle tre er gode bud, men svaret var altså også en vandpyt foran det tyske mål.
Vejen frem til kampen
Vesttyskland var kommet lidt hakkende frem til kampen. I den indledende runde slog vesttyskerne godt nok Chile og Australien klart, men gruppens 3. kamp tabte man sensationelt, da naboerne fra DDR vandt kampen på Volksparkstadion i Hamburg.
Tabelmæssigt var nederlaget dog til at leve med, da man i stedet for at komme i gruppe med Argentina, Brasilien og Holland fik en lettere mellemrunde mod Polen, Sverige og Jugoslavien (en finte de som bekendt benyttede igen 12 år senere). Vesttyskerne vandt sine første to kampe mod Jugoslavien og Sverige med hhv. 2-0 og 4-2. Da Polen også vandt sine første to men med en dårligere målscore, skulle tyskerne blot have et point i gruppefinalen for at booke en plads i den rigtige finale.
Himlen åbnede sig i Frankfurt
Om formiddagen var vejret fremragende i Frankfurt, men et 40 minutters skybrud kort før kampen fik den østrigske dommer Linemayr til at udsætte kick-off i 30 minutter, mens hjælperne forsøgte at gøre banen spilbar. Med hjælp fra brandvæsenet og med store skumgummiruller forsøgte man at få så meget vand væk fra banen, at kampen kunne gennemføres på sportslig forsvarlig manér.
Mens folkene arbejdede på banen, forsøgte de to holds spillere at holde sig varme i katakomberne under stadion ved at spille små opvarmningsspil i bruserummet.
Det lykkedes ikke at gøre banen spilbar, men kl. 16.31 blev kampen alligevel sat i gang, og de to hold spillede en kamp, hvor deres sædvanlige tekniske kvaliteter var erstattet af en gammeldags omgang kick and rush fodbold. Det var umuligt at spille ordentlig fodbold, da bolden enten blev hængende i en vandpyt eller nærmest fik ekstra fart på, når den ”smuttede” fra pyt til pyt.
Det polske hold
Polen havde faktisk et af verdens allerstærkeste landshold op gennem 70érne, hvor det blev til OL guld i 1972 og sølv fire år senere i Montreal.
Op til VM i 1974 var polakkerne i pulje med England, og dengang var det kun gruppevinderne, der kvalificerede sig. Inden puljefinalen på Wembley lå polakkerne foran England og skulle blot brug uafgjort for at gå videre. Englænderne var dog kæmpefavoritter inden kampen, nok primært fordi ingen rigtig vidste, hvor gode polakkerne i virkeligheden var. Brian Clough udtalte således inden kampen, at England ville vinde stort, primært fordi polakkerne stillede op med en klovn på mål. ”Klovnen” hed Jan Tomaszewski, og han valgte at spille sit livs kamp den aften på Wembley, hvor det kun lykkedes Leeds´ Alan Clarke at passere den store polak på et straffespark. Det betød dog mindre, da Domarski havde bragt outsiderne foran inden, og da Tomaszewski ikke lod sig passere igen. Polen var klar til VM og til kampen mod Vesttyskland i Frankfurt stillede de op således:
Jan Tomaszewski (LKS Lodz) – Antoni Szymanovski (Wisla Krakow) – Jerzy Gorgón (Gornik Zabre) – Adam Musial (Wisla Krakow) – Kazimirz Deyna (Legia Warzaw) – Henryk Kasperczak (Stal Mieléc) – Zygmunt Maszczyk (Ruch Chorzów) – Jan Dormarski (Stal Mieléc) – Grzegorz Lato (Stal Mieléc) og Robert Gadocha (Legia Warzaw).
De polske spillere var som bekendt ”statsamatører” dengang. De levede dog lige så professionelt, som deres kollegaer i vest. De polske klubber var tilknyttet politiet, hæren eller store statslige virksomheder, og her var spillerne ansat som….ja fodboldspillere.
Først i slutningen af 70érne fik de ældre polske spillere lov til at skifte til klubber i Vesteuropa. Det blev set som en belønning for lang og tro tjeneste. To af de allerbedste, Grzegorz Lato og Wlodzimierz Lubanski blev faktisk holdkammerater med vores egen Preben Elkjær i Lokeren. ”Chefen fra Lokeren” har tidligere udtalt, at han lærte sin signaturscoring – lobbet hen over målmanden – af netop Lubanski.
Det tyske hold
Vesttyskland stillede op til verdensmesterskaberne som storfavoritter. Dels spillede man på hjemmebane og dels havde holdet to år forinden vundet EM med et af de allerbedste tyske landshold nogensinde, og de begyndte kampen således:
Sepp Maier (Bayern München) – Georg Schwarzenbeck (Bayern München) – Franz Beckenbauer (Bayern München) – Rainer Bonhof (Borussia Mönchengladbach) – Uli Hoeneß (Bayern München) – Wolfgang Overath (1. FC. Köln) – Jürgen Grabowski (Eintracht Frankfurt) – Bernd Hölzenbein (Eintracht Frankfurt) og Gerd Müller (Bayern München).
I forhold til 1972-holdet, så var den største ændring, at Gladbachs midtbanestjerne Günter Netzer kun spillede én kamp ved VM på hjemmebane, og det var endda i nederlaget mod DDR.
Netzer dannede sammen med Beckenbauer og Müller den magiske trekant, der havde henrykket verden ved EM i 1972, men efter skiftet til Real Madrid og den spanske liga, var formen slet ikke til et VM.
Han havde spillet for mange kampe mod bløde modstandere i det spanske og havde taget en del kilo på. Det udnyttede den formstærke kölner Overath til at spille sig nærmere startopstillingen, og da denne samtidig var noget mere medgørlig, så var valget af sidstnævnte logisk for træneren. Overathvar Schöns foretrukne ved VM i 1974.
Selve kampen
Polakkerne var bedst i en første halvleg, hvor turneringens senere topscorer Grzegorz Lato måtte se sit forsøg blive hængende i en vandpytte lige foran mållinjen efter at have passeret Sepp Maier, der vel denne dag spillede sin absolut bedste landskamp.
I anden halvleg fik vesttyskerne spillet største chance, da der blev begået straffespark mod Hölzenbein. Uli Hoeneß brændte dog forsøget fra 11-meterpletten, og Tomaszewski blev således den første målmand til at redde to straffespark ved et VM, da han i en tidligere kamp også havde snuppet et forsøg fra svenske StaffanT apper.
Godt tyve minutter senere glemte polakkerne at holde øje med Gerd Müller. Det var dumt, og ”Der Bomber der Nation” scorede, hvad der skulle vise sig at blive kampens eneste mål.
Efter kampen udtalte Beckenbauer, at havde det ikke været for al den regn, så havde Vesttyskerne ikke haft en chance mod Polen. Den polske måltyv Lato måtte senere afkræfte tåbelige konspirationsrygter om, at det kun var polakkernes banehalvdel, der blev tømt for vand. ”Vi havde for det første vundet lodtrækningen og kunne vælge side, og for det andet så bytter man jo ofte side, når anden halvleg starter.”
Vesttyskland sled sig i en finale, hvor de endte med at slide sig til et verdensmesterskab. Polen måtte nøjes med en bronzekamp, hvor det dog blev til en 1-0 sejr over selveste Brasilien.
Du kan se et kort sammendrag fra kampen her:
Her mindes Grzegorz Lato og Bernd Hölzenbein kampen:
