Med lodtrækningen til Champions League og Europa League på plads, har DFL nu også fastsat spilletidspunkter for de fleste af efterårets kampe i både 1. og 2. Bundesliga.
November og december måned byder på et væld af interessante kampe i Tysklands to bedste fodboldrækker, og på nær den 13. og sidste runde inden vinterpausen, har alle resterende kampe nu fået spilletidspunkter.
Den største kamp vi kan se frem til er opgøret mellem Bayern München og RB Leipzig, der finder sted lørdag den 5. december klokken 18.30. Den weekend skal du i øvrigt ikke lave nogen planer, for i samme runde er der også Berlin-derby, når Hertha BSC om fredagen hjemme på Det Olympiske Stadion tager i mod naboerne fra Union Berlin. Borussia Dortmund skal en tur til Eintracht Frankfurt om lørdagen, og søndag eftermiddag mødes Schalke 04 og Bayer Leverkusen så på Veltins Arena.
Se her, hvordan du får billetter til din næste Bundesligakamp
I samme weekend venter der også et nordtysk brag i 2. Bundesliga, når Hamburger SV lørdag den 5. december klokken 13.00 tager i mod Hannover 96 i en direkte duel mellem to af de formodede kandidater til oprykningen til Bundesligaen.
Det er desuden blevet besluttet fra DFL’s side, at kampen mellem Hamburger SV og Erzgebirge Aue, der blev udsat grundet udbrud af Coronavirus hos Aue, nu er fastsat til den 21. oktober.
Se hele kampprogrammet for Bundesligaen her
Se hele kampprogrammet for 2. Bundesliga her
Næste offentliggørelse af spilletidspunkter for de kommende runder i både 1. og 2. Bundesliga forventes fastlagt i uge 46 mellem den 9.-13. november, når de sidste deltagere i DFB Pokalens anden runde kendes.