bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Den store danskerstatus

Der er spillet godt en tredjedel af Bundesligaen, og det er derfor blevet tid til at gøre status over vores danske legionærer. Hvem har skuffet, og hvem har overrasket? Få det store overblik her.

Af Jeppe Krarup og Nicolai Lisberg

Jannik Vestergaard, Borussia Mönchengladbach: 12 kampe, 3 mål, 0 assists, 3 gule kort

Den danske midtstopper har om nogen været fast mand på holdkortet i denne sæson. Dieter Hecking har ikke så meget som en eneste gang følt sig nødsaget til at pille Vestergaard ud af startopstillingen. Jannik Vestergaard har sågar fået fuld spilletid i alle kampe denne sæson, og han har nu spillet fuld tid i 33 kampe i træk, ligesom han er den eneste markspiller i Bundesligaen, der har fået spilletid i de seneste 71 kampe. Imponerende. Hecking har generelt også haft grund til at vise Vestergaard den tillid. Gladbach havde lige en kamp hjemme mod Leverkusen, hvor de tabte med 1-5, men ellers har Vestergaard set solid ud nede i de bagerste geledder. Defensiven har godt nok lukket 21 mål ind, men Vestergaard er sammen med resten af Gladbach-mandskabet ved at komme op i omdrejninger.

Den tidligere Brøndby-ungdomsspiller har i høj grad også sat sit præg i det offensive, og faktisk er han lige nu med tre scoringer nummer to på Gladbachs tospcorerliste efter Thorgan Hazard, Raffael og Lars Stindl, der alle har nettet fire gange. Jannik Vestergaard har efter Andreas Christensens farvel til “Die Fohlen” vist sig som en vigtig brik på Gladbach-holdet.

Yussuf Yurary Poulsen, RB Leipzig: 10 kampe, 3 mål, 0 assists, 0 gule kort

RB Leipzig har denne sæson fortsat de gode takter fra sidst, og det samme har Yussuf Poulsen. Han er hyppigt anvendt på holdkortet, og han er som sædvanlig holdets mand med sit hårde arbejde. Han har dog også oppet sit spil, når det kommer til at score mål. I sidste sæson skulle han bruge lige lovligt mange chancer for at nå op på sine i alt fem sæsontræffere, men her en tredjedel inde i sæsonen har han allerede nettet tre gange. Blandt andet i 3-2 sejren ude mod Dortmund.

Han er fortsat en af Hasenhüttls yndlinge, men det er vigtigt at han fastholder sit niveau for kampen om de offensive pladser er skærpet i år, hvor nyindkøbene Augustin og Bruma momentvis også har vist deres kvaliteter.

I Champions League har han endnu ikke ramt samme niveau, mens det også bør nævnes, at han nåede at notere sig for fire oplæg og en enkelt scoring i pokalen, inden Bayern München blev endestationen

Viktor Fischer, FSV Mainz 05: 8 kampe, 0, mål, 0 assists, 0 gule kort

Efter et mislykket ophold i engelske Middlesbrough tog Viktor Fischer i sommers til Mainz for at kickstart karriere, men det er ikke lykkedes indtil videre. I hvert fald ikke, hvis vi ser bort fra en enkelt god præstation i pokalen, hvor han med to mål var med til at spille Mainz videre til ⅛ finalerne.

Præstationen i pokalturneringen står desværre lidt alene, da han i Bundesliga-regi blot er begyndt inde i to kampe og ellers har måtte nøjes med et par indhop. 239 minutter er det blevet til, og skal vi være lidt grove, så har han heller ikke gjort sig fortjent til meget mere.
Begyndte inde i den allerførste kamp i sæsonen, hvor han brændte en stor chance, men det er desværre for Fischer endt med at blive et billede på sæsonen indtil videre, hvor han ikke for alvor har grebet de chancer, han har fået. Skal levere på et højere niveau, hvis han drømmer om VM til sommer.

Thomas Delaney, SV Werder Bremen: 12 kampe, 1 mål, 1 assist, 1 gult kort

I foråret indtog Thomas Delaney Bundesligaen med bulder og brag, og Werder Bremen var bl.a. pga. af danskeren tæt på at vende en faretruende nedrykning til europæisk fodbold. Werder har dog i denne sæson på ingen måde kunne følge op på de flotte takter fra foråret. Thomas Delaney har helt ikke set lige så sprudlende ud, som han var i foråret. Men alligevel har stadig gjort det fint, og han har været et af de mere positive indslag i en meget negativ historie om Werder Bremens sæson. Med et enkelt mål, var han delt topscorer på et Werder-mandskab, der kun havde scoret sølle fire mål, indtil de gik målamok med yderligere fire i sejren over Hannover.

Det har som nævnt været en lidt svingende sæson for Delaney, hvor det er gået fra det sublime til det anonyme og tilbage igen.

Werder har for nylig fået ny træner i Florian Kohfeldt, og under ham er nordtyskerne igen begyndt at spille mere offensivt. Det gør alt andet lige også Delaney bedre, da han, bedømt på de første par kampe, får lov til at komme mere med i feltet end tidligere i denne sæson. En del af forklaringen på både Werders og delaneys svingende præstationer skyldes også, at flere af profilerne skiftevis har siddet ude med skader.

Frederik Sørensen, 1. FC Köln: 12 kampe, 1 mål, 1 assist, fem gule kort

Köln har været knap så flyvende som de var i sidste sæson, hvor de med bl.a. en særdeles velspillende Frederik Sørensen nåede 5.-pladsen og Europa League. Köln har indtil nu i denne sæson næsten været historisk ringe, og vi kan allerede se nu, at de kommer til at kæmpe en hård kamp for at undgå nedrykning.

Danskeren havde næppe forventet, at hans mål mod HSV i anden spillerunde her en tredjedel inde i sæsonen stadig er nok til at placere ham som delt topscorer i en Köln-offensiv, der savner Modeste.

Frederik Sørensen har fået spilletid i samtlige kampe, men kun fuldtid i seks af dem. Han er blevet flyttet lidt mere rundt i forsvaret end i sidste sæson, og ved enkelte lejligheder er han endda blevet smidt frem på toppen som angriber.

Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund: 1 kamp, 0 mål, 0 assist 0 gule kort

Syv minutters spilletid mod HSV og enkelt bænkplads mod Wolfsburg er det indtil videre blevet til for Bruun Larsen, der dog har strålet i Youth League, hvor det er blevet til fire mål og tre assists. Med tanke på hvor meget Sancho er inde omkring førsteholdet kan det undre, at det ikke er blevet til mere spilletid. Bruun Larsen kan nemlig også spille back, og her har Dortmund sæsonen igennem haft store problemer.

Træner med førsteholdet, og der er store forventinger til danskeren fremadrettet, men meget mere end et par sporadiske indhop hist og her skal vi nok ikke forvente i denne sæson.

You may also like
Danskere, Bundesligaen,
Sådan går det de danske spillere i Bundesligaen – oktober 2022
Sådan gik det danskerne i Bundesligaen 2021/22
Sådan går det danskerne i Bundesligaen – april 2022
Sådan går det danskerne i Bundesligaen – december 2021