bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sådan går det danskerne i Bundesligaen – december 2021

Selvom vi går imod mørkere tider lidt endnu, så tyvstarter mange danskere syd for grænsen, da størstedelen af dem går mod en lysere tid. Flere byder ind med både mål og assist, mens landstræner Kasper Hjulmand gør klogt i at følge særligt Mads Pedersen og Jacob Barrett, der begge er brandvarme, mens også Jesper Lindstrøm fortsætter med at imponere i Bundesligaen. Til gengæld er det sort uheld for vores to danskere i Hoffenheim, der skal ønske sig et bedre 2022 i julegave.

 

Skala:

1 Buli-bold: Carlos Alberto
2 Buli-bolde: Sven Schipplock
3 Buli-bolde: Marcell Jansen
4 Buli-bolde: Thomas Häßler
5 Buli-bolde: Franz Beckenbauer

 

Yussuf Poulsen – RB Leipzig

Lige som klaveret var begyndt at spille den rette melodi for Yussuf Poulsen, løb danskeren ind i en lægskade. Efter tre scoringer i tre kampe, der i den grad betød en øget selvtillid og en sikker plads i startopstillingen, er Yussuf Poulsen i øjeblikket ukampdygtig i et par uger endnu.

Inden sin skade havde Yussuf Poulsen ellers bevist sit værd, da han i anden halvleg blev skiftet ind mod Greuther Fürth. Danskeren skulle kun bruge et enkelt minut, før han satte sin anden sæsonscoring ind, mens han samtidig bragte balance i regnskabet. Derudover fremtvang Poulsen også et straffespark, som Emil Forsberg satte ind, og så vandt Leipzig kampen 4-1.

Den gode præstation kastede også en velfortjent startplads af sig i 10. spillerunde mod Frankfurt, hvor Poulsen endnu en gang kom på tavlen. Den gode stime betød, at dyrtindkøbte André Silva måtte tage plads på bænken også i opgøret mod BVB. Her var Leipzig underdogs, men ikke desto mindre påførte Yussuf Poulsen og resten af Leipzig-mandskabet die Shcwarzgelben et 2-1-nederlag.

Yussuf Poulsen satte 2-1-scoringen ind, og så danskeren endnu mere populær, end han normalt ellers er på Leipzig-kanterne.

Men inden landskampspausen blev Poulsen altså skadet på det værst tænkelige tidspunkt, hvor han ellers var i superform. RB Leipizig har netop skiftet Jesse Marsch ud med Domenico Tedesco, og selvom det aldrig er den bedste start at være skadet, når der kommer en ny træner til, så lagde Tedesco i sin tid i Schalke vægt på nogle af de kvaliteter, som Yussuf Poulsen besidder, så der er grund til at forblive optimistisk.

 

Kampe: 15
Mål: 4
Assists: 3
Buli-barometer: ⚽⚽️⚽️⚽️⚽️

 

Robert Skov – TSG Hoffenheim

Uheldet forfølger desværre Robert Skov, der ellers var kommet ind i varmen i Hoffenheim igen efter alt for lang tid som bænkevarmer. Skov var på banen i fire kampe i træk i oktober og november måned, hvor han mod Hertha og VfL Bochum også fik sæsonens første og hidtil eneste startplads.

Skov takkede og kvitterede for tilliden, da han leverede to oplæg i 2-0-sejren over Hertha, hvor han spillede fuld tid, mens det blev til en times fodbold for danskeren mod Bochum. For efter de 60 spillede minutter havde Skov pådraget sig en muskelskade i låret, som ifølge klubben holder danskeren ude i flere måneder.

Som om november og december måned ikke var kold nok i forvejen, så har Robert Skov desværre ikke meget at varme sig på i øjeblikket. Han er uheldig, men han har tidligere bevist, at han kan komme tilbage, og det skal han nok komme denne gang også.

 

Kampe: 7
Mål: 0
Assists: 3
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️

 

Jesper Lindstrøm – Eintracht Frankfurt

 Fra en spiller i kulkælderen til en, der svæver højt langt oppe over skyerne. For det kører på skinner for Jesper Lindstrøm i Frankfurt i øjeblikket, hvor danskeren er fast mand i startopstillingen, begynder at blive kampafgørende, mens han også er startet inde på det danske landshold for første gang.

Det er med andre ord svært at være utilfreds, hvis man er Jesper Lindstrøm i øjeblikket, og selvom han stadig har til gode at spille fulde 90 minutter i Bundesligaen, kan han klappe sig selv på skulderen. I 12. spillerunde kom den danske midtbanekreatør også på tavlen for første gang, da han prikkede bolden i kassen mod Freiburg, efter han selv havde gjort et flot forarbejde.

Derudover bidrog han senest med en flot assist mod Hoffenheim, men det var ikke nok for Frankfurt, der alligevel tabte 3-2.

I Europa League er Frankfurt også videre til knockout-fasen, og i det indledende gruppespil har Lindstrøm også bidraget med to assists. Generelt gør danskeren det rigtig godt i øjeblikket, og det er ikke gået ubemærket hen. Først og fremmest er der roser til Lindstrøm i truppen bl.a. fra Kevin Trapp, der understreger, at danskeren skal vænne sig til Bundesligaen, men som også afslører, at han ikke ligger på den lade side i styrkerummet.

Derudover er Jesper Lindstrøm blevet nomineret til november måneds talent i Bundesligaen, hvor danskeren kan se tilbage på en måned med fire startpladser, et enkelt mål og en assist. Vi er også tæt på at give danskeren topkarakter, men så skal han blive lidt mere afgørende.

 

Kampe: 16
Mål: 1
Assists: 3
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️

 

Jacob Bruun Larsen – TSG Hoffenheim

Det kører ikke for vores to danskere i Hoffenheim, som begge sidder ude med skader. Bruun Larsen startede ellers som lyn og torden i Hoffenheim, hvor han var kampafgørende med både mål og assist.

Men desværre har kantspillerens hæmsko gennem hele karrieren været kontinuitet og stabilitet, og han har heller ikke kunne følge op på den flotte start. Det er lidt den gode gamle historie med Bruun Larsen, der hiver gulvtæppet væk under alle de første uger, men som siden kommer ned på jorden igen.

Desværre.

Danskeren startede dog alligevel inde mod Bayern München i 9. spillerunde, hvilket er Bruun Larsens seneste startplads. Kantspilleren var dog anonym, og han blev skiftet ud efter en lille time, mens han i 10. spillerunde blev skiftet ind med seks minutter tilbage mod Hertha.

Det er altså svære betingelser for Bruun Larsen, der ikke har været i kamp i Bundesliga siden. I DFB-Pokal skulle han dog kun bruge 13 minutter på banen, før han kom på tavlen i 5-1-sejren over Holstein-Kiel.

Men siden har vi ikke set noget til danskeren, der – ligesom landsholdskollega Robert Skov – også er løbet ind i en muskelskade, der har holdt ham ude i foreløbigt tre kampe.

 

Kampe: 12
Mål: 4
Assists: 1
Buli-barometer: ⚽️⚽️

 

Marcus Ingvartsen – FSV Mainz

Marcus Ingvartsen har haft lidt problemer med sin lyske, der har drillet ham, hvorfor han ikke har været oppe på 100% på det seneste. Det har også betydet mindre spilletid og en birolle som indskifter i de seneste mange runder.

Ingvartsens danske træner Bo Svensson har dog forklaret, at angriberens problemer med i lysken gør, at han ikke har kunne sparke på mål til træning. Det må siges at være en udfordring som angriber, men Svensson understreger overfor Bild, at Ingvartsen bliver en stor gevinst for Mainz, når han atter er i fuld vigør.

Ingvartsen har i hvert fald allerede vist sit værd, da han sikrede Mainz videre avancement i pokalturneringen, hvor han som indskifter scorede det afgørende mål i den forlængede spilletid mod Arminia Bielefeld. Ingvartsen står noteret for tre mål i den røde Mainz-trøje i 11 kampe, hvilket er en godkendt start, når han har været halvskadet.

Omvendt ser både vi og Bo Svensson uden tvivl frem til, at danskeren er klar i fuld vigør, hvor han for alvor skal vise, at han kan lave mål, som den ægte 9´er han var tilbage i FC Nordsjælland-tiden.

 

Kampe: 16 (inklusiv fem i Union Berlin)
Mål: 3
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️

 

Wahid Faghir – VfB Stuttgart

Wahid Faghir er kommet til en helt ny verden i dette efterår, hvor han i sommers skiftede Vejle Boldklub ud med VfB Stuttgart. Det er ikke altid lige nemt, når man er 18 år gammel at skulle sige farvel til familie og venner i Danmark for at blive udlandsprofessionel. Ikke desto mindre startede Faghir ud med at score i sin hjemmebanedebut, men siden har den unge dansker hængt lidt i bremsen.

Det har været særdeles begrænset med spilleminutter på det seneste, og angriberen har stadig til gode at starte inde for Stuttgart, der ellers er i problemer i Bundesligaen. Faghir kommer oftest ind, når Stuttgart er kommet bagud, og så skal han ind og være kampafgørende som 18-årig. Det er hård kost, men det er vilkårene for Faghir, der i slutningen af november måned fik 62 minutter på andenholdet.

Straks lyste angriberen op, og han bidrog med en scoring, som nok også har givet selvtilliden et nyk opad for den unge dansker, der dog ikke var i truppen i den seneste runde mod Hertha Berlin.

Det første år i Bundesligaen er en lærings- og tilvænningsperiode for danskeren, der uden tvivl vil komme til at få det nemmere i næste sæson, hvor han har vænnet sig til sproget, kulturen og måden at spille fodbold på. Der er derfor heller ingen, der for alvor klandrer unge Faghir, når resultaterne ikke går Stuttgarts vej. På den korte bane tyder det dog ikke på meget mere spilletid, da en del af Stuttgarts offensive folk nu er tilbage fra skader.

 

Kampe: 6
Mål: 1
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️⚽️

 

Frederik Rønnow – Union Berlin

Det kører som smurt for Union Berlin, der kæmper om at holde fast i deres placering i top-6 i øjeblikket. Det er dog en anden historie for danske Frederik Rønnow, der har set samtlige Bundesliga-kampe fra første parket på bænken.

Til gengæld har danskeren fået chancen i enkelte Conference League-kampe, hvor han har holdt buret rent i begge, mens han også stod alle 120 minutter i DFB-Pokalen, hvor SV Waldhorf Mannheim blev besejret.

Rønnow gør med andre ord sit for, at Urs Fischer skal kigge hans vej, men det er svære vilkår mod en rutineret og dygtigt Andreas Luthe. Rønnow må kigge indad, og måske erkende at Union også var for stor en mundfuld i denne sæson, så måske han skal kigge efter et lejemål i januars transfervindue.

Omvendt har Rønnow tidligere givet udtryk for, at han ikke kaster håndklædet i ringen, men en målmand med hans kvaliteter har brug for spilletid, og det har der ikke været meget af de seneste par år.

Dét er et problem.

Det gør også, at det er svært at bedømme Rønnow, som altså gør, hvad der forventes af ham, når han får chancen, men spilletid er tungen på vægtskålen, hvorfor han ikke får mere end to ud af seks Buli-bolde.

 

Kampe: 3
Clean sheets: 2
Buli-barometer: ⚽️⚽️

 

Oliver Christensen – Hertha Berlin 

Historien er lidt en anden i den tyske hovedstad med Oliver Christensen, der stadig har til gode at få debut i Hertha Berlin. Oliver Christensen er en ung målmand, som skal suge noget erfaring til sig i sin første sæson, hvorefter han skal satse alt på at blive førstevalg til næste sæson.

Nu har han ovenikøbet fået ny træner i form af Tayfun Korkut, der skal stå i spidsen for Berlins fodboldflagskib i resten af sæsonen i stedet for Pál Dardai, der fik sparket i slutningen af november måned.

Det ændrer nok ikke det store for danskeren- og hans chancer, for det var i hvert fald også konkurrent Schwolow, der begyndte inde i kampen mod Stuttgart i seneste runde.

Oliver Christensen har set alle Herthas kampe fra bænken, men han har faktisk fået sin uofficielle Hertha-debut i Regionalliga Nordost, hvor keeperen har vogtet buret to gange – med et enkelt clean sheet til følge. Den første kamp var dog lidt af et mareridt for danskeren, der pådrog sig et skrub på skinnebenet, men det er han kommet sig over.

Læs også: Interview med Oliver Christensen

 

Kampe: 2
Clean sheets: 1
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

 

Nikolas Nartey – VfB Stuttgart

Nikolas Naryet har i denne sæson fået sit gennembrud i det tyske, hvor han har fået Bundesliga-debut for VfB Stuttgart. Den dansker 6´er har dog ikke helt bidt sig fast i startopstillingen endnu, men han har trods alt startet inde i tre kampe hidtil i indeværende Bundesliga-sæson.

Derudover er det blevet til et par indhop, hvor han dog ikke har gjort det store væsen af sig. Det er omvendt positivt, at der bliver satset på danskeren, der har været involveret i fem ud af de seneste syv kampe i Bundesligaen.

Det skal han tage med sig ind i det nye år, hvor det må forventes, at danskeren oven i købet får en endnu større rolle på et Stuttgart-mandskab, der er lidt i kulkælderen.

Her kan danskerens energi og løbevilje være med til at løfte sine holdkammerater op, og han har i hvert fald vist, at han ikke er bange for at gå forrest. Det endte også galt i 11. spillerunde mod Arminia Bielfeld, hvor han i et voldsomt sammenstød med Patrick Wimmer måtte en tur på hospitalet for at blive tjekket for hjernerystelse.

 

Kampe: 7
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️

 

Mads Valentin Pedersen – FC Augsburg 

Selvom det bliver koldere og koldere udenfor, så er Mads Pedersen omvendt ved at arbejde sig ind i varmen i Augsburg. Danskeren har været på banen i 13 ud af 14 spillerunder i Bundesligaen, hvilket uden tvivl er wingbackens gennembrud i det tyske efter en ellers hård start.

Mads Pedersen har både spillet på venstrebacken, mens han også har været i aktion på venstrekanten. Det var også netop fra venstrekanten, at Mads Pedersen scorede et af sine mest betydningsfulde og emotionelle mål. Det var den 19. november, og Augsburg tog på hjemmebane imod mægtige Bayern München.

Augsburg tog fuldkommen Bayern på sengen, og Mads Pedersen satte sin første sæsonscoring ind efter 23 minutter, hvor han åbnede ballet. Augsburg snuppede en chokerende 2-1-sejr over Bayern München, og danskeren var også ovenud lykkelig, da kampen blev fløjtet af, har han senere beskrevet overfor klubbens hjemmeside.

Se Mads Valentin Pedersen score mod Bayern München

Mads Pedersen kom dog ikke i aktion i den seneste spillerunde mod VfL Bochum, men det skyldes en mindre skade, og generelt har det været meget opløftende at fælge hans præstationer i efteråret, efter han tidligere var på udlån til Zürich efter et halvt år på bænken, mens han var marginalspiller i sidste sæson.

Mads Pedersen vinder på, at han både kan spille på backen og på kanten, mens han også en enkelt gang har spillet på midtbanen. Det giver ham en fleksibilitet, der uden tvivl kaster flere spilminutter af sig, og det nyder danskeren godt af.

 

Kampe: 13
Mål: 1
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️ og en halv

 

Frederik Winther – FC Augsburg

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Således lyder et gammelt ordsprog, men selvom det efterhånden har nogle år på bagen, så ændrer det ikke på, at det stadig er aktuelt. Især for Frederik Winther i Augsburg.

Den unge midtstopper har nemlig fået sin Bundesliga-debut, da klubbens normale førstevalg Reece Oxford er ude med en muskelskade. Det betød debut til 20-årige Winther i 13. spillerunde ude mod Hertha Berlin, og danskeren var igen at finde i Augsburg-startopstillingen i den seneste spillerunde mod VfL Bochum.

Det er et kæmpe skulderklap til den unge dansker, der som en ung hanløve har fået smag for mere. Og hvem ved, måske kommer der mere allerede i den kommende weekend, når Köln er modstanderen.

Winther er svær at bedømme, men han får alligevel tre Buli-bolde, fordi han har tilkæmpet sig sin debut, og der kan meget vel være mere på vej til den talentfulde midtstopper, som også skal vænne sig til tempoet i Bundesligaen.

 

Kampe: 2
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️

 

Jacob Barett Laursen – Arminia Bielefeld

Jacob Barrett Laursen er efterhånden ved at være et kendt navn syd for grænsen, hvor venstrebacken i sin anden sæson i det tyske virkelig har slået igennem. Barrett er fast mand hos Bielefeld, og oktober måned var særligt en god en af slagsen for danskeren, der kom på måltavlen hele to gange.

Det kastede ikke bare en men to pladser på rundens hold af sig i Bundesligaen, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel. Barrett er også blevet nævnt af landstræner Kasper Hjulmand, som en af de spillere, der står udenfor og banker på døren. Den dør kan Barrett meget vel sparke ind, hvis han fortsætter den rivende udvikling, som danskeren er inde i for tiden.

Men inden vi går helt i selvsving med klaphat og Re-Sepp-Ten, så har vi et rigtig stærkt landshold, hvilket Barrett også selv har udtalt, hvorfor han bare ser det som et cadeau, at han overhovedet bliver nævnt i den sammenhæng.

Barrett er et af de bedste eksempler på, at man lige skal bruge en sæson på at finde sig til rette i Bundesligaen, hvorefter man for alvor har vænnet sig til tempoet, intensiteten og niveauet. Det høster venstrebacken frugterne af i øjeblikket, hvor han egentlig ikke har kunne ønske sig ret meget mere.

 

Kampe: 13
Mål: 3
Assists: 1
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️ og en halv

 

Jakob Busk – Union Berlin

Jakob Busk har kontraktudløb med Union Berlin til sommer, og mon ikke det trækker op til et farvel? Busk har fortsat ikke spillet en eneste kamp i denne sæson, hvilket var det samme billede i fjor, mens han dog har været på bænken i Conference League.

Enten skal Busk affinde sig med livet som tredjekeeper i endnu et halvt år, eller også skal han forsøge om han kan finde en ny klub allerede i januar måned. Den sidste udvej er en fri transfer til sommer.

 

Kampe: 0
Clean sheets: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

 

Zidan Sertdemir – Bayer Leverkusen

Zidan Sertdemir har i en alder af 16 år allerede fået Bundesliga-debut, da han blev skiftet ind fire minutter før tid i 11. spillerunde mod Hertha Berlin. Det har uden tvivl været en stor oplevelse for den unge dansker, der ikke siden har været inde at snuse til Bundesliga-bold.

Til gengæld har han fået masser af spilleminutter på ungdomsholdet, hvor han også har været afgørende med fire mål og to assists. Han formåede endda at score to mål på bare tre minutter mod Wuppertals U19-hold.

Mål avler selvtillid, og det har den unge dansker en hel del af i øjeblikket. Vi har at gøre med et stortalent i svøb, som uden tvivl nok skal få chancen på Bundesliga-niveau flere gange i denne sæson. Og hvem ved om han ligefrem kan blive en kandidat til VM i Qatar?

 

Kampe: 12
Mål: 8
Assists: 2
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️

 

Mikkel Kaufmann – Hamburger SV

Mikkel Kaufmanns lejeophold i HSV har nok ikke været helt, som hverken han, HSV eller FC København havde drømt om. Den danske angriber spiller en marginalrolle hos HSV, hvor han dog har været på banen i 12 ud af 16 2. Bundesliga-opgør.

Det i sig selv lyder fornuftigt, men han har samlet kun betrådt grønsværen i 142 minutter. Det giver en angriber svære arbejdsbetingelser, især når man skal vænne sig til en ny spillestil og en ny liga, og det har da heller ikke været en dans på roser for Kaufmann.

Danskeren har endnu ikke scoret sit første mål i HSV-trøjen, mens han også endnu har til gode at starte inde for traditionsklubben. De to ting hænger dog unægteligt sammen som HSV og trænerfyringer gennem de senere år, for hvis Kaufmann får åbnet målkontoen, vil det også gøre det nemmere at kræve en startplads.

 

Kampe: 12
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️

 

Mikkel Kirkeskov – Holstein-Kiel

Mikkel Kirkeskov kan ved årsskiftet fejre etårsjubilæum i Holstein-Kiel, og venstrebacken kan se tilbage på et succesrigt skifte indtil videre – i hvert fald i denne sæson. Her har danskeren godt nok været lidt ude og inde af holdet, men han er trods alt startet inde i størstedelen af kampene.

Den 30-årige venstreback gør ikke nødvendigvis det store væsen af sig rent offensivt, men han passer sine defensiver pligter med bravur og gør ikke tingene sværere, end de er. Når det så er sagt, så har Kirkeskov vist, at hans venstreben bestemt ikke fejler noget, da han leverede et millimeterpræcist indlæg til Benedikt Pichler, der headede bolden i nettet på 10. spilledag.

Kirkeskov er startet inde i de seneste to opgør, og han skal bare fortsætte med at klø på, for han får tilliden.

 

Kampe: 12
Mål: 0
Assists: 1
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️

 

Andreas Poulsen – FC Ingolstadt

Andreas Poulsen jagter stadig sit store gennembrud i det tyske og særligt i Gladbach, som har sendt danskeren på græs i Ingolstadt. Eller det er måske så meget sagt, da venstrebacken kun har været involveret i sølle to kampe i denne 2. Bundesliga-sæson, mens han har spillet to kampe for klubbens andethold.

Overfor bold.dk har danskeren forklaret, at træner, André Schubert, ikke har skænket ham et blik, og at han slet ikke har fået chancen for at bevise sin berettigelse. Så der blev nok et grædt mange tårer, da Ingolstadt for nyligt valgte at fyre netop Schubert efter blot otte kampe.

Måske en ny træner kan give fornyet tro på tilværelsenn, men Andreas Poulsen skal stadig væbne sig med tålmodighed.

Han er nemlig blevet ramt af corona  og er i øjeblikket ukampdygtig

 

Kampe: 4
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: Uden for bedømmelse

 

Asger Sørensen – FC Nürnberg

Den danske forsvarskriger har stadig spillet samtlige kampe i 2. Bundesligaen fra start for Nürnberg. Det til trods for, at Asger Sørensen i 12. spillerunde måtte udgå i pausen med et brækket kindben. Det hindrede dog ikke danskeren i at stille op til næste kamp mod Werder Bremen, hvor Asger Sørensen også spillede fuld tid.

Senest måtte forsvarskrumtappen dog lade sig udskifte efter bare 11 minutters spil, da han havde kvalme og følte ubehag. Men Nürnberg har så sent som tirsdag eftermiddag lagt et billede ud på Twitter, hvor man kan se, at Asger Sørensen er tilbage i fuld vigør på træningsbanen.

Det ville heller ikke være godt for Nürnberg, hvis man skulle undvære danskeren, der bestemt har sin andel i, at klubben er i besiddelse af den bedste defensiv på papiret i hvert fald. Nürnberg har lukket færrest mål ind af alle i 2. Bundesliga, 16 mål er gået ind i lige så mange kampe, hvilket taler for sig selv.

Asger Sørensens kontrakt udløber til sommer, og det er ikke utænkeligt, at danskeren måske vil søge mod Bundesligaen, hvis han skal nå at få den drøm opfyldt. Hans præstationer i øjeblikket vidner i hvert fald om, at han er parat til at prøve lykken i den bedste tyske række. Hvis ikke kan han altid forlænge med Nürnberg, der nok gerne står klar med en ny kontrakt.

 

Kampe: 16
Mål: 0
Assists: 0
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️⚽️

 

Andreas Albers – SSV Jahn Regensburg 

Andreas Albers er gået lidt i stå rent målmæssigt, hvor han i de seneste par sæsoner har været garant for tocifret antal mål. Det kan angriberen naturligvis nå endnu, men i indeværende sæson står han noteret for tre scoringer i 16 kampe.

De ville andre steder have betydet en plads på bænken, men det er ikke tilfældet i Regensburg, som udviser stor tillid til den 31-årige dansker, der er startet inde i 13 ud af 16 kampe. I slutningen af oktober måned måtte danskeren dog tage plads på tilskuerpladserne med en skulderskade, som han dog hurtigt kom tilbage fra.

Grundlæggende kan Albers være tilfreds med denne halvsæson, og selvom han ikke er helt lige så målfarlig som tidligere set, så får han stadig tilliden.

 

Kampe: 16
Mål: 3
Assists: 2
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️

 

Simon Makienok – FC St. Pauli

Det er nok de færreste, der regnede med det.

Det er nok også de færreste St. Pauli-fans, der også troede på det.

Men ikke desto mindre så kan St. Pauli kalde sig for Herbstmeister efter et forrygende efterår med kun to tabte kampe – og et forspring på seks point ned til de nærmeste forfølgere inden de sidste to runder.

Danske Simon Makienok har dog kun spillet 418 minutter i 2. Bundesliga for St. Pauli, så det vil være uretfærdigt at påstå, at danskeren har spillet en hovedrolle.

Og så alligevel.

Makienok har bidraget med et par vigtige scoringer – bl.a. mod HSV i starten af sæsonen – mens han også fik nettet til at blafre i 11. spillerunde, da St. Pauli besejrede Hansa Rostock med 4-0. Danskeren har fået chancen fra start seks gange, mens han også er blevet skiftet ind seks gange, hvilket vidner om, at angriberen har gjort det fint uden for alvor at slå igennem.

Makienok er med andre ord i periferien, men det har ikke gjort det nemmere for den høje og duelstærke angriber at byde sig til, da han er blevet smittet med corona-virus for anden gang under pandemien.

 

Kampe: 13
Mål: 3
Assists: 3
Buli-barometer: ⚽️⚽️ og en halv

 

Martin Hansen – Hannover 96

En andenmålmands lod er at slå til og være klar, hvis der skulle ske noget med klubbens førstevalg. Det var lige præcis, hvad der skete for Martin Hansen, der ud af det blå fik sæsondebut for Hannover i 2. Bundesliga, da H96’s normale førstevalg Robert Zieler måtte gå fra banen med en skade mod Schalke i 10. spillerunde.

Siden da har Martin Hansen vogtet buret i Hannover, hvor det er blevet til to clean sheets i syv 2. Bundesliga-kampe for den danske keeper, der også har holdt clean sheets i begge kampe i pokalturneringen. Senest holdt han buret rent mod HSV, da Hannover tog en stor skalp og besejrede traditionsklubben, hvilket også gav Hannover tre tiltrængte point i bunden af rækken.

Det er rart at se, at danskeren har fået og ikke mindst grebet chancen, hvorfor det bliver spændende at se, hvor Martin Hansen står, når Robert Zieler kommer tilbage fra sin skade.

 

Kampe: 9
Clean sheets: 4
Buli-barometer: ⚽️⚽️⚽️⚽️

You may also like
Danskere, Bundesligaen,
Sådan går det de danske spillere i Bundesligaen – oktober 2022
Sådan gik det danskerne i Bundesligaen 2021/22
Sådan går det danskerne i Bundesligaen – april 2022
Optakt, Werder Bremen, tilskuere, 2. Bundesliga
Optakt til runde 27 i 2. Bundesliga: Simon Makienok i storform og topbrag i Bremen