I 1990 blev DDR opløst, og et forenet Tyskland var atter at finde på landkortet. Forud for var gået mere end 40 år med et land opdelt i et Øst- og Vesttyskland, med Vesttyskland som den klare storebror. Men hvordan forløb fodbolden i østen, og er det overhovedet et retvisende billede, når det østtyske landshold beskrives som proletariatets fodboldhold?
Den 21. september 1952 spillede Østtyskland sin første officielle landskamp mod Polen i Warszawa. Kampen var betydningsløs og endte med et 3-0 nederlag til DDR. Herfra fulgte flere ubetydelige venskabskampe med et hold, som for de færreste vækker genklang af en lidt speciel årsag.
Holdet bestod ikke af de bedste spillere, men derimod af hvad der bedst kan beskrives som værende gode socialistiske rollemodeller. Denne idealistiske og meget propagandaprægede idé blev dog med ét ændret, da Vesttyskland vandt VM i 1954 – en turnering som DDR ikke havde så meget som overvejet at stille op i. Euforien ville ingen ende tage, hverken i Øst- eller Vesttyskland efter VM-sejren, hvilket betød at der måtte nye boller på suppen.
Østtyskland fik sig meldt til kvalifikationen til VM i 1958 og spillede sin første hjemmekamp mod Wales. Kampen blev spillet i Leipzig, hvor der var blevet anmodet om op imod 400.000 billetter. Officielt blev der solgt 100.000 billetter, men det anslås at 120.000 mennesker så 1-0-sejren.
Interessen for fodbold, og for et Østtysk landshold, var der på alle måder. Det var dog ikke problemfrit for de østtyske trænere at få samlet holdet, da regeringen ikke havde den store interesse i holdsport. Interessen for dem lå derimod i enkelmandssportsgrene, hvor det var nemmere at vinde medaljer til OL.
Dynamiske Dynamo
Den hjemlige liga i Østtyskland blev oprettet allerede i 1949, og hed Deutscher Sportausschuss Oberliga eller blot DS-Oberliga. Ligaen var de første mange år ganske lige, med mange forskellige vindere. Dette ændrede sig dog i 1978-79 sæsonen, hvor Berliner FC Dynamo begyndte en dominans som Bayern München end ikke kan matche.
De næste 10 år blev der kun skrevet Berliner FC Dynamo på trofæet. Dette var dog ikke helt tilfældigt, da holdet fik tilført mange dygtige spillere fra de andre østtyske-hold, samt dommere som konsekvent dømte til deres fordel. Af nævneværdige spillere fra Berliner-holdet kan nævnes; Thomas Doll, Christian Backs og Rainer Ernst. Sidstnævnte var i øvrigt med til at vinde alle 10 mesterskaber.
Østens Gerd Müller
Hos landsholdet var der ikke meget held med at kvalificere sig til store turneringer, det blev således kun til en enkelt kvalifikation. Denne kvalifikation blev dog til et, på alle måder specielt VM, nemlig i 1974 hvor værten var… Vesttyskland. Som hvis højere magter havde haft en finger med i spillet, blev Vest- og Østtyskland puttet i samme gruppe. De to mødtes i puljens sidste kamp, hvor begge hold var sikret avancement. Vesttyskland var midt i en stor periode, hvor spillere som Der Kaiser og Gerd Müller var at finde på holdkortet.
Det blev dog mod al forventning DDR som kom sejrsrigt ud af kampen med en 1-0-sejr. Målet blev sat ind af Jürgen Sparwasser, der fejrede det med en fin kolbøtte. Dette blev dog den sidste sejr for Østtyskland i turneringen, som i mellemrunden røg ud. Turneringen blev i sidste ende vundet af Vesttyskland, efter en 2-1-sejr over Holland.
Det østtyske landshold var præget af en stærk organisation, og stod typisk godt på banen. Holdets største profil, samt rekordindehaveren for fleste antal mål samt fleste spillet kampe, var Joachim Streich. Streich slog til dagligt sine folder i først Hansa Rostock og senere FC Magdeburg. I løbet af sin karriere gjorde de mange mål for både land og klub ham til en helt i Østtyskland, og sikrede ham blandt andet navnet Gerd Müller des Ostens. Hvad Streich kunne som Gerd Müller ikke kunne, var at deltage ved OL, som på dette tidspunkt kun måtte spilles af amatørspillere for Vesttyskland. (Et tiltag man i øvrigt kender fra USA og deres basketballhold indtil 1992)
Lige netop OL var som førnævnt en vigtig begivenhed for den østtyske regering, og de stillede derfor med stærkeste fodboldhold til turneringen. Dette resulterede i to bronze medaljer i 1964 og 1972, en enkel sølvmedalje i 1980 og ikke mindst en guldmedalje i 1976. Indtil 1964 havde de to lande sendt et samlet hold af sted, men i 1964 blev der spillet en kamp, de to lande imellem, om hvem der skulle deltage. Denne kamp vandt DDR over de vesttyske amatører, og sikrede sig derved pladsen til OL.
Indførelsen af Bundesligaen – farvel til østtyske storklubber
Nu springer vi i tiden, og kommer op til genforeningen af Øst- og Vesttyskland. En glædens tid for langt de fleste i Tyskland, men også en tid som varslede ændringer i fodbolden. Det østtyske landshold blev naturligvis slået sammen med det vesttyske landshold – de to hold var i øvrigt kommet i pulje sammen til kvalifikationen til EM 1992 i Sverige, hvor et samlet Tyskland som bekendt blev slået i finalen af… Danmark!
Hvad den hjemmelige liga angik, blev Oberliga i 1991 opløst og rækkens 14 klubber blev fordelt ud i de eksisterende tyske rækker. To hold fik lov at komme direkte ind i Bundesligaen. Det ene var Hansa Rostock, som i dag befinder sig i 3. Liga, og det andet var Dynamo Dredsen, der i dag befinder sig i 2. Bundesliga. Det er i de efterfølgende år blevet tydeligt, at de østtyske-klubber ikke kunne følge med de vesttyske-klubber, hvilket blandt andet før er blevet dækket her på siden.
Historien om østtysk-fodbold er dog sjov at kigge tilbage på. Fra propaganda-holdet med de gode socialister, over til holdet som slog Vesttyskland i en VM-kamp. Fra et hold som aldrig kunne kvalificere sig til et
Europamesterskab, men som til gengæld var en magtfaktor når det kom til de olympiske lege. Fodbolden i Østtyskland var ikke gennemsyret af kommunisme, det var tværtimod et lille lys, i en ellers mørk tid for mange østtyskere.
Læs også: Red Bull giver Østtyskland en stemme, men Dresden leverer håbet
