bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > David Wagner – godt humør, men også god træner?

David Wagner – godt humør, men også god træner?

Tyske ord, udtryk, sprogblomster

Af Mads Bjergaard og Nicolai Lisberg

Det er ingen skam at blive fyret. Ja, nogle vil hævde, at man ikke er en rigtig træner, før man har prøvet at få sparket. Det har David Wagner. To en halv gang. Med Huddersfield blev han og klubben enige om at ophæve kontrakten, mens både Schalke og Young Boys ikke så andre udveje end at trykke på knappen. Begge i øvrigt efter 40 kampe.

Men hvem er David Wagner, og hvad kan han principielt tilbyde Brøndby, skulle han blive klubbens nye cheftræner?

De danske Brøndby fans der i disse dage søger nettet tyndt for en karakteristika af deres potentielt kommende træner er formentlig hurtigt stødt på den påstand, at han på mange måder minder om Jürgen Klopp. Og sammenligningen er da også lige til. De to spillede sammen i Mainz, var trænerkollegaer i Dortmund og er bedste venner. Ja, David Wagner var forlover ved Jürgen Klopps bryllup, mens Klopp omvendt er gudfar til Wagners datter. Og ligesom Klopp ligger en af hans styrker også i retorikken og det at skabe sammenhold i en trup.

”Han har en god måde at håndtere holdet på. Han er ikke for tæt på, men heller ikke for langt væk. Han formår at få spillere til at gå gennem ilden for ham,” som Henrik Bonmann sagde om deres fælles fortid på Dortmund andethold. Her blev David Wagner også rost for at levere nogle endda meget emotionelle team talks, og det var nogle af de samme dyder, som han i første omgang lykkedes stort med i Huddersfield.

Dawid Wagner – den næste i rækken af store tyske trænere?

For her så Jürgen Klopp-sammenligningen ud til at fortsætte for David Wagner. I hvert fald i forhold til at opnå øjeblikkelig succes. Han tog et relativt ordinært hold og gjorde dem bedre, end de var. Førte dem i Premier League for første gang i 45 år og måske mere overraskende til overlevelse i den første sæson oppe. Den engelske presse var ved at falde i svimer over David Wagner. Var han den næste i rækken af store tyske træner talenter? Klopp, Tuchel og Wagner?

Nej, må det det åbenlyse svar være her nogle år efter. For det gik galt i Huddersfield, som det siden hen er gjort flere gange. Det var jo naturligt nok, at opturen i Huddersfield ikke kunne vare ved, men det var hvad der sidenhen fulgte, der må skabe bekymring.

I juli 2019 fik David Wagner chancen i det glohede sæde i Schalke 04, og forventningerne var store til en toptræner, som havde erfaring fra den højeste hylde og ikke helt irrelevant var en del af Eurofighter-holdet, der sikrede de kongeblå sejren i UEFA Cuppen i 1997.

David Wagner fik en fantastisk start på holdet i Ruhr, og holdet spillede seværdig og flot fodbold, som fik de længselsfulde Schalke-fans til at drømme sig tilbage til 00’ernes evige jagt på mesterskabet i hælene på Bayern München. Og der var op til flere muligheder for, at Schalke kunne indtage førstepladsen i tabellen for første gang i ti år i Wagners første sæson. Men selvom det blot blev ved muligheden, overvintrede holdet i toppen af Bundesligaen ved juleferien. Det lignede noget stort.

Ingen Klopp

Det var dog ren Dr. Jekyll og Mr. Hyde, da sidste halvdel af sæsonen gik i gang. Die Knappen indledte med et smældende nederlag på 5-0 mod Bayern München, og foråret var én lang elendighed med sviende nederlag i den helt grimme størrelsesorden. 0-5 mod Leipzig, 0-4 mod rivalerne fra Dortmund, 0-4 mod Freiburg samt 0-3 mod både Augsburg og Köln. Samtidigt med dette fik coronavirussen fat i Bundesligaen, og Schalke 04 var i reel mulighed for at gå konkurs i april måned. Det kun var de flotte resultater i efteråret, der reddede Wagner og co. fra nedrykning og det definitive kollaps.

Læs også: 13 Bundesligaklubber i fare for at gå konkurs

Efter sæsonen endeligt blev afsluttet, virkede en fyring som en uundgåelig konsekvens. Men grundet klubbens økonomiske situation, var der slet og ret ikke råd til at afskedige endnu en manager. Wagner fik muligheden for at råde bod på forårets elendighed ved starten på den nye sæson, men lige lidt hjalp det. Schalke lagde fra land med en rundbarbering af absurde dimensioner, da Bayern München udspillede de rådvilde Schalke-spillere med 8-0.

Denne kamp skulle blive et forvarsel for, hvad der var i vente for Schalke. Den efterfølgende runde blev fulgt af et 3-1 nederlag mod Werder Bremen og efter klubbens 18. nederlag i træk, fik Wagner et trist eftermæle og en fyringsseddel med i hånden.

Han havde igen efterladt et hold i bunden af tabellen efter en ellers lovende start, og selvom mange Schalke-trænere særligt siden har måtte opgive at løfte sværdet i stenen, blev der sået tvivl ved David Wagner. Nogen Klopp eller Tuchel var han nok næppe.

Læs også: Fra helt til helvede

Det var sammenhold og peptalks, men hvordan kunne hans hold falde så monumentalt? Hvor var det spillemæssige aftryk? Hvad var det, han ville med sine mandskaber?

Det manglende aftryk

Klopp-sammenligningerne hørte op. Der var ikke det store gegenpres over Wagners måde at anskue fodbolden på, som der ellers næsten var over enhver tysk træner i den periode. Fra Klopp og Tuchel over Nagelsmann og Zorniger.

Efter Schalke fik han så chancen i Young Boys. Forvarende schweiziske mestre fire år i træk og dermed endelig mulighed for at præge et tophold. Vise omverden, hvad han gerne ville rent fodboldtaktisk. At han var mere end motiverende ord og et stort smil

Nogle så det som et skridt ned, men David Wagner sagde selv ved sin præsentation, at: ”Det vigtigste kriterium for mig var hverken landet eller lønnen, men troværdigheden ved ​​de mennesker, jeg handler med.”

Troværdigheden manglede på banen, hvor det ikke lykkedes Young Boys at genvinde mesterskabet.En kvalifikation til Champions League trak op i vurderingen, men det var også det. Wagner havde begyndt ganske fint, men derfra gik det i stå. Som det gjorde i Schalke, og som det til dels gjorde i Huddersfield.

Nu kan han måske tage endnu et skridt ned, skulle Brøndby blive aktuelt. Her skal han skabe godt humør og sammenhold i truppen. Hans tiltro til unge spillere flugter også fint med klubben fra Vestegnen, men kan David Wagner efter to fyringer i træk, hvor han fejlede med at give sine mandskaber en klar defineret stil, endelig levere kontinuerligt?

Er manden med det gode humør og de inspirerende teamtalks også en god træner?

 

You may also like
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!