bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskeroverblik: Landsholdsdebut, kontraktforlængelse og vigtige mål

Bundesliga-fodbolden ligger stille, og i den anledning ser vi tilbage på den forgangene måned, og hvordan det er gået vores danskere i Tyskland.

 

Thomas Delaney – Borussia Dortmund

Delaney fik en hovedrolle, da Dortmund i seneste runde hentede en fuldstændig vanvittig sejr ude mod Hertha BSC. Danskeren kom på tavlen, da han bragte balance i regnskabet efter 14 minutter med sin scoring til 1-1. Og som Kicker selv skriver, så er Delaneys mål ikke smukke, men de er til gengæld vigtige, og det må man i den grad sige. Delaney har nemlig scoret i Ruhr-derbyet mod Schalke tidligere på sæsonen.

Delaney er lidt on and off i startopstillingen, men i langt størstedelen af kampene er der dog fuld spilletid til landsholdsspilleren, der også er fast mand hos Åge Hareide på landsholdet. Som tidligere nævnt har han haft Axel Witsel som fast makker i Dortmunds 4-2-3-1 formation, men på det seneste er Lucien Favre begyndt at eksperimentere med 4-1-4-1, hvilket kun overlader en enkelt plads til en central midt, og det er en af grundene til, at Delaney ikke kan vide sig sikker på en startplads i hver eneste kamp.

Kampe: 30

Mål: 2

Assists: 3

 

Yussuf Poulsen – RB Leipzig

Sidst vi lavede danskeroverblik, var der virkelig god grund til at læse med, hvis man er tilhænger af Yussuf Poulsen. Mål har han ikke lavet siden, men til gengæld har han som altid leveret en 100% arbejdsindsats, og RB Leipzig har da også anerkendt Yussuf Poulsens store sæson ved at forlænge kontrakten med den danske landsholdsangriber.

Fremover har de to parter nemlig papir på hinanden helt frem til 2022, og spilleren med flest kampe for RB Leipzig kan altså udbygge sin i forvejen populære status i den østtyske klub.

Vi har før nævnt, at den primære årsag til Yussuf Poulsens opblomstring som målscorer i denne sæson har været, at han har spillet mere centralt end tidligere. Af samme grund kunne vi derfor godt ønske os at se Yussuf Poulsen afprøvet som decideret spidsangriber på det danske landshold.

Kampe: 36

Mål: 15

Assists: 6

 

Jacob Bruun Larsen – Borussia Dortmund

Endelig kom den! Landsholdsudtagelsen til Jacob Bruun Larsen, der slog sit navn fast i  hele Fodbolddanmark med et par gyldne uger tilbage sidste år med mål i både Bundesligaen og i Champions League. Nu er Bruun Larsen så udtaget til A-landsholdstruppen – dog pga. et afbud fra Robert Skov – men ikke desto mindre bliver det spændende at følge Dortmund-spilleren i rødt og hvidt.

Han har også gjort sig fortjent til pladsen, for ligesom Delaney har han et ufatteligt arbejdsiver. Han blev også belønnet med en startopstilling ude mod Hertha BSC på en lidt uvant position som frontangriber, men selvom det ikke blev til mål eller assists, kunne Bruun Larsen i den grad være sin indsats bekendt.

Efter et mindre formdyk i begyndelsen af foråret, har der været bedring at spore for Jacob Bruun Larsen, der igen har simplificeret sit spil en smule. Han er ikke den store dribler en-mod-en, men hans intelligente løb og gode pasningsspil var det, der i efteråret sikrede ham et gennembrud i den tyske klub.

Kampe: 24

Mål: 3

Assists: 2

 

Frederik Rønnow – Eintracht Frankfurt

Situationen er fortsat ikke optimal for Frederik Rønnow i Frankfurt, hvor han stadigvæk får splinter i bagdelen. Den danske landsholdskeeper står også kun noteret for seks kampe i hele sæsonen, og vi skal helt tilbage til den 13. december 2018 for at finde seneste gang, Rønnow vogtede Frankfurt-buret.

Keeperen har også selv udtalt at situationen i den tyske klub ikke er optimal. Han fortæller til Tipsbladet. ”Det er ikke optimalt for mig, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke har spillet meget. Jeg vidste, det var sådan et forår, jeg gik ind til, så der er desværre ikke så meget forandret”, forklarer han. Til gengæld kan Rønnow fortælle til mediet, at hans træningsform er god med et smil på læben, men det er selvfølgelig spilleminutter, der tæller, og dem får Frederik Rønnow ikke mange af i øjeblikket.

For Rønnows egen skyld skal han håbe på, at Frankfurt ikke forlænger Kevin Trapps lejeaftale, og så skal han for alvor håbe at slå til næste sæson. Hvis ikke det sker, er der ikke ret mange andre muligheder end at søge efter en ny klub…

Kampe: 6

Clean sheets: 2

 

Frederik Sørensen – 1. FC Köln

Netop det med at søge efter en ny klub, er nok også noget af det, der står højt på Frederik Sørensens ønskeliste. De seneste tre kampe har danskeren i Köln slet ikke været i truppen, og det er langt fra optimalt for den 26-årige dansker.

For Frederik Sørensen kan der heller ikke være nogen tvivl; han skal finde en ny arbejdsgiver til sommer, som ovenikøbet har lyst til at købe ham fri, da han har kontrakt med Köln frem til 2021.

Kampe: 5

Spilleminutter: 128

 

Andreas Poulsen – Borussia Mönchengladbach

Succes er der til gengæld for unge Andreas Poulsen, der fortsat får masser af spilletid i Gladbach. Det er dog ikke på førsteholdet, men i stedet på Regional Liga West-holdet, og forhåbentligt kan de mange gode præstationer føre til, at Andreas Poulsen til næste sæson kan få chancen på den helt store scene i Bundesligaen inden længe.

Hans præstationer går heller ikke ubemærket hen i Danmark, hvor han er fast inventar i Niels Frederiksens U21-landsholdstrup, og mon ikke Andreas Poulsen skal til U21-EM til sommer, hvor han måske kan vise sig endnu mere frem.

Konkurrenten Oscar wendt har forlænget kontrakten med Gladbach for yderligere et år, men det er planen, at Andreas Poulsen i næste sæson skal sluses mere ind omkring førsteholdstruppen.

 

Nikolas Nartey – 1. FC Köln

Mens Frederik Sørensen er ude i kulden i Köln, er det ikke helt tilfældet med Kölns anden dansker, Nikolas Nartey. Nartey fik debut tilbage i februar – en noget spøjs en af slagsen, hvor han kun var på banen i omkring syv sekunder, før slutfløjtet lød.

Sidenhen er det dog ikke blevet til flere spilleminutter på 2. Bundesliga-mandskabet, men i stedet har han spillet fuldtid på Regional Liga West-holdet.

 

Emil Berggreen – 1. FSV Mainz 05

Vi starter med det positive: Emil Berggreen er stille og roligt tilbage fra en af sine mange skader. Han har trænet med i nogle uger nu, men som om Berggreen ikke er uheldig nok i forvejen, kunne Mainz fortælle på et pressemøde inden kampen mod Bayern i sidste runde, at danskeren er ramt af en infektion, der holder ham ude…

Vi krydser fingre for, at Berggreen snart kan få comeback efter mere end et halvt år på sidelinjen med en muskelskade.

Kampe: 0

 

Asger Sørensen – Jahn Regensburg

For første gang i denne sæson gik Asger Sørensen i mandags glip af en kamp, da Jahn Regensburg tabte hjemme til Greuther Fürth. For mange gule kort kostede nemlig danskeren, der havde karantæne i den føromtalte kamp.

Det får nok næppe den store betydning, og mon ikke formstærke Asger Sørensen er tilbage i startopstillingen, når Jahn Regensburg spiller næste kamp i den kommende weekend. Vi skal da også tilbage til den 8. februar for at finde det seneste nederlag til Regensburg, når danskeren har været på banen.

Kampe: 26

Assists: 2

 

Jakob Busk – Union Berlin

Jakob Busk har det samme problem, som Frederik Rønnow i øjeblikket, da han er klart andetvalg i Union Berlin. Det har egentlig været tilfældet hele sæsonen, og det må man i princippet lære at leve med, når man er i målmandsbranchen. Der er dog heller ingen tvivl om, at det ikke er optimalt for Busk, som måske også skal forsøge at finde en nu klub snarest muligt, hvis han vil have spilleminutter.

Kampe: 0

 

Brian Hamalainen – SC Dynamo Dresden

Resultatmæssigt går det ikke specielt godt for Dynamo Dresden, der kun har formået at vinde seks kampe i indeværende sæson, og derfor er de også være lidt presset i den nedre halvdel i 2. Bundesligaen.

Brian Hamalainen har dog fået regelmæssigt med spilletid i denne sæson, og hver gang han har været på banen, har han spillet fuld tid. Hamalainen har pga. en rygskade ikke været med i de seneste tre kampe, som i skrivende stund har holdt ham ude i 30 dage.

Vil du ned og se der mange danske spillere i både 1. og 2. Bundesliga, så er kampprogrammet for de resterende runder i ligaerne fastlagt. Se, hvordan du får billetter og planlæg din næste fodboldrejse

 

You may also like
Bundesligaens mest værdifulde spillere
Danskerstatus – Sæsonen der gik
Danskeroverblik: Braste drømme, Yussuf igen-igen, splinter og succes i 2. Bundesliga
Rundens hold i Bundesligaen – runde 29: Rekord-Sancho,