bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskeroverblik: Braste drømme, Yussuf igen-igen, splinter og succes i 2. Bundesliga

Vi er tilbage med en status på, hvordan det går danskerne i Bundesligaen og 2. Bundesliga for næstsidste gang i denne sæson. Vi kan blandt andet se tilbage på en april måned, hvor Yussuf Poulsen fortsatte sin storform, mens Thomas Delaney, Jacob Bruun Larsen og resten af Dortmund så godt som smed mesterskabet. Vi ser også nærmere på Bjørn Paulsen, der sammen med Ingolstadt vandt over HSV i weekenden, mens vi også runder et par danske målmænd, der er ved at få splinter i bagdelen.

Yussuf Poulsen – RB Leipzig

Vi begynder med den dansker, som uden tvivl har været den bedste i år. Yussuf Poulsen har været farlig som aldrig før, og tidligere har målene manglet, men den del har Leipzig-angriberen virkelig fået bygget på sit spil i denne sæson. Yussuf Poulsen er oppe på 15 sæsontræffere, og han blev i weekenden også nomineret til årets hold i Bundesligaen, hvilket må siges at være spitzenklasse.

Sidst vi gennemgik de danske præstationer var den 25. marts og bare fem dage efter, valgte Yussuf Poulsen så at lave et hattrick i 5-0-sejren over Hertha BSC – hans første af slagsen – så vi tør godt allerede nu at udpege ham til den bedste dansker i denne sæsons Bundesliga, selvom der fortsat resterer to runder. Minsandten om ikke også Yussuf Poulsen spillede en hovedrolle, da han og Leipzig spillede sig i deres første pokalfinale med en 3-1-sejr ude mod HSV. Her bød danskeren selv ind med et mål og en assist, så generelt er der ikke meget at være utilfreds med for Poulsen i øjeblikket.

Mål: 19

Kampe: 42

Assists: 8

 

Thomas Delaney – Borussia Dortmund

Mesterskabet ser ud til at være afgjort, da Thomas Delaney og Dortmund ikke formåede at vinde ude mod Delaneys tidligere klub, Werder Bremen, selvom BVB var foran 2-0. Generelt har april måned ikke været nogen drømmemåned for Dortmund og Delaney, der som de fleste ved, fik ørerne i maskinen på Allianz Arena i starten af måneden, da Bayern viste de sort-gule, hvor skabet skulle stå med en 5-0-sejr.

Den 27. april var det så rivalerne fra Schalkes tur til at ødelægge Dortmund mesterskabsdrømme, da de vandt Revierderbyet 4-2. I den kamp blev Delaney ofret efter 56 minutter, da Dortmund skulle jagte en scoring, og senest blev danskeren skiftet ud efter 83 minutter, efter han ellers havde leveret et oplæg i et opgør, hvor han faktisk var blandt sit holds bedste

Det har generelt været en flot sæson for Thomas Delaney, som har vist, at han sagtens kan være med på et tophold i Tyskland med sin løbevilje og fight, men ligesom for resten af holdet har heller ikke han for alvor ramt samme niveau i foråret som i efteråret.

Kampe: 36

Mål: 2

Assists: 5

 

Jacob Bruun Larsen – Borussia Dortmund

Det har været begrænset med spilletid til Jacob Bruun Larsen de seneste par kampe, og i de sidste tre kampe har danskeren kun spillet sølle syv minutter. På de minutter nåede han dog at assistere i Revierderbyet, der som tidligere nævnt blev tabt med 4-2.

Ligesom med Thomas Delaney har det været en flot sæson for Jacob Bruun Larsen, men siden det gyldne efterår har der været noget mindre positivt at berette om.

Kampe: 29

Mål: 3

Assists: 3

 

Frederik Rønnow – Eintracht Frankfurt

Det kører på skinner for Frankfurt i Europa League, hvor holdet er med der, hvor det er helt sjovt. Sjovt er det dog ikke at være Frederik Rønnow i øjeblikket, da han fortsat må kigge meget langt efter spilletid. Kevin Trapp sidder fortsat tungt på målmandsposten i Frankfurt, og skriver han under på en perment aftale efter hans lejeaftale udløber, kan der ikke være andre løsninger for Rønnow end at søge efter nye udfordringer.

Landsholdskeeperen har simpelthen brug for at få spilleminutter, og som det ser ud lige nu, er det ikke Frankfurt, at det kommer til at foregå.

Kampe: 6

Clean sheets: 3

 

Frederik Sørensen – 1. FC Köln

Sølle 38 minutter, det er, hvad Frederik Sørensen har spillet i indeværende sæson, og han har slet ikke været i Köln-truppen siden den 23. februar, hvor holdet vandt 3-1 over SV Sandhausen. Udtalelserne om, at hans fremtid ikke lå i Köln, som han luftede i sommers, har virkelig gjort ondt, og fra det tidspunkt af var Frederik Sørensen reelt set fortid i klubben. Forsvarsspilleren skal dog have, at der har ikke været noget klynk, og han har fået ros for sin mentalitet, selvom det altså ikke rigtig har kastet spilletid af sig.

Mon ikke også Sørensen og hans agent er rimelig afklaret omkring, at han skal finde en ny klub til den kommende sæson, og så kan han måske få lov til at få de sidste to kampe, nu da Köln har sikret sig oprykning til Bundesligaen.

Kampe: 3

 

Nikolas Nartey – 1. FC Köln

Ligesom Frederik Sørensen har Nartey heller ikke rigtig fået spilletid for 2. Bundesligaens førerhold, men her er dog en lidt mere acceptabel grund, da Nartey er ung og urutineret. Det er dog ikke sådan, at Nartey spiller lige så lidt som sin danske kollega, da han er fast mand på Kölns andethold, der optræder i Regional Liga West. Her spiller midtbanespilleren fuld tid stort set hver uge, og han har da også både budt ind med mål og assist i denne sæson.

Med oprykningen på plads må Nartey bestemt være en kandidat til at få lidt minutter i benene i de sidste par kampe på førsteholdet, hvor han så passende kan vise, at han fortsat er en, som man kan regne med i næste sæson, når den står på Bundesliga-fodbold i Karnevalsbyen.

Kampe: 17* Blot en af disse kampe har været i 2. Bundesligaen

Mål: 3

 

Andreas Poulsen – Borussia Mönchengladbach

Der gælder lidt det samme for Andreas Poulsen, som der gælder for Nartey. De kan begge slå igennem næste sæson. Men denne sæson har været Poulsens første udenfor Danmarks grænser, og han har ikke formået at bide sig fast på Gladbachs førstehold, men til gengæld har han været fast mand på Regional Liga West-mandskabet.

I næste sæson skal han gerne mere ind omring holdet og også gerne byde sig lidt mere til i forhold til at konkurrere med Oscar Wendt om pladsen som venstre back. Det kan også være, at han skal prioritere flere spilleminutter – måske i 2. Bundesligaen – hvis Gladbach vil gå med til en lejeaftale.

Kampe: 13

 

Emil Berggreen – FSV Mainz

I skrivende stund har Emil Berggreen været ude med en skade i 228 dage, og i hele sin Bundesliga-tid i klubben har danskeren misset svimlende 103 kampe for Mainz. Berggreen har også kun optrådt sølle 16 gange i Mainz-trøjen i de tre sæsoner, som han har spillet i klubben, og han har også fortalt til mediet Bild, at det frustrerer ham.

Heldigvis er Berggreen begyndt at træne med de seneste tre uger, men det er nok tvivlsomt, at Mainz har lyst til at forlænge med danskeren, hvis kontrakt udløber den 30. juni. Den danske angriber fortæller også, at han gerne vil blive i Tyskland, men at han vil spille i Bundesligaen.

– Det er klart, at hvis jeg bliver i Tyskland, vil jeg ikke gå et skridt tilbage og spille 2. Bundesliga. Det kan også være, jeg finder noget i udlandet.

Mainz har for nyligt offentliggjort købet af Augsburgs angriber Dong-won Ji, der ikke ligefrem forstærker Berggreens muligheder for at blive i klubben.

Kampe: 0

 

Asger Sørensen – Jahn Regensburg

En skade på det værst tænkelige tidspunkt har stået i vejen for Asger Sørensen den sidste håndfuld kampe. En ankelskade holdte nemlig danskeren ude af kampene mod Darmstadt og Bochum, og siden har han ikke været helt på 100%. Derfor var han kun i truppen uden at komme på banen i weekendens 3-1-nederlag til Erzgebirge Aue. Lad os håbe, at danskeren er sin skade kvit inden de to sidste kampe i denne sæson, hvor Asger Sørensen ellers havde spillet fuld tid i 26 kampe i træk.

Kampe: 26

Mål: 2

 

Jakob Busk – Union Berlin

Et stort, fedt, rundt nul står stadig ud for Jakob Busks optrædener i denne sæson. Han har samme problem som Rønnow, som også lever et kedeligt liv som andenmålmand. For Busk gælder det også, at han skal finde en klub, hvor han kan få mere spilletid.

Kampe: 0

 

Brian Hamalainen – SC Dynamo Dresden

Hamalainen har ikke været på banen siden den 2. februar, da en rygskade har holdt ham ukampdygtig i to måneder. Danskeren er dog på vej tilbage, men han har endnu ikke været med i Dresden-truppen.

Kampe: 20

Mål: 1

 

Bjørn Paulsen – FC Ingolstadt

Siden Bjørn Paulsen skiftede til Ingolstadt i vinterens transfervindue, har den danske forsvarsspiller spillet samtlige kampe. 14 stykker er det blevet til med to mål og en assist til følge, og så var Paulsen også med, da Ingolstadt en smule overraskende slog HSV i weekenden med 3-0.

Her havde Bjørn Paulsen næstsidste fod på 1-0-målet, og generelt kæmpede danskeren flot på Volksparkstadion. Det ser dog stadig svært ud for Paulsen og co., hvis de skal overleve i 2. Bundesligaen, for selvom de har vundet de seneste tre kampe, er der stadig tre point op til 15. pladsen, der betyder overlevelse. Inden de to sidste runder er Ingolstadt placeret på 16. pladsen, der betyder Relegationskampe, men der er altså kun to point ned til Magdeburg på 17. pladsen, så det er meget tæt i bunden af 2. Bundesligaen.

Kampe: 14

Mål: 2

Assist: 1

You may also like
Status om danske spillere i Bundesligaen
Sådan går det danskerne i Bundesligaen – 1 – 2019/20
Robert Skov Hoffenheim
Transfervinduet 2019: Danske spillere i 1. & 2. BL, 3. Liga og Regionalliga
RB Leipzig
Sæsonoptakt: RB Leipzig – Kan Nagelsmann gøre Leipzig til titelkandidater?
Bundesligaens mest værdifulde spillere