Det er dagen derpå i Tyskland, og tømmermændene skal plejes efter årtiets fest. På landets avisredaktioner har man sikkert festet igennem så langt man kunne, men man har også haft travlt med at finde lige præcis den rigtige forside til en på alle måder historisk mandag morgen.
Vi anmelder her de tyske avisforsider og deres forskellige fortolkninger af VM-triumfen, fra de ligefremme og kedelige til de finurlige og opfindsomme…
1) TZ – Tysk følelseporno:
Die Tageszeitung disker op med en klassisk, følelsesladet og farverig forside under overskriften Endlich! Efter 18 år uden sølvtøj (som man selvfølgelig har fortjent hver gang) er det endelig tyskernes tur til at juble. Basti tuder, die Nationalmannschaft knytter næverne, Götze forstår stadig ikke hvad der er sket, altsammen serveret på en bund af Schwarz-Gold-Rot. Det er klassisk, det er ømt, det er bombastisk – men først og fremmest er det en hyldest til alt hvad der kan skrige tysk fodbold anno 2014, og dertil en flot én af slagsens.
Karakter: 4/6
2) BILD – Tidløs gudedyrkelse
BILD disker som forventet op med en flot, stor forside præget af Super Mario sekunder efter den historiske scoring, akkompagneret af overskriften “WELTMEISTER!”. Flot billede, den eneste rigtige overskrift og en forside som fans i alle aldre kan ramme ind og kigge nostalgisk på mange år ind i fremtiden. Bonuspoint: Tilbud på Nutella i Penny i øverste hjørne og VM pokalen, der erstatter i’et i BILD. Lækkert.
Karakter 4/6
3) DER SPIEGEL – Akademikerkedelig pseudo-analyse
DER SPIEGEL udkom i dag med en noget kryptisk overskrift Wir sind wieder… wer? og en leder, der peger på den positive indflydelse VM har haft på det tyske folk. Tid til reflektion, selvransagelse og status i det seneste af en uendelig række af forsøg på at finde hoved og hale i tysk identitet og sammenhængen med det smukke spil. En spændende debat, jovist, men ikke dagen efter en vunden VM-finale. Der kan spekuleres i om bladet har haft problemer med sin deadline, men der er næsten ingen undskyldninger for at komme op med så tør en omgang på så stor en dag.
Karakter: 0/6
4) DER TAGESSPIEGEL – Flot, fræk, forførende
DER TAGESSPIEGEL har forstået at helsidesfotos gør forskellen. Ingen dikkedarer, ingen overflødige spalter, ikke så meget pjank og ballade. Götze med et frækt undercut og tårer i øjnene kigger forelsket, forhippet, fortumlet på pokalen. Man kan næsten se ind i sjælen på den 22-årige helt idet det langsomt går op for ham hvad han har præsteret; en drengedrøm bliver til virkelighed, lige nu, lige her. Et fantastisk snapshot, der rammer ånden og øjeblikket suverænt. Flot, flot håndværk.
Karakter: 5/6
5) Abendzeitung – Inspireret originalitet
Hvad gør man når deadline nærmer sig og kampen truer med at gå i straffespark? Man disker som den München-baserede Abendzeitung op med en original helgardering. “I kan vende og dreje avisen som i vil, vi ved ikke om Tyskland er blevet verdensmestre” lyder rubrikken ærligt under overskriften Wir sind stolz auf euch! og billedet af den tyske ideal-elver. “Men uanset hvad er vi stolte af vores spillere”. Smart tænkt og et lille nik til tysk innovation og snarrådighed når det er allerbedst.
Karakter: 4/6.
6) Berliner Zeitung – Når ord er overflødige…
Lahm, VM-pokal, Prinz Poldi med knyttet næve, lækker font. Mere skal der ikke til…
Karakter 6/6 [VINDER]