I den her artikelrække vil vi prøve at lave nogle nedslag til begivenheder, klubber eller spillere, der i sin tid trak en del overskrifter, men som ikke længere er en del af den tyske topfodbold.
I forhold til sidste uges artikel rejser vi denne gang ca. 30 km mod sydvest over til Rhinens vestbred, hvor byen Krefeld ligger mellem Düsseldorf, Mönchengladbach og Ruhr-Distriktet. Uerdingen er ud over sit fodboldhold mest kendt for at distelleriet Dujardin, der fremstiller en fin Weinbrandt.
Uerdingen er en bydel i Krefeld, og her stiftede man i 1905 fodboldklubben FC Uerdingen 05. Klubben skiftede navne flere gange, men de fleste kender den nok under det navnet Bayer Uerdingen 05. Det var også under det navn, at klubben høstede størst succes. Det senere fald fra tinderne er næsten uden sidestykke og viser med al tydelighed, hvor sårbar en klub er, når den gør sig for afhængig af en enkelt storsponsor.
Efter god tysk skik blev klubben stiftet i en Bierkneipe tilknyttet Hotel Kellner i 1905. Den startede op i C-rækken, men da fodbolden endnu var forholdsvis ny i Tyskland, var vejen op til de øverste rækker ikke lang. Uerdingen spillede nogle år i først B- og siden i A-rækken, som blev vundet i 1920, hvilket gav en plads i landets øverste række. Her spillede Uerdingen indtil sidst i 20´erne, hvor man trods massiv tilgang rykkede ned gennem systemet og frem til krigsudbrudet i 1939 endte i Bezirksklasse.
VFB og ”Kriegsgemeinschaft”
I 1941 fusionerede FC Uerdingen 05 med VFB Uerdingen 1910 og spillede frem til krigens afslutning under det potente navn ”Krigsspielgemeinschaft KSG Uerdingen.” En lignende fusion sås mange steder, da man pga. værnepligten havde yderst svært ved at stille hold i Tyskland.
Begge hold fortsatte fusionen efter juli 1945, hvor man naturligvis lagde krigsnavnet fra sig. VFB trak sig i 1948, hvorfor klubben var tilbage ved sit oprindelige navn.
Det navn blev ændret igen i 1953 og igen skete det via en fusion, men denne gang var det med den kæmpestore tyske medicinalgigant Bayer´s firmahold, og holdet hed fremdeles FC Bayer Uerdingen 05.
I de næste årtier rykkede klubben stille og roligt op gennem rækkerne, hvilket foreløbig kulminerede, da den i 1971 rykkede op i Regionalliga West, der på daværende tidspunkt var Tysklands næstbedste række.
Bayer Uerdingen – årene med succes 1971-1995
Da DFB i 1974 indførte 2. Bundesliga Nord og 2. Bundesliga Süd, kvalificerede Bayer Uerdingen sig på yderste mandat. I 1975 lykkedes man med endnu en oprykning, så i sæsonen 1975-76 var Bayer Uerdingen 05 for første gang at finde blandt landets 18 øverste klubber.
Debutsæsonen endte dog med et hurtigt retur til den næstbedste række, men i 1977 stak krefelterne for første gang næsen frem i pokalturneringen. Uerdingen slog bl.a. Eintracht Frankfurt, Werder Bremen og Kaiserslautern ud, inden Hertha Berlin viste sig at være et lille nøk bedre i semifinalerne, hvor berlinerne vandt 1-0.
Efter endnu et kort intermezzo med Bundesligaen i årene 1979-81 lykkedes klubben i 1983 med endnu en oprykning, og denne gang skulle den blive af mere varig karakter.
Uerdingen blev på det tidspunkt trænet af Friedhelm ”Timo” Konietzka. Han var som spiller tidligere tysk mester med Dortmund og var manden bag det første mål overhovedet i Bundesligaen. Kælenavnet ”Timo” fik han af en tidligere medspiller, der mente at han lignede den sovjetiske general Timoschenko.
Under Konietzkas ledelse præsterede Bayer Uerdingen for første gang at overleve i Bundesligaen og det endda på en 10. plads.
Året efter blev Konietzka afløst af Karl-Heinz Feldkamp, og det var i hans regi, at Uerdingens to største præstationer udfoldede sig. Først vandt klubben den tyske pokalturnering med 2-1 over selveste Bayern München, og året efter lavede klubben et af de vildeste comebacks, der er set i international fodbold.
Das Wunder von Grotenburg
Efter bl.a. at have slået Galatasaray ud, skulle Bayer Uerdingen møde østtyske Dynamo Dresden i kvartfinalen. På udebane tabte uerdingerne 2-0, og da man efter første halvleg i returopgøret var bagud med 3-1, var der ikke mange, der levnede klubben nogen chancer. Men i et festfyrværkeri af en anden halvleg lavede Uerdingerne hele seks mål, og dermed var klubben sensationelt i semifinalen, hvor man dog tabte begge kampe til Atlético Madrid.
Læs også: Fodboldens største comeback
I 1989 tilknyttede man den tidligere Gladbach spiller Horst Wohlers, der i Danmark mest er kendt for, at han var landstræner i et kvarters tid, inden Ricard Møller Nielsen tog over som træner. DBU havde ikke lige helt styr på de kontraktmæssige forhold. På det tidspunkt havde Jan Bartram allerede spillet et år i klubben og nu kom endnu en, Brian Laudrup, som skulle vise sig at blive en af klubbens bedste nogensinde.
I tiden med Wohlers, Laudrup og Bartram spillede Bayer Uerdingen noget af den bedste fodbold i klubbens historie, men tiden var ikke kun fryd og gammen og endte for Bartrams vedkommende med, at han blev fyret for at komme for sent til træning.
Du kan nærlæse om tiden med Laudrup og Wohlers her
Brian Laudrup spillede endnu en sæson, inden han skiftede videre til Bayern München. Ud over de to nævnte, har bl.a. Andreas Maxsø og den nuværende FCK træner Jess Thorup også spillet for klubben.
Nu begyndte nedturen for Bayer Uerdingen, der rykkede ud af Bundesligaen i 1990. Friedhelm Funkel – en af heltene fra Europa Cup sæsonen – overtog tøjlerne og klarede at rykke op i første forsøg og endda blev i Bundesligaen i næste sæson.
I 1995 sprang der dog en økonomisk bombe i Krefeld. Bayer koncernen annoncerede sit farvel fra fodboldafdelingen af Bayer 05 Uerdingen. Klubben blev nu igen omdøbt og hed fremdeles KFC Uerdingen, og navnet har intet med den kendte amerikanske fast food kæde at gøre. I 1996 stod den igen på nedrykning til 2. Bundesliga og blot tre år senere måtte man helt ned i den 3. bedste række.
Under ledelse af den senere Ajax træner Henk ten Cate lykkedes det faktisk at rykke op i 2. Bundesliga, men inden klubben nåede at spille den første kamp i sæsonen, blev deres licens frataget af DFB pga. dårlig økonomi, og man måtte i stedet stille op i Oberliga Nordrhein.
Total kaos samt en græker, en russer og en Effenberg
Uerdingen havde oplevet ca. 24 år med pæn succes, men nu fulgte foreløbig 27 år, hvor klubben oplevede et fald af ”Jes Dorphske dimensioner.”
Tiden frem til 2008 blev meget kaotisk for klubben, der konstant var på fallittens rand. Utallige redningsforsøg, fan-aktioner og venskabskampe blev søsat for at samle penge ind, men i sæsonen 2007-08 kulminerede nedturen med en nedrykning til Niederrheinligaen, der blot er den 6. bedste række i Tyskland.
En ny bestyrelse måtte til, og som ny formand var tysk-grækeren Lakis Kourkoudialos` første handling at hente den tidligere Werder profil ”Kugelblitz” Ailton til klubben. Målsætningen var tre oprykninger på fem år, hvilket ikke kom til at passe, men i sæsonen stillede man dog op til to ”Relegationspiele” mod FC Kray fra Niederrheinligaen. Uerdingen tabte begge kampe, og først i 2012-13 sæsonen lykkedes det KFC at rykke op fra Oberligaen til Regionalligaen.
Her opholdte man sig kun en sæson, inden klubben igen måtte ned i Oberligaen, hvor man endte næstsidst, men blev reddet af, at Bayer Leverkusen trak sit U23 hold fra ligaen, og sådan fortsatte farcen indtil 2016, hvor Lakis trådte tilbage og blev afløst af den russiske forretningsmand Michail Ponomarjow.
Russerens erklærede mål var, at KFC skulle tilbage i betalt fodbold. Han overtog 97,5% af klubben og overlod blot de resterende 2,5% til E.V (den tyske version af en registreret frivillig forening), der dog beholdte de 50+1% af stemmerne, som den tyske fodbold lovgivning kræver. Den lovgivning omgik Ponomarjow dog ved at blive formand for E.V., og han styrede dermed de facto klubben 100%.
Ponomarjow hyrede André Pawlak, der sæsonerne forinden havde ført først Velbert og siden Wattenscheid op i Oberligaen. Det lykkedes ham også med KFC, der vandt ligaen suverænt. Pawlak nåede dog at blive uvenner med den russiske ejer undervejs, og den slags kampe vinder man jo nok sjældent.
Nu blev Michael Wiesinger ny træner. Han skiftede straks det meste af holdet ud, men sportsligt kørte det stadig ikke. På trods af, at klubben kun tabte to kampe med Wiesinger ved roret, blev han i vinteren 2018 erstattet af Stefan Kramer, der fik vendt skuden og sikrede klubben førstepladsen, der udløste to ”Relegationsspiele” om oprykning til 3. Liga. Her mødte Uerdingen Waldhof Mannheim, og krefelderne vandt første opgør 1-0. I returkampen førte KSC 2-1, da kampen blev afbrudt, fordi rasende Mannheim tilhængere lavede ballade, og det hele endte med, at KSC vandt en skrivebordssejr på 2-0. KSC var efter et tilløb på 19 år klar til betalt fodbold i 3. Liga.
”Der Untergang”
Ambitionerne var som altid store i Uerdingen, der blandt andet hentede den tidligere verdensmester Kevin Grosskreutz ind på en kontrakt, der senere skulle vise sig, at ligge væsentlig over det beløb, som en gennemsnitlig spiller i 3. Liga fik.
Sæsonen 2019-20 forløb lige så tumultagtigt, som KFC havde det for vane. I januar meddelte klubben, at Kramer blev fritstillet og erstattet af den tidligere Bremen profil Nobert Meier, der underskrev en toårig kontrakt. Efter syv kampe uden point blev han dog allerede fyret 15. marts. Co-træner Frank Heinemann skulle nu fungere som træner sæsonen ud, men allerede 30. april hyrede man Heiko Vogel. Efter en så tumultarisk sæson endte KFC dog på en godkendt 11. plads.
Farcen fortsatte i sæsonen efter. Vogel blev fyret efter kun ni kampe, og man ansatte ingen ringere end Stefan Effenberg som sportschef, og han hyrede straks Daniel Steuernagel som ny træner. Det holdte så indtil marts, hvor han blev erstattet af Stefan Kramer, der førte klubben til en 13. plads i den første corona-sæson. Og hvad med Effenberg spørger I? Ja, han trådte naturligvis tilbage i marts det år.
I december 2020 meddelte Ponomarjow, at han ville ud af klubben. Der blev holdt samtaler med nye investorer, ligesom E.V. blev bedt om at sige ja til en overdragelse. De potentielle investorer trak sig, da KFC ud over en 3. Liga licens ingen rigtige aktiver havde. Træningsforholdene var elendige, hvilket Ponomarjow aldrig forsømte at kritisere byen Krefeld for. Den 21. januar indgav Fussball GMBH. En konkursbegæring mod klubben, som derfor straks blev fradømt 3 point og nu pludselig stod midt i nedrykningskampen. I februar lykkedes det Ponomarjow at sælge klubben til armenieren Roman Geworkyan, der i forvejen ejede lettiske FC Noah Jurmala, armenske FC Noah Jerewan og ACN Siena. Det hjalp dog ikke alverden økonomisk, og da klubben ikke fik betalt for leje af stadion, måtte man spille sæsonens sidste ni hjemmekampe på Stadion am Lotter Kreuz i Lotte.
I marts begyndte konkursbehandlingerne, og det fejrede klubben ved endnu engang at fyre Krämer og erstattede ham endnu engang med Stefan Reisinger. Efter endnu tre kampe blev Jürgen Press ansat som ny cheftræner, men da han manglede trænerlicensen, måtte Reisinger forblive en del af trænerteamet. I juni meddelte klubben, at den ikke kunne leve op til forpligtelserne ved at have en licens til 3. Liga. Nu stak klubejer Geworkyan halen mellem benene, og KFC måtte stille op i Regionalliga West.
Krøllen på denne historie om en klub i frit fald blev, at klubben blev erklæret konkurs i januar i år og samtidig fik slettet al gæld.
KFC Uerdingen spiller i dag i Tysklands 4. bedste række Regionalliga West og er vendt tilbage til Grotenburg-Stadium. Den ligger den på sidstepladsen og må ned i den 5. bedste række i næste sæson. Jeg har aldrig været på Grotenburg-Stadion, men jeg gætter på, at den Weinbrandt, der kommer fra Krefeld, er væsentlig bedre end fodbolden samme steds fra pt.
Flere fortællinger fra denne serie:
Da Hertha’s amatører spillede sig i pokalfinalen
Zebraer, Erik Bo Andersen og økonomisk kaos
