Den 10. november er en mørk dag i tysk fodboldhistorie. Det var dagen, hvor Robert Enke på tragisk vis valgte at tage sit eget liv, og hvor depressionens grimme ansigt for alvor gjorde sit indtog i den moderne fodbold.
288 professionelle klubkampe, otte landskampe i den tyske nationaldragt og en sølvmedalje ved EM i 2008. Han spillede i klubber som Borussia Mönchengladbach, Benfica, Barcelona og Fenerbahce. Trænet af Jupp Heynckes, José Mourinho og Louis Van Gaal. Et CV der for de fleste fodboldspillere ville være en drøm. Men Robert Enke var ikke som de fleste.
For lige så stort hans talent var, ligeså skrøbeligt var hans sind. I al hemmelighed havde han i flere år kæmpet med depression, og den 10. november 2009 valgte han at tage sit eget liv i en alder af bare 32 år.
Det var blot et halvt år inden, Robert Enkes fodboldkarriere ville have nået sit hidtil højdepunkt, da han som førstemålmand for det tyske landshold var udset til at vogte buret ved VM i Sydafrika. For bag historien om tragedien Robert Enke ligger en lang historie om op- og nedture i en professionel konkurrenceverden, uden plads til spillere som Enke med tvangstanker, angst og depression.
Lad os begynde fra en ende af. Robert Enke voksede op i den østtyske by Jena, hvor han som barn slog sine folder i den lokale klub Carl Zeiss Jena – navngivet efter en kendt tysk fysiker og et optikerfirma med rødder i samme by. Her voksede Enke op blandt den sidste generation af ”Ossis” (tysk slang for østtyskere) der er gamle nok til at erindre det tidligere DDR-regime. Men alt imens resten af Østtyskland kæmpede for Tysklands genforening op igennem 80’erne, så var den dengang 10-årige Enke allerede fuldt i gang med at udvikle sig til den verdensklassemålmand, han virkelig var, omend han i sin samtid sjældent fik den anerkendelse, som var ham for undt.
I en alder af bare 16 år nåede han forsiden af det anerkendte tyske fodboldmagasin kicker, og kun få år senere rykkede han vest på for at jagte det store gennembrud for Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen. At Robert Enke var et stort talent, kunne de fleste se, men hvad han skjulte bedre var desværre den angst, han ligeledes opbyggede i teenageårene.
For som fodboldspiller – og især som målmand – følger der et helt ekstremt indre såvel som ydre pres med for at præstere. Særligt når man som Enke vokser op i landet, der bryster sig af at opfostre historiens største målmænd, så som Sepp Maier, Toni Schumacher, Andreas Köpke eller Oliver Kahn. En målmand skal være rolig og cool som et bolværk og aldrig vise afmagt, skuffelse eller frygt. Han er sidste skansen. Ham der redder kampe, men ikke vinder dem. Således er det et utaknemmeligt job at stå mellem stolperne i en professionel fodboldklub. For som Enke selv udtalte det, så kan et hold vinde 4-0, hvor keeperen går ubemærket hen. Men taber holdet 0-1, så er det til tider alene målmandens skyld.
Sådanne tanker dannede baggrund for, at Robert Enke i en alder af bare 16 år for første gang oplevede angst for at tabe og efterfølgende i en alder af 19 begyndte at miste lysten til at træne. Men på det tidspunkt var det allerede for sent at trække sig fra fodbolden. Enke var simpelthen for god til at opgive at forfølge drømmen om at blive professionel. En drøm som måske i højere grad var styret af Enkes omgivelsers forventninger til hans talent end hans egne. Særligt tiden i Benfica, der fulgte efter opholdet i Gladbach, var hård for Enke, men det ophold vender vi tilbage til lidt senere
Skæbnesvanger debut for Barcelona
Robert Enke havde angst for at skuffe sine holdkammerater og den tilhørende vrede som fulgte med skuffelsen. En angst der for alvor blev til virkelighed ved hans karrieres mest skæbnesvangre dag: 11. september 2002. For mens resten af verden havde travlt med at sørge over den skælsættende begivenhed året før, hvor en række fly fløj ind i World Trade Center og ændrede verdenshistorien på dramatisk vis, så stod Robert Enke overfor sin debut i målet for selveste FC Barcelona.
Han var kommet til samme sommer med henblik på at skulle være første målmand, men hans spil med fødderne skulle først forbedres, mente Luis Van Gaal, der på det tidspunkt var træner i den catalonske storklub.
Han sad derfor på bænken til at begynde med, men da Barcelona den 11. september skulle på det der lignede en walk over walkover i Copa Del Rey mod amatørholdet Novelda fra en af Valencias forstæder, kunne Enke endelig får spilletid og mulighed for at vise sit værd. Troede man. Sammen med store spillere som Riquelme, Frank de Boer og Xavi gik Barcelona ind til kampen som store favoritter.
Men hvad der burde have været vejen til genrejsning for det slagne FC Barcelona blev til endnu en ydmygelse i en rekord dårlig sæson for storklubben, da de blev sendt hjem med et pinligt 3-2 nederlag. Et resultat der skulle bane vejen for stortalentet Víctor Valdés og sætte en brat stopper for Enkes muligheder for succes i Barcelona.
For Enke var det dog ikke spillet på banen og det pinlige resultat, der gjorde mest skade, men derimod den ydmygelse som det var at blive svinet til både under og efter kampen af den vikarierende anfører Frank de Boer. Hollænderen og Enke havde været involveret i en situation, der havde kostet et mål, men de Boer valgte i grove træk offentligt at skyde al skylden på nederlaget over på Robert Enke.
Robert Enke – Målmændenes mand
En episode der skulle vise sig at være nærmest traumatiserende for en spiller som Enke, hvis psyke på daværende tidspunkt var meget ustabil. En mental situation som var blevet et livsvilkår for Enke, siden han første gang blev ramt af depression som resultat af den utryghed og hjemve, der uløseligt hører med til at skulle flytte til et fremmed land og lærer et nyt sprog i en alder af bare 22 år, da Jupp Heynckes hentede ham til Benfica og Lissabon, efter opholdet i Gladbach var endt med en nedrykning.
Helt generelt forstod Robert Enke ikke, hvordan man i en holdsport kunne have fjender indenfor egne linjer. Han forstod ikke, hvorfor de andre målmænd i samme klub var hans største rivaler seks dage om ugen, mens modstanderholdene kun var en bekymring om søndagen. Ligeledes var det en gåde for hans blide professionelle væsen, hvordan et par tusinde fans kunne følge ham og holdkammeraterne fra Benfica vinde en ligakamp hjemme på Estadio da Luz, mens tre gange så mange mødte op i lufthavnen ugen efter for at svine ham og holdkammeraterne, når de vendte hjem fra et nederlag på udebane.
Sværest havde Enke det dog med at håndtere trænerne. Især hvis de gav deres eget holds målmand skylden for holdets præstationer. Og det var uanset, om det var Enke selv eller en målmandskollega, der blev offer for trænernes frustrationer.
En aften i Hannover sad Robert Enke hjemme og så Stuttgarts træner svine holdets unge målmand, Sven Ulreich, til i tysk TV. Ulreich havde ifølge træneren ene mand tabt kampen for Stuttgart, og det fik han så at vide for rullende kameraer.
Robert Enke blev så forarget, at han uopfordret ringede til den unge Ulreich selvsamme aften for at fortælle, hvor uretfærdigt han syntes, at Ulreich var blevet behandlet, og at han ikke skulle lade sig påvirke af den idiotiske træner.
Dette til trods for at de to målmænd aldrig havde mødt hinanden endsige snakket sammen. En situation og et opkald som den nuværende reservekeeper i Bayern München senere har beskrevet i tyske medier, som noget af det største han har oplevet i sin karriere.
Enke ønskede ikke, at den behandling han selv skulle igennem af de gamle mere rutinerede keepere på holdet i Benfica eller Gladbach – som først og fremmest så ham som en direkte trussel – skulle overgå hans egne kolleger.
Dette kom bl.a. til udtryk på klubbens holdbilleder da Enke senere hen blev en profil i bundesligaen og kaptajn i Hannover 96, hvor Enke som anfører insisterede på at overlade pladsen i midten af billedet til andre end ham selv, selvom traditionen foreskriver, at holdets førstemålmand altid placeres i midten af et holdfoto.
Ligeledes kom Enkes solidariske væsen overfor målmandskollegerne til udtryk på landsholdslejrene. Her dystede han i flere år imod stortalentet René Adler om pladsen som førstevalg efter Jens Lehmanns karrierestop.
Dette til trods forblev de to rivaler nære venner. De havde opvæksten i Østtyskland tilfælles, ligesom skæbnen ville, at de begge indtog den mest ensomme position på fodboldbanen. De forstod hinanden.
Et andet eksempel var i den daværende spanske 2.divisionsklub CD Tenerife, hvor Enke for en kort stund spillede på leje fra Barcelona for at få kickstartet karrieren igen. Her forærede Enke sine personligt sponserede målmandshandsker fra firmaet Uhlsport til resten af målmændene i truppen, der som deltidsprofessionelle ikke nød denne luksus.
Kortvarig lykke
Netop i Tenerife lykkedes det kortvarigt Enke at finde lykken, efter han inden da havde været i Fenerbahce. En klub der ikke kunne være i større kontrast til Enke som person, og et ophold som da også endte brat efter blot en enkelt kamp.
Fenerbahce tabte 3-0 i Enkes premiere, og den tyske målmand fik smidt alverdens kasteskyts efter sig fra klubbens egne fans. Lejeopholdet i Tyrkiet var sat til et år, men efter den kamp havde Enke fået nok, og depressionen fik for alvor sit mørke tag i målmanden.
Han overvejede helt at droppe karrieren, men hvis han ikke var fodboldspiller, hvad var han så? Spørgsmålet der for evigt rumsterede i hovedet på Enke, der derfor gav det et nyt forsøg i den næstbedste spanske række hos Tenerife. Det blev som sagt den vel sagtens bedste tid for Enke. Han nød omgivelserne og kampene uden for det helt store søgelys, og han overvejede, om det måske ikke var bedst for ham og familien med en karriere i de mindre rækker.
Men så var det, at forpligtigelsen igen kom snigende. Hannover stod klar med en kontrakt, og spillemæssigt blev det også til stor succes i de fem et halvt år, han var i klubben, hvor han blandt andet blev kåret til Bundesligaens bedste målmand af kicker og for alvor spillede sig ind som førstemålmand på landsholdet.
Udenfor banen tumlede Robert Enke dog fortsat med depressionen. Fødslen af datteren Lara blev ikke det ønskede vendepunkt, da hun blev født med hjertesygdom og allerede døde to år senere. Selvom Robert Enke udadtil gav udtryk for, at datterens korte levetid trods alt havde været en velsignelse for ham og hustruen Teresa, så havde han svært ved at komme sig over tabet.
Han blev igen ramt af en voldsom depression i efteråret 2009. Han havde på det tidspunkt stor sportslig succes hos både Hannover og på landsholdet, og tidligere samme år havde han og Teresa adopteret en lille pige. Men denne gang var der denne gang ingen vej tilbage.
Den 10. november om aftenen sprang han ud foran et tog i en alder af bare 32 år og efterlod en familie og et land i sorg.
Alle frustrationerne over at føle sig misforstået som menneske i en verden præget af konkurrencementalitet og machokultur, var hvad der sammenholdt med en række personlige kriser i privatlivet, fik den talentfulde målmand til at spørge sig selv, om hans depressive tilstand skyldtes arvelig sygdom eller var et resultat af elitesport.
Ligegyldigt hvad svaret var, så stod det klart for Enke, at hans to drømme om offentligt at indrømme sin depression og samtidig deltage ved et VM var uforlignelige, hvilket desværre resulterede i den svangre skæbne ”et alt for kort liv”.
Tilbage står en af verdens stærkeste sportsbøger af samme navn, skrevet af journalisten og Enkes personlige ven Ronald Reng, samt en fond for bekæmpelse af depression blandt unge og et vejnavn ved Hannover 96s stadion dedikeret til den afdøde anfører.
Men endnu vigtigere end det, så efterlod Robert Enke sig også spørgsmålet om, hvordan vi forholder os til depression og psykisk lidelse i sport på verdensplan. En debat der til evig tid vil blive husket for og associeret med navnet Enke; den sortklædte landsholdsvogter fra Jena, med det store talent og den utaknemmelige skæbne.
