bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Aktion ”Leder”- Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig

Aktion ”Leder”- Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig

VM i 1974 endte med tysk succes og guld om halsen, men det var på mange måder en skandaløs slutrunde, hvor Stasi også spillede en rolle, da Østtyskland og Vesttyskland mødtes i en legendarisk kamp.

 

Januar 1974

Da den 11-årige Detlef Lange trak skiltet, hvorpå der stod DDR, op af glasbowlen under lodtrækningen til selve slutrunden ved VM i fodbold i 1974, gik der et sus gennem salen. DDR blev nemlig placeret i gruppe et sammen med Vesttyskland. Dermed blev der for første (og eneste) gang lagt op til en tysk-tysk broderduel på grønsværen.

At den unge Detlef fra ”Berliner Sängerknaben” satte gang i en masse forventningsfuld fodboldsnak på begge sider af Jerntæppet, giver vist sig selv, men at han også satte gang i Stasi og dets leder Erik Mielke er først kommet frem for offentligheden langt senere.

 

Den politiske pulje

De to øvrige hold i gruppen var Australien og Chile. Sidstnævnte skulle spille to play-off kampe mod Sovjetunionen, hvilket var en politisk varm kartoffel. Da Pinochet i efteråret 1973 havde taget magten og bl.a. dræbt den socialistiske tidligere præsident Allende, nægtede Sovjet at spille returkampen, da den skulle finde sted på Estadio National i hovedstaden Santiago under henvisning til, at Pinochet havde brugt nationalarenaen som et stort fængsel, hvor han internerede 10.000 vis af sine modstandere og endda benyttede omklædningsrummene som torturkamre.

Der var således rigelig af spændinger i VM´s gruppe 1 fra starten. Stasi igangsatte ”aktion Leder”. En hemmelig aktion, der skulle fremme mulighederne for, om ikke at vinde kampen mod Vesttyskland, så i det mindste slippe for en alvorlig afklapsning.

 

En anden slags ”fodboldagenter”

Endnu vigtigere så indeholdt aktionen en klar plan for, hvordan bonde- og arbejderstaten kunne vise sig bedst muligt frem i vesten, og hvor hverken spillere eller fans hoppede af. Det gjaldt med andre ord om at præsentere sig bedst muligt, når slutrunden nu foregik ovre hos klassefjenden.

Stasi forsøgte at få forsvarsspilleren Gerd Kische til at agere som agent, så de kunne følge med i, hvad der skete i spillertruppen. Kische prøvede at holde Stasi hen med først vægring og senere med ligegyldige rapporteringer, hvilket til sidst lykkedes, så Stasi droppede forsøget kort før VM.
Det lykkedes dog Stasi at få ”omvendt” i alt fem spillere fra den østtyske trup.

Tvungen klubskifte

Målmand Jürgen Croy mærkede også Stasis topstyring på egen hånd. Ved et møde kort før VM med næstformanden for det østtyske fodboldforbund, blev han truet med halvandet års militærtjeneste, hvilket ville sætte Croys karriere på stand-by, hvis han ikke indvilgede i et skifte fra Zwickau til Dynamo Berlin, som var Stasis hold i DDR.
Croy havde heldigvis mange fans i Zwickau, og arbejderne på Trabant fabrikken truede, helt atypisk for DDR forhold, med en strejke, hvis skiftet blev gennemtrumfet. DDR ledelsen vidste, at en sådan strejke ville få international bevågenhed, og Croy fortsatte med at repræsentere Zwickau.

Fundamentet var i orden

I DDR-toppen var man meget bevidste om, at sporten kunne være en genvej til at vise socialismens fortræffeligheder udadtil. Man satsede dog primært på individuelle sportsgrene, da man vejen til medaljer ofte var både kortere og mindre kompleks end i en holdsport som fodbold, hvor utrolig mange faktorer skulle gå op i en højere enhed, før medaljerne var hjemme.

Nu stod man dog over for en meget vigtig udfordring. Landsholdet havde kvalificeret sig til VM, og man var nødt til at forberede sig så godt som muligt, så man ikke tabte ansigt.

Heldigvis havde nationaltræner George Buschner et ungt og talentfuldt mandskab med profiler som Croy, Sparwasser og angriberen Joachim Streich. Holdet havde to år forinden vundet bronze ved OL i München, og fire år senere skulle de veksle bronzemedaljerne med guld i Montreal.

 

Nøje udvalgte fans

Landsholdsspillerne var ikke de eneste, der blev fulgt nøje af Stasi. DDR havde fået tildelt ca. 1.500 billetter til kampen i Hamburg.
Nu skulle de fordeles, og her satte Stasi gang i en udvælgelses proces, hvor man skulle være både medlem af SED, partitro og gift, hvis man ville have en chance for at komme til kampen. Stasi regnede med, at fansene ville være mindre tilbøjelige til at hoppe af, hvis de beholdte konerne som pant tilbage i Østtyskland.

 

Den omvendte verden

Da DDR endelig kom afsted til Vesttyskland, havde de valgt Quickborn nord for Hamburg som base.
Da de Stasi-agenter, der fulgte truppen, slækkede på overvågningen for selv at nyde vestens glæder, oplevede truppen en pludselig frihed, hvilket bl.a. indebar en natlig tur til Reperbahn arrangeret af ejeren af det hotel, som holdet boede på. Samme hotelejer var også en flittig leverandør af mærkevarer til de østtyske spillere. En vesttysk producent havde endda tilbudt alle fra den østtyske delegation et gratis tv. Funktionærerne sagde pænt nej tak, men nogle af spillerne bemærkede, at alle fjernsynene var væk, da de forlod Quickborn.

”An der Kaserne” i Malente
Helt anderledes rammer oplevede det vesttyske landshold i Malente i det østlige Holstein. Her måtte de vesttyske verdensstjerner leve med kaserne lignende forhold. Myndighederne var bange for, at terrorismen igen ville ramme en stor begivenhed på tysk jord, som det skete to år før ved OL i München. Det betød at alt kontakt til fans, medier og omverdenen blev stærkt kontrolleret af DFB. Selv aviser måtte spillerne lad smugle ind.

Den vesttyske trup lå i forvejen i krig med DFB og dets magtfulde præsident Hermann Neudecker, da spillerne efter hollandsk forbillede forlangte en bonus på 100.000 DM for at vinde VM. En konflikt, hvor man dog fandt en kompromis, således at spillerne hver tjente 70.000 DM på at tage titlen.

Kampen

DDR vandt selve kampen 1-0 på et mål af Jürgen Sparwasser i det 77. minut.
Selv om nederlaget nok gjorde lidt ondt på vesttyskerne, så var det nok til at leve med for dem. Som nummer to i den indledende pulje kom de i mellemgruppe med Jugoslavien, Sverige og Polen, mens DDR måtte i den væsentlig stærkere gruppe med Holland, Brasilien og Argentina, hvor de blot fik et enkelt point via et 1-1 resultat mod Argentina.

At Vesttyskland senere vandt finalen med en 2-1 sejr over Holland er vist kendt af de fleste.

Læs også: VM 1974: Weltmeister på trods – den skandaløse slutrunde

Ifølge den afsluttende rapport fra Stasi var der ingen blandt de 1.500 DDR tilhængere, der hoppede af, mens de var til fodbold i Vesttyskland.

Man kan læse alle de Stasi rapporter, der omhandler Aktion ”Leder”, hvis man går ind på denne hjemmeside og benytter søgefunktionen.

I en ny artikelserie, sætter Bulibold fokus på fodbolden i det gamle DDR. Læs blandt andet et portræt af klubben Hansa Rostock

 

Foto: www.stasi-mediathek.de

 

 

You may also like
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien
Alemannia Aachen
Alemannia Aachen – Cottbus´vestlige pendant?
Borussia Dortmund, mål, 100 bedste mål, Karl-Heinz Riedle, Kælenavne
Tyske kælenavne: Fra Kugelblitz og Pannen-Olli til Titan og Tante Kähte