bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Højeste antal tilskuere på stadion i over halvandet år, når RB Leipzig møder Bayern München

Højeste antal tilskuere på stadion i over halvandet år, når RB Leipzig møder Bayern München

Corona har fortsat fast i Tyskland, men nu lysner det efterhånden, når det kommer til antal tilskuere på stadion. I hvert fald regner RB Leipzig med at kunne lukke hele 34.000 fans ind på stadion, når de lørdag møder Bayern München. Det højeste antal i over halvandet år.

 

Ausverkauft!”

Få tyske ord er smukkere og lyder bedre, end når en stadionspeaker i løbet af anden halvleg i en Bundesliga kamp annoncerer dagens tilskuertal og melder alt udsolgt. Det var mere reglen end undtagelsen, at Bundesligaen, ligaen med Europas højeste tilskuersnit år efter år, kunne melde udsolgt til sine kampe, men siden coronapandemien gjorde sit indtog, har intet stadion sidenhen kunne melde udsolgt.

Men nu begynder det snart at lysne. I de første tre kampe i denne sæson har det været muligt for klubberne at benytte 50 procent af kapaciteten, dog maks op til 25.000 tilskuere, men når RB Leipzig lørdag aften møder Bayern München i rundens topkamp, så forventes det, at østtyskerne kan lukke 34.000 tilskuere ind på stadion.

Red Bull Arena i Leipzig kan rumme knap 42.000 tilskuere, så vi må fortsat vente et par uger endnu, før der igen kan råbes ausverkauft over højtaleranlægget, men det er det fleste antal tilskuere til en Bundesligakamp siden begyndelsen af marts 2020.

I Tyskland er det op til hver enkelt delstat at fastsætte sine egne regler, og her har man i Sachsen valgt at tillade 34.000 fans til lørdagens brag, såfremt incidenstallet ikke stiger voldsomt inden da.

Flere fans på stadion i Tyskland er gode nyheder, og det kommer i forlængelse af, at UEFA mandag meldte ud, at det i denne sæson også vil være muligt for udebanefans at se deres hold i de europæiske kampe. Dermed kan fans af Bayern München, RB Leipzig, Borussia Dortmund, Wolfsburg, Bayer Leverkusen, Eintracht Frankfurt og Union Berlin godt begynde at finde passet frem, når deres hold i de kommende uger skal på tur rundt i Europa.

Vil du til Tyskland og se fodbold, så se vores liste over stadionguides, hvor du får gode råd til din næsten fodboldrejse

 

Foto: dierotenbullen.com

You may also like
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Fortuna für Alle – Er gratis billetter til alle fans nytænkning eller utopi?
Union Berlin, optakt, udebanefans, sæsonkort
Så meget koster et sæsonkort i Bundesligaen i 2023/24 sæsonen
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Fortuna Düsseldorf vil give gratis adgang til stadion for alle fans