bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – femte afsnit

Brian Laudrup: den geniale driblekunstner, der begejstrede Bundesligaen – femte afsnit

Den første sæson går mod hæld, og det der kunne være endt som det helt store triumftog bliver på få kampe forvandlet til en kæmpe skuffelse. Den dårlige sæson får store konsekvenser, da tre verdensmestre forlader holdet, og den efterfølgende sæson bliver ikke bedre af, at Brian Laudrup får en alvorlig skade. Læs sjette og næstsidste del i vores longread og find blandt andet ud af, hvilken anden dansker der fik Bundesligadebut for Bayern det år, og hvilken spiller der gemmer sig bag beskrivelsen “Mesterdræberen”.

Nu var der kun det tyske mesterskab tilbage at kæmpe om for Laudrup og co., og 28. spillerunde havde klassikeren, HSV – Bayern München, på programmet, et opgør mellem to hold, der begge havde 34 point og dermed 4 op til Kaiserslautern på førstepladsen. Kampen var samtidig en duel mellem Bundesligaens to bedste og mest spektakulære driblere: Thomas Doll mod Brian Laudrup. Den slap Doll bedst fra, men det var Bayern, der vandt kampen, selvom HSV så ud til at være på sejrskurs, da Jan Furtok i det 79. minut udnyttede én af Aumanns alt for mange fejl i løbet af sæsonen til at bringe hjemmeholdet foran 2-1. Inden for de sidste tre minutter af opgøret lykkedes det imidlertid først Olaf Thon med et fremragende langskudsmål og siden Stefan Reuter med sin anden scoring at vende kampbilledet på hovedet og sikre FC Bayern den hårdt tiltrængte sejr.

Igen havde Laudrup ikke sin bedste dag. I ZDF’s reportage fra kampen sagde Rolf Töpperwien om den danske angriber: ”Han faldt igennem hos Bayern. Ikke meget lykkedes for ham.”[i]

FC Bayern vandt også hjemmekampen mod Eintracht Frankfurt, med cifrene 2-0, på sene mål af Jürgen Kohler og Stefan Effenberg, og da Kaiserslautern samtidig kun spillede uafgjort ude mod Wattenscheid, lignede titelforsvaret stadig et muligt scenario.

Der var endnu mere grund til optimisme i Bayern-lejren efter udekampen mod Borussia Dortmund, der blev besejret med de samme cifre, som Flemming Povlsen og co. havde vundet med i det omvendte opgør i München, 3-2. En ellers ikke specielt fremtrædende Brian Laudrup udlignede til 2-2 i det 62. minut, da han udnyttede en ripost, efter Olaf Thons skud var blevet blokeret. På trods af målet mente Michael Pfad på RTL stadig, at Laudrup ”måske alligevel befinder sig i en lille formkrise.”[ii] En tilsvarende vurdering kunne man læse i Kicker, der beskrev hans præstation som ”bleg” og tilføjede, at han, bortset fra scoringen, ”næsten ikke havde en (eneste) god aktion.”[iii] Tre minutter før tid var det i stedet den indskiftede, Christian Ziege, der afgjorde kampen til FC Bayerns fordel. Ud over sejren var den gode nyhed, at Kaiserslautern dagen efter mistede endnu et vigtigt point i mesterskabskampen ved kun at spille 0-0 ude mod Düsseldorf, og dermed var førerholdets forspring skrumpet til kun to point.

FC Bayern vandt sin fjerde kamp i træk, da det forsvarende mesterhold hjemme besejrede Bundesligaens svageste hold, Hertha BSC Berlin, med hele 7-3. Brian Laudrup var ikke så iøjnefaldende, men det var ham, der fremtvang det straffespark, Olaf Thon scorede på umiddelbart før pausefløjtet. I situationen havde danskeren erobret bolden fra en Hertha-forsvarer, afdriblet målmanden og skulle lige til at trille bolden ind over stregen, da han blev nedlagt bagfra. Thon lavede i alt tre mål i kampen, mens Wohlfarth scorede to gange og dermed udbyggede sit forspring på topscorerlisten.

Derudover var det værd at notere sig, at Brian Laudrup blev udskiftet seks minutter før tid til fordel for Allan Nielsen, der dermed fik lov til at spille sin første og eneste Bundesliga-kamp.

Wattenscheid hævner 0-7-nederlag og afliver næsten Bayerns titeldrøm

Modstanderen i sæsonens tredjesidste Bundesliga-kamp, Wattenscheid, havde været så rystet over 0-7-nederlaget og Laudrup-gallaen i november 1990, at holdet efterfølgende ikke havde vundet i 14 kampe i træk, men efter sejre i de to seneste opgør var det et både formstærkt og revanchelystent Wattenscheid-mandskab, FC Bayern mødte.

Med en glimrende stikning i dybden af banen til Jürgen Kohler, før han fandt Stefan Effenberg tæt under mål, var Brian Laudrup afgørende involveret i kampens første scoring. På ZDF kaldte Thomas Herrmann afleveringen for ”Laudrups bedste aktion i dag,”[iv] en anden måde at sige på, at det var ret begrænset, hvad han ellers bidrog med i kampen.

Desværre for FC Bayern åbenbarede holdets forsvar endnu engang store svagheder, og med to scoringer i henholdsvis det 61. og 69. minut lykkedes det Wattenscheid at vende kampen og bringe sig foran 2-1. Uden Laudrup, der var blevet udskiftet midt i anden halvleg, formåede gæsterne at udligne tre minutter før tid ved topscorer Roland Wohlfarth, og nu troede alle, holdet i det mindste ville få det ene point med hjem, men ak: Som man havde set det alt for mange gange i løbet af sæsonen, blev Bayern-forsvaret overløbet på et kontra-angreb, så Thorsten Fink kunne score sejrsmålet mod den klub, han senere endte med at spille for.

Samtidig med kampen i Wattenscheid mødtes Bundesligaens nr. 1 og 3, Kaiserslautern og Werder Bremen på sidstnævntes hjemmebane. Hvis Bayern og Bremen begge havde vundet, var Kaiserslauterns forspring forduftet, men sådan kom det ikke til at gå. Tværtimod øgede Lautern sit forspring ned til Bayern, så det nu var på fire point, ved at vinde topkampen med 2-1. Selvom der stadig resterede to kampe, og FC Bayern havde en klart bedre målscore end Kaiserslautern, lykønskede Jupp Heynckes allerede klubben fra Rheinland-Pfalz med mesterskabet,[v] mens Stefan Effenberg erkendte, at det ikke var konkurrenterne, men derimod FC Bayern-spillerne selv, der var for dumme til at vinde mesterskabet.

Spændingen blev dog opretholdt frem til sidste spillerunde, for Kaiserslautern, der altså kun havde brug for ét point mere for endegyldigt at sikre sig titlen, viste tydelige tegn på nerver ved hjemme at tabe 2-3 til Gladbach. Omvendt vandt FC Bayern 1-0 ude over 1. FC Nürnberg på det mål, Thomas Strunz scorede i det 35. minut. Også Raimond Aumann havde sin store andel i, at titelchancen forblev intakt ved at redde et straffespark i det 57. minut.

Trist sæsonafslutning for FC Bayern og ”Totalausfall” Brian Laudrup

Nu var der pludselig lagt op til en gyserafslutning på Bundesliga-sæsonen, for Kaiserslautern skulle møde 1. FC Köln på udebane, mens Bayern hjemme stod over for en noget mere overkommelig modstander, allerede nedrykkede Bayer Uerdingen. Meget overraskende vandt Kaiserslautern med hele 6-2 i Köln, men Kuntz og co. var blevet mestre uanset hvad, for Bayern var kun i stand til at spille 2-2 mod det svage Uerdingen-hold. Hjemmeholdets dårligste mand var, ifølge Kicker, ”Totalausfall”[vi] Brian Laudrup, der fik den lavest mulige karakter, 6. Den tildeles normalt kun en spiller, der ikke alene har en dårlig dag, men også undlader at give sig fuldt ud.

Under alle omstændigheder var det utroligt, at det hold, Bayern München havde slået med sammenlagt 8-1 i Supercup-finalen den 31. juli 1990 og Bundesligaens 5. spillerunde den 7. september, alligevel endte med at blive tysk mester foran Brian Laudrup og co. Det har han da også stadig svært ved at forstå den dag i dag: ”Vi har jo et fremragende hold dengang, og det er jo helt vanvittigt at se tilbage på og sige, vi kun bliver nr. 2 det år.”

Bortset fra det forspildte mesterskab smertede det formentlig Laudrup at se sin gamle klub rykke ned, sæsonen efter han havde forladt den, men hvis der var én mand, man i særdeleshed kunne have ondt af, var det Horst Wohlers: Ikke alene var jobbet som dansk landstræner gledet ham af hænde; han kunne også konstatere, at begge de klubber, han havde trænet i løbet af 1990/91-sæsonen, Uerdingen og St. Pauli, måtte forlade den bedste tyske række. Han kom aldrig siden til at stå i spidsen for et hold fra 1. Bundesliga igen.

Flot Laudrup-sæson, der kunne have været endnu bedre

Overordnet set blev sæsonen en skuffelse for Bayern München, der altså hverken formåede at blive tysk mester eller vinde Mesterholdenes Europa Cup og tilmed blev elimineret i DFB Pokal allerede i første runde af et hold fra den tredjebedste række. I dag husker Brian Laudrup stadig, hvor monumental en skuffelse det var for hele byen München og delstaten/fristaten Bayern at stå tomhændet tilbage efter en sæson, der kunne være endt med én eller to titler: ”Fra at det kunne have været et triumftog, så er det pludselig et Bayern i landesorg. Dér var vi så tæt på at nå så meget, og så alligevel står du der med ingenting. Så er det jo, i en klub som Bayern, nærmest en katastrofe, og det kunne man godt mærke.”

Hvad Brian Laudrup på det individuelle plan angik, oplevede han i den sidste tredjedel af sæsonen et markant formdyk, der delvist overskyggede de fremragende præstationer, han havde leveret i specielt november 1990. Det var særligt skuffende, at han ikke formåede at vise sig frem fra sin bedste side i semifinalerne mod Røde Stjerne Beograd i Mesterholdenes Europa Cup, for det er ikke urealistisk at tro, FC Bayern ikke alene havde vundet det tyske mesterskab, men også den fornemste europæiske klubturnering, med ham i topform i den afgørende fase. Alligevel kunne han i det store perspektiv se tilbage på en flot sæson, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at Roland Wohlfarth sluttede som Bundesligaens topscorer med 21 mål. Brian Laudrup scorede selv 9 gange og lagde op til 11 mål.

Laudrup kunne også notere med tilfredshed, at han blev udtaget til årets hold i Bild. Tabloidavisen havde stor gennemslagskraft og betydning i den tyske offentlighed, så det var bestemt ikke nogen ligegyldig udmærkelse. Samtidig med, at han kunne glæde sig over anerkendelsen fra medierne, var Brian Laudrup som stjerne i Bundesligaens største og mest elskede klub også en meget værdsat og populær spiller i den tyske befolkning. Ved en afstemning i Sport Bild, som 156.000 læsere deltog i, blev han således med 24.245 stemmer valgt til den fjerdebedste spiller ud af 900 kandidater blandt de tyske legionærer i udlandet og alle spillere i 1. og 2. Bundesliga samt den bedste række i det nu tidligere DDR, Oberliga Nordost. Kun de uhyre populære verdensmestre Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Rudi Völler fik flere stemmer. Laudrup henviste store stjerner som Häßler, Klinsmann, Möller, Doll, Kohler, Riedle og Sammer til de efterfølgende pladser, og så man udelukkende på Bundesliga-spillerne, indtog han førstepladsen. Det er dog værd at bemærke, at afstemningsresultatet forelå allerede godt en måned før sæsonens afslutning, og at Laudrup som nævnt ikke spillede godt i de resterende kampe før sommerpausen.

Efter sæsonen vurderede den anerkendte spillerrådgiver/-agent, Wolfgang Fahrian, at Brian Laudrup var den Bayern-spiller, der var suverænt mest værd på det internationale spillermarked. 15 mio. DM (ca. 57,8 mio. kr.) blev hans værdi anslået til, det samme som f.eks. Frank Rijkaard, Jean-Pierre Papin og Chris Waddle stod til at koste, mens Marco van Basten blev vurderet til 20- og Roberto Baggio til 25 mio. DM.

Slutstillingen i Bundesligaen i 1990/91-sæsonen

Placering Klub Kampe Sejre Uafgjorte Nederlag Målscore Målforskel Point
1. 1. FC Kaiserslautern 34 19 10 5 72 – 45 +27 48
2. FC Bayern München 34 18 9 7 74 – 41 +33 45
3. SV Werder Bremen 34 14 14 6 46 – 29 +17 42
4. Eintracht Frankfurt 34 15 10 9 63 – 40 +23 40
5. Hamburger SV 34 16 8 10 60 – 38 +22 40
6. VfB Stuttgart 34 14 10 10 57 – 44 +13 38
7. 1. FC Köln 34 13 11 10 50 – 43 +7 37
8. Bayer Leverkusen 34 11 13 10 47 – 46 +1 35
9. Borussia Mönchengladbach 34 9 17 8 49 – 54 -5 35
10. Borussia Dortmund 34 10 14 10 46 – 57 -11 34
11. SG Wattenscheid 09 34 9 15 10 42 – 51 -9 33
12. Fortuna Düsseldorf 34 11 10 13 40 – 49 -9 32
13. Karlsruher SC 34 8 15 11 46 – 52 -6 31
14. VfL Bochum 34 9 11 14 50 – 52 -2 29
15. 1. FC Nürnberg 34 10 9 15 40 – 54 -14 29
16. FC St. Pauli 34 6 15 13 33 – 53 -20 27
17. Bayer Uerdingen 34 5 13 16 34 – 54 -20 23
18. Hertha BSC Berlin 34 3 8 23 37 – 84 -47 14

 

 

 

 

 

Brian Laudrups sæson statistisk set

Sæson Klub BL-kampe Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter*
1990/91 Bayern München 33 9 11 13 0 3,42 8
Sæson Klub Kampe i MEC** Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter
““/“ “ “ 7 0 2 0 1
Sæson Klub Kampe i DFB Pokal Mål Assists Udsk. Indsk. Karaktergnsn. i Kicker Skribents karakter
““/“ “ “ 1 0 0 0 0

* Fra 1 – 10. ** Kampe i Mesterholdenes Europa Cup.

Bayern-forsvaret mærkbart svækket før 91/92-sæson: Tre verdensmestre forlader klubben

Før 1991/92-sæsonen skiftede FC Bayern kraftigt ud i forsvaret: Den hårdt kritiserede Klaus Augenthaler stoppede karrieren, da han fandt ud af, at han ikke længere indgik i Jupp Heynckes’ fremtidsplaner. Stefan Reuter skiftede for sit vedkommende til Juventus, hvor han, ifølge Fritz Scherer, kunne tjene 8 – 10 gange så meget som i Tyskland. Reuters bedste ven i Bayern München, Jürgen Kohler, gjorde ham følgeskab i den italienske storklub for en overgangssum på hele 15 mio. DM, hvormed han på det tidspunkt var verdens suverænt dyreste forsvarsspiller gennem tiderne. Handlen kom dog først i stand, efter at han – med Scherers ord – havde ”afpresset”[vii] Bayern-ledelsen for at blive solgt. Heller ikke Kohler lagde det mindste skjul på, at han tog til Italien af økonomiske grunde.

Senere indrømmede bl.a. Uli Hoeneß, at det havde været en stor fejl at sælge Kohler, men for Brian Laudrups vedkommende kom han i hvert fald ikke til at savne ham under den daglige træning. Han fremhæver nemlig Kohler, som han jo også havde spillet over for i Bundesligaen i sin Uerdingen-tid, som én af sine hårdeste modspillere i de tre år, han var i Tyskland. Laudrup kalder ligefrem Kohler for ”mesterdræberen” og tilføjer, at ”han gik jo og snakkede til dig hele tiden og præparerede dig i en negativ retning.”

Af samme årsag som Kohler ville også Stefan Effenberg væk i sommeren 1991 – Real Madrid og Juventus var interesserede – men i hans tilfælde krævede Uli Hoeneß en pris, de pågældende klubber ikke var villige til at betale. Effenberg havde i øvrigt siddet på bænken i de to sidste kampe i den foregående sæson, efter han havde skændtes med Jupp Heynckes før mødet med 1. FC Nürnberg i 33. spillerunde.

Den tyske verdensmestertrio var næsten umulig at erstatte, men på liberoposten følte FC Bayern sig godt dækket ind med købet af en fjerde verdensmester, Thomas Berthold, der dermed vendte hjem til Bundesligaen efter at have spillet fire sæsoner i Serie A fordelt på to år i henholdsvis Hellas Verona og AS Roma. Han forekom at være et lidt mærkeligt valg som Augenthalers afløser, for selvom han som helt ung havde spillet libero i Eintracht Frankfurt og senere også enkelte gange på det tyske landshold, var han i langt de fleste kampe på både klub- og landshold blevet brugt som højre (wing-)back.

Ingen selvfølge, at FC Bayern kunne købe konkurrenternes bedste spillere

FC Bayern forsøgte også at købe en anden tysk landsholdsforsvarer, Thomas Helmer, i Borussia Dortmund og afgav et tilbud på intet mindre end 10 mio. DM – som bekendt langt mere end Brian Laudrup havde kostet – blot for hurtigt at trække det tilbage igen og derefter se handlen gå i vasken. Uli Hoeneß kunne heller ikke dy sig for at forsøge at hente Vesttysklands mest stabile spiller ved VM i Italien, VfB Stuttgart-anføreren Guido Buchwald, til München bag om ryggen på sin bror, Stuttgart-manageren Dieter Hoeneß, men også den plan mislykkedes. I stedet lod han sig, som han senere indrømmede, besnakke af Karlsruhe-træner Winnie Schäfer til at betale 4,7 mio. DM (ca. 18 mio. kr.) for Oliver Kreuzer, en markeringsspiller, der kun hævede sig minimalt over det gennemsnitlige Bundesliga-niveau på sin plads.

De fejlslagne forsøg på at købe spillere som Helmer, Buchwald, Thomas Doll og Bayer Leverkusens brasilianer, Jorginho, dokumenterede, at FC Bayern dengang – i modsætning til i dag – ikke uden videre var i stand til at sikre sig Bundesliga-konkurrenternes største profiler. Godt nok endte klubben året efter med alligevel at købe Helmer og Jorginho, men generelt var det sådan, at andre topklubber som Eintracht Frankfurt, Borussia Dortmund, VfB Stuttgart og Bayer Leverkusen var fuldt ud i stand til at betale deres største stjerner nogenlunde det samme, som FC Bayern kunne tilbyde, og på den baggrund ønskede eksempelvis Guido Buchwald ikke at skifte til den sydtyske ærkerival med alle de personlige konsekvenser, det ville have for ham, til gengæld for en beskeden lønforhøjelse. Dertil kom, at den sportslige niveauforskel mellem Bayern og konkurrenterne heller ikke var så udtalt endda, hvis man da overhovedet kunne tale om en sådan…

Også i angrebet nøjedes FC Bayern med at hente en spiller fra den næst- eller tredjeøverste Bundesliga-hylde i skikkelse af 1. FC Kaiserslauterns Bruno Labbadia som ny konkurrent til Wohlfarth og Laudrup. Derudover havde klubben sikret sig den brasilianske landsholdsangriber, Mazinho, (i Brasilien også kendt som Mazinho Oliveira p.g.a. sin mere berømte navnebror, der er far til den nuværende Bayern-stjerne, Thiago) og hans landsmand, Bernardo, der spillede på den defensive midtbane. Dermed havde FC Bayern fire udlændinge, hvoraf kun to måtte spille af gangen. Godt nok havde skotske Alan McInally ingen chance for at fortrænge hverken Laudrup eller Mazinho, men det virkede alligevel voldsomt at have så mange udlændinge i truppen, og den danske angriber var én af dem, der undrede sig højlydt over beslutningen.

Indkøbene af Labbadia og Mazinho gjorde, at der nu var lagt op til, at Brian Laudrup skulle have en ny rolle på Bayern-holdet og fremover spille på sin drømmeposition på den offensive midtbane, forklarer han i dag: ”Før den sæson, da kommer Jupp Heynckes og Uli (Hoeneß) så, og vi sætter os ned. (…) De synes faktisk, med de kvaliteter, jeg havde, da skulle jeg, i stedet for Olaf Thon, ligge i den her 10’er-rolle lige bag de to angribere.” I sæsonpremieren ude mod Werder Bremen var Laudrup ikke desto mindre, i Mazinhos fravær, på plads i angrebet sammen med Roland Wohlfarth.

Laudrup godt fra start i den nye sæson på trods af uenigheder med Heynckes

Alene bedømt ud fra sin præstation mod Bremen skulle man tro, Laudrup kunne se frem til en stor sæson i Bayern-trøjen, for allerede i det 25. minut bragte han udeholdet foran, da han blev spillet fri i venstre side og ukarakteristisk undlod at aflevere til den umarkerede Wohlfarth for i stedet at tage et par skarpe træk på tværs ind i straffesparksfeltet og selv afslutte. Laudrup var heldig med, at hans halvkiksede forsøg ramte den liggende Bremen-spiller, Marco Bode, i ryggen, for ellers var det aldrig gået i mål, men uanset hvad havde han fået en glimrende start på den nye sæson. Det var også Gerd Rubenbauers vurdering, da han kommenterede kampen for ARD: ”bedste mand i de første 45 minutter.”[viii] Laudrup spillede så godt, at trænerlegenden, Otto Rehhagel, allerede efter en halv times spil fratog Uli Borowka opgaven med at passe på ham. Bl.a. var den jernhårde markeringsspiller – af sine kollegaer regelmæssigt valgt til Bundesligaens mest upopulære/forhadte spiller – blevet udstillet i en situation, hvor Laudrup havde tæmmet en høj bold midt på banen, lynhurtigt vendt sig rundt om ham og var stormet ned mod Werder-målet.

Midt i anden halvleg blev en træt Laudrup udskiftet til fordel for Labbadia, og uden ham lykkedes det Bremen at udligne ved Wynton Rufer i det 77. minut til slutresultatet 1-1

Bortset fra resultatet havde Laudrup altså fået en god start på den nye sæson, men faktisk havde han slet ikke fortjent at spille baseret på sin indsats i opstartsfasen. Det var i hvert fald det, Jupp Heynckes havde sagt til ham før kampen. Han gjorde det klart for Laudrup, at han havde tillid til ham, men kun under den forudsætning, at han løb, fightede og engagerede sig alt, hvad han kunne, og dermed også arbejdede hårdt i defensiven, gik ned i glidende tacklinger, hvis det var nødvendigt, etc. Alt det gjorde Laudrup denne gang til sin træner og alle andres store tilfredshed, men grundlæggende var han ikke begejstret for at skulle ændre sin spillestil i en mere aggressiv og løbevillig retning. Laudrup understregede i den forbindelse over for Sport Bild, at han var en følsom spiller, der i højere grad end andre havde behov for at mærke trænerens tillid.

1991/92-sæsonen var en historisk af slagsen, i og med klubber fra det tidligere DDR for første gang var en del af 1. og 2. Bundesliga. Den bedste række var af samme årsag udvidet til 20 hold for at skabe plads til Dynamo Dresden og Hansa Rostock, de to bedste mandskaber fra det hedengangne diktatur i øst.

Bayern-deroute tager sin begyndelse mod tidligere DDR-klub

Netop Hansa Rostock var Bayerns modstander i 2. spillerunde hjemme på Olympiastadion, og der var al mulig grund til ikke at undervurdere Uwe Reinders’ hold. Rostock havde nemlig besejret 1. FC Nürnberg med hele 4-0 i sin Bundesliga-debut, og spillerne virkede i det hele taget som om, de nød den nyvundne frihed og de muligheder – også af økonomisk karakter – der fulgte med den i fulde drag. Det indtryk blev bekræftet i Bayern-kampen. End ikke Wohlfarths meget tidlige føringsmål kunne bringe Rostock-spillerne ud af fatning. I anden halvleg scorede de to gange og sikrede sig dermed en sensationel sejr, der godt nok rystede hele fodbold-Tyskland, men på sin vis også skabte håb om, at indbyggerne i øst snart ville blive en integreret del af det genforenede land, når nu ét af de bedste fodboldhold derfra så hurtigt havde vist, at det var fuldt ud konkurrencedygtigt med selveste Bayern München.

Trods nederlaget havde Brian Laudrup spillet en god kamp, og det gjorde han også i det næste Bundesliga-opgør ude mod Fortuna Düsseldorf, men han forsømte som så ofte før at udnytte sine chancer. Til gengæld scorede den indskiftede, Mazinho, få sekunder før tid kampens enlige mål i sin Bundesliga-debut. Der var i det hele taget nye tider i Bayern-angrebet, hvor Bruno Labbadia spillede hele kampen, og forrige sæsons ligatopscorer, Roland Wohlfarth, først kom på banen i det sidste kvarter i stedet for Laudrup.

2. Bundesliga-hold sender Bayern ud af DFB Pokal, og Scherer truer Heynckes med fyring

Selvom modstanderen i 2. runde af DFB Pokal, FC Homburg, lå på førstepladsen i 2. Bundesliga Süd, regnede ingen med, holdet på nogen måde ville kunne presse FC Bayern, der tilmed havde fordel af at spille hjemme på Olympiastadion. Samme opfattelse havde Jupp Heynckes tilsyneladende, for han valgte at lade flere stamspillere, deriblandt Brian Laudrup, begynde på bænken. Ikke desto mindre lykkedes det, i næsten 28 graders varme, Homburg at skabe en vaskeægte pokalsensation og vinde kampen 4-2 efter forlænget spilletid. Laudrup kom på banen midt i anden halvleg, men uden at gøre nogen afgørende forskel. Resultatet rystede FC Bayern og førte til en bemærkelsesværdig udtalelse fra Fritz Scherer: ”Hvis vi taber de næste fem, seks kampe, er vi nødt til at reagere.”[ix]

Nu havde Jupp Heynckes det så at sige fra hestens egen mund, at han var fyringstruet, men det fik ham ikke til at spille henholdende i den efterfølgende Bundesliga-kamp hjemme mod Schalke. Tværtimod var både Laudrup, Mazinho og Labbadia med fra start, og det betød, at danskeren denne gang spillede i en mere tilbagetrukken rolle på den offensive midtbane. Bayern vandt kampen 3-2, og Laudrup lagde op til Labbadias 3-1-scoring, hans første for sin nye klub. Sejren kunne dog ikke overskygge det faktum, at hjemmeholdet, personificeret ved Oliver Kreuzer, havde haft enorme forsvarsproblemer mod Schalke, der godt nok betalte nogle af Bundesligaens allerhøjeste lønninger, men ikke desto mindre var et oprykkerhold. Gæsterne var endda uden den skadede Bent Christensen, én af ligaens bedst betalte spillere med en årsløn på godt 1,2 mio. DM. (ca. 4,6 mio. kr.) Laudrups gamle holdkammerat i Brøndby måtte nøjes med at se kampen i civilt tøj på Schalke-bænken.

Brian Laudrup efter korsbåndsskade: ”Det er slut.”

Fredag den 23. august 1991 blev en dag, Brian Laudrup sent vil glemme. I udekampen mod det andet Bundesliga-hold fra det tidligere DDR, Dynamo Dresden, spillede han igen på midtbanen med nr. 10 på ryggen og var én af de bedste Bayern-spillere i holdets meget ufortjente 2-0-sejr. Laudrup spillede øjensynligt uden de store problemer hele opgøret. Desværre skulle det efterfølgende vise sig, at han allerede midt i første halvleg var blevet meget alvorlig skadet. I sin bog, Hundert Prozent fit und gesund – Das Geheimnis des gesunden Menschen, fra 1993 beskrev Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrt, hvordan han oplevede danskerens præstation før uheldet: ”Brian Laudrup dribler og laver tricks som en Maradona. Den 24-årige dansker (han var kun 22) er utrolig veloplagt. Han sætter to, tre modspillere af med elegante kropsfinter, accelererer turboagtigt, fører bolden med foden som var den klistret fast. Brian sprudler af spillehumør og glæde ved sin tryllekunst.”[x]

Brian Laudrup husker naturligt nok stadig i detaljer, hvordan skaden opstod: ”Jeg prøver at drible igennem to mand, og så bliver jeg hængende i græsset (…), og så er det ligesom om, det giver sådan et vrid i knæet. Det er jo tit den måde, det sker på. Dér kan jeg bare mærke med det samme: Der er et eller andet, der ikke er, som det skal være. Men af én eller anden årsag – jeg ved ikke, om det er min muskulatur eller et eller andet – da kunne jeg så godt spille kampen færdig. Det er meget usædvanligt, faktisk, fordi normalt så bliver folk jo taget ud med det samme og vrider sig i smerte, men det havde jeg faktisk ikke.”

I sin bog fortalte Müller-Wohlfahrt, at han ikke kunne konstatere nogen alvorlig skade, da han behandlede Laudrup. Heller ikke i pausen klagede danskeren over sit knæ, men blev derimod, som nævnt, på banen i alle 90 minutter og fortsatte med at gøre det godt. På ZDF fremhævede kampens kommentator, Rolf Töpperwien, ham endda som én af Bayerns bedste spillere.

Efter kampen kunne Brian Laudrup ”godt mærke lidt slør i knæet, lidt instabilitet, men jeg tænker ikke videre over det. Jeg sætter mig ind i en bus, vi kører 6 timer; sidder faktisk med knæene oppe imod sædet foran og ser tv hele vejen. Da vi så kommer til Säbener Straße, kan jeg overhovedet ikke bevæge mig, og mit knæ er i dobbelt størrelse, og da vidste jeg jo godt, at det der; det er helt galt.”

Alligevel henvendte han sig først til Müller-Wohlfahrt dagen efter, om lørdagen. Efter en række (røntgen-)undersøgelser og scanninger kunne lægen til sin store overraskelse konstatere, at det forreste korsbånd i højre knæ var revet 90 % over. Brian Laudrup var selvsagt chokeret: ”Det er slut,” var, ifølge Bayern-lægen, det første, han sagde, da han fik den triste besked. Uli Hoeneß fortalte senere til Sport Bild, at også han var meget påvirket af situationen: ”Jeg var deprimeret i flere dage, da Laudrup rev korsbåndet over.”[xi]

Amerikansk knæguru redder Brian Laudrups karriere

Helt så pessimistisk og nedtrykt var der nu ingen grund til at være, for Müller-Wohlfahrt havde tidligere med stor succes henvist både fodbold-, ishockey-, håndbold- og volleyballspillere til den amerikanske knæspecialist, Richard Steadman. Én af de mest kendte patienter, han havde behandlet indtil da, var skistjernen, Marc Girardelli. Han var samtidig den, hvis knæ havde været i den værste forfatning, da Steadman opererede ham. Alligevel var han, efter indgrebet i 1983, i stand til at fortsætte sin karriere på højeste plan i yderligere 13 år. Af andre kendte navne, Steadman havde haft under kniven, kunne nævnes den kvindelige svenske skistjerne, Pernilla Wiberg, og tennisspilleren, Martina Navratilova. Senere fulgte, blandt mange andre, Lothar Matthäus, Ruud van Nistelrooy, Alessandro del Piero, Alan Shearer, Michael Owen og Oliver Kahn.

På den baggrund var Müller-Wohlfahrts besked til Brian Laudrup da også helt klar: ”Da kan jeg huske, han sagde: Du skal til USA, til verdens bedste, én, der hedder dr. Steadman. Det skal være inden for en uge, du skal opereres, for at få det bedste resultat. Da var jeg så heldig at være i en klub, der havde de muligheder. Selv den dag i dag – 7, 9, 13 – har der aldrig rigtigt været noget.”

Mandag den 26. august, tre dage efter han havde pådraget sig skaden, fløj Brian Laudrup derfor til det lille skisportssted, Vail, i delstaten Colorado for at gennemgå operationen, som Müller-Wohlfahrt beskrev indgående i sin bog. Ved det smertefri indgreb, der varede godt halvanden time, blev det overrevne korsbånd først fjernet og knæet renset. Derefter udtog Steadman den midterste tredjedel fra patellasenen, der forbinder knæskallen med skinnebenet. Senestykket blev i hver sin ende sat sammen med et lille knoglestykke fra henholdsvis knæskallen og skinnebenet og efterfølgende transplanteret ind i knæet via en nøje udmålt borekanal op igennem knæleddet, så det blev placeret nøjagtigt dér, hvor det gamle korsbånd havde siddet. Til sidst blev det fastgjort til både lårbens- og skinnebensknoglen ved hjælp af skruer.

Brian Laudrup blev i Vail i en lille uge, og i den periode var det, i henhold til Steadmans behandlingsfilosofi, helt afgørende, at knæet blev holdt så meget i bevægelse som muligt, uden at det blev strakt, bøjet eller vredet ud i positioner, der kunne skade det. Til det formål havde knæspecialisten udviklet en polstret specialskinne, som Laudrup skulle gå med hele tiden. Derudover blev patienterne normalt bedt om at bruge en såkaldt CPM-maskine (CPM = kontinuerlig passiv bevægelse) i 6-8 timer om dagen.

I mellemtiden havde Brian Laudrup fået sig en lidelsesfælle blandt sine holdkammerater, idet Raimond Aumann også havde pådraget sig en korsbåndsskade. For at det ikke skulle være løgn, var han kommet galt af sted i den første Bundesliga-kamp efter Laudrups uheld, 0-2-nederlaget hjemme til VfL Bochum. Hvis den stime fortsatte, ville FC Bayern hurtigt løbe tør for spillere…

For Aumanns vedkommende var det anden gang i karrieren, han blev ramt af den alvorlige skade. Første gang var i marts 1986, og dengang var han ukampdygtig i mere end et år. Nu tydede alt på, at pausen ville blive væsentlig kortere – takket være dr. Steadman.

Bayern erstatter korsbåndsskadet Aumann med målmand uden korsbånd

Som følge af Aumanns skade valgte FC Bayern at skrive kontrakt med den allerede pensionerede, tidligere mangeårige landsholdsmålmand, Harald ”Toni” Schumacher. Det gav umiddelbart god mening, og han viste sig da også at være en fin erstatning. Ved nærmere eftertanke var det imidlertid så som så med logikken, for ikke alene havde han i juli samme år udtalt: ”Jeg er 37, men mit knæ er 65 år gammelt”[xii]; Schumacher manglede såmænd selv et korsbånd i ét af sine knæ, for som han havde forklaret: ”På en onsdag rev jeg korsbåndet over; den efterfølgende lørdag spillede jeg.”[xiii]

Laudrup meget tilfreds med fremskridt under genoptræning

Efter et par ugers afslapning hjemme hos sin kone, Mette, og sønnen, Nicolai, begyndte Brian Laudrup genoptræningen på Bayerns anlæg på Säbener Straße under kyndig vejledning af klubbens læger og fysioterapeuter. Den bestod af øvelser i vand, på motionscykel, løbebånd, stepmaskine m.m. og alskens former for behandlinger. Han gjorde hurtigt så store fremskridt, at han allerede i slutningen af oktober udtalte sig i meget optimistiske vendinger til dagbladet B.T: (…) ”Med doktor Steadmans dygtige indgreb føler jeg mig overbevist om, at jeg bliver så god som ny.” (…) ” Jeg har været pokkers heldig”. (…) ”Genoptræningen er gået over al forventning.”[xiv]

Brian Laudrup sagde også i interviewet, at han håbede at kunne begynde træningen sammen med de andre spillere efter nytår og være med i den første Bundesliga-kamp efter vinterpausen, den 8. februar mod Schalke.

Inden da forestod der stadig nogle ugers arbejde med læger og fysioterapeuter. Derefter stod der, ifølge Müller-Wohlfahrt, en måned med mountainbike-kørsel i bjergene omkring München og endelig 14 dage med de i Tyskland traditionelle lange løbeture i skoven på programmet.

Mens Brian Laudrup havde kæmpet sin personlige kamp for at vende tilbage på fodboldbanen, havde der været en så voldsom uro i- og omkring FC Bayern, at det havde medført gennemgribende forandringer i både trænerstaben og klubbens ledelse.

Miseren havde selvsagt sin oprindelse på banen, hvor de ovennævnte hjemmebanenederlag til henholdsvis FC Homburg i DFB Pokal og Hansa Rostock og VfL Bochum inden for de første seks spillerunder i Bundesligaen allerede havde været slemme nok i sig selv. Men det gik for alvor galt, da også nyoprykkede Stuttgarter Kickers – en klub, der på alle parametre burde have befundet sig lysår væk fra Bayern München – vandt på Olympiastadion og tilmed med de ydmygende cifre 4-1. Det nederlag var mere end Bayern-ledelsen med Uli Hoeneß i spidsen kunne leve med, og han så ingen anden udvej end at fyre sin gode ven, Jupp Heynckes, en beslutning han adskillige gange siden har betegnet som sin største fejl som manager.

Læs de fire foregående kapitler i serien om Brian Laudrup og følg med i morgen, hvor vi præsenterer sjette og næstsidste del.

Kapitel 1 – Bayer Uerdingen det rigtige valg
Kapitel 2 – Horst Wohlers, Bartram og en krigerisk træningskultur
Kapitel 3 – Bundesligaens Aggasi og karrierens bedste kamp
Kapitel 4 – Murens Fald, krisemøde i kælderbar og skæbnesvanger fiberskade

 

[i] kortlink.dk/p3by

[ii] kortlink.dk/p3bz

[iii] Kicker Sportmagazin, 21.05.91.

[iv] kortlink.dk/p3c2

[v] Premiere-video.

[vi] Kicker Sportmagazin, 17.06.91

[vii] Sport Bild, 27.11.91.

[viii] kortlink.dk/p3c6

[ix] Kicker Sportmagazin, 19.08.91.

[x] Hans Wilhelm Müller-Wohlfahrt: Hundert prozent fit und gesund – das Geheimnis des gesunden Menschen, s. 166.

[xi] Sport Bild, nr. 42, 1991.

[xii] Kicker Sportmagazin, 11.07.91

[xiii] Kicker Sportmagazin, 13.04.92.

[xiv] B.T., 20.10.91.

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt Bundes Manager runde 10: Har du penge, så kan du få – dem fra Bayern som du peger på
Sæsonoptakt, Bayer Leverkusen
Optakt: Bayer Leverkusen – Bayern München: Den tidlige duel om die Meisterchale
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til runde 2 i Bundes Manager: Dobbelt op på Bayern