Thomas Hitzlsperger er ikke længere tysk landsholdsspiller. Han sluttede sin karriere i 2012-13 sæsonen, hvor det blot blev til tre kampe for Evertons reserver. Men hvis vi legede med tanken om, at han stadig var aktiv og en del af det tyske landshold, ville værterne ved vinterens VM i Qatar så overhovedet kendes ved ham?
Den aktive karriere
Thomas Hitzlspergers karriere var på mange måder atypisk. Han begyndte hos Bayern München i 1989, men skiftede allerede året efter til den engelske Premier League klub Aston Villa. Her udviklede han sig til en hårdtarbejdende midtbanespiller med et endnu hårdere skud, hvilket gav ham kælenavnet ”Der Hammer”.
I 2005 gik turen retur til Bundesligaen, hvor han repræsenterede VFB Stuttgart i fem sæsoner og vandt det tyske mesterskab i 2007.
I de sidste år af karrieren, der bl.a. bragte ham til Lazio, West Ham og Everton, var Hitzlsperger dog alt for ofte skadet, og selv om han var en glimrende midtbanespiller, så vil han for altid være mest kendt for at være den første tyske landsholdsspiller, der åbent fortalte om sin homoseksualitet.
Hitzlsperger – homoseksuel og aktivist
Gennem hele sin karriere adskilte Hitzlsperger sig fra sine kollegaer med en anderledes og mere intellektuel tilgang til livet som professionel fodboldspiller.
Hitzlsperger havde ingen agent, men forhandlede selv sine kontrakter på plads, ligesom han selv vurderede, hvem han lod sig interviewe af.
Han brugte bevidst sin status som landsholdsspiller til at promovere sager, der lå ham på sinde og var således via sit engagement som skribent for Die Zeit Online en vigtig person for oprettelsen af ”Der Störungsmelder.” Et initiativ fra før nævnte Die Zeit, hvor man kan anmelde højreradikale aktiviteter i Tyskland.
Hitzlsperger støttede også Geschicht Zeigen, som er en forening, der forsøger at komme racisme, højreradikalisme og antisemitisme i Tyskland til livs.
Derudover engagerede han sig forud for VM i Sydafrika sig for et projekt, der skulle forbedre levevilkårene for HIV-positive børn i landet. Det kom der dokumentarfilmen ”Thomas Hitzlsperger und die Township-Kinder” ud af.
Endelig så har han været redaktør for 11 Freunde. Et fodbold-magasin, der bliver skrevet af nuværende og tidligere aktive spillere.
Hitzlsperger var bestemt ikke, som fodboldspillere er flest. Han orienterede sig og læste alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Det betød, at han i en interviewsituation ofte var den af de to, der havde læst flest bøger, hvilket ikke altid var en fordel for ham.
Det var også i et interview med Die Zeit i januar 2014, at han sprang ud som homoseksuel.
Kunne Hitzlsperger repræsentere Tyskland i Qatar?
Hvis vi forestillede os, at han var i sin bedste alder og stadig en del af det tyske landshold, så kunne han naturligvis få lov til at spille i Qatar. Også selvom homoseksualitet er forbudt og kan give en straf på syv års fængsel.
Landet er dybt afhængig af indtægterne fra den smule olie, der stadig ligger under ørkensandet, men hvad gør man, når den slipper op? Så er Qatar nødt til at finde alternative indtægter, og her har man udset sig turismen – præcis som det er tilfældet i Dubai i Emiraterne.
Derfor er det at afholde VM i fodbold en kæmpe ting for den lille ørkenstat, der får vist sig frem til hele verden og den slags omtale er jo tilsyneladende mere værd end nok så mange fattige stadionbyggeres liv.
Regimet ville med garanti forbigå det faktum, at Hitzlsperger er bøsse, i totalt tavshed. Man ville være mere interesseret i at vise sig frem på en måde, så turisterne fremover vil valfarte dertil i Dubaiske dimensioner og så for øvrigt bede til, at fremtidige homoseksuelle turister har fanget vinket med vognstangen.
FIFA-præsident Gianni Infantino forsikrede ellers på en FIFA-kongres, at alle er velkomne, selv når vi taler om LBTQ+, men da DR, under dække af at være et homoseksuelt par, ringede rundt til landets hoteller og forsøgte at få et hotelværelse hos nogle af de 69 hoteller, som Infantino garanterede ville tage imod, så var svaret oftest, at hotellerne ikke acceptere homoseksuelle par.
Hitzlsperger ville som spiller sagtens kunne få lov til at spille i fred, da han jo indirekte ville være en del af regimets skønmaleri af sig selv. Men havde han derimod været en ganske normal turist eller måske endda en af de få ”stadionbyggere”, der overlevede byggeboomet, var historien en anden.
