Jörg Schmadtke er igen havnet i en konflikt med sin egen træner. Det er ikke første gang, at vi oplever klare modsætningsforhold mellem sportsdirektøren og klubbernes cheftrænere. Faktisk har det været tilfældet i alle tidligere klubber, hvor Schmadtke har været ansat som sportsdirektør, og på trods af hans relative store succes i mindre klubber, har der altid været beretninger om disharmoni og magtkampe. Denne artikel giver et overblik over Jörg Schmadtkes største bedrifter som sportsdirektør samt hans interne magtkampe med disse og ledelsen i klubberne.
Alemannia Aachen
I december 2001 blev den tidligere målmand for Fortuna Düsseldorf og SC Freiburg, Jörg Schmadtke, sportsdirektør i Alemannia Aachen, der dengang blot spillede sin tredje sæson i 2. Bundesliga og året forinden havde afsluttet sæsonen på en 10. plads. Under Schmadtkes ledelse etablerede tivoli-klubben sig til en stabil sub-topklub i 2. Bundesliga, og de marcherede endda i 2004 direkte til pokalfinalen, hvor de tabte til de tyske mestre fra Werder Bremen. Efterfølgende blev Dieter Hecking hyret som cheftræner. I 2006 lykkedes det så endelig med oprykningen til 1. Bundesliga med spillere som Sérgio da Silva Pinto, Jan Schlaudraff, Sascha Rösler, Marius Ebbers og Erik Meijer. I den efterfølgende sæson i 1. Bundesliga hentede Schmadtke Matthias Lehmann og Vedad Ibisevic til klubben. Begge spillere, som fodboldnostalgikere af Bundesligaen vil kunne huske.
Da Schmadtke blev sportsdirektør i Aachen, havde klubben allerede en gæld på fire millioner euro. Den pæne sportslige succes og kvalificeringen til den daværende Uefa-Cup gjorde klubben gældsfri for første gang i klubbens historie. Schmadtke havde altså været med til at lægge et stabilt fundament i klubben. Fordi Alemannia Aachen havde julelys i øjnene pga. den relative store sportslige og økonomiske succes, ville klubben bygge et nyt stadion. Schmadtke manede til besindelighed, samtidig med at han mente, at der hellere måtte føres en mere plansikker strategi for fremtiden, frem for at investere i det uvisse. Ganske vist rykkede Aachen ned i 2. Bundesliga efter blot en enkelt sæson i 1. Bundesliga, og succesen udeblev.
Dieter Hecking, der var træner for Aachen under oprykningen til 1. Bundesliga, skiftede til Hannover 96 og Schmadtke hyrede efterfølgende 1990-verdensmesteren Gudio ”Diego” Buchwald. Succesen fortsatte med at udeblive og den nedadgående deroute vedblev i klubben. Schmadtke fyrede Buchwald efter en halv sæson i klubben, men assistenttræneren Jürgen Hartmann mente, at det var Jörg Schmadtke, der var problemet.
”Problemet eksisterede ikke internt mellem holdet og træneren. Jeg hørte, at sportsdirektør Jörg Schmadtke nu overtager holdet som midlertidig træner. Så er der vist ingen grund til at sige mere om de to fronter, der eksisterede. (…) Men så blev problemerne med Schmadtke mere og mere tydelige. Det var ikke muligt at optimere betingelserne i klubben pga. de interne problemer med Schmadtke. (…) Hvad der er sket de seneste 14 dage, har jeg i denne form ikke kendt til tidligere i branchen.”
Assistenstræner Jürgen Hartmann om fyringen af trænerteamet i 2007
Det var første alvorlige indikation af en sportsdirektør, der havde svært ved altid at komme overnes med sin cheftræner.
I efteråret 2008 offentliggjorde Schmadtke, at han efter interne skænderier ikke ville forlænge sin udløbende kontrakt (udløb 30. juni 2009) i Aachen. Problemet var dog, at han ikke havde informeret klubledelsen om denne beslutning. Klubledelsen valgte efterfølgende at fyre Schmadtke med øjeblikkelig virkning.
Hannover 96
I sommeren 2009 blev Schmadtke så hyret af Hannover 96, der fortsat havde Hecking som cheftræner. Hecking trådte selv tilbage i starten af 09/10-sæsonen og den nedadgående spiral i den dramatiske sæson var nu begyndt. Landsholdsmålmanden og klublegenden Robert Enke tog sit eget liv og klubben kæmpede helt til sidste spilledag om overlevelse. Schmadtke hyrede midt i mareridtssæsonen Mirko Slomka, der tidligere havde været cheftræner i Schalke 04, og tingene begyndte så småt at gå Hannovers vej. Efter næsten at være rykket ned i 09/10 sæsonen, kvalificerede H96 sig sensationelt til Europa League efter en flot 4. plads i Bundesligaen i 10/11 sæsonen. H96 afsluttede 11/12 sæsonen på en flot 7. plads i Bundesligaen, hvilket endnu en gang kvalificerede dem til Europa League, og her gik de helæe vejen til kvartfinalen, inden Atlético Madrid slog dem ud af turneringen. Jörg Schmadtke havde formået at gøre den ’grå mus’ sexy.
Men end ikke de store succeser kunne overskygge problemerne mellem Cheftræner Slomka og sportsdirektør Schmadtke. I det fire år lange partnerskab var der gang på gang interne gnidninger mellem den taktisk smarte Slomka og den gnavne transfer-arkitekt Schmadtke. Forskellige opfattelser mellem alfahannerne førte til stridigheder. Hvad der længe havde været kendetegnet som ”positive diskussioner”, fik nu mere og mere et negativt præg. Efter sigende skulle forholdet mellem alfahannerne have været så afkølet, at Slomka kun rettede henvendelse til Schmadtke pr. e-mail. Klub-præsidenten Martin Kind måtte flere gange gribe ind og forsøge at konfliktmægle mellem cheftræneren og sportsdirektøren. I foråret 2013 var det ikke længere muligt at rette op på de interne stridigheder, og Schmadtke tabte magtkampen.
Om forholdet til Mirko Slomka sagde Schmadtke følgende:
”Jeg behøver ikke at spise jordbærkage med ham hver dag, og vi behøver heller ikke at kramme hinanden. Vi arbejder godt og professionelt sammen, succeserne står for sig selv. Det er en kendsgerning, at Mirko og jeg ikke lejer en autocamper sammen, kører gennem Canada og jager grizzlybjørne sammen – det ved alle.”
Ifølge Schmadtke skulle Slomka have haft urealistiske krav med henblik på spillerkøb. Da Hannover mirakuløst sikrede sig overlevelse i mareridtssæsonen, havde Schmadtke – uden at have informeret Slomka – allerede købt profilerne Lars Stindl og Mortiz Stoppelkamp fra 2. Bundesliga. Eftersigende skulle Slomka, da han blev informeret om spillerkøbene, have reageret misfornøjet og derefter spurgt Schmadtke provokerende, hvad han dog skulle bruge 2. Bundesligaspillere til.
Ikke desto mindre kunne Slomka dog også finde et par rosende ord om sin tidligere sportsdirektør:
”Jeg vil gerne understrege, at Jörg Schmadtke havde en nøglerolle i vores succesrige arbejde sammen.”
1. FC Köln
Schmadtke skulle ikke vente længe på et nyt job. 1. FC Köln, som hørte til i 2. Bundesliga, hyrede i sommeren 2013 Schmadtke som sportsdirektør. De skulle tilbage på sporet efter nogle turbulente år, og den sportslige succes i Hannover og Aachen ville de gerne kopiere. Forinden havde Köln hyret den østrigske træner Peter Stöger, som viste sig at passe perfekt til det ellers hektiske Köln med sin rolige og saglige personlighed. I sin tid i karnevalsklubben skulle Schmadtke for første gang i sin karriere som sportsdirektør ikke fyre sin cheftræner. Sammen rykkede de op i 1. Bundesliga og etablerede sig. Allerede dét var en stor succes eftersom klubben de seneste årtier mere har været kendt som en elevatorklub, der hele tiden rykkede op og ned i ligaerne. Denne gang var Köln kommet for at blive. Det kulminerede da klubben i 16/17 sæsonen kvalificerede sig til Europa League efter en 5. plads i Bundesligaen. For første gang i 25 år kunne Köln igen turnere gennem Europa. Jörg Schmadtke blev tilmed kåret som årets manager af magasinet 11 Freunde.
I kølvandet på den bedste sæsonplacering i flere årtier opstod der dog et problem. Skulle topscoren Anthony Modeste sælges for den klubinterne rekordsum eller ej? Mens angriberen eftersigende skulle have haft et godt forhold til cheftræner Stöger, skulle forholdet til Schmadtke have været knust.
I den efterfølgende sæson, som var Schmadtkes og Stögers sidste sæson sammen i Köln, gik det dog helt galt for klubben. Köln besluttede sig for at sælge topscoren Modeste til Kina og særligt Schmadtkes transferpolitik havde slået fejl. Dyre fejlindkøb, som ikke slog igennem, blev prædikatet for Kölns nedrykningssæson. Tilmed havde Köln præsteret at levere den dårligste sæsonstart nogensinde, hvor de efter 16 spillerunder kun havde hentet tre point og tabt 13 kampe.
Ifølge Schmadtke havde der i det forgangene sommertransfervindue manglet en modpart i diskussionerne. Han havde snarere følelsen af at gå Stöger på nerverne. Stöger bekræftede dette, da ”det kan være at kommunikationen mellem Jörg Schmadtke og jeg i den komplicerede transferperiode var mangelfuld”. Vicepræsident Toni Schumacher mente, at han allerede ved den forrige sæsons afslutning kunne se, at cheftræneren og sportsdirektøren ikke var på bølgelængde med hinanden længere.
Schmadtke ville undervejs i sæsonen have fyret Peter Stöger for at rette op på tingene, men klubledelsen og særligt præsidenterne nedlagde et veto. I kølvandet på den interne trænerdiskussion valgte ledelsen at afskedige Schmadtke. Schmadtke selv mente, at den manglende opbakning i ledelsen ift. trænerspørgsmålet gjorde, at Schmadtke følte sig handlingslammet. I oktober 2017 tabte Schmadtke således endnu en magtkamp.
VFL Wolfsburg
Endnu engang skulle Schmadtke ikke gå arbejdsløs længe. VFL Wolfsburg, der just havde afsluttet de to foregående sæsoner på 16. pladsen i Bundesligaen, så sit snit til at hyre Jörg Schmadtke i sommeren 2018. På den korte bane skulle Wolfsburg væk fra nedrykningspladserne og stabilisere sig. Sammen med Bruno Labbadia førte Schmadtke dog Wolfsburg tilbage i toppen af Bundesligaen, og de afsluttede den første sæson på en overraskende 6. plads, de4 gav adgang til Europa League. I den efterfølgende sæson lykkedes det igen at kvalificere sig til Europa League via en 7. plads i Bundesligaen. Denne gang dog med en ny træner. Igen havde Schmadtke raget sig uklar med sin cheftræner.
Labbadia er ligeledes kendt for at være sin egen type og en form for alfahan, hvorfor det muligvis har været én af grundene til at samarbejdet mellem Labbadia og Schmadtke ikke kunne fortsætte. Under samarbejdet med Labbadia sagde Schmadtke bl.a.:
”Jeg vil bestemt ikke udveksle madopskrifter eller planlægge en ferie sammen med ham. Det er nu engang tilfældet, men efter min mening er det heller ikke videre slemt. Nogle gange er kemien bare ikke rigtig.”
Jörg Schmadtke og Bruno Labbadia valgte efter 18/19 sæsonen at gå hver til sit. Schmadtke fandt sin nye træner, Oliver Glasner, i LASK Linz fra Østrig. Længe så det ud til at harmonere mellem dem, men for nyligt kritiserede Glasner Schmadtkes transferpolitik for indeværende sæson.
Glasner havde offentlig kritiseret, at man på trods af måneder lange diskussioner ikke var lykkedes med at forstærke sin trup med en temporig og dybdesøgende spiller. Linton Maina fra 2. Bundesligaklubben Hannover 96 havde længe været et omdiskuteret emne, men Schmadtke kunne ikke enes med ledelsen i Hannover om en transfersum. I kølvandet på Glasners transferkritik ytrede Schmadtke sig ligeledes til offentligheden og mente, at tidspunktet for Glasners frustrationer var uheldige samt at ”de idéer, der kom fra ham, var ikke realiserbare. Det er jo ikke drømmeland. Man kan ikke ønske sig ting, der er urealistiske.”
Endnu engang lyder fortællingen om Schmadtke, at han er den ubekvemme gnavpot, der gør livet svært for cheftrænerne.
Foreløbigt hedder cheftræneren i Wolfsburg stadig Glasner, men hvor længe dette er tilfældet er svært at spå om. Det er ikke utænkeligt, at Schmadtke allerede nu kigger efter andre cheftrænere, men spørgsmålet er, om han selv kan komme i fare, når endnu en magtkamp står for døren.
Transferstrategien
Kendetegnende for Schmadtkes transferpolitik er, at han køber og former karakterstærke spillere, som passer til holdene. Udover de fodboldmæssige evner hos en spiller, forholder han sig også til spillerens personlighed. Tilmed har han en god sans for spillerkøb, der måske ikke synes plausible ved første øjekast, men som udvikler sig til sande røverkøb.
Ved hjælp af denne transferstrategi opnåede klubberne en masse sportslig succes. I Aachen formede han ud af et middelmådigt hold et super interessant mandskab, som producerede flere gode bundesligaspillere. Holdet blev ført til pokalfinalen og overlevede endda første runde i Uefa-Cuppen – som 2. Bundesligamandskab vel at mærke. I Hannover formede han ligaens daværende grå mus til et sub-tophold, mens han førte Köln tilbage i europæisk fodbold igen efter 25-års fravær.
Takket være sin gode evne til at scoute udenlandske spillere, har Schmadtke evnet at hente målscorere som Vedad Ibisevic, Mame Diouf, Didier Ya Konan og Mohammed Abdellaoue, der tilsammen blev købt for mindre end 3,5 mil. Euro. Ligeledes evnede Schmadtke at se et potentiale i hidtil ”fejlslåene” spillere fra Bundesligaen så som Erik Meijer, Anthony Modeste og Matthias Lehmann.
Tilmed evner Schmadtke at hente unge lovende tyske talenter som Simon Rolfes, Jan Schlaudraff, Lars Stindl, Ron-Robert Zieler og Leonardo Bittencourt. Kun for Bittencourt måtte Schmadtke betale et beskedent (2,5 mil. Euro) millionbeløb i transfersum.
I Wolfsburg er Schmadtke indtil videre lykkedes ret godt med indkøbene af Wout Weghorst, Jérôme Roussillon, Kevin Mbabu og Xaver Schlager. De er alle fire hentet fra udenlandske klubber og passer perfekt til Wolfsburg. De besidder alle et enormt løbepensum, hvilket kendetegner Wolfsburg, som i denne sæson er det 6. mest løbestærke mandskab.
Jörg Schmadtkes personlighed
Sportsdirektøren Jörg Schmadtke sagde engang om sig selv, at ”jeg er ikke en efteraber eller kopi af andre. Jeg marcherer ikke videre i andres skridt. Jeg forsøger at udleve min egen filosofi – med alle de forbehold, der nu følger.”
Følgende er muligvis kernen i hans egen idé om sin identitet. At han er forskellig fra de andre.
Særligt under Schmadtkes tid i Köln kunne man iagttage at hans holdninger og meninger vækkede opsigt. Han forsvarede benhårdt sine holdninger, gerne i form af sarkasme, og han lod sig ikke afvige fra sin fremlagte kurs. Netop dette kunne skabe konflikter med cheftrænerne.
En af Schmadtkes tidligere cheftrænere, Dieter Hecking, sagde engang, at ”Schmadtke tænker altid ud af boksen. Han er altid et skridt forud. Jörg Schmadtke forsøger altid at få det bedste ud af sagen. Sportsdirektøren Schmadtke ser ikke kun det store billede, men dykker også ned i det detaljeret arbejde. Én ting bør ved alt dette ej forglemmes – Jörg forbliver først og fremmest altid menneske.”
Jörg Schmadtke og succesen som sportsdirektør
Ikke nok med at have bragt en masse sportslig succes ind i sine klubber, lykkedes det også Jörg Schmadtke at skabe økonomisk oprejsning. I Aachen blev en konkurstruet klub gældsfri, i Hannover var han ansvarlig for den mest succesrige Bundesliga-sæson nogensinde (4. plads) og i Köln forøgede han den samlede værdi af spillertruppen 10x gange, og det syntes, at han var på vej mod at få ført karnevalsklubben henimod professionelle ledelsesstrukturer.
Jörg Schmadtke er altså byggemesteren bag de mindre middelmådige klubbers succes. Udefra set er fortællingen dog om Schmadtke, at han er en meget succesrig sportsdirektør, der på trods af succesen, rager sig uklar med sine trænere.
Sportslige kriser kan ikke undgås, men spørgsmålet er snarere hvordan de forskellige klubber reagerer på disse kriser. SC Freiburg (Christian Streich) og Borussia Mönchengladbach (Max Eberl) er eksempler på, hvordan man med den rette mand og hans strukturer bedre kan mestre op- og nedture.
I Aachen, Hannover og Köln handlede ledelsen ”som man normalt gør i fodboldbranchen” og skilte sig af med sportsdirektøren Schmadtke. Det løste aldrig problemerne, men viste blot, at det var i klubben selv hvori problemet lå. Schmadtke selv siger til dette, at ”jeg forsøger selv at arbejde bæredygtigt, men jeg ved, at der desværre oftest kommer noget i vejen.”
Det er muligvis præmissen om at Jörg Schmadtke vil gå sin egen vej, der afskrækker større traditionsklubber fra at beskæftige sig nærmere med ham. Miljøet og autoriteterne ville fx være større i klubber som Borussia Dortmund, Bayern München og Schalke 04.
I Wolfsburg har han den fornødne ro hos bilkoncernen. Nu forsøger Schmadtke at bygge videre på sine i forvejen succesrige to sæsoner i Wolfsburg. Indtil videre har han baglandets fulde opbakning.
