Sidste sæson
12
Schalke 04 indledte sæsonen i fremragende form, og den første halvdel af sæson talte blandt andet en 3-1-sejr mod RB Leipzig på udebane, et sprudlende fodboldhold i et voldsomt gegenpress og indtrykket af en velsmurt fodboldmaskine, som David Wagner havde reformeret på rekordtid. Schalke var flere gange ved at bringe sig i førertrøjen i Bundesligaen, og omkring november måned lå Schalke godt til i Top-6, og de lignede et hold, der allerede var selvskrevet til europæisk fodbold.
Men et hav af langvarige og sporadiske skader til centrale nøglespillere som Benjamin Stambouli, Salif Sané, Weston McKennie, Omar Mascarell og Suat Serdar gjorde, at der kom hakker i maskineriet.
De kongeblå fra Ruhr vandt én – EN – Bundesliga-kamp efter jul, og var det ikke for en fantastisk første halvdel af sæsonen, havde den nye 2. Bundesliga-sæson været med Schalke i tabellen. Et hav af skader, manglende angribere, en defensiv hullet som en si og en træner, der virkede i vildrede gjorde, at Schalke sluttede på en lunken 12.-plads i en sæson, som sluttede helt forfærdeligt.
Blandt de elendige præstationer var der et 0-5 nederlag til RB Leipzig på hjemmebane, 0-4 nederlag mod rivalerne fra Dortmund og henholdsvis 1-4 og 0-4 til Wolfsburg og Freiburg i de sidste to runder rundede en jammerlig forårssæson af, hvor der endda var tale om mulig konkurs i april og maj måned.
Transfers
På transferfronten har der været relativt stille hos Schalke 04, hvilket i høj grad skyldes den utroligt pressede økonomi, som med nød og næppe overlevede april måned. Alexander Nübel forlod klubben på en fri transfer til Bayern München og for samme sum forlod kulturbærer Daniel Caliguri de kongeblå til fordel for Augsburg.
Lejespillerne Jean-Clair Todibo, Juan Miranda (begge FC Barcelona), Jonjoe Kenny (Everton) og Michael Gregoritsch (Augsburg) vendte tilbage til deres klubber, mens overskudsspillere som Bernard Tekpetey og Jonas Carls blev lejet ud til henholdsvis Ludogorets og Vitoria Guimarães.
Endeligt blev Cedric Teuchert solgt til Union Berlin, mens Pablo Insua vendte tilbage til det spanske og SD Huesca, efter sytten minutter i den kongeblå trøje i tre sæsoner. Og så var det måske lidt overraskende, at Weston McKennie, en af få lyspunkter i sidste sæson, blev sendt til Juventus, der har givet 4,5 millioner for en lejeaftale med option på at købe amerikaneren.
Grundet den trængte økonomi, har Schalke 04 ikke hentet én eneste ny spiller. Men en lang række spillere er dog vendt tilbage fra lejeophold.
Ralf Fährmann (Først Norwich, derefter SK Brann), Sebastian Rudy (Hoffenheim), Hamza Mendyl (Dijon), Steven Skrzybski (Fortuna Düsseldorf) og Mark Uth (Köln), mens ungdomsspillerne Can Bozdogan, Malick Thiaw, Nick Taitague og Timo Becker er rykket op i førsteholdstruppen.
Styrket/svækket
Svækket
Hvis man er passioneret Knappen-fan, skal man stoppe læsningen nu, for Schalke 04 er svækket til den kommende sæson. Afgangen af Alexander Nübel har efterladt et hul på målmandsposten til den enten usikre Markus Schubert eller rutinerede Ralf Fährmann, mens der stort set ikke er en eneste højre back i truppen, efter både Jonjoe Kenny og ”Derby-Dani” Caliguri forlod Gelsenkirchen.
Derudover forsvinder der med McKennie også en del af den rygrad, der trods alt forsøgte at holde sammen på stammen. For at gøre slemt værre, sviger rygterne kraftigt om at nøglespiller Amine Harits agent flirter med mulige aftagere til den marokkanske tekniker.
Denne sæson
Et altoverskyggende problem for Schalke i sæsonen 19/20 var manglende mål. Sølle 9 scoringer noterede Schalkes angribere sig tilsammen for (Rabbi Matondo, Benito Raman, Guido Burgstaller og Ahmed Kutucu) i sæsonen ,og effektiviteten foran kassen var sammenligneligt med et Serie 2-hold på en søndag morgen efter en heftig bytur.
Hvis vi forudsætter, at Schalke 04 går ind til den kommende sæson med en trup i den nuværende forfatning, må David Wagner tilsidesætte sin sympati for østrigske Guido Burgstaller, der satte et rungede 0 ud for sin målkonto i 21 kampe i sæsonen 19/20 og erstatte ham med Ahmed Kutucu. Den tysk/tyrkiske angriber viste i perioder glimt på hans arbejdsraseri og ærgerrighed, og det er netop den arbejdsomhed, som angriberen med den rette vejledning kan omsætte til at blive en brandfarlig Bundesliga-angriber. På rygtebørsen melder tyske medier også om interesse i Vedad Ibisevic, men selvom han tidligere har scoret mange mål, så er han blevet 36 år og er i hvertfald ikke nogen langsigtet løsning.
Hvis Schalke skal havde succes i den kommende sæson, skal de formå at sætte deres midtbanespillere så godt i scene, som i første halvdel af sæson. Suat Serdar sluttede som topscorer med syv mål, samtidig med at han var et kreativt omdrejningspunkt for midtbanen. Omar Mascarell er mere defensivt orienteret, men har et syn for hurtigt at vende spillet, som kan iscenesætte hurtige kantspillere som Benito Raman og Rabbi Matondo. Netop dette gjorde David Wagner så fremragende i starten af sidste sæson, hvor hurtige omstillinger og knivskarpe afleveringer gjorde de kongeblå til et farligt omstillingshold. I hvert fald til at begynde med.
Et sted hvor Schalke er styrket sammenlignet med sidste sæson, er forsvaret. Kulturbærer og anfører Benjamin Stambouli fik forlænget sin kontrakt i 11. time efter at havde været skadet gennem hele sæsonen, og sammen med tårnet Salif Sané, lovende Ozan Kabak og en Matija Nastasic, der ligner en der praktisk talt har boet i styrkecenteret, har Schalke en solid defensiv akse – som forudsat de holder sig skadesfri – kan blive svær at komme igennem.
Hvor venstre back bliver en kamp mellem rutinerede Bastian Oczipka og den unge Hamza Mendyl, er der et stort spørgsmålstegn på den højre back. Timo Becker kan blive en løsning på den position, men han er en back af den gamle skole, og ligner slet ikke en der passer ind i spillestilen på den position. Her bør Schalke forstærke sig, hvis de vil havde succes i den kommende sæson, og lige nu går rygterne da også på at tidligere Schalke 04 helt Sead Kolašinac skulle være tæt på at vende til bage på en lejeaftale, i hvad der kan vise sig at blive en utrolig vigtig handel, skulle den gå igennem.
Et andet uafklaret spørgsmål er, hvem der skal vogte mål, når sæsonen sparkes i gang mod Bayern München. Klub-ikonet Ralf Fährmann er vendt tilbage efter nogle miserable lejeophold, og ’Ralle’ var uden tvivl en af Bundesligaens bedste målmand før i tiden, men har den 31-årige målmand stadig niveauet? Udfordreren er 22-årige Markus Schubert, der leverede nogle rystende fejl flere gange i træk i sidste sæson, og præsterede så ringe at ellers bandlyste Alexander Nübel måtte trække i målmandshandskerne igen for at undgå de totale blamager. Wagner har selv åbent meldt ud, at kampen mellem de to keepere bliver afgjort i forsæsonen baseret på deres præstationer.
En storklub som Schalke 04 SKAL spille med om europæisk fodbold, men der er lang vej dertil. Hvis David Wagner og co. skal havde succes, skal de finde opskriften til det fremragende spil fra efterårssæsonen. Wagner har fået en gratis chance (da klubben simpelthen ikke har råd til at fyre ham) efter en elendig sæson, og selvom rygterne går på, at han delvist har tabt omklædningsrummet og støtten fra sportsdirektør Jochen Schneider, er det op til ham at vende skuden, således at Schalke igen kan vende tilbage imod toppen.
Vinderformularen må være at kigge ærgerligt på truppens potentiale og heraf vurdere, at Schalke må spillere mere direkte, mindre boldbesiddende og tenderende til det kedelige, for at få point på kontoen. Den helt store lottokupon er de tilbagevendte spillere som Sebastian Rudy og Nabil Bentaleb, som op af dage er nogle af de bedste spillere i ligaen. Kan David Wagner få gang i specielt Nabil Bentaleb, kan Schalke havde fået den tilgang, som de ikke vidste, de behøvede.
Bud på placering
8-12
Bud på idealopstilling
4-3-3
Fährmann – Oczipka, Kabak, Stambouli, Becker – Mascarell, Harit, Serdar – Raman, Kutucu, Skrzybski
Hold øje med…
Amine Harit
Når den marokkanske elegantier er i spillehumør, er han fuldstændig umulig for ethvert forsvar. Harit startede sæsonen med mål og assists, og spillede med en glæde, som ikke var set tidligere hen. Når Harit er i hopla, er han er nøglen for de kongeblå, hvis de skal havde succes i den kommende sæson. Det er endnu uvist, om Harit bliver i Gelsenkirchen og om spilleglæden stadig er der, men hvis den er, kan den offensive midtbanespiller bliver David Wagners talisman.