bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Köln > Rundens hold i Bundesligaen – uge 11

Hver uge, umiddelbart efter sidste slutfløjt, sætter bulibold.dk rundens hold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.

TORWART:
Péter Gulácsi (RB Leipzig)
Der var flere gode målmandspræstationer i denne runde, således også Martin Hansen hos Ingolstadt samt Kessler for Köln. Når pladsen går til Gulácsi skyldes det, at han havde flere store redninger i en kamp, hvor RB Leipzig var meget heldige med ikke at lide første nederlag i sæsonen. Reddede blandt andet straffe og sørgede dermed for, at hans hold ikke kom bagud med 3-1.

ABWEHR:
Sokratis (Borussia Dortmund)
Grækeren er måske ligaens bedste forsvarsspiller netop nu. Holdte i topkampen Lewandowski helt nede og var sikker i samtlige indgreb. Bliver også hele tiden bedre med bolden.

Naldo (Schalke 04)
Var tilbage hos sin tidligere klub, og det slap han godt fra. Er begyndt at genfinde formen og er en væsentlig grund til, at Schalke stille og roligt klatrer op i tabellen.

Sead Kolašinac (Schalke 04)
En ny, flot præstation fra Kolašinac. Ligesom med Naldo er han en væsentlig årsag til, at Schalke er kommet ovenpå igen. Mod Wolfsburg leverede han upåklageligt i defensiven, og så var assisten til Goretzka eminent.

Lukas Piszczek (Borussia Dortmund)
Var med til at holde Bayern fra de helt oplagte chancer, og var ligeså god i offensiven, som han var det tilbage i de første par år i klubben. Satte flere gange Götze i scene med gode afleveringer.

MITTELFELD:
Julian Brandt (Bayer Leverkusen)
Det er sjældent, at man ser et miks af hurtighed, teknik og spilintelligens hos så ung en spiller. Lagde op til det første mål, scorede selv det andet og tilkæmpede sig også et straffe. Stor, stor kamp af Brandt.

Mario Götze (Borussia Dortmund)
Selvom han har udtalt, at den gamle Mario Götze ikke længere eksisterer, så var der alligevel noget af den gamle Mario over det, vi så lørdag aften. Oplægget til Aubameyang var af høj klasse, og det samme var resten af hans præstation.

Marcel Risse (1. FC Köln)
Kölns spillestil kræver, at samtlige spillere leverer hårdt, og det er Risse garant for. Løb som vanligt solen sort mod Gladbach, og så trækker det selvfølgelig heller ikke ned, at han afgjorde derbyet med et fremragende frispark inde i overtiden.

Yunus Malli (Mainz 05)
Vi tør slet ikke tænke på, hvordan Mainz havde klaret sig, hvis ikke det var Malli. Tyrkeren er dét offensive omdrejningspunkt på holdet, og han var stærkt involveret i, at det blev til en 4-2 sejr mod Freiburg.

Emil Forsberg (RB Leipzig)
Svenskeren er efterhånden ved at blive lidt af en genganger på vores hold. Mod Leverkusen forsatte han storformen og var involveret i samtlige scoringer. Særligt oplægget til det afgørende mål var af høj klasse. Den helt store profil hos oprykkerne indtil videre.

STURM
Pierre-Emerick Aubameyang (Borussia Dortmund)
Skulle have scoret hvert fald en mere, men det ændrer ikke på, at Aubameyang spillede en stor kamp lørdag aften. Blev matchwinner og var tæt på at levere et fremragende oplæg, da han oversprintede Hummels og serverede den for Schürrle. Havde svære arbejdsbetingelser i anden halvleg, men var hele tiden en trussel og arbejdede også stenhårdt defensivt.

TRAINER:
Markus Weinzierl (Schalke 04)
Det skal ikke udvikle sig til en Dortmund-fest, så derfor får Tuchel ikke pladsen til trods for sin vellykkede taktik med fem i bagkæden mod Bayern. Rundens træner er i stedet Weinzierl. Har fået styr på holdet efter katastrofestarten, og Schalke leverede en ny, flot indsats lørdag mod Wolfsburg.

You may also like
Rundens hold i Bundesligaen – runde 29: Rekord-Sancho,
Rundens hold i Bundesligaen uge 28: Bayern-dominans og Mainz i målhumør
Rundens hold i Bundesligaen – uge 27: Hattrick-Held Yussuf Poulsen
Rundens hold – uge 24: Big Bayern, tyrkisk supertalent og Funklende Fortuna