Efter at min far i lang tid havde snakket om, at han ville besøge Hamborg, er destinationen for vores årlige europæiske fodboldtur bestemt. Efter have siddet i kø i billetsalget til HSV’s lokalopgør mod kultklubben St. Pauli, lykkeds det os at få billetter til Volksparkstadion. Det bliver en tur der står på en seværdig stadionoplevelse, nostalgi på HSV Museum og førstegangsoplevelse med VAR.
Lørdag d. 22. februar
Efter en tur på den tyske Autobahn landede vi i forstaden Stellingen, hvor stadion ligger og vi havde bestilt hostel. Efter at have parkeret bilen gik vi en halv time mod stadion, hvor en folkestime af HSV tilhængere ventede os på den nydelig gåtur i Volkspark, mens tilråbene ’Scheisse Pauli’ lød fra masserne.
Her rammer den old school nostalgi os første gang med synet af denimjakker med syet logoer. Mens det er min fars første besøg, er det mit tredje, og som jeg fortæller ham, så er man ikke klar over hvor stor HSV er, før man har set det.
For enden af parken venter et kolossalt og imponerende stadion, som er bygget til en mægtig klub. Selvom klubben er rykket ned og man ikke kan se det på spillet på banen, så vidner menneskestrømmen og omgivelserne om, at denne klub er en sovende kæmpe, der venter på at blive vækket op til dåd.
Det første der møder hos inde på stadion, er lyden af et kanonslag. Så er stemningen lagt an for dagen. Vi finder vores pladser på langsiden og på trods af vi sidder langt tilbage på det øverste afsnit, så synes banen tæt på og man mærker en tæt stemning i luften blandt de to fangrupper.
Med lyden af hymnen ’HSV Forever’ ud af højtalerne bliver tifoerne foldet ud, og spillerne går på banen til en flot og larmende kulisse. Inden kampen går i gang, må vi dog igennem et minuts stilhed, men det afbrydes hurtigt afbrudt af enkelte fans, der bryder ud i ’Scheisse Pauli’, hvorfor dommeren i stedet fløjter op til kamp.
Havde du spurgt mig i løbet af kampens første kvarter om St. Pauli havde en chance på udebanen, var mit svar nej. De sætter ikke en fod rigtigt, og det er tydeligt at se, at det er en kamp mellem en kandidat til oprykning og en til nedrykning.
HSV er ubesejret siden vinterpausen, mens St. Pauli endnu har deres første sejr til gode. HSV er en konstant trussel og lægger et tungt pres, der resulterer i to forsøg på træværket og optimismen på tribunen stiger, samtidig med at frustrationen vokser over, at bolden ikke ville ind.
Som det er i fodbold, så skal man kende sin besøgelsestid, og det må HSV erkende efter tyve minutter, hvor St. Pauli udnytter sin første chance til en scoring.
Stemningen i hjørnet, hvor udeholdets fans er placeret, eksploderer, og de brun-hvide blusede spillere løber mod dem i ekstase. Det er første advarsel mod en ustabil defensiv, hvor St. Pauli stiller sig længere tilbage på banen og lever på omstillinger og hjemmeholdets opspilsfejl.
Folkene omkring os er tydeligt frustrerede og efter føringsmålet, virker HSV lamslået. Blot ti minutter senere er den gal igen.
Matthew Penney får bolden uden for feltet og rammer den ’lige i røven’ på John Faxes gamle hjemmebane. Penney tør skyde udefra, noget hjemmeholdet kunne tage ved lære af, da de har en masse optræk til chancer, som ofte løber ud i det rene ingenting. Den ene gang HSV forsøger sig fra distancen, ender det med at blive farligt.
Anden halvleg fortsætter, hvor den første sluttede. HSV’s spil virker fastlåst, og de har svært ved at blive en trussel i St. Paulis felt, hvilket også smitter af på stemningen og utilfredsheden fra hjemmeholdets fans.
Det synes tættere på 3-0 end en reducering, da Pauli er en konstant trussel mod hjemmeholdets rystende opspil og defensiv. Det når også at blive til 3-0, inden målet annulleres af VAR, og det er ikke sidste gang, at VAR bliver afgørende, da det også annullerer HSV reducering til 2-1.
Det er første gang jeg ser VAR i brug på stadion og lad mig bekende kulør og sige, at jeg som udgangspunkt har det svært med VAR. Efter min oplevelse har jeg det stadig svært med teknologien, der tydeligvis er designet til TV-seeren.
På stadion virker det som et forstyrrende element, der skaber forvirring, og der gik lang tid, før det gik op for mig, at den blev gennemgået af VAR og man sidder uden anelse om, hvad der kigges på.
Særligt ved St. Paulis mål virker det overraskende for mange, da flere af hjemmeholdets fans når at udvandre i protest over scoringen, mens det ved HSV’s mål virker som et antiklimaks efter scoringen blev fejret med pyroteknik. Fodbold lever af mål og man skal passe på at tage glæden ud af sporten.
Efter kampen er der stor eufori blandt udeholdets fans, som sender et banner med budskabet ’Hamburg ist Braun-Weiss’ over tribunen, mens HSV truppen står skoleret foran Nordtribunen til massive tilråb og buh’en.
Det er anden gang i sæsonen, at HSV taber til St. Pauli, og nok ligger holdene i hver sin ende af tabellen, men håneretten indtil næste møde ligger ved Reberbahn, hvor de helt fortjent kan fejre endnu en derbysejr.
Søndag d. 23. februar
Inden vi drager tilbage mod Danmark, tager vi igen forbi Volksparkstadion, hvor vi skal se HSV Museum. Udover museumsoplevelsen bekræfter synet af de tomme tribuner bag facaden, at det er mægtigt stadion, som fortjener en bedre skæbne end at være kulisse i en kaotisk klub.
Min far og jeg repræsenterer to vidt forskellige syn på HSV. Mens han husker tilbage på Kevin Keegan, Uli Stein og Lars Bastrup, som eksempler på klubbens storhed, så kæder jeg klubben sammen med at være ’Der Dino’. En kæmpe, der er efterladt i forfald og tidligere bedrifter.
Alt det er kædet godt sammen med hvad du oplever på museet, som er yderst anbefalelsesværdigt, hvis du er til fodboldhistorie. På glimrende vis formår udstillingerne at skildre klubbens storhed, nostalgi og forfald, samt at klubben er en Sport-Verein (Sports forening), der lige såvel indeholder håndbold, volleyball og badminton mm.
Du får et indblik i klubbens opbygning, vejen til succes og nedrykning samt historien om stadion og de største stjerner. Særligt bliver det til et længere stop ved udstillingen om Kevin Keegan, hvor sønnike belæres med fars anekdoter om en af hans store barndomsidoler.
Det er ikke eneste anekdote, da en video viser en jublende Lars Bastrup, der fejrer det tyske mesterskab, ledte an til en fortælling om, hvor stort det er, når en dansker bliver solgt til en udenlandsk storklub og får succes.
Når man modsat min far ikke har oplevet HSV’s storhed, åbner museet for alvor øjnene op for, at det er en kæmpe klub med bedrifter som få. Særligt synet af det store montre med trofæerne fra Bundesligaen og Mesterholdenes turnering er det klare eksempel på det. Så meget, desto mere sørgeligt er det, at se klubben i dens nuværende forfatning.
