bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Köln > Podcast: Krise über alles

Krise, krise, krise. Tysk fodbold er i forfald. Sådan da. I den hjemlige liga har Köln og Werder Bremen endnu første turneringssejr til gode, mens Tyskland rasler ned af ranglisten i Europa.

For første gang i 25 år kvalificerede 1. FC Köln i maj sig til europæisk fodbold via en 5. plads i ligaen. Men maj er længe siden, og lige nu og her indtager Gedebukkene en sidste plads i Bundesligaen, hvor de kun har skrabet to point sammen i de første ni kampe.

Den dårlige start kostede i ugens løb Jörg Schmadtke jobbet som sportschef i Köln. En noget overraskende afsked, som Arnela Muminovic og Nicolai Lisberg i denne podcast forsøger at kaste lys over. For hvordan kan det gå så galt på så kort tid for en sportschef, der sidste sæson blev kåret til Bundesligaens bedste sportschef og som af klubben blev udstyret med en såkaldt “Newcastle kontrakt”? Og var opsigelsen af samarbejdet blot første skridt på en vej, der inden længe kan koste Peter Stöger jobbet?

Meget bedre ser det ikke ud i Werder Bremen. Det er godt nok blevet til lidt flere point, men heller ikke nordtyskerne har endnu formået at vinde i denne sæson. Thomas Delaney gør det ellers fortræffeligt, og panelet forsøger at komme med et bud på, hvilken klub han bør vælge som sin næste destination, når opholdet i Bremen formentlig slutter til sommer.

Også i Dortmund går det mindre godt. Champions League ligner et overstået kapitel, og forspringet til forfølgerne i Bundesligaen er også væk. Minikrise eller en konsekvens af de mange skader?

Vi kommer også kort forbi Bayerns nye udtryk under Heynckes, inden vi i den sidste blok dykker ned i den tyske euopæiske krise.

Lande som Azerbadjan, Cypern, Danmark og Slovenien har nemlig alle samlet flere koefficientpoint end Tyskland, der er gået fra en andenplads til fjerdeplads på UEFA’s rangliste. Har Bundesligaen mistet momentum i Europa? Hvorfor bør tyskerne måske kigge mod Italien? Hvordan kan RB Leipzig være med til genskabe interessen for tysk fodbold, og hvad betyder de dårlige europæiske resultater på sigt?

Lyt til en times god debat i selskab med Arnela Muminovic og Nicolai Lisberg, og bliv også klogere på Heynckes næseblod, passende bannere i Berlin og meget, meget mere.

God fornøjelse med podcasten.

Du kan abonnere på podcasten i iTunes lige her, og giv os også meget gerne en anmeldelse.

Vores podcast vil udkomme hver anden uge resten af året, men skal vi stadig eksistere fra januar af, har vi brug for din hjælp. Da det ikke er helt gratis at producere sådan en podcast, søger vi en partner, der vil sponsorere os. Kan din virksomhed se en interesse i at indgå et samarbejde med Danmarks største side om tysk fodbold og nå ud til flere tusind lyttere, så er det måske dig, vi søger.
For nærmere info send da venligst en email til [email protected]

You may also like
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25