Læs vores optakt og få seneste nyt om skader, bud på startopstillinger samt fokus på nøglespillere
Det er de to Europa League duellanter. Det er nummer to mod nummer tre, og det er kampen om hvem, der kan kalde sig førsteudfordrer til Bayern. Med en placering på medaljepladserne burde humøret være højt hos de to klubber, men gæsterne er rendt ind i to nederlag i træk, og hos hjemmeholdet tabte man i sidste runde for første gang i otte kampe, ligesom det også blev til et nederlag i Europa League til Everton.
Hjemme på Volkswagen Arena er Wolfsburg dog svære at slå i Bundesligaen. De sidste fem kampe er alle vundet, og det gør dem til det næstbedste hjemmehold efter Bayern. Omvendt er Gladbach det tredjebedste hold på udebane efter Köln og Bayern. Den statistisk får de brug for at læne sig op ad, for i de sidste ni udekampe mod Wolfsburg er det blevet til otte nederlag og blot en enkelt uafgjort.
På papiret er det en kamp, der har det hele og som sagtens kan gå hen og blive både velspillet og målrig allerede fra første fløjt. Begge hold har hver scoret seks gange i det første kvarter, og det er to hold, der gerne vil frem og angribe. Hos Wolfsburg er specielt Perisic og de Bruyne sprudlende for tiden, og det skal blive spændende at se, hvordan Gladbachs defensiv får lukket ned for dem.
En afgørende faktor kan meget vel blive trætheden fra torsdagens EL-kampe, hvor begge hold var i aktion. Begge hold brugte mange kræfter, men set med danske briller kan det måske være med til at åbne op for muligheden for spilletid for Bendtner. Efter vi nærmest dømte ham færdig i sidste podcast, så har han scoret både i Europa League og Bundesligaen, så selvom han nok næppe er med fra start, så bør der ligge minutter og vente på Wolfsburgs nummer 3.
Bud på startopstillinger:
Benaglio – Träsch, Naldo, Knoche, Rodriguez – Guilavogui, Malanda, Hunt, Perisic, de Bruyne – Olic
Sommer – Korb, Stranzl, Jantschke, Dominguez – Kramer, Nordtveit, Hahn, Herrmann – Kruse, Raffael
Skader og karantæner:
Wolfsburg: Felipe og Ochs er begge ude med skade, mens Luiz Gustavo sidder over med karantæne efter at have modtaget fem gule kort.
Gladbach: Hos gæsterne er Dahoud ukampdygtig mens Xhaka er i karantæne efter sit røde kort i sidste runde mod Frankfurt.
Hold øje med:
Junior Malanda – Han indledte sæsonen som fast mand, men to kæmpe afbrændere i de første par kampe var med til at placere ham på bænken. Her har han så siddet det meste af tiden siden, men med Gustavos karantæne får den talentfulde belgier en ny mulighed for at vise sig frem.
Christoph Kramer – Han har haft en noget turbulent tid de sidste par uger. Først var han rygtet til Real Madrid, så scorede han et af de mest kuriøse selvmål nogensinde, og i sidste uge var han så ude med en skade. På et Gladbach mandskab hvor holdet er stjernen, er han måske den spiller, der er sværest at undvære for die Fohlen.
Læs flere optakter her:
Hertha Berlin – Bayern München: Robben scorer
Bayer Leverkusen – 1. FC Köln: Bundesligaens bedste udebanehold
Schalke 04 – Mainz 05: Di Matteo under pres