Tør Werder Bremen satse og risikere den direkte nedrykning?
Werder Bremen
Jannik Vestergaard og co. ligger før sidste spillerunde på 16. pladsen, der betyder to playoff-kampe mod 2. Bundesligas tredjeplads, Nürnberg. Dagens modstander ligger med ét point mere på 15. pladsen og med en sejr kan Werder således med sikkerhed redde sig endnu en sæson i den bedste tyske række.
Der er dog et aber dabei. Med to point ned til Stuttgart er man ikke fri af den direkte nedrykning, og hvis satsningen mod Eintracht Frankfurt slår fejl og Stuttgart vinder sin kamp mod Wolfsburg, ja så må den danske stopper og resten af det nordtyske hold en tur ned i 2. Bundesliga.
Det efterlader træner Skripnik med et dilemma. Tør man spille sin chance mod Frankfurt eller vil man tage til takke med det ene point? Et ikke så utænkeligt scenarie kunne være, at Bremen kom ud til kampen i et forholdsvist højt tempo og forsøgte at bringe sig foran tidligt, men ville sænke tempo og offensive ambitioner i takt med at uret tikker mod de 90 minutter.
Det er dog uden for enhver tvivl, at man også vil holde et øje på kampen i Wolfsburg, for hvis Stuttgart ikke ser ud til at vinde, har Skripnik i og for sig frie tøjler til at satse butikken i jagten på en sejr.
De grønblusede er ubesejrede i de to seneste kampe og de seneste hjemmekampe giver også grobund for optimisme. Senest slog man Stuttgart hele 6-2 og det er i de sidste fem hjemmekampe kun blevet til ét nederlag.
Til sæsonens sidste kamp må Werder undvære Fin Bartels, der har karantæne, og den skadede Sambou Yatabaré. Topscorer Pizarro er tvivlsom, men forventes at spille.
Eintracht Frankfurt
Frankfurt har med tre sejre i de tre seneste kampe spillet sig op i en position, hvor man selv kan afgøre, om overlevelsen skal sikres i sæsonens sidste kamp. Et enkelt point vil cementere 15. pladsen og medmindre man taber stort til Werder mens Stuttgart slår Wolfsburg komfortabelt, er man ikke i fare for at rykke direkte ned (man har målscorerfordel på seks mål ift. Stuttgart).
Senest blev det til en flot 1-0-sejr over Dortmund og i seneste udekamp vandt man 2-1 over Darmstadt. Det er dog gennem hele sæsonen kun blevet til 12 point på fremmed græs og med den statistik er man ligaens dårligste udehold (sammen med Gladbach).
Til kampen må gæsterne undvære Szabolcs Huszti, der har karantæne, mens Carlos Zambrano, Stefan Reinartz og Slobodan Medojevic er skadede.
Bud på startopstillinger
Werder Bremen: Wiedwald – Gebre Selassie, Vestergaard, Djilobodji, S. Garcia – Grillitsch – Öztunali, Fritz, Junuzovic, Öz. Yildirim – Pizarro
Eintracht Frankfurt: Hradecky – Regäsel, Abraham, Russ, Oczipka – Stendera, Hasebe – Aigner, Gacinovic, Ben-Hatira – Seferovic
Vidste du, at…
Werder Bremen er ligaens dårligste hold til at forsvare dødbolde og har lukket 20 mål ind på denne vis. Det er derfor næppe betryggende, at fire af Frankfurts fem seneste scoringer er sat ind efter dødbolde.
Dom
Dynamikken i denne kamp kommer i høj grad til at afhænge af, hvordan kampen mellem Wolfsburg og Stuttgart udvikler. Sikkert er det dog, at Eintracht kommer med en målsætning om at holde Werder fra fadet, så vi tror på en kamp uden alt for mange scoringer. 1-1.
Billede: jonasginter @ flickr