bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt til runde 6 i Bundes Manager: Boniface skyder på det hele

Optakt til runde 6 i Bundes Manager: Boniface skyder på det hele

Bundes manager, holdet.dk, Bulibold

Hvordan kan man lave et runderesultat på godt 1,8 mio. og stadig være utilfreds?
Jo, det kræver bare fire Union Berlin-spillere, samt at man er så dum, at man fjerner anførerbindet fra Kane. Runde 6 byder på et topopgør, når RB Leipzig tager imod Bayern. Stuttgart skal se, om de kan fortsætte de fine takter ude mod Köln, mens Leverkusen skal en tur til Mainz.

Mine udskiftninger

Forsvar

Leonardo Bonucci (3 mio.) Union ud – Edmond Tapsoba (4,3 mio.) Leverkusen ind
Det er utilgiveligt dumt, når en så rutineret forsvarsspiller som Bonucci laver et så torskedumt straffespark, som det var tilfældet i Unions hjemmekamp mod Hoffenheim. Da Knoche måske er klar hurtigere end forventet, så er det ikke engang sikkert, at Bonucci starter i udekampen mod Heidenheim, der nok bliver sværere, end man havde forudsagt før sæsonen, og da Union bare ikke spiller godt for tiden, så er en udrensning på plads. Ind kommer Tapsoba fra et meget formstærkt Leverkusen-mandskab. Jeg er lidt usikker på hvem, der tager sig af straffesparkene hos ”Die Werkself”, men Tapsoba har tidligere haft tjansen så måske….

Midtbane

Robin Gosens (6,1 mio.) Union ud – Marvin Mehlem (2,7 mio.) Darmstadt ind
Dette skifte kræver et formationsskifte fra 4-3-3 til 3-4-3. Ellers målfarlige Gosens ryger ud pga. berlinernes elendige form. I stedet tager jeg chancen med Darmstadts Mehlem, der har scoret to mål hidtil og som har en fornuftig hjemmekamp mod Werder.

Aissa Laidoini (3,8 mio.) Union ud – Exequiel Palacios (4,7 mio) Leverkusen ind
Leverkusens argentiner fejrede sin kontraktforlængelse med to oplæg i kampen mod Heidenheim. Derudover har han scoret to gange i sæsonen og virker som et rigtigt fornuftigt køb, især når prisen på Hofmann og Wirtz er væsentlig højere.

Angreb

Kevin Behrens (5,2 mio.) Union udVictor Boniface (6,7 mio.) Leverkusen ind
Boniface var tæt på at gøre Kane kunsten efter med at score et hattrick. Stolpen stod dog i vejen for den unge nigerianer, der med sine to scoringer i kampen er oppe på i alt seks mål og to oplæg.

Mine overvejelser

Jeg troede, at Unions stime af dårlige resultater ville slutte i hjemmekampen mod Hoffenheim, men holdet spiller bare ikke godt, og det fik konsekvenser. Samtidig virker det meget fornuftigt at købe Leverkusen-spillere inden kampen mod Mainz og dernæst Köln. Jeg tror roligt man kan holde fast i eventuelle Stuttgart-spillere på sit hold, da ”Die Schwaben” ude skal møde et indtil videre håbløst Köln-mandskab.
Skulle man stå med en stamme fra Leipzig, så kan man måske godt beholde dem, selvom de møder Bayern. Dels vandt Leipzig supercuppen 3-0 over sydtyskerne, og dels har holdet faktisk et rigtig fint program i en del runder efter Bayern-kampen.

Mit anførervalg – Victor Boniface

Jeg brændte nallerne ved at tage bindet fra Kane, men han får det faktisk ikke retur i runde 6.
Den gamle filminstruktør Mel Brooks lavede i sin tid en western, der fik den umulige danske titel ”Sheriffen skyder på det hele”, men præcist sådan kan man faktisk beskrive Victor Bonifaces hidtidige fem kampe. Hele 38 gange har den unge nigerianer skudt på mål. Til sammenligning så står Kane og Guirassy noteret for 21 skud. Mon ikke Boniface skyder benene under Köln-træner Steffen Baumgarts taburet helt væk?

Foto: Holdet.dk

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 6 – De mange hovedbrud
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 5: Die Breisgau Brasilianer
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 4 – Die Adler fliegen wieder