Efter syv lange ørkenvandringer lykkedes det endelig HSV at forlade 2. Bundesliga og rykke op i det forjættede land. Köln er snublende tæt på at gøre ”Die Rothosen” selskab, men har en sidste kamp, der ikke er helt let.
I bunden måtte vi sige farvel til Ulm, mens Braunschweig, Münster og Fürth kæmper om at slippe for to kampe mod Cottbus, Saarbrücken eller Rostock.
Velkommen til sæsonens sidste optakt i verdens bedste næstbedste liga. Bemærk at alle kampe spilles samtidig søndag kl. 15.30.
1. FC Köln – 1. FC Kaiserslautern
Efter en målløs første halvleg var det værterne, der startede anden halvleg bedst og scorede til 1-0, da Köln var på besøg i Nurnberg. Florian Kainz ville det dog anderledes, og med sine to mål i det 67. og det 90. minut sørgede han for, at Kölns prominente Interimstræner Friedhelm Funkel fik den perfekte start som Köln-træner. ”Die Geissböcke” kan sikre sig oprykningen, hvis de ikke taber dette opgør.
Det kan nu også blive svært nok. K´lautern kan nemlig stadig nå 3. pladsen. Det kræver dog, at Elversberg. Paderborn og Düsseldorf skal tabe, så muligheden er nok mest teoretisk. De røde djævle gjorde ellers sit i hjemmekampen mod Darmstadt, da Marlon Ritter og Ragnar Ache med hvert deres mål vekslede 0-1 til 2-1.
Bulibolds tip: 1. FC Köln – 1. FC Kaiserslautern 1-0
SV Darmstadt 98 – Jahn Regensburg
Sidste spillerunde byder på to opgør, hvor intet er på spil, og dette er det første. Darmstadt tabte efter at have været foran ude hos K´lautern, og Regensburg spillede hjemme 2-2 mod KSC. ”Die Jahnelf” havde inden kampen skiftet træner for anden gang i denne sæson, da Andreas Patz måtte vige pladsen til fordel for Mounier Raychouni. Patz, der i oktober afløste Joe Enochs, nåede således kun at stå i spidsen for holdet i små syv måneder.
Bulibolds tip: SV Darmstadt 98 – Jahn Regensburg 3-0
SpVgg Greuther Fürth – HSV
Fürth skal håbe på, at HSV-spillerne stadig er ramt af tømmermænd, når de søndag tager imod oprykkerne i en for hjemmeholdet uhyre vigtig kamp. Klubben, hvor Thomas Kleine er ny mand i trænersædet, da han afløste Jan Siewert forrige mandag. Dermed er Kleine den fjerde træner hos Fürth i denne sæson, og han var tæt på den perfekte debut, da Noel Futkeu bragte Fürth foran 1-0 i udekampen mod Hannover. Hjemmeholdet fik dog udlignet med tre minutter igen, hvilket efterlader Fürth kun et point fra 16. pladsen.
HSV lignede i hjemmekampen mod Ulm i de første 40 minutter det HSV, som vi har vænnet os til gennem de seneste syv sæsoner. Kampen skulle bare vindes, og så var oprykningen perfekt, men Ulm viste tænder og bragte sig foran 1-0. Selvom HSV hurtigt fik udlignet, så var Ulm stadig farligst, og havde det ikke været for Daniel Heuer Fernandes, der tog sig af et straffespark i det 36. minut, så kunne kampen sagtens være blevet til endnu et mareridt for ”Die Rothosen”. Nu scorede Ransford Koeningsdoerfer i stedet et gudesmukt mål, da han lobbede bolden ind til 2-1 i det 42. minut, og da Davie Selke i første halvlegs overtid scorede til 3-1, så var kampen afgjort.
HSV gjorde da også ydmygelsen total da de vandt 2. halvleg 3-0 på endnu et mål af Koenigsdoerfer, et selvmål samt en scoring af Daniel Elfadli, og så kunne festen begynde.
Tilskuerne strømmede efter slutfløjtet på banen, og det hele udviklede sig desværre i en uheldig retning. Enkelte tilskuere sprang fra det øverste tribuneafsnit ned på det nederste, og menneskemængden hærgede Volksparkstadion i en grad, så det kræver sine håndværkere at få stadionet klar til 1. Bundesligakampene. Paramedicinerne måtte efterfølgende behandle 44 personer, hvoraf en pådrog sig livsfarlige kvæstelser.
Også på Reeperbahn var der efterfølgende gang i den. Ellevilde HSV-fans hoppede rundt på biler i en sådan grad, så politiet så sig nødsaget til at rømme gaden.
Bulibolds tip: SpVgg Greuther Fürth – HSV 1-0
Karlsruher Sport Club – SC Paderborn 07
Med 2-2 i sæsonens sidste udekamp i Regensburg sikrede KSV sig en encifret plads i tabellen. Marvin Wanitzek bragte KSC foran i det 4. minut og trods en Regensburg udligning et kvarter senere, sørgede Dzenis Burnic for, at gæsterne kunne gå til pausen foran 2-1. I anden halvleg forsømte KSC at lukke kampen, og så fik Regensburg i stedet et point ud af kampen, da de udlignede til kampens resultat 2-2.
Paderborn kom bagud i hjemmekampen mod Magdeburg, da gæsterne udnyttede et korrekt dømt straffespark et kvarter inde i kampen. Calvin Brackelmann og Felix Götze sørgede dog med et mål hver for, at Paderborn fortsat er førsteudfordrer til at tage tredjepladsen, hvis Elversberg skulle smide point i Schalke.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – SC Paderborn 07 1-2
Hertha Berlin – Hannover 96
Så er vi kommet til det andet opgør, hvor der ikke er alverden på spil. Hertha har for længst sikret sig en ny sæson i ligaen, og der var da også en markant forskel på indstillingen hos de to hold, da berlinerne senest var på besøg i Münster. Hjemmeholdet ville bare vinde, og da Hertha ikke gjorde alverdens væsen af sig, så sikrede hjemmeholdet tre vigtige point. Undervejs fik Herthas Linus Gechter direkte rødt, og han kan således holde tidlig sommerferie.
Hannover gjorde sit til at gøre kampen om 16. pladsen mest mulig spændende, da Phil Neumann udlignede i hjemmekampen mod Fürth blot tre minutter før tid. Med det ene point placerer Hannover sig på 8. pladsen inden sidste runde.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – Hannover 96 2-2
Schalke 04 – SV Elversberg
Selv om Schalke endnu ikke er matematisk sikre på endnu en sæson blandt de næstbedste, så skal der ske helt vilde ting, før ”Die Knappen” kan komme i problemer. Udekampen mod Düsseldorf blev tabt 0-2, men da Braunschweig samtidig tabte mod Elversberg, så er Schalke de facto reddet. Nu er det op til den nye sportsdirektør Frank Baumann at sammensætte en trup, der kan spille med om de sjovere placeringer. Man kan næsten fristes til at omdøbe ham til Bau(stellen)mann, da der venter noget af en udrensning. Kvaliteten i truppen er fraset Karamann og Moussa til at overse, og samtidig skal Schalke finde en ny træner. Da klubben er forgældet op til over lysmasterne, så er det ikke en simpel opgave for Baumann.
Elversberg er den omvendte verden. En klub, der med minimalt budget har formået at lægge sig i den absolutte top af ligaen. Det så man senest, da Braunschweig blev sendt hjem med et 0-3-nederlag. Topscorer Fisnik Aslani gjorde det til 1-0, hvorefter Muhammed Damar med sin “Doppelpack” på kun tre minutter sørgede for, at kampen var afgjort efter blot 21 minutters spil. Vinder Elversberg dette opgør, er de sikre på at spille om oprykning, da deres målscore er væsentlig bedre end Paderborns.
Bulibolds tip: Schalke 04 – SV Elversberg 0-3
1. FC Magdeburg – Fortuna Düsseldorf
Die ”Ossies” fra Magdeburg, der har haft en skør sæson med kun fire sejre hjemme og hele ni ude, har sat alle chancer for oprykning over styr, da de i de seneste to kampe først tabte 0-5 hjemme til Münster og senest 1-2 i Paderborn. Holdets topscorer Martijn Kaars bragte via et straffespark ellers Magdeburg foran i Paderborn, men igen rakte det ikke til point. Det ændrer dog ikke ved, at Magdeburg har spillet noget flot fodbold i denne sæson, samt at de har et godt hold, der bliver spændende at følge fremover.
Düsseldorf bevarede deres spinkle chance for at besætte tredjepladsen, da de hjemme slog Schalke med 2-0 på mål af Dawid Kownacki og Myron van Brederode. Hvis tingene skal flaske sig for Fortuna, kræver det dog en sejr i denne kamp, samt at både Paderborn og Elversberg taber, da Düsseldorf har den ringeste målscore af de tre.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – Fortuna Düsseldorf 2-1
Eintracht Braunschweig – 1. FC Nürnberg
I sidste spillerundes næstsidste kamp har hjemmeholdet alt på spil, mens gæsterne kan gå ind til kampen med helt anderledes ro på. Braunschweig fik ørerne i Elversberg-maskinen, da holdet senest gæstede Saarland. Efter 21 minutter var ”Die Löwen” bagude med 0-3, og selvom de efterfølgende fik lukket af, så ændrer det ikke på, at Braunschweig går ind til sidste spillerunde på 16. pladsen. Efter kampen var det en skuffet Daniel Scherning, der udtalte sig: ”Vi spillede en katastrofal første halvleg, og vi missede dermed en stor chance for at redde os i dag. Nu gælder det om at samle os og levere en helt anden indsats på søndag.”
Nürnberg bragte sig foran, da topholdet fra Köln kiggede forbi. Gæsterne havde dog mest at spille for og tog alle tre points med hjem via to sene scoringer.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – 1. FC Nürnberg 3-1
SSV Ulm 1846 – SC Preußen Münster
Det blev et kortvarigt, om end sympatisk, bekendtskab med Ulm i 2. Bundesliga, og hvis de vinder dette opgør, kan de trække oprykningskollegaerne fra Münster med sig ned i 3. Liga. Ulm spillede ellers 40 rigtig gode minutter på Volksparkstadion, men da Semir Telalovic brændte et straffespark i det 36. minut, så kunne de intet stille op imod HSV-maskinen og tabte fortjent 1-6.
Münster vandt en vigtig hjemmesejr, da Hertha fredag aften gæstede Preussen Stadion. Jorrit Hendrix blev dagens mand, da han scorede begge mål i 2-0-sejren. Nu kan Münster sikre sig en ny sæson i 2. Bundesliga med en sejr, da deres målscore er væsentlig bedre end Braunschweigs.
Bulibolds tip: SSV Ulm 1846 – SC Preußen Münster 0-2
Topscorerlisten i 2. Bundesliga
Da de fire øverste på listen alle scorede én gang, er det fortsat Davie Selke, der ligger i spidsen med nu 22 mål. Ragnar Ache, Martijn Kaars og Fisnik Aslani er alle noteret for 18 scoringer.
3. Liga – tillykke til Dynamo Dresden og Arminia Bielefeld
Da Dresden tabte 0-1 i Mannheim, kunne Bielefeld overtage førstepladsen efter en 2-1-sejr ude over Unterhaching. Dresdens nederlag fik dog ikke den store betydning, da Saarbrücken gik ned og tabte 2-4 i Aachen. Resultaterne betyder nemlig, at Bielefeld og Dresden begge er klar til 2. Bundesliga efter sommerpausen.
Kampen om den 3. plads, der giver to oprykningskampe, er fortsat tæt. Cottbus (62 point) er favorit, men Saarbrücken (62 point) og Hansa Rostock (60 point) kan fortsat tillade sig at drømme om livet på 2. klasse. I sidste spillerunde får Cottbus besøg af Ingolstadt, Saarbrücken tager imod Dortmund II, mens Hansa ude møder Hannover II.
En anden gammel traditionsklub, 1860 München, har i den forgangne uge offentliggjort, at klubben opruster med to store profiler. Klubben får således tilgang af Florian Niederlechner og Kevin Volland. Det bliver spændende at se, om de to erfarne tidligere Bundesligaprofiler kan skabe noget længe ventet eufori på Grünwalder Stadion.
- Optakt til Bundes Manager runde 10: Stabilitet er vejen fremSå løb jeg ind i endnu en runde på det jævne. Både Kane og Burkardt startede ude, og Frankfurt kom ikke ud over 1-1 mod ellers… Read More
- Optakt til 12. runde i 2. Bundesliga: Hvem vil rykke op?En uge i spidsen for ligaen var hvad Schalke 04 og klubbens mange fans fik i denne omgang. Da ”Die Knappe ” tabte i Karlsruhe, og… Read More
- Lodtrækning til ottendedelsfinalerne i DFB Pokal 2025/26: Dortmund mod LeverkusenLodtrækning til ottendedelsfinalerne i DFB Pokal 2025/26: Dortmund mod Leverkusen, Bayern skal en tur til hovedstaden, mens HSV og Kiel dyster i norden







